Category Blog

Et skrøbeligt skib

0 Comments read Blog

Det er nødvendigt at bede.
Så vi husker på, at vi sejler i et skrøbeligt skib.

Sådan skrev en god ven til mig for nylig.

At skibet er skrøbeligt, det er vi vist alle blevet klar over i de seneste uger og måneder. Skrøbeligt, også på måder, som ikke var tydelige før.

Prisgivet

Hold afstand! Sammen hver for sig! I begyndelsen virkede det enkelt nok at holde sig til disse mantraer, godt hjulpet på vej af Mads (Steffensen) og Mette (Frederiksen). Men angsten rammer forskelligt, følelserne sidder uden på tøjet. Den kalibrering, som normalt sker i mødet med andre, er pludselig væk, og man er prisgivet en dårlig netforbindelse, en lille misforståelse, der ikke kan løses med et smil og en fremstrakt kaffekop. Prisgivet sine egne uventede reaktioner på, at alt med ét blev anderledes.

Ny hverdag

At bevæge sig ud i det offentlige rum kræver håndvask, planlægning, sprit og mere håndvask. Nede i Fakta danser vi rundt om hinanden i en usynlig coronakoreografi. Mormor, som vi så gerne vil passe på, lider under ensomheden og børnene er fulde af savn. Deres forandrede hverdag tager de ellers som de rene helte. Indtil udmattelsen sætter ind og de ikke orker at være helte længere. ”I fortæller mig aldrig noget og man kan alligevel ikke regne med det, I siger!” råber den mindste, da han ikke er helt forberedt på dagens planer. Jeg forstår hans vrede over alt det, man pludselig ikke kan regne med. Men jeg er jo voksen, så jeg har ikke nogen at skælde ud på.

Skrøbelighed

Sygdom er hver mands herre. Og pandemier er samfundets herre. Man kan ikke melde sig ud. Det skrøbelige skib sejler, uanset hvor svært det er at modstå bølgegangen og finde retningen. Og fordi vi alle er om bord på dette skrøbelige skib, er der ikke andet for and at navigere, så godt vi kan. Selv om vores skrøbelighed udstilles og vores samfunds svagheder og blinde pletter bliver tydelige. Det er blevet klart, hvor forskellige vores livssituationer er. Med eller uden børn, med eller uden fast arbejde, med eller uden kroniske sygdomme, med eller uden ekstra penge og ressourcer, med eller uden netværk, med eller uden adgang til internettet. Vi bryster os normalt – med en vis ret, ser man nu – over at vi er gode til at mødes hen over alle disse forskelle. Nu véd vi, at de er der, fordi vi har mærket dem på egen krop.

Bøn

Derfor. Derfor er det nødvendigt at bede. Fordi bøn er overgivelse. Bøn er hengivelse. Bøn er at lægge sit liv i Guds hånd. Bøn er øvelse i at give slip. Livet er givet os, det sker. Skibet sejler og vi er ombord. Vi kan ikke kontrollere det, vi kan ikke bemægtige os det. Bøn er at turde holde skrøbeligheden frem for Gud. Bøn er at stå ved sin afmægtighed i troen på, at Guds omsorg er det hav, som bærer skibet. Bøn er at tage imod.

Rilke skriver i et digt:

Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.
Dog er der Én, og altings falden ender
Uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

Det er nødvendigt at bede. I troen på at altings falden ender uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

– Julie Damlund

 

Illustration: Alcides Herrera, “Vidanueva”

Laurie Grundt (1923-2020)

0 Comments read Blog

Laurie er død

og som det så ofte er med døden, så bliver han så nærværende netop nu, hvor han er væk. Hans knoklede skikkelse, senet og solbrændt, malerpletter på tøjet og sin særlige lugt af piberøg og Lassefar.

Han var ærke-christianit. Var vist ikke med til at vælte plankeværket, men næsten, og han holdt stædigt fast i idealerne. Jeg lånte hans sted på Fredens loft en sommer, mens han var hjemme i Norge for at ”springe på fjeldet”, som han altid sagde. Eet stort rum under taget, med en seng i den ene ende og et gasblus i en slags køkkenafdeling sådan cirka på midten. De tunge gasflasker slæbte han på ryggen op ad de store gamle trapper i Fredens ark. Da jeg boede der, var jeg altid nervøs over de trapper. De henlå i halvmørke og man vidste aldrig om man ville blive nødt til at passere pushernes store sorte hunde for at nå helt op under loftet til Lasses sted. Henne i nærheden af døren stod et gammelt klaver og der var forskellige siddeanordninger, midt i rummet stod et toilet frit fremme til fri afbenyttelse. Det var dengang Christiania fik al sin strøm fra en enkelt elmast ude på Bådsmandsstræde, så der var strenge regler for elforbrug. Man kunne godt have køleskab, men ikke fryser. Og selvfølgelig slet ikke egen vaskemaskine, tørretumbler, solarium, vandseng og andre energislugere. Det var alle de pushere, der boede i Fredens ark, fløjtende ligeglade med, men ikke Lasse. Det varme brusebad bestod i en haveslange der lå ude på taget. Når solen skinnede havde man så et par sekunders varmt vand og derefter den temperatur, der nu kom ud af hanen. Al den øvrige plads var fyldt op af billeder, lærreder i lag op ad væggene.

