Som tusindvis af andre var jeg knust over at høre at Bowie var død. Han var der jo altid; han sang ”You’re not alone” da jeg var teenager med weltschmertz og ikke kendte andre jævnaldrende, der overhovedet vidste hvem Bowie var; han sang ”We could be heroes, just for one day” da jeg som ung var gået i sort og ikke kunne se længere ud i fremtiden end den ene fod sat foran den anden på hvileløse nattevandringer rundt i byen; han sang ”Blue, blue electric blue, that’s the colour of my room”, da friheden ved at rejse gik op for mig. Og sådan kunne man blive ved. Så sent som i denne vinter har albummet ”Low” lagt lyd og toner til den følelse af en verden i skred, som terrorangreb og farvel til det, vi troede var rodfæstede danske værdier, har efterladt mig og mange andre med.
”Vis mig din maske, og jeg skal sige dig, hvem du er” siger Karen Blixens alter ego i novellen ”Syndfloden over Nordeney”. Med sine mange skikkelser var Bowie postmoderne før ordet blev almindeligt kendt, han var queer længe før priden var blevet mainstream i de vestlige lande. I et interview fra tiden omkring megahittet ”Let’s Dance”, bliver Bowie spurgt om han nu er færdig med at klæde sig ud, om han er sig selv nu? Men i Bowies univers handler det ikke om kernen ”inderst inde”. Bowie var sit udtryk; Den ene fremtoning er ikke mere sand end den anden, de er alle lige sande.
På inder-coveret til albummet ”Heathen” fra 2002 ses et billede af tre gamle læderindbundne bøger. Titlerne er selvfølgelig ikke tilfældige, det er bøger af Darwin, Freud og Nietzsche. Netop de tre personer og deres tanker forbindes med den omkalfatring af vores måde at tænke på, som ofte kaldes for ”Guds død”. Udtrykket stammer fra en af Nietzsches karakterer (han kunne nemlig også det med maskerne). Det er profeten Zarathustra, der kommer ned fra bjerget, ser på menneskene og spørger: ”Ved de ikke, at Gud er død”? Guds død er altså ikke noget man kan ”tro på” eller lade være. Det er en konstatering, som da man fandt ud af at jorden bevæger sig rundt om solen, ikke omvendt. ”Guds død” betyder at ideen om en absolut autoritet er forladt. Der er ikke èn sandhed, som ligger derude et sted og venter på at vi finder den. Det er en frihed, men dermed også et ansvar. Man kan godt lade som om at det ikke forholder sig sådan og fortsætte som om intet var hændt. Man kan godt blive ved med at hævde at størrelser som ”fædreland”, eller ”Gud” eller ”mand” eller ”kvinde” har en absolut og uforanderlig betydning uafhængig af konkrete mennesker. Men Bowie gjorde det modsatte. Han troede på mennesket, på kunsten og på evigheden – hvorfor skulle han ellers have brugt sine sidste måneder på at skabe musik? – men han stod selv på mål for alt det han var og alt det, han skabte. Det mod og den frygtløshed har kun få. I kirken betyder Guds død noget lignende. Vi må selv stå på mål for det, vi siger og det, vi forkynder. Man kan ikke slå op i Bibelen og sige: Sådan er det og dermed basta! Vi kan ikke henvise væk fra os selv, til en mand med hvidt skæg, der sidder på en sky – det gudsbillede hører en anden tid til. Gud får betydning ved sin gyldighed iblandt os: som evighed, som kærlighed i ren og ublandet form, som Ånd, som det, der altid overskrider vores væsen, vores horisont og vores forventninger og får os til at række ud imod hinanden.
Østerbro Avis, 20. januar 2016
Jeg har ikke prøvet at skrive til en blogger før så Julie det er dejligt at følge dig i dit nye job som præst, hvor du også kan tage os gamle MR rødder med i et humanitært rum, tak for dine skriv. Selv er jeg blevet en del af Offerrådgivningen i Hovedstaden . Det er et frivilligt arbejde,som jeg fint kan klare med mit handikap. Rådgivning på telefon for vidner til tilværelsen, som har henvendt sig med en anmeldelse hos politiet. Eller en person som har fundet os på hjemmesiden og har brug for en struktureret udvej i kaos efter overfald eller anden angstfremkaldende hændelse. Det giver fint mening og der er meget nyt at lære, så nu er jeg på kursus igen ligesom den gang jeg begyndte som voksen at komme i kirken. Her har jeg lært meget i de 12 år jeg har været en del af Gentofte kirke. Så nu er jeg opstillet igen til MR uden portefølje. Og jeg glæder mig til at være med i en runde. Jeg ønsker for dig gode MR. I begge dine kirker. Kærlig hilsen Winnie
Kære Winnie
Tak for din hilsen. Det glæder mig at du finder energi til både menighedsrådsarbejde og frivilligt arbejde. Der er så meget at gøre! Det ser ud til at vi har fået sammensat gode råd i begge “mine” kirker, så det er dejligt. Menighedsrådet er så utrolig vigtigt for at få det hele til at gro som det skal. Jeg glæder mig til at se den færdigrenoverede kirke.
Kærlig hilsen
Julie