Posts tagged Jesus

Lidelse

Når noget gør ondt skal det ordnes, så smerten kan holde op. Lidelse er et problem, der skal løses. Sådan tænker de fleste af os vel. Og det er da også svært at forestille sig noget mere ufølsomt end at sige til en person i smerte eller sorg at der er noget godt i lidelsen. Derfor kan det virke underligt, måske ligefrem frastødende, at den kristne tro har et lidende menneske som sit centrum. Det er heller ikke noget vi bryder os om at gøre alt for meget ud af. Lundehus kirke er tidstypisk hvad det angår: Der er ingen afbildninger af den lidende Kristus. Der er kors, både i hvælvingerne og på alteret, men det er tomme kors. Korset som symbol. Man kunne også sige at det er korset efter opstandelsen. Fortællingen sluttede som bekendt ikke med Jesu død på korset. Hans nærmeste fik lov til at tage ham ned af korset og begrave ham allerede samme dag. Og lige som dengang, han blev født, blev han lagt til hvile på et leje, der ikke var hans eget, men et lån fra Josef fra Arimatæa. Det var dén hule kvinderne kom til søndag morgen, den første dag i ugen. Det var dér, det hele begyndte, da kvinderne vendte tilbage fra graven med budskabet “Han er opstået, han er ikke her”. Det er altså med god grund at korset er tomt. Korset er blevet et opstandelseskors i stedet for et langfredagskors. Sejren har afløst lidelsen.

Sådan har det bestemt ikke altid været. På Museum Lolland-Falster, i Maribo, findes en fin lille udstilling om krucifikser. Her kan man se hvordan man i perioder har dyrket lidelsen. Den gyldne, sejrende Kristus, som vikingerne blev omvendt til, får træk, der er mere og mere menneskelige. Kroppen synker sammen, så man virkelig ser hvordan kroppens vægt hænger i naglerne på korset. Hovedet bøjes ned i smerte og ansigtet har tydelige træk, der viser lidelsen. På udstillingen ses det, hvordan man kan spore mange lag maling på det samme krucifiks. I 1300-tallet ændres bemalingerne, så blod og sår bliver fremhævet. På nogle af de udstillede krucifikser vises korset som livets træ, der er blevet fældet og har fået grene og kviste kappet af. Fortvivlelsen synes total.

Det er ikke svært at forstå, når man tænker på hvordan lidelse og død var nærværende i menneskers liv i middelalderen. Men i dag? I dag vil vi hellere tænke at lidelsen kan undgås. Vi hylder gerne dem, der står på toppen. Dem, der overvandt problemerne og har en succeshistorie at fortælle. Det handler om at have noget at stræbe efter, noget at inspireres af og se op til. Den lidende Kristus forstyrrer den fortælling. Ingen grund til at stræbe efter at komme til at hænge der på korset. Bevægelsen går den anden vej. Det er ikke os, der skal stræbe efter noget, men Jesus der kommer til os; i lidelsen. I dag er det ikke pest eller koldbrand, der får os til at lide. Lidelsen er måske mere usynlig, men den er der. Den er i os og den er omkring os, selv om vi helst vil gøre de syge, de fattige og de udstødte til tal på et regneark. Det er i lidelsen Kristus kommer os nær med budskabet om, at selv om du er ramt på dit liv, din tilværelse og dine relationer, så er du ikke skadet i den inderste essens af dit væsen. Det er budskabet i den lidende Kristus. Det dybeste mørke er ikke et gudløst sted. Der er ikke noget, der hedder et uværdigt liv, for Jesus har stillet sig solidarisk selv med den mest fornedrede. Der er ikke noget liv uden ansigt, for Gud kommer til den, der lider. Det er altid et ”jeg” og et ”du”, når Gud løfter sit åsyn mod dig og giver dig fred.

Fordi julenat

JULEPRÆDIKEN
Hvor findes håbet? Det spørgsmål stiller de fleste af os nok en gang imellem. Hvor findes håbet, når børn  sulter? Hvor findes håbet, når unge mennesker skyder hinanden i byens gader? Hvor findes håbet, når ulykkelige, desperate mennesker drukner i Middelhavet på vej til Europa, en vej, de blev lokket ud på af kyniske menneskesmuglere? Hvor findes håbet når bomberne falder? Når mennesker forråes af årelange overgreb og misbrug?

Det kan være hård kost at følge med i nyhedsstrømmen, selv om der også er mange gode nyheder. På verdensplan er der færre mennesker, der sulter; der er færre væbnede konflikter, færre børn er tvunget til hårdt fysisk arbejde i stedet for skolegang. På mange områder går det virkelig fremad.

