Posts tagged Kristi himmelfart

Ord, ord ord!

Kristi himmelfart – konfirmation, 13. maj 2021 kl. 10.30
LUNDEHUS KIRKE

”Hvordan går det?” er et enkelt spørgsmål. Men det er ikke altid så let at svare på. How are you? Siger man på amerikansk. Da jeg som ganske ung opholdt mig i USA lærte jeg på den hårde måde – eller rettere sagt på den pinlige måde – at det ikke er meningen at man faktisk skal begynde at fortælle om hvordan man har det. “How are you” betyder simpelthen ”goddag” og man svarer med et ”fint, tak” eller – hvis man virkelig har det elendigt – måske med et ”I’m ok”. Men, spøg og pinligheder til side; det er jo ikke kun i den slags situationer at det kan være svært at finde de rigtige ord. Det er faktisk rigtig svært at sætte ord på den slags: Hvordan man har det, hvad man føler, hvad man oplever. Tænk bare på fodboldspilleren, der lige har spillet en fantastisk kamp og får stukket en mikrofon op under snuden. Vi ved at oplevelsen må være helt utrolig – men de ord, der bliver hæftet på, siger som regel ikke så meget. Det er simpelthen svært at finde et sprog for det største og det vigtigste og det dybeste.

Gå ud og prædik! Siger Jesus. Prædik frelse og fortabelse! Og det har vi så forsøgt i nogle århundreder. Med større og mindre held. Jesus selv fór til himmels. På gamle altertavler og kalkmalerier ofte illustreret med et billede af Jesu fødder på vej op i en sky. For hvordan skulle man ellers vise det? Hvordan maler man et billede af det, der ikke er her?

Jesus kaldes også for Ordet. Fordi han i sig rummede det hele. Kraften til at skabe og til at helbrede, det vigtigste og det dybeste. I beretningerne om Jesus er det tydeligt at de fleste bare på en eller anden måde fornemmer, at det er sådan. De vil gerne holde sig til ham, for hvor han er, er der liv, kærlighed, håb, glæde. Men da han fór til himmels fik vi til opgave at finde ordene. De ord, der skal beskrive vores liv, vores kærlighed, vores håb og vores glæde. Og også nogle gange vores frygt, vores sorg og vores indre mørke.

Derfor er der mange ord her i kirken. Fordi vi kræver meget af vores ord. De skal kunne alt det. Derfor har vi også brug for musikken. Fordi den løfter ordene, folder dem ud og bliver sit eget sprog, ord på sjælens sprog. Vi har også brug for særlige ord, som ikke bruges så meget i det daglige. Ord som nåde og miskundhed, synd og forsoning, forlad os vor skyld og ske din vilje. Og kærlighed på tusind måder. “Kærlighed” siger vi igen og igen, for at give netop dét ord hele den store og rige betydning, som hænger sammen med alle de andre ord. Man kan leve fint og godt i årevis uden de ord. Men i løbet af et liv får man brug for dem engang imellem. Så er det kun de store og sjældne ord, der kan udtrykke, hvordan, man har det og hvad man oplever. Så er der brug for musikken, skønheden og de særlige ord. Giv mig nåde og miskundhed. Så mærkelige var de ord Kim Larsen fandt frem, da han stod ved slutningen af livet. På coveret til dét album står han med stok og lang frakke. Han vender væk fra os der ser på billedet og har i stedet ansigtet vendt mod en vidt åben himmel, som om han er lige på vej derop, lige i hælene på Jesus. Nu var Kim Larsen ikke Jesus, han var blot en af de mange, der forsøgte at sætte ord og musik på de spørgsmål: Hvordan har du det? Hvad føler du? Hvad oplever du?

