De glemte

I et fjernt hjørne af området omkring Bispebjerg Hospital ligger en kirke. Kun få meter fra Tuborgvejs stadige støj ligger den stille hen, som om den var blevet glemt af tiden. En skønhed gemt bag træer, buske og gadekær. Det er de dødes kirke. Kapellet er det, som oftest er i brug. Der er ingen klokker, der kalder til gudstjeneste, ingen lyd af organist og sangere på vej.

Her mødes jeg en sensommerdag med en bedemand og en enkelt pårørende. I et lille rum bagved får jeg præstekjolen på, vi hilser og ser på uret. Der kommer ikke andre, så vi begynder. Vi synger sammen, os tre, spredt i det lille rum. Bedemanden sidder nede bagved, den ene deltager sidder på en af de forreste stole og jeg står oppe ved kisten. Alligevel føles det tæt.

Da jeg var nyuddannet som præst blev jeg engang ringet op af en bedemand om en bisættelse uden pårørende. “Du behøver ikke holde noget, du skal bare kaste jord på”, som han sagde. Det blev vi nu to om at bestemme. Når der ikke er nogen pårørende, må andre træde til. Så må vi, der er til stede, være de nærmeste. En kollega undrede sig engang over, at jeg havde holdt en bisættelse, når der nu ikke “var nogen”. Jeg måtte sige at det ikke var sandt. Der var både en bedemand, en organist, to sangere og mig, som præst. Vi blev de nærmeste vidner til det liv, der nu var slut. Vi sang sammen, bad Fadervor, jeg sagde ritualets ord. Og jeg talte over det menneske, der havde levet her på jorden, imellem mennesker, men som nu i sin død ikke havde et menneske, der kunne stå for bisættelsen.

Når man samles i forbindelse med bisættelse og begravelse handler det blandt andet om at sige farvel. Om at give familie, venner og bekendte mulighed for at få sat ord på deres sorg og sætte følelserne i en meningsfuld ramme. Når der ikke er familie til stede, kommer handlingen i kirken til at dreje sig om noget andet. Det er dybt meningsfuldt at drage et menneske frem. Et menneske, der levede et næsten glemt liv, midt imellem de tusinder af liv, der leves her i vores store by. At standse op, sætte tid, tanker og hjerterum af til netop dette menneske. Det er at anerkende et andet menneske som medmenneske. At se den, som ikke blev set.

Dén sensommerdag dumper jeg lidt fortumlet ud i solen. Øjnene skal lige vænne sig til lyset, kroppen indstille sig på larmen og tempoet udenfor. Hos mig har jeg stadig fortællingen om et liv; et hjerte, der holdt op med at slå, en gren af en slægt, som sluttede dér. Jeg når lige at se ryggen af den ene deltagende på vej ud i dagen. Det var også en del af hans livs fortælling, vi sagde farvel til i kirken. Vores fortællinger væver sig ind i hinanden. At holde bisættelse er at huske. En påmindelse om, at vi skal sætte ord på vores livs fortællinger mens vi kan. Ellers forsvinder de og bliver glemt.

Appendiks: For en ordens skyld skal det nævnes at en kirkelig bisættelse uden pårørende kun finder sted i de tilfælde, hvor afdøde var medlem af folkekirken.

Foto: Julie Damlund, med tilladelse fra den pårørende.

Bragt i Østerbro Avis, 5. oktober 2016

 

Leave A Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *