Rejseberetning

Engang i det forrige årtusinde havde jeg fået lov at rejse med en gruppe kunstnere til Tanzania. Det var dengang vi var stolte af at Danmark var et foregangsland inden for udviklingshjælp, kampen for menneskerettigheder, hjælp til ofre for tortur og den slags. De danske kunstnere skulle mødes med østafrikanske kunstnere, – kulturudveksling, hed det vist. Spændende var det i hvert tilfælde at få lov at hægte sig på, for egen regning, selvfølgelig.

Ny rute

Allerede rejsen var eventyrlig. Vi skulle flyve til Kampala i Uganda, for derefter at sejle over Viktoriasøen til vores destination. Kort før afrejse hørte vi om ulykken da MS Bukoba forliste tæt på Mwanza, havnen på Tanzania-siden. Omkring 1000 passagerer mistede livet. Gruopvækkende, men ikke noget, der ville påvirke rejseplanerne, troede vi. Vi forestillede os vel at der så bare ville blive sat en anden færge ind på ruten. Af forskellige årsager skulle jeg rejse alene, nogle dage senere end resten af gruppen. Kort før jeg skulle af sted fik jeg en fax: Jeg skulle ikke flyve til Kampala, men til Nairobi. MS Bukoba, var ikke bare en færge, det var dén færge, der var. Forliset betød at det ikke var muligt at sejle over Viktoriasøen som planlagt. Med en kun meget vag idé om det østlige Afrikas geografi rejse jeg altså af sted mod Kenya i stedet for Uganda.

”Der er nok noget info i lufthavnen”, tænkte jeg. Det var der ikke. Lufthavnen i Nairobi var lille og uden service for turister. Det lykkedes dog at finde nogle andre vesterlændinge. De skulle til Arusha, byen for foden af Kilimanjaro-bjerget. Det ville bringe mig et stort skridt i den rigtige retning, så jeg sluttede mig til selskabet. Med kun en enkelt uplanlagt afbrydelse på et par timer (bussen brød sammen og måtte erstattes af en anden) lykkedes det. Vi ankom efter mørkets frembrud, alligevel kunne man skelne masaiernes smukke røde dragter med de hvide halssmykker.

Natten i Arusha

På hotellet ville de gerne hjælpe mig videre. Der gik en bus til Mwanza næste dag. Egentlig skulle man have bestilt en plads i god tid, men en medarbejder fra hotellet ville gerne følge mig og hjælpe mig med at komme om bord. Jeg lånte et vækkeur af mine vesteuropæiske rejsekammerater og stillede det til kl 3 om natten. I hotellets foyer ventede en ung kenyaner på mig. Han tog mig ved håndleddet og førte mig uden et ord gennem natten hen til busstoppestedet. Efter nogen snak frem og tilbage fik jeg lov at sætte mig ind i bussen på bagsædet, sammen med den bagage, som ikke var surret fast til taget. Ved daggry kørte vi afsted med udsigt til silhuetter af giraffer og gnu-flokke mod den røde himmel. Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor bagsædet normalt ikke blev brugt til passagerer. De mange huller i vejen mærkedes absolut værst på bagsædet og min ene skulder blev hurtigt øm af at støde ind i en eller anden metaldims, som ragede ud. Det røde støv blæste gennem de åbne vinduer og samlede sig bagest i bussen og efter nogle timers kørsel kunne man knapt skelne farven på mit tøj.

Missionæren

Det var da vi gjorde holdt første gang at jeg mødte ham, missionæren. Eller rettere, han mødte mig, for jeg havde ikke bemærket er der var andre mzunguer på bussen. Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. Han havde heller ikke haft pladsbillet og var ankommet til busstationen få minutter før afgang. Men, fortalte han stolt, han havde bildt chaufføren ind at han havde nogle skruer i sit knæ, der gjorde det nødvendigt at han fik pladsen ved siden af chaufføren, bussens bedst affjedrede plads. Det forklarede også hvorfor han ikke som jeg var dækket af rødt støv, men kunne hoppe frisk af bussen i en skjorte, der stadig så hvid ud efter en hel dags kørsel på den røde jordvej.

Efter denne indledning gik resten af tiden med hans forsøg på at omvende mig til pinsekirken. Hans Gud gav ham nemlig alt hvad han bad om. En bil, havde han fået engang, et hus, og nu altså også kaldet til at efterlade kone og børn i England for at missionere i østafrika. I det hele taget, fik man indtryk af, var Gud nærmest til for at imødekomme ethvert behov hos dette menneske. Når jeg en sjælden gang imellem fik lov at hvile ørerne kunne jeg høre hvordan ”missionen” foregik over for de øvrige passagerer. Han ændrede stil og toneleje og talte som til børn på 5 år. Et af hans ”tricks” var dén med at trylle en mønt ud af øret på den, han talte med. ”Det elsker de”, betroede han mig. Jeg tror denne missionær er det mest selvoptagede og egoistiske menneske, jeg nogen sinde har mødt.

Hykleri og gode gerninger

Hvad kan man så lære af mødet med sådan et menneske (for man lærer noget af ethvert menneskeligt møde)? Man kan lære at mennesker er ens alle steder. At man kan tale om Gud dagen lang uden at være et godt menneske af den grund. Og omvendt, man kan være det mest givende og uselviske menneske uden at kalde sig troende. Hykleri findes i mange former, både hos de frelste og hos dem, der bruger de frelstes hykleri som undskyldning for selv at give op på forhånd. Det er ikke Guds skyld at der er mennesker, der hykler i hans navn.
I kirken får vi nogle gange på puklen for at tale for meget om synd. Men når mennesket kaldes en synder, handler det ikke om at folk skal gå og skamme sig. Eller om ikke at have blik for det gode i mennesket. Både troende og ikke-troende gør godt hver eneste dag. Men det er også en såre menneskelig egenskab at sætte sig selv først på andres bekostning og finde på undskyldninger for det. Vi skal aldrig miste troen på at vi kan gøre godt og gøre en forskel i hinandens liv. Men vi skal heller aldrig miste det kritiske blik på os selv og vores egne handlinger, med eller uden Gud som undskyldning.

Klummen er bragt i Østerbro Avis, uge 32 2018