Også de små tekststykker, jeg har læst i dag fra Bibelen, er skrevet af mennesker, der forsøgte at sætte ord på. Nogle bruger krigeriske ord som ”magtfulde scepter”, ”hersk” og ”Kampdag”, andre bruger skræmmende ord om dom, slanger og dæmoner. Alle forsøger de at sige at den kraft, der udgår fra Ordet er noget helt særligt. Altså Ordet, som i Jesus Kristus selv og ordet om Jesus Kristus. Dét er pointen: Han er her ikke, han fór til himmels. Men netop derfor er han her alligevel, i Ordet. Det er egentlig det enkle, som vi bruger så mange ord på at få sagt: I det Ord er der kærlighed; nok til at trøste alle ensomme sjæle i hele verden. Der er glæde; nok til at få hele jorden til at danse. Der er tilgivelse; nok til at bryde alle forskansninger og mure ned. Og der er styrke; nok til at give alle undertrykte og bange sjæle mod til at handle næstekærligt. Der er også kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke nok til alle os, der er her i kirken i dag. Til jer, der er unge, og står i begreb med at begive jer ud på det ufatteligt smukke, spændende og udfordrende eventyr, som er livet. Og til os, der er halvgamle og trætte og har prøvet at træde ved siden af en gang eller to eller flere. Det er der. Også i vores liv. Det er lige her, i Ordene, i fortællingerne, i dåbens vand og i nadverens brød og vin.

Der er heldigvis mange, der er gode til at sætte ord på. Digtere, fortællere, musikere og komponister. Alle de ord og toner, kan vi andre låne af. Men det vigtigste er ikke de ord, vi kan låne for at sige dem. Det vigtigste er, at vi også selv kan være de ord. Vi kan selv gå ud i verden som kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke. Og når vi så synes at vi ikke har mere at give af. Så kan vi gå hen i kirken, f.eks, eller til salmerne, til Bibelens fortællinger, til musik eller billeder. Og dér kan vi hente mere af det hele, så vi har mere at give ud af.
Det er den frelse, som der tales så meget om. Frelsen er ikke en præmie, man får til sidst. Frelsen er det at have fundet Ordet, kilden, hvor kærligheden aldrig slipper op.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Kristus er hemmeligheden

Prædiken til Kristi himmelfartsdag, 10. maj 2018

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. ( Luk 24,46-53)

Herre, lad mine øjne kunne tåle det rum, der nærmer sig,
og lad Din kærlighed nå dem, jeg ser. Thi du lever! Amen
Selv om vi kalder det en glædelig dag, er der en mærkelig tomhed over Kristi himmelfartsdag. Vi kan se det på disciplene, der står tilbage på billedet fra prædikestolen i Arrild kirke. Deres ansigter viser hverken glæde eller sorg. De ser, som nogen, der ikke rigtig ved, hvad det er, de ser på. Men deres hænder er foldede i bøn. De tager imod det, som kommer. Og så er der en vidunderlig lille detalje: Fodsporene. Dér hvor Jesus har været, på den lille træstub, klippe eller hvad det nu er, ser man hans fodspor. Det er fint og konkret billede på noget vigtigt: Nok har vi ikke Jesus iblandt os, men vi har de spor, han har sat. Det viser sig, ofte på overraskende måder, at Jesus har sat spor i verden. I det lidt naive billedsprog er de ganske synlige og ligner rent faktisk to små fødder. I vores verden er de sværere at få øje på og mange ting kan sløre blikket. Som menneskebørn har vi kun vores særdeles uperfekte evner at se efter sporene med. Vores fornuft, som gerne tror om sig selv at den gennemskuer hele verden og regner den ud. Vores krop, som er så skrøbelig og forgængelig, vores sanser, som er så fintmærkende og så lette at narre, vores sind, som rummer både det højeste og det laveste, både kærlighed og had, opofrelse og egoisme, frygt og overmod, usikkerhed og overdreven tiltro til egne evner. Der er nok, der slører opmærksomheden. Derfor slutter fortællingen heller ikke her, den slutter til pinse, med Helligåndens komme.
Helligånden skal hjælpe os med at tolke verden, så vi ser de spor, Jesus har efterladt. Enhver der forsøger for sig selv eller for andre, at pege på de spor må sætte sin lid til Helligånden som oversætter og vejleder. Derfor folder disciplene deres hænder til bøn: At forkynde er at tage imod, at vidne er at åbne sig, at lære er selv at blive belært. Himmelfarten er en tankestreg før pinsens punktum (eller kolon, men det er en anden historie), et billede på den herliggørelse, som skete på korset. Det var jo sådan, Jesus hele tiden talte om sin korsfæstelse og død, som en herliggørelse. På korset viste herliggørelsen sig i sin modsætning, i fornedrelsen. Ved himmelfarten viser herliggørelsen sig, som det, den er. Kristus bliver endelig indsat ved sin fars højre hånd. Han gik ind i verden for at fylde den, opfylde den og forløse den. Nu kan vi, som blev født i denne verden, gå med ham – engang. Indtil videre er vi her, med de spor han satte i verden.
Over os troner han. I mange middelalderkirker er apsis, buen i loftet over alteret, dekoreret med Kristus som verdensherskeren, Kristus pantokrator. På gylden baggrund sidder han, med jordens kugle under sine fødder, og hånden formet i en velsignende gestus. Højt oppe, hævet over os, så det bliver klart at velsignelsen når alle verdens egne.