Laurie tegnede

vignetter og illustrationer til Ugespejlet, hvor man som regel også kunne finde en reklame for Croquis-værkstedet. Værkstedet var Lasses opfindelse, helt bevidst placeret midt i pusherstreet. Det var Lasses måde at kæmpe imod at handlen med hash og stoffer skulle overtage fuldstændig. Jeg stod nogle gange croquismodel derude, om mandagen fra 12-14. Det betød at man ankom til en søvnig morgenstemning og gaden var næsten tom, på nær et par gamle branderter på Morgenstedet. Og så Lasse og et par stykker mere, der var parat til arbejdet inden for. Lasse tegnede ikke, han malede direkte på lærredet og var fremragende. På 20 minutter havde han styr på form, balance, tyngdepunkter. Han havde en teknik med at preparere lærrederne i forvejen med farver og bevægelse. I løbet af de to timer fyldte han så et lærred eller to. Som timerne gik, vågnede gaden op. Undrende turister kiggede ind imellem ind gennem de store gamle vinduer, som var blevet brugt til at lave croquisværkstedets ene væg, og kl 14, når man dumpede ud i verden igen, var der et helt andet liv derude. Jeg husker det som om der altid holdt en varevogn med åbent lad og ”I kan ikke slå os ihjel” spillende ud over den lille plads ved Morgenstedet. Men måske var det bare en enkelt sommerdag, hvor farverne lyste særlig varmt på den støvede vej.

Laurie inviterede

Min første, sidste og eneste koncertoptræden i udlandet skyldtes Lasse. Han havde hørt mig spille til en koncert for kirkemusikskolens elever. Da en gruppe christiania-kunstnere skulle udstille i Bergen sammen med Lasse, inviterede han mig til at spille det samme stykke i en kirke deroppe. Rejsen var et eventyr; togturen derop med stop på bjergkammen, Jølstervatnet og bevidstheden om, at ikke ret langt væk lå en gletscher på lur. Til koncerten spillede Lasse på sin hardangerfele sammen med sin ven, komponisten Ketil Hvoslef. En stjernedygtig orgelstuderende fra Korea spillede et af Hvorslefs værker for orgel. Det var som en rejse til en drømmeverden. Som om den stadige støvregn, den våde luft, åbnede for andre rum i sjælen.

Laurie dansede

også ballet, og havde mange planer for optrædener, vi kunne lave, hvor jeg skulle spille til. Ellers var hans bidrag til kirken mest med sin kirkekunst, ofte på bestilling fra vennen, Erik Bock. I Hellig Kors kirke hang engang et vidunderligt dåbsbillede. På billedet ses hele dåbsfølget omkring kirkens gyldne døbefont. De har fødderne i vandet, som står op over de nederste trappetrin. Det skulle vise hvordan Jordanfloden i sin overflod af nåde flød helt ind i kirken. Skikkelserne var selvfølgelig nøgne, sådan malede Laurie helst. Det måtte ikke bare være smukt, selv om det netop var dét, han var så god til; at male yndefulde fresco-lignende skikkelser. Ofte malede han de smukkeste lærreder og gik så straks i gang med at ”ødelægge” dem, gerne ved at tilføje lidt blasfemi. Engang havde jeg udset mig et lille fint billede af engle, der fløj på en himmelblå baggrund, som dåbsgave til en niece. Indtil en veninde gjorde opmærksom på at de nøgne engles aktiviteter dér oppe på himlen var ganske jordiske og kødelige. Jeg kan høre hans latter for mig som jeg skriver.

Laurie flyttede

på sine gamle dage til Bergen. Jeg selv fik mand og børn og fast arbejde og så ham ikke i årevis. Men det var godt at vide at han gik rundt deroppe, den gamle gubbe, og lo ad verdens skæve gang.
Jeg vil savne ham i verden. Nu vil hans latter og hans skarpe blik følge med fra himlen, sammen med de nøgne engle i gang med deres elskovssysler.

Hvorfor er kærlighed så vigtig

for menneskene.

Måske er det selve livets drivkraft.

Måske er kærligheden kreativiteten

og derfra begyndelsen til alt liv

hvilket kan gives betegnelsen Gud.

Laurie Grundt

 

Virkelighedens etik

0 Comments read Blog

”Skal vi gøre noget ved det dér?”.  Ordene faldt mens jeg lå på briksen på Herlevs plastikkirurgiske afdeling. Dér havde jeg min gang i en årrække efter jeg fik fjernet en luns kød med kræftsyge celler i huden.

