Posts tagged gudstjeneste

Resonans

Hjemstavn

Et par gange om året tilbringer jeg nogle dage i Sønderjylland, midt i en nedlagt granplantage. Selv om der kan være nok at gøre når man er af sted med hele familien, rejser jeg altid hjem igen med fornyede kræfter. Det er der én helt bestemt grund til: Det lille sommerhus, vi låner, ligger på dén egn, hvor jeg blev født. Der er noget helt særligt over igen at være under lige præcis denne himmel, at være et sted, hvor jeg altid kan finde vej, fordi jorden og himlen og solen og månen blev fæstnet på det indre landkort dengang jeg gik ud i verden for første gang.

De fleste har nok sådan et sted, som betyder noget særligt. Fordi man blev født der eller af andre grunde. Nogle gange kender man knapt selv grunden, man mærker bare en ro, en harmoni, en dybde. Forfatteren Peter Tudvad har kaldt det resonans. Altså det, at noget klinger sammen. Jeg tror der er noget om det. Der findes steder, som man er i samklang med. Sådan at når man befinder sig dér, er der noget, der pludselig kan strømme uhindret. Det føles som om vejrtrækningen bliver lidt dybere, blikket lidt mere frit, livet lidt mere beåndet.

Tudvad skriver, at han har lånt begrebet fra den tyske sociolog Hartmut Rosa. Men længe før Rosa brugte begrebet i en sociologisk analyse, blev det brugt af digteren Rilke. I et kærlighedsdigt. Det er, som var vi to strenge på det samme instrument, skriver Rilke. Når noget rører den ene klinger den anden med, som var det én stemme. Og i digtet spørger Rilke til sidst: På hvilket instrument er vi spændt fast? Og hvem er det, der spiller?

Resonans

Resonansfølelsen kan komme i forskellige sammenhænge og af forskellige grunde. Forbindelsen til et sted eller en tid. Eller en kærlighedsforbindelse til et andet menneske.

At gå til gudstjeneste om søndagen kan også være livgivende på grund af denne resonansfølelse. Men dér er man mere udsat. Forstyrrende elementer kan stille sig i vejen. Og hvis ikke man er vokset op med kirkegang kan det tage lang tid at komme derhen, hvor krop og sjæl begynder at klinge med højmessens fremmedartede form.

Man må lade sig flyde lidt med, prøvende give slip og lade det store kirkeinstrument anslå takt og tone. Lade sig føre, som af en dygtig dansepartner. Nogle dage er man bare ikke i humør til det. Men de dage hvor sjælen er modtagelig, da bliver man som en pibe blandt orglets mange hundrede. Man klinger med de dybeste og de højeste toner, resonansen berører de inderste lag, som før var ukendte, også for en selv, og svingningen forplanter sig til himmelsk fryd, der svæver lige over issen og kribler i fingerspidserne.

Mere om digtet, for de tyskkyndige og/eller nysgerrige:

Digtet af Rainer Maria Rilke er skrevet i 1907 og har titlen “Liebeslied”

Wie soll ich meine Seele halten, daß
sie nicht an deine rührt? Wie soll ich sie
hinheben über dich zu andern Dingen?
Ach gerne möcht ich sie bei irgendwas
Verlorenem im Dunkel unterbringen
an einer fremden stillen Stelle, die
nicht weiterschwingt, wenn deine Tiefen schwingen.
Doch alles, was uns anrührt, dich und mich,
nimmt uns zusammen wie ein Bogenstrich,
der aus zwei Saiten eine Stimme zieht.
Auf welches Instrument sind wir gespannt?
Und welcher Spieler hat uns in der Hand?
O süßes Lied.

Liturgiens varsomhed – en kærlighedserklæring

Jakob skal konfirmeres næste år. Det giver en del at tænke over. Hvordan gør man noget helt almindeligt med vores 1-ud-af-100-barn, som aldrig gør som andre børn? Hvis det skal kunne lade sig gøre må han lære at gå til gudstjeneste. Jeg må tage fat hvor jeg slap for snart mange år siden, efter nogle forsøg, der var lige så korte og utilfredsstillende som de var stressende.

Vi begynder i det små. Bare Jakob og mig, en søndag hvor jeg ikke selv har tjeneste. Jeg har forberedt Jakob i ugens løb, og skrevet en lille historie om at gå i kirke, som han læser op for mig søndag morgen før vi skal af sted. Vi skal sørge for at være i kirken før gudstjenesten begynder, men ikke i for god tid, for ventetid er svær. Vi sætter os, med ryggen mod bagvæggen, så vi kan overskue hele rummet. Høreværnene er på plads, så lydene ikke bliver for overvældende. Succeskriteriet er at vi kan sidde sådan nogle minutter, og at vi går glade hjem igen.

Der sidder vi så. Jeg holder Jakob i hånden. Han bliver helt rolig og stille. Jeg synger med på salmerne – normalt kan Jakob ikke lide at jeg synger. Efterhånden har vi siddet sådan en hel gudstjeneste. Vi går til alters, selv om det slet ikke var planen og Jakob aldrig har prøvet det før. Rummet er trygt og rart. Og jeg bliver taknemmeligt klar over liturgiens varsomhed. I højmessen sker intet uventet. Rummet taler tydeligt, fortæller hvor vi skal se hen, hvordan vi skal bevæge os. Det er blidt, det er varsomt. Vi er sammen, men alle er stille og koncentrationen går i én retning. Ingen taler i munden på hinanden. Alle ved hvad de skal, kender forløbet fra start til slut. Tale, musik, stilhed og bevægelse afløser hinanden i et roligt flow, som et nøje koreograferet stykke nærvær hvor de enkelte dele er afstemt efter helheden.

Der er mange, der skælder ud på den gamle, velkendte højmesse. Den er kedelig, der er ikke event nok over det, der sker ikke nok.

Sidste søndag skete der noget. Vores bæger blev fyldt til overflod. Jeg er vant til at Jakobs autisme kræver af mig at jeg lever mig fuldstændig ind i hans måde at tænke på. Her kunne vi være, det meste af en formiddag, fælles om at være rettet mod noget uden for os. På bageste række, med store gule høreværn, var vi omfattede af liturgiens varsomhed. Du gamle højmesse, jeg elsker dig.