På billedet er der endnu en detalje: I baggrunden blomstrer en rose, en rød rose. Den rose er på en vis måde nøglen til hele billedet og til hele fortællingen om Kristi himmelfart. For rosen giver anledning til at standse op før det hele bliver for luftigt. Før Kristus bliver gjort til denne fjerne verdenshersker, til en idé eller et begreb. En køn tanke, som egentlig ikke siger meget mere end det, som man kunne komme frem til på mange andre måder: Vi skal passe på hinanden og på vores fælles jord. Rosen peger på at det nærvær, der ligger i den fraværende Jesus, er meget mere grundlæggende og livsforandrende. Det har en meget dybere og stærkere betydning end en idé eller en smuk tanke. Rosens røde farve symboliserer kærlighed og blod. Et af Marias mange navne er ”Rosen uden torne” og rosen er både et billede på Maria og hendes kærlighed til sin søn Jesus og et billede på Kristus og hans kærlighed til os, Guds børn. Som Maria og Jesus er i slægt med hinanden, – blodbeslægtede, som vi nogle gange kalder det – så er vi også i slægt med Kristus, blodsbeslægtede. Han giver os sit legeme og blod, for at vi kan få del i ham. Han er ikke kun nærværende som dunkle spor i verden. Han er i os og vi i ham. Han er blodet i vore hjerter, kærligheden i vore årer. I ham kommer vi i slægt med hinanden, ikke som et billede, en talemåde eller en høflig forhåbning. Vi er blodsbeslægtede med hinanden, vi er ét i Kristus.

Digteren Ole Sarvig taler om Kristus som hemmeligheden. I en affortryllet verden, hvor staten og de store virksomheder som Facebook, Amazon og Cambridge Analytica, véd alt om os, hvor børnene er under overvågning 24 timer i døgnet, hvor vi har accepteret at der hænger kameraer på ethvert gadehjørne, i dén verden er der ikke mange hemmeligheder tilbage. Men Kristus er hemmeligheden. Den hemmelighed, siger Sarvig, den finder vi og afdækker vi hos hinanden. Kristi himmelfart og Jesus’ spor i verden handler ikke kun om det, han har sagt. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilslutte sig en etik, nogle kristne værdier, og så sætte Kristi spor i verden ved at handle godt og gøre godt. Kristi himmelfart handler også om det, som Kristus er. Han er i verden og han er i os. Så når et menneske går ud af sig selv for at møde et andet menneske, så er Kristus skjult til stede i dét møde. Når et ”jeg” møder et ”du”, så går både ”du” og ”jeg” ind i den vidunderlige hemmelighed, at vi alle har del i Kristus. At vi har del i Ham, som sidder ved sin Fars højre hånd og troner over hele verden. Ole Sarvig skriver om Kristus: “Han er ikke i graven, ikke i katedralen, ikke i billedrammen. Han passerer måske forbi, som på vej til Emmaus, men bliver da atter usynlig, hvis vi nøder Ham til at blive: ”Når så jeg dig…?” Graven er tom, Han færdes i den nærmeste, ser måske gennem vore øjne”.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen

Salmer:
252 Til himmels fór den ærens drot
251 Jesus himmelfaren
28 De dybeste lag i mit hjerte

260 Du satte sig selv i de nederstes sted
439 O du Guds lam
N: 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte
230 v. 5-7, Bødt er brøden, død er døden