Lægens spørgsmål gjorde mig af indlysende grunde en smule ængstelig. Til kontrolbesøgene skulle alle mine mange modermærker ses efter, og nu slog lægen altså ned på de to brune pletter, der så længe jeg kan huske har mødt mig når jeg kiggede i spejlet. En på overlæben og én på næsefløjen. ”Udgør de en risiko?” fik jeg spurgt. Men det mente lægen ikke, han ville bare tilbyde at fjerne dem ”som en service”. Jeg overvejede sagen. Skulle jeg slå til? Enhver véd jo at smukke mennesker er lykkeligere, gladere, mere succesfulde mennesker. At livet simpelthen er lettere for de smukke. Ville det så ikke være dumt at sige nej? Heldigvis udbad jeg mig betænkningstid. En klog veninde afviste spørgsmålet uden tøven. ”Det er jo dig!” lød det, med en umiddelbarhed, der var overbevisende i sig selv.

Det er længe siden nu, men hændelsen dukkede op i erindringen, da debatten om forældre, der får retoucheret deres børns skolefotos, skyllede over landet. Der var fordømmelse og advarsler mod den syge perfekthedskultur fra alle sider. Men det mest tankevækkende var den mor, som fortalte om sine bevæggrunde til DR. Den moraliserende tone i kritikken gik hen over hovedet på hende. Det virkede mere som et praktisk spørgsmål. Når nu man kunne ordne de skæve tænder, hvorfor så ikke gøre det? Ligesom man får briller, hvis man ikke ser godt, eller tager en panodil hvis man har hovedpine. Det ville ingen vel fordømme som ”perfekthedskultur”.

Så hvorfra kommer den moraliserende undertone af rigtig og forkert, sandhed eller løgn? Hvorfra kommer min egen dybe følelse af at det ville have været forkert og udtryk for en form for løgn hvis jeg dengang havde taget imod plastikkirurgens tilbud?

Kunst som forpligter

I de forgangne måneder har jeg været så heldig at kunne bruge min tid på at fordybe mig i lyrikeren Ole Sarvigs forfatterskab. Han var først og fremmest digter, men beskæftigede sig hele livet også med billedkunst. Ikke som udøvende, men som betragter, fortolker og kritiker.

I sine omtaler af billedkunst skriver han ofte om etik, på en måde, som har undret mig. Han skriver om en kunstners eller et værks etik, men hvad vil det egentlig sige? Kan et maleri have en etik? Det er tydeligt, at der er ikke tale om den form for moralsk stillingtagen, som fordres af den politisk bevidste kunst. Det handler ikke om at kunsten som sådan skal tage stilling til konkrete samfundsspørgsmål.

Min forsøgsvise konklusion er, at det handler om forholdet til virkeligheden. En kunst, der har en etik, er en kunst, der har det som sit anliggende at være forpligtet i forhold til virkeligheden. Og med virkeligheden menes ikke den fysiske, materielle verden men det, man kunne kalde vores livsverden. Altså både den fysiske virkelighed og vores sind, sjæl, bevidsthed eller hvilken betegnelse, man nu vil bruge. Det er med denne målestok at kunsten kan være enten sand eller det modsatte.

Ole Sarvig fortæller et sted at han skriver, fordi kun sådan får han adgang til den virkelighed, han lever i. Kunstens hele berettigelse ligger i etikken, i at kunsten fortæller mennesker noget om deres livsverden. Spørgsmålet er blevet påtrængende i Sarvigs tid under og efter anden verdenskrig fordi alt det, der før udgjorde denne virkelighed, er faldet bort. Kulturens store tankebygninger synes at ligge som kæmpe stammer fra træer faldet om af ælde. Sarvigs tanker om virkelighedens etik, som sætter sig igennem i kunsten, er et forsøg på en nyorientering.

Vores egen virkelighed

I diskussionen om de retoucherede skolefotos støder det moderne, som var Sarvigs tid, og det eftermoderne sammen. Forestillingen om at virkeligheden findes og derfor forpligter de mennesker, der deler virkelighed med hinanden, støder sammen med den eftermoderne forestilling om at virkeligheden er noget som den enkelte frit skaber.
Der er noget befriende i at moren unddrager sig den moralske fordømmelse. Samtidig er der for os, der stadig ikke er helt ankommet til det eftermoderne, noget urovækkende ved det. For hvis vi hver især skaber vores egen virkelighed, hvor er mødestederne så? Risikerer vi at ende i hver vores verden, uden adgang til hinandens verdener og uden forståelse for de andre?

Skrald

I sin anmeldelse af en digtsamling af Ole Sarvig er Asger Jorn overvejende positiv. Men, slutter han, der er også ”noget skrald”. ”Skraldet” er Sarvigs Kristus-digte og når Jorn kalder det for skrald skal det tages ganske bogstaveligt: Kristendommen er noget, som er blevet til tilbage og som burde være smidt ud for længst, fordi det er ubrugelig og i længden uhensigtsmæssig at beholde inden for hjemmets fire vægge.

Sarvig fjernede ikke kristendommen fra sine digte, tværtimod. I den nyorientering, som jeg nævnte før, ser han kristendommen som den eneste vej at gå. Ikke som tradition, heller ikke som institution, altså kirken. Men som noget virkeligt, der samtidig forpligter på en måde, der overskrider den enkeltes afgrænsede verden. Fordi Kristus levede i denne verden, men samtidig var af en anden verden, er Kristusskikkelsen vejen til en fælles virkelighed uden om den kultur og de institutioner, der hører fortiden til. Når Sarvig taler om Kristus taler han altså ikke om kirkegang eller om at huske sit fadervor. Han taler om dette at træde i forhold til virkeligheden, om en etik. Det etiske stiller krav til ethvert menneske. Et krav om sandfærdighed og redelighed. Men først og fremmest et krav der angår forholdet til medmennesket. Dét er måske det egentlige problem ved den eftermoderne levevis, hvor hver skaber sin egen virkelighed: At kravet i forhold til medmennesket bliver underordnet i forhold til det, der lige nu er en del af det altoverskyggende projekt med at skabe sin egen virkelighed.

Bliver man så et bedre menneske af at holde fast i de skæve tænder og modermærkerne i ansigtet? Selvfølgelig ikke. Det må man virkelig selv om. Men måske er det alligevel godt nok at holde fast i en virkelighedens etik. At huske på at livets vigtigste projekt ikke er den virkelighed, jeg skaber for mig selv, men det krav som mit medmenneske har på min omsorg og min opmærksomhed.

Tre refleksioner til langfredag*

0 Comments read Blog

Getsemane

Første refleksion

Fortvivlelsens skikkelse

Det midterste felt i frisen på den gyldne altertavle viser Jesus i bøn, men det er ikke nogen rolig eller andægtig bøn. Den smukke og muskuløse krop er som tynget til jorden, fældet af vægten af det, han nu skal gå igennem. Kroppen er fastholdt i fortvivlelsens øjeblik hvor sorg og beslutsomhed strides i Jesus. Den knælende skikkelse udtrykker på én gang styrke og sårbarhed. Ryggen er blottet, hovedet bøjet. Den nøgne ryg, der snart skal såres af slag, bæres af stærke arme og ben, som stemmer kroppen allerede imod vægten af korsets bjælke.

De sovende

Omkring Jesus kan man skimte de sovende disciple. Andre kroppe, med et helt andet udtryk, en helt anden energi. De afslappede, dvælende skikkelser i kontrast til ryggens spændte bue. Forskellen i udtrykket virker som en afstand imellem dem, en afgrund, der i fortvivlelsens øjeblik er uoverstigelig.
Den største og mest fortvivlende ensomhed er den, man oplever i selskab med de mennesker, der står en nær. Jesus bad sine disciple om at våge med sig. Men de kunne ikke. De kunne ikke gå med Jesus, der hvor han skulle hen. Det er kun ham, der kan bære dét kors; det er kun ham, der kan give sig selv helt, kun ham, der kan følge os ind i den dybeste smerte og det sorteste mørke.

Morgen

Vi kan gå med hinanden et stykke af vejen, men vi kan ikke være der for alle og vi kan ikke være der hele vejen, vi er nødt til på et tidspunkt at sige fra for ikke selv at gå til grunde. Kristus gav sig selv helt og holdent, han gav sit legeme og sit blod, han gav sit liv. Men han gik ikke til grunde, han gik sejrrig ud af graven påskemorgen.
Altertavlens glødende guld er som denne morgenrøde. Sådan har man brugt guldet i ikoner og mosaikker fra gammel tid, som vidnesbyrd om opstandelsen. Guldet ligesom gløder med sit eget lys. Selv i Getsemane have skinner lyset fra opstandelsen, fra Paradisets have.

Hanegal

Anden refleksion

Svigt

Hanen står strunk og strittende og véd slet ikke af det svigt, den bebuder med sit ”kykeliky”. Den gør hvad den skal, ud fra sin hane-natur, og sådan gør Peter det han kan, ud fra sin menneskenatur.
At svigte, at fejle, at skyde forbi, at komme til kort, at miste modet, det er ikke som skønhedspletter, vi kan få fjernet for at nå frem til det Perfekte, eller skidt og snavs vi kan vaske af for at få øje på hvordan billedet ”rigtig” skulle se ud. At svigte er ikke noget, der sker for de feje, de uheldige eller dem, der ikke strenger sig nok an. Vi gør det alle sammen, ikke én af os, der er her til stede går ram forbi.

Forsoning

Peter véd godt at han svigter. Han véd godt at han vælger at fornægte Jesus, fordi han ellers risikerer at komme i skudlinjen, måske endda selv blive sat fast og underkastet et forhør, som det han lytter til ude fra ypperstepræstens gård. Hans svigt er forståeligt, vi ville nok alle have gjort ligesådan.
Alligevel er det til dette menneske, som svigter i kraft af sin menneskenatur, Jesus betror evangeliet. Og sådan er evangeliet givet til alle os, der fejler og forsones. Da Peter møder den opstandne Kristus spørger han: ”Peter, elsker du mig?”