Alligevel er det som om noget skrider under os i disse år. I hvert tilfælde her i vores vestlige verden. Det nye er ikke at der foregår uretfærdigheder, at menneske bekriger hinanden og beriger sig. Det nye er følelsen af, at dem, der gør det, ikke engang gider at lade som om. At forbindelsen mellem de mennesker, der sidder inde med den økonomiske og politiske magt, og så alle os andre er kappet. Følelsen af at alt for mange mennesker med magt har opgivet ideen om, at der findes et større gode. At vi som mennesker er forpligtede over for hinanden. At sandhed findes, at løgn findes. Man taler om menneskets umistelige værdi som gammelt besværligt arvegods, som vi trænger til at frigøre os fra. Som om vi kan frigøre os fra vores historie. Som om vi kan frigøre os fra Holocaust, som var de rygende ruiner, menneskerettighederne opstod ud af. Så, igen: Hvor findes håbet?

Den gode nyhed er at det findes og at vi ikke behøver lede efter det. Fordi det finder os. Det finder os i dag, lige nu, i det barn, som kom til verden. I det budskab at Gud er kommet os nær. At han vil være hos os. Lige så nær, som fosteret i livmoderen er nær sin mor. Han kommer ikke til nogen andre, nogen bedre nogen. Han kommer til os, til alt dette her: Til al vores rod. Han kommer til skænderierne, til vasketøjet, til konflikterne – både de små og de store. Han kommer til alle egoisterne, til alle de bange, til alle de grådige, til alle dem, der blev snydt. Han kommer til denne her ulyksalige verden lige nu, selv om man godt kunne have lyst til at sige: ”Vent lidt! Vi skal lige rydde op først”.
Håbet, det er barnet. Gud træder ind i verden. Træder ind i det menneskelige, for at vi skal blive til som mennesker. Det er det forunderlige; at barnet i krybben både er sand Gud og sandt menneske. At det barn er af en anden verden, samtidig med at det er som ethvert andet spædbarn.

Joakim Skovgaard fanger det på sit billede: Ved første øjekast ligner det et traditionelt krybbeglansbillede med okse og asen, hø, glorier og det hele. Men når man ser nærmere på Maria, kan man se at hun er skildret helt igennem realistisk, helt igennem menneskeligt. Hun ligner virkelig en kvinde, der lige har født; den højre arm ligger slapt ned, maven er stadig udspilet selv om barnet er kommet ud, det himmelblå klæde, som hun sædvanligvis bærer, bruges til at støtte hovedet, som hun er for træt til at løfte. Det er Jesu fødsel. Men det er også en menneskelig fødsel med alt hvad dertil hører.

Derfor, altså. Fordi julenat. Fordi barnet i krybben. Fordi fødslen i Betlehem. Derfor er der håb. Derfor er ethvert barn, der fødes til verden, fuldt af håb. Et barn er til i verden i sin egen ret. Et barn har en magt. Fordi vi skylder dét barn at tage vare på det, at værne om dets ukrænkelighed, dets helt egne og dyrebare væsen og dets umistelige og umålelige værdi.
Og så ved jeg godt at hverdagen river os med sig og det er svært at holde fast i højderne og dybderne og alle de store ord. Men lige nu fejrer vi jul. Vi fejrer at håbet er født ind i vores verden. I netop denne verden.
For nogen tid siden faldt jeg over en lille artikel i et tilfældigt kirkeblad. Artiklen var om en gammel bekendt, som har været lidt rundt omkring i livet. I tømmerlære efter gymnasiet, men det var ikke det rigtige. Efter nogle år med andet arbejde, var han nu blevet graver i et lille jysk landsogn. Og det var i den anledning at han blev præsenteret i kirkebladet.
I det lille interview fortæller den nye graver om dengang han som barn skulle i kirke hos sin præstefar. ”Så glædede jeg mig til, gudstjenesten var slut, fordi jeg kedede mig. Men når jeg gik ud i lyset, gik jeg ud i en ny verden”. Og det er lige præcis sådan, det er.
Verden bliver ny fordi vi, som er her lige nu, får holdt håbet op for vores øjne. Vi ser et glimt af noget andet, noget større. Himlen åbner sig virkelig og englene synger virkelig for os. Nu, lige nu, mærker vi forbindelsen til alle jordens folkeslag, til alle tider og alle steder. Vi mærker at der er mere og at vi kan gribe efter dette mere. Om lidt dumper vi ud på gaden til en ny verden. Og vi holder julefest og ferie, og vi daser og spiser og går måske i biografen eller ser julefilm i fjernsynet. Men vi så at verden var blevet en anden, vi så det nu i aften. Gud er kommet til verden. Ikke som en superhelt, der rydder bulen og løser alle verdens problemer. Vi kan ikke lægge ansvaret fra os. Han kommer til os som et håb. Nu er det op til os at bære det håb ud i verden, at værne om ethvert barn, ethvert menneske. Når hele verden sukker, når det knager i fugerne, så er det, vi skal huske denne nat. At håbet findes. At himlen åbnede sig og englene sang. Fordi julenat; fordi barnet i krybben. Glædelig jul!

