Posts tagged luther

Hjertesproget

Indlægget er en lettere bearbejdet version af en artikel fra Lundehus Kirkeblad, marts 2017.

Der er mange meninger om Martin Luther. For nogle er han hadeobjekt på grund af sine forfærdelige udtalelser om jøder og muslimer, for andre er han nærmest på niveau med en superhelt. ”Min” Luther befinder sig især i sprogets og billedets verden. Luthers skrifter er fulde af billedtale. Der er billeder til trøst og billeder, som får smilet frem. Billeder, som gør troen til at leve og dø på; til at være i.
Der er billedet af nadveren som en madpakke. Et jordnært og praktisk billede, for det er da klart, at hvis vi skal godt igennem livets rejse uden at snuble undervejs, må vi have noget ordentlig mad med. Derfor, siger Luther, skal dåben også være som en daglig klædning og ikke en flot ny rød frakke, man tager på ved særlige lejligheder. Dåben skal kunne tåle hverdagens slid. Og videre bliver det næsten som et eventyr. For når tøjet og madpakken er på plads drager vi ud efter troens skat. Med dét ene billede – en skat – beskriver Luther alt det, som troen giver. At blive frelst, at genoprette forholdet til Gud og rejse sig hvor Adam faldt, det er at finde skatten. Luther skriver: Skatten ligger allerede på dørtrinnet, ja på bordet inden for. Det gælder bare om at række ud og tage den til sig.
Når Luther skriver om tro er der ét ord, der går igen: Hjertet. Sand tro er hjertetro. Tro er ikke noget, man kan gøre med sin forstand alene. Tro er heller ikke en følelse. Troen gælder hele vores væsen og vores eksistens og derfor er hjertet det billede, som ofte bruges, når Luther taler om tro og om troens placering i det menneskelige. Vi skal leve, tænke og handle så vi passer på vores hjerte (igen: billedlig talt). Står det tomt bliver det sårbart. Et tomt hjerte er et ubevogtet hjerte, så det gælder om at have noget som man står i et hjerteligt forhold til, eller som Luther ville sige: Som hjertet hænger ved. Hjertet kan forhærdes og blive hårdt som sten. Eller hjertet kan modsat opvarmes,, opflammes så det bliver blødt og bøjeligt som opvarmet metal. Så kan troen komme ind, tage bolig i os og forvandle os. Det sidste billede er tankevækkende