3 gange fornægtede Peter Jesus
3 gange spørger Jesus ”elsker du mig?”
3 gange svarer Peter: ”Ja, Herre”

Jesu aftryk i verden

Tredje refleksion

Veronikas medfølelse

Veronikas svededug knytter sig til en af legenderne om Jesu vej til korset, Via Dolorosa, smertens vej. Det fortælles at en kvinde, Veronika, rakte et klæde frem, da Jesus bar det tunge kors mod Golgata. I medfølelse tørrede hun hans svedige ansigt og siden har Jesu billede kunnet ses på klædet.
Legende fortæller noget om, hvordan frelseren sætter sig spor i verden. For alle de kritiske historier om menneskelige svigt og decideret onde handlinger kan man nogle gange miste blikket for at kirken, Guds menighed på jorden, selv er sådan et spor. At der overhovedet findes en kirke, det er underfuldt, når man tænker på hvordan disciplene efter Jesu død gemte sig inden døre og knapt nok kunne tale med hinanden om ham, de havde fulgtes med så længe. De kritiske historier skal frem i lyset, for vi skal ikke lukke øjnene for de skader, som menneskelige synder udretter. Men det er ikke hele fortællingen.

Miraklet

Det stod klart den frygtelige aften da vi alle lamslåede betragtede billederne af en brændende Notre Dame. Uden ord forstod vi, at Notre Dame ikke bare er et bygningsværk, heller ikke bare en kirke.
Notre dame blev bygget over flere hundrede år af mennesker, der vidste at de ikke ville leve længe nok til at se kirken stå færdig. Som monument, som åndelig frembringelse, overskrider den hvad ét enkelt menneske kunne tænke eller skabe. At den står endnu, at det store orgel og de vidunderligt smukke glasrosetter overlevede branden, er svært at se som andet end et mirakel og en næsten overmenneskelig præstation af de hundredevis af brandmænd, der arbejdede i timevis på at dæmme op for flammerne og slukke ilden.

Åndepust af kærlighed

Andre aftryk i verden når ikke frem til tv- og computerskærme verden over. De er som åndepust af kærlighed. Som når håbet vinder fodfæste i en håbløs situation. Som mennesker, der samles i fællesskab, sådan som Jesus selv har sagt os det: Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, dér er jeg selv til stede.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Langfredag den 19. april 2019. Se hele langfredagsliturgien her

*Refleksionerne er skrevet til de tre påskemotiver på altertavlen i Taksigelseskirken på Østerbro i København. Taksigelseskirkens gyldne altertavle er udarbejdet på baggrund af efterladte skitser af billedkunstneren Aksel Jørgensen, der har malet alterbilledet i kirken. Læs mere her

De åbne døres bastioner

0 Comments read Blog
Grænseland

Højt oppe på Taksigelseskirkens tårn sidder en grå mindeplade, som man knapt bemærker, når man cykler forbi. Hvis man alligevel standser op og lægger nakken lidt tilbage, kan man blive klog på, hvorfor kirken på Jagtvej hedder som den gør: ”Taksigelseskirken rejstes […] i taknemmelighed over Guds beskærmelse af Danmark i verdenskrigen 1914-1918 og for Sønderjyllands genforening med kongeriget”.

Da kirken blev bygget, var det allerede nogle år siden Danmark havde fået sin nye grænse mod syd. Næste år ved denne tid kan den dansk-tyske grænse fejre sit 100 års jubilæum. Forud for grænsedragningen gik en nervepirrende afstemning. Man bad simpelthen befolkningen om at afgive deres stemme: Ville de helst være danske eller tyske? Det har ikke været et let valg for dem, der følte at de hørte hjemme i begge kulturer, men vælges skulle der. I dag tjener grænselandet som forbillede for andre nationer, ikke mindst fordi man indførte en udstrakt grad af mindretalsbeskyttelse. Altså beskyttelse af tyskere på den danske side af grænsen og danskere på den tyske side.

Fælles forargelse

Den slags nuancer kan det være svært at trænge igennem med i dag. Hvem er danske? Hvem er indenfor og hvem er udenfor? Netop det spørgsmål stod til debat i begyndelsen af året, da en avis i mangel af nyhedsstof havde gravet en gammel historie frem: En studerende havde problematiseret linjen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Hvad nu hvis man ikke er blond? Skal man så føle sig udenfor? Er man så ikke dansk (nok)? Den efterfølgende forargelse gav i hvert tilfælde fællesskabsfølelse i det virtuelle øltelt. Alle ville være med.

Selv huskede jeg godt følelsen af at synge ”Den danske sang…” og pludselig blive sig sit mørke hår bevidst. Det var ikke så multietnisk i Vestjylland i 70’erne og almindelig dansk mellemblondt hår er som bekendt helt lyst i barneårene, så vi ikke-blonde udgjorde et klart mindretal. Følelsen kom igen når vi sang om ”Pigernes latter og lyse hår” i en af mine yndlingssange, ”Danmark nu blunder”.

At høre til

Følte jeg mig så udenfor? Marginaliseret? Udansk? Selvfølgelig ikke. Sangene blev på deres egen indirekte måde en slags bekræftelse af alle familieskrønerne om kulsviere, tatere, spanske sømænd og andre eventyrlige karakterer fra familiens fortid. Det satte fantasien i sving, og jeg var nærmest lidt stolt over alt det eksotiske og særlige, der måtte ligge i det mørke hår. At det skulle være tegn på at jeg en eller anden måde ikke var dansk (nok) faldt mig – selvfølgelig – ikke ind. Og så er vi måske fremme ved pointen: Det handler om at høre til. At føle sig som en del af fællesskabet. En krænkelseskultur kan kun afmonteres hvis vi insisterer på et rummeligt fællesskab, hvor man ikke behøver at være ens.

Kuren mod krænkelserne er ikke at gøre livet til et stort forhindringsløb i forhold til hvad man må sige og mene (selv om almindelig høflighed og fingerspidsfornemmelse altid er en god ting). Det løser heller ikke noget at udskamme de krænkede. Krænkelseskulturen går hånd i hånd med udskillelseskulturen. Hvor politikere synes de har ret til at definere hvem der er ”rigtige danskere” ud fra tørklæder, håndtryk eller navne. Hvor holdninger til kød, flyrejser eller pels bliver til markeringer og grænsedragninger i stedet for noget, vi kan tale om. Det kan være fint med grænser. Alt behøver ikke flyde sammen. Men det gælder om at lade dem være åbne, så vi kan gå ind og ud. Gå på besøg i hinandens forskellighed. Beskytte mindretallene. Under mindepladen i tårnet på Jagtvej er der en dør. Den er ofte åben, og sådan ligger byens kirker som de åbne døres bastioner. Der er plads til fællesskab i forskellighed. Især hvis du også kommer forbi.

Bragt som klumme i Østerbro Avis, uge 14, 2019

En Valentine til den gamle kærlighed

0 Comments read Blog

En begravelse

Valentins dag burde måske lede tankerne hen på bryllupper og frierfødder. Men i dag er det nu en begravelse, jeg tænker på. Et særligt øjeblik af den slags, hvor alting med ét aftegner sig lysende klart for ens blik. Som så ofte før er det et ægtepar, som døden har skilt ad. I dette tilfælde efter næsten 60 år sammen.

Det var ikke fordi det havde været let alle årene, de havde endda været fra hinanden en tid. Men de havde fundet ind til hinanden igen og holdt sammen lige siden. Mens jeg taler til de efterladte ser jeg på enkemanden. Og det jeg ser, er det smukkeste udtryk for kærlighed, jeg kan forestille mig. Det gamle ansigt i sorg, hengivent den elskede og helt fortabt over at hun nu ikke er mere. Det er kærlighedens smerte, lige dér hvor manden sidder, omgivet af familie men samtidig med en ensomhed omkring sig, som befandt han sig på en øde ø. For kun han kendte hende jo på dén måde, kun han havde levet næsten et helt liv med hende, kun han havde mistet sin ægtefælle.

Gammel kærlighed

Hvert år ved denne tid kommer der en strøm af velmenende råd nogenlunde ligeligt fordelt mellem ”Sådan holder du liv i kærligheden” og ”Det er på tide at opgive forestillingen om den eneste ene”. Jeg kender ikke svaret. Men jeg kan se at den dybe forbundethed, jeg møder hos dem, der har holdt sammen igennem et helt liv, er noget helt særligt. De ægtefæller har som oftest fundet ind til en kerne, der hjælper dem til at se bort fra alt det, der ikke betyder noget i det lange løb. De har en dyb respekt for hinandens egenart, samtidig med at de er vokset sammen af at leve sammen gennem så mange år.

Når jeg møder sådan en enke eller enkemand tænker jeg nogle gange at der sikkert har været år da de var yngre, hvor de hver især var optagede af deres egne projekter og deres egne ambitioner. Måske endda år hvor de ”blev sammen for børnenes skyld”, som man nogle gange siger. Som om børn ikke er en virkelig god grund til at blive sammen. Men alt det har de så formået at se igennem, at lade træde i baggrunden. Ikke for at blive som en form for tohovedet enhed, men netop til dette fællesskab af to, som er hinanden hengivne.

Virtuel Valentine

Der er måske ikke de vilde romantiske sus på Valentins dag i sådan et ægteskab. Men der er noget andet, som er meget dybere og som man vist kun kan drømme om at få lov at opleve. Den er ikke højt besunget, denne gamle kærlighed og rummer vel også for lidt drama til at gøre sig i film og tv. Men her på denne plads får den dagens virtuelle Valentine.

Sangen, stemmen og ånden

0 Comments read Blog

Farvel til en Københavner

København var Kim Larsens by. For os, der sad langt ovre i det vestlige Jylland var Kim Larsens og Gasolin’s sange med til at gøre København til et mytologisk sted. Der er Narnia, Dunkelskoven, Fantásien og så videre. – Og så er der Jarmers Plads, Langebro og Østre Gasværk hvor vi har det nogenlunde. Alle karaktererne i sangene forekom eksotiske og kaldte billeder frem: Nana med den røde mund, onkel Stage på Strøget, millionærer og ministre på aftentur i byen. Sådan noget kendte vi ikke hjemmefra! Det var først som voksen jeg fandt ud af at smukke Møller ikke kom fra Bahama-øerne, men på et værtshus af samme navn.