Barabbas

Her i de seneste dage har jeg tænkt på Barabbas.

Barabbas, som var fængslet for mord, blev som bekendt valgt af folkemængden på bekostning af Jesus, da Pilatus tilbød at benåde én fange. Jesus, på sin side, blev korsfæstet. Og det er egentlig meget forståeligt. Hvis man nu tænker sig at dem, der fulgte Jesus, tog hans ord for pålydende. Hvis de gik og ventede på at han skulle levere det, som de mente, han havde lovet: Et bedre liv her og nu. Fri fra Roms tyranni, fri fra magthavere, der hyttede deres eget skind og gladelig sendte store værdier af sted til aristokratiet i Rom, når bare de kunne tage lidt til sig selv på vejen. Hvis nu de regnede med at de i Jesus endelig havde en leder, der lyttede til almindelige mennesker og kæmpede deres sag over for magthaverne. Sikke et svigt, da Jesus gjorde det endegyldigt og umisforståeligt klart at hans rige ikke er af denne verden! Folk må have følt sig forrådt, ført bag lyset og holdt for nar. Så virker en forbrydelse som Barabbas’ mindre graverende i sammenligning.
Og nu er det ikke fordi jeg tænker at Trump er Barabbas og Clinton er Jesus eller omvendt. Overhovedet slet ikke. Det er dét, der er pointen.  For der er ingen – virkelig ingen – i det politiske liv, der er hverken Jesus eller Messias. Det var Jesus ikke engang selv. Han kom ikke som en anden Moses og førte sit folk tørskoet gennem det røde hav. Det nytter ikke noget at vente på at der kommer én og fører folket ud af dets trængsel. Det nytter heller ikke noget at løbe efter en eller anden diffus stemning af frygt og ressentiment.

Når der nu tales om at det var ”folket” der vendte sig mod ”eliten” så er det populismens sprog. Dén vrede og utryghed som angiveligt skulle få ”folket” til at stemme på en kandidat som Trump eller andre populister er til dels skabt af de samme populister. Det er populismens natur, den nærer selv den angst og vrede som den lukrerer på. Modparten står i en umulig situation. At godtage populismens fortælling eller at fremstå som den, der ikke lytter til ”folkets” bekymringer. Clinton prøvede på at gå en anden vej; ligesom Obama forsøgte hun at tilbyde et fremtidshåb. Det lykkedes hende ikke at gøre ham kunsten efter, angiveligt fordi folk er trætte af ”Washington”. Men igen: En del af årsagen til handlingslammelsen i Washington er de selvsamme populister, som i årevis har ført politik efter den brændte jords taktik. Med andre ord: At gå ind på populismens dagsorden er en nedadgående spiral og der findes ikke noget godt for enden af den vej.
Måske er det for sent, måske er det en bølge, der skyller ind over os. Jeg hørte for nylig et foredrag med finanshistoriker Per H. Hansen. Han havde til lejligheden medbragt to sigende grafer. Dels en graf over uligheden, dels en graf over størrelsen på BNP i forhold til størrelsen på de finansielle markeder. Begge grafer viste tydelige paralleller mellem udviklingen op til børskrakket i 1929 og udviklingen op til krisen i 2008. Vi ved, hvad der fulgte den gang, i første halvdel af 20. århundrede. Forhåbentlig standser sammenligningen her.
Da Jesus nægter at indtræde i rollen som folkelig leder viser han samtidig folk tilbage på sig selv og deres eget fællesskab. Det må være dér populismens og demagogiens negative spiral modarbejdes. Ved at myndiggøre almindelige mennesker, ved at styrke den demokratiske samtale, ved at tale det fælles ansvar op i stedet for at dyrke naget over for en diffus ”elite”, som har svigtet. Som Svend Brinkman vist sagde det: I et demokrati er vi alle eliten.