Posts tagged kærlighed

Ny i trafikken

”Pas på mig, jeg er ny i trafikken”. Det er ikke så lang tid siden, jeg ønskede mig sådan en advarselstrekant på bilen, når jeg bevægede mig ud i trafikken med mit nyerhvervede kørekort, og jeg foretrækker stadig cyklen, toget eller bussen. Men kørekort, det fik jeg.

Teoriundervisningen foregik i den nedlagte kiosk ved Gentofte Station. På det tidspunkt var jeg præst ved Gentofte kirke og kunne se hvordan konfirmanderne undrede sig over at præsten sad derinde bag glasvæggen, når de kom forbi på vej til S-toget. De andre på holdet spurgte høfligt om det var generhvervelse eller motorcykel? De kunne vist ikke forestille sig at en snart midaldrende kvinde først nu var nået frem til dette: At tage kørekort. Den endelige mængde af køretimer har jeg skyndt mig at fortrænge, men jeg havde den sødeste kørelærer som forsikrede mig om at jeg ikke skulle være ked af det. Som han sagde: ”Jo ældre, man er, og jo længere uddannelse man har bag sig des flere køretimer”.

Teorilæreren balancerede perfekt mellem skrækhistorier, der skulle give os respekt for trafikken, og solid viden, der skulle gøre os trygge i trafikken. Alt sammen ud fra en smuk grundsætning: ”I trafikken har du ingen rettigheder, kun pligter”. Forstået på den måde at det ikke nytter noget at pukke på sin ret til at køre over for grønt, hvis et barn løber over for rødt. Du har ingen rettigheder, kun pligt til at passe på dine medtrafikanter.

Livets trafik

Siden har jeg tænkt på om ikke det er sådan i flere af livets forhold. I forhold til samfundet, staten og den slags har individet selvfølgelig rettigheder. Men imellem mennesker, i kærlighed og venskab er det så ikke sådan, at man ikke har nogen rettigheder, kun pligter? Man kan gøre alt rigtigt; man kan forsøge at være den bedste version af sig selv. Men hvis den, man elsker, ikke elsker en tilbage, er der ingen klageinstans. Der er ingen steder, man kan gå hen med sin sorg og sin længsel og sige: Jeg har ret til at blive elsket!

Eller forældreskabet. Man gør sig sådan umage, udvisker næsten sig selv for at være der for sine børn. Men der er ingen garantier for at relationen bliver så harmonisk, som man kunne ønske. Alligevel gør man selvfølgelig sin pligt og passer på børnene det bedste, man har lært. Tager ansvaret på sig.

Livet i hænderne

Hvis man skal finde en positiv vinkel på coronakrisen er det måske der største og vigtigste: At vores ansvar for hinanden blev så tydeligt og at vi som samfund og fællesskab i høj grad tog det ansvar på os. Det blev med ét meget tydeligt at den enkeltes handlinger påvirker de andre. Sådan var det også før. Det er altid en forpligtelse i mødet med et andet menneske. Teologen K.E. Løgstrup sagde det meget smukt: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Hver dags gave

Jeg får ikke længere svedige håndflader når jeg kører ud på motorvejen. Det hjælper heldigvis at øve sig. Når vi slippes ud i livets trafik er der ikke nogen tålmodig kørelærer ved siden af. Man må øve sig undervejs, selv om det giver nogle ridser i lakken ind imellem. Til gengæld får man noget forærende hver dag. Hver dag rummer den store gave: At holde noget af et andet menneskes liv i sin hånd.

Bragt første gang som klumme i Østerbro Avis, uge 11 2021

En Valentine til den gamle kærlighed

En begravelse

Valentins dag burde måske lede tankerne hen på bryllupper og frierfødder. Men i dag er det nu en begravelse, jeg tænker på. Et særligt øjeblik af den slags, hvor alting med ét aftegner sig lysende klart for ens blik. Som så ofte før er det et ægtepar, som døden har skilt ad. I dette tilfælde efter næsten 60 år sammen.

Det var ikke fordi det havde været let alle årene, de havde endda været fra hinanden en tid. Men de havde fundet ind til hinanden igen og holdt sammen lige siden. Mens jeg taler til de efterladte ser jeg på enkemanden. Og det jeg ser, er det smukkeste udtryk for kærlighed, jeg kan forestille mig. Det gamle ansigt i sorg, hengivent den elskede og helt fortabt over at hun nu ikke er mere. Det er kærlighedens smerte, lige dér hvor manden sidder, omgivet af familie men samtidig med en ensomhed omkring sig, som befandt han sig på en øde ø. For kun han kendte hende jo på dén måde, kun han havde levet næsten et helt liv med hende, kun han havde mistet sin ægtefælle.

Gammel kærlighed

Hvert år ved denne tid kommer der en strøm af velmenende råd nogenlunde ligeligt fordelt mellem ”Sådan holder du liv i kærligheden” og ”Det er på tide at opgive forestillingen om den eneste ene”. Jeg kender ikke svaret. Men jeg kan se at den dybe forbundethed, jeg møder hos dem, der har holdt sammen igennem et helt liv, er noget helt særligt. De ægtefæller har som oftest fundet ind til en kerne, der hjælper dem til at se bort fra alt det, der ikke betyder noget i det lange løb. De har en dyb respekt for hinandens egenart, samtidig med at de er vokset sammen af at leve sammen gennem så mange år.

Når jeg møder sådan en enke eller enkemand tænker jeg nogle gange at der sikkert har været år da de var yngre, hvor de hver især var optagede af deres egne projekter og deres egne ambitioner. Måske endda år hvor de ”blev sammen for børnenes skyld”, som man nogle gange siger. Som om børn ikke er en virkelig god grund til at blive sammen. Men alt det har de så formået at se igennem, at lade træde i baggrunden. Ikke for at blive som en form for tohovedet enhed, men netop til dette fællesskab af to, som er hinanden hengivne.

Virtuel Valentine

Der er måske ikke de vilde romantiske sus på Valentins dag i sådan et ægteskab. Men der er noget andet, som er meget dybere og som man vist kun kan drømme om at få lov at opleve. Den er ikke højt besunget, denne gamle kærlighed og rummer vel også for lidt drama til at gøre sig i film og tv. Men her på denne plads får den dagens virtuelle Valentine.