Sylvester Larsens mindeord

Nu er Kim Larsen her ikke mere, og hvor føles det tomt.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Kim Larsen og vi føler vel alle at vi kender ham. Eller rettere, kender den offentlige side af ham. Med sin kamp for at få lov til at ryge cigaretter, sin lettere forpjuskede tøjstil og i det hele taget afsmag for alt, der lugter af det forlorne og opstyltede. Kim Larsen afviste som bekendt ridderkorset, da han blev tilbudt det, han mente faktisk hvad han sagde.

Blandt alle de mange der har skrevet mindeord og erindringsglimt er også Kim Larsens søn, Sylvester. Det han lagde vægt på var måske noget andet end det forventelige. Sylvester Larsen skriver om sin far: ”Han lærte mig noget af det vigtigste, en forælder kan lære sit barn. Nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og den herskende tidsånd”.

Åndelige sange

Sylvester Larsens ord bekræfter en fornemmelse, jeg længe har haft. For hvorfor er det, at ”Om lidt bli’r her stille” er blevet så almindelig brugt ved begravelser, selv om Kim Larsen selv slog fast at der intet religiøst er i den sang? Hvorfor er det at så mange andre af de sange, han sang, så ofte dukker op i samtaler med mennesker om livet og døden og de livtag med tilværelsen, som alle bakser med ind imellem? Jeg tror en del af svaret ligger i det, Kim Larsens søn skriver. At det er sange, der på deres egen ukomplicerede måde åbner til tilværelsens åndelige dimension. Kim Larsen kaldte sig selv for en popsanger. Alligevel turde han synge om de helt store emner, som vi ikke er så gode til at tale om. Om håb. Om drømme, der ikke bare handler om at ”blive til noget” og præstere, men drømme, der handler om at verden kunne være et større, dybere og smukkere sted, hvis vi alle turde håbe og drømme noget mere. Kim Larsen kunne synge salmer af Ingeman eller digte af Frank Jæger, så det kom fra hjertet. Så vi andre kunne tage dem til os på en ny måde, ægte og uden omsvøb.

Livet i perspektiv

De tre ting, Sylvester Larsen nævner, hænger sammen. For når tilværelsen har en åndelig dimension, så sætter det livet i perspektiv. Så kaster autoriteternes forlorne ord, der skal få os til at rette ind, pludselig lange mørke skygger. Tidsånden udstilles i sin flygtighed. Det åndelige er det, der henter sin værdi et andet sted. I det dybt menneskelige, i det som ser forbi økonomisk succes og forbigående popularitet. Det åndelige tilføjer tilværelsen noget evigt, midt i alt det, der forgår og bliver væk fra os.

Kim Larsen lever ikke mere. Men hans stemme og hans sange vil leve videre hos os.

Klummen er bragt første gang i Østerbro Avis, uge 41, 2018

Missionæren

0 Comments read Blog

Rejseberetning

Engang i det forrige årtusinde havde jeg fået lov at rejse med en gruppe kunstnere til Tanzania. Det var dengang vi var stolte af at Danmark var et foregangsland inden for udviklingshjælp, kampen for menneskerettigheder, hjælp til ofre for tortur og den slags. De danske kunstnere skulle mødes med østafrikanske kunstnere, – kulturudveksling, hed det vist. Spændende var det i hvert tilfælde at få lov at hægte sig på, for egen regning, selvfølgelig.

Continue reading →

Kristus er hemmeligheden

0 Comments read Blog

Prædiken til Kristi himmelfartsdag, 10. maj 2018

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. ( Luk 24,46-53)

Herre, lad mine øjne kunne tåle det rum, der nærmer sig,
og lad Din kærlighed nå dem, jeg ser. Thi du lever! Amen
Selv om vi kalder det en glædelig dag, er der en mærkelig tomhed over Kristi himmelfartsdag. Vi kan se det på disciplene, der står tilbage på billedet fra prædikestolen i Arrild kirke. Deres ansigter viser hverken glæde eller sorg. De ser, som nogen, der ikke rigtig ved, hvad det er, de ser på. Men deres hænder er foldede i bøn. De tager imod det, som kommer. Og så er der en vidunderlig lille detalje: Fodsporene. Dér hvor Jesus har været, på den lille træstub, klippe eller hvad det nu er, ser man hans fodspor. Det er fint og konkret billede på noget vigtigt: Nok har vi ikke Jesus iblandt os, men vi har de spor, han har sat. Det viser sig, ofte på overraskende måder, at Jesus har sat spor i verden. I det lidt naive billedsprog er de ganske synlige og ligner rent faktisk to små fødder. I vores verden er de sværere at få øje på og mange ting kan sløre blikket. Som menneskebørn har vi kun vores særdeles uperfekte evner at se efter sporene med. Vores fornuft, som gerne tror om sig selv at den gennemskuer hele verden og regner den ud. Vores krop, som er så skrøbelig og forgængelig, vores sanser, som er så fintmærkende og så lette at narre, vores sind, som rummer både det højeste og det laveste, både kærlighed og had, opofrelse og egoisme, frygt og overmod, usikkerhed og overdreven tiltro til egne evner. Der er nok, der slører opmærksomheden. Derfor slutter fortællingen heller ikke her, den slutter til pinse, med Helligåndens komme.
Helligånden skal hjælpe os med at tolke verden, så vi ser de spor, Jesus har efterladt. Enhver der forsøger for sig selv eller for andre, at pege på de spor må sætte sin lid til Helligånden som oversætter og vejleder. Derfor folder disciplene deres hænder til bøn: At forkynde er at tage imod, at vidne er at åbne sig, at lære er selv at blive belært. Himmelfarten er en tankestreg før pinsens punktum (eller kolon, men det er en anden historie), et billede på den herliggørelse, som skete på korset. Det var jo sådan, Jesus hele tiden talte om sin korsfæstelse og død, som en herliggørelse. På korset viste herliggørelsen sig i sin modsætning, i fornedrelsen. Ved himmelfarten viser herliggørelsen sig, som det, den er. Kristus bliver endelig indsat ved sin fars højre hånd. Han gik ind i verden for at fylde den, opfylde den og forløse den. Nu kan vi, som blev født i denne verden, gå med ham – engang. Indtil videre er vi her, med de spor han satte i verden.
Over os troner han. I mange middelalderkirker er apsis, buen i loftet over alteret, dekoreret med Kristus som verdensherskeren, Kristus pantokrator. På gylden baggrund sidder han, med jordens kugle under sine fødder, og hånden formet i en velsignende gestus. Højt oppe, hævet over os, så det bliver klart at velsignelsen når alle verdens egne.

På billedet er der endnu en detalje: I baggrunden blomstrer en rose, en rød rose. Den rose er på en vis måde nøglen til hele billedet og til hele fortællingen om Kristi himmelfart. For rosen giver anledning til at standse op før det hele bliver for luftigt. Før Kristus bliver gjort til denne fjerne verdenshersker, til en idé eller et begreb. En køn tanke, som egentlig ikke siger meget mere end det, som man kunne komme frem til på mange andre måder: Vi skal passe på hinanden og på vores fælles jord. Rosen peger på at det nærvær, der ligger i den fraværende Jesus, er meget mere grundlæggende og livsforandrende. Det har en meget dybere og stærkere betydning end en idé eller en smuk tanke. Rosens røde farve symboliserer kærlighed og blod. Et af Marias mange navne er ”Rosen uden torne” og rosen er både et billede på Maria og hendes kærlighed til sin søn Jesus og et billede på Kristus og hans kærlighed til os, Guds børn. Som Maria og Jesus er i slægt med hinanden, – blodbeslægtede, som vi nogle gange kalder det – så er vi også i slægt med Kristus, blodsbeslægtede. Han giver os sit legeme og blod, for at vi kan få del i ham. Han er ikke kun nærværende som dunkle spor i verden. Han er i os og vi i ham. Han er blodet i vore hjerter, kærligheden i vore årer. I ham kommer vi i slægt med hinanden, ikke som et billede, en talemåde eller en høflig forhåbning. Vi er blodsbeslægtede med hinanden, vi er ét i Kristus.

Digteren Ole Sarvig taler om Kristus som hemmeligheden. I en affortryllet verden, hvor staten og de store virksomheder som Facebook, Amazon og Cambridge Analytica, véd alt om os, hvor børnene er under overvågning 24 timer i døgnet, hvor vi har accepteret at der hænger kameraer på ethvert gadehjørne, i dén verden er der ikke mange hemmeligheder tilbage. Men Kristus er hemmeligheden. Den hemmelighed, siger Sarvig, den finder vi og afdækker vi hos hinanden. Kristi himmelfart og Jesus’ spor i verden handler ikke kun om det, han har sagt. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilslutte sig en etik, nogle kristne værdier, og så sætte Kristi spor i verden ved at handle godt og gøre godt. Kristi himmelfart handler også om det, som Kristus er. Han er i verden og han er i os. Så når et menneske går ud af sig selv for at møde et andet menneske, så er Kristus skjult til stede i dét møde. Når et ”jeg” møder et ”du”, så går både ”du” og ”jeg” ind i den vidunderlige hemmelighed, at vi alle har del i Kristus. At vi har del i Ham, som sidder ved sin Fars højre hånd og troner over hele verden. Ole Sarvig skriver om Kristus: “Han er ikke i graven, ikke i katedralen, ikke i billedrammen. Han passerer måske forbi, som på vej til Emmaus, men bliver da atter usynlig, hvis vi nøder Ham til at blive: ”Når så jeg dig…?” Graven er tom, Han færdes i den nærmeste, ser måske gennem vore øjne”.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen

Salmer:
252 Til himmels fór den ærens drot
251 Jesus himmelfaren
28 De dybeste lag i mit hjerte
—
260 Du satte sig selv i de nederstes sted
439 O du Guds lam
N: 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte
230 v. 5-7, Bødt er brøden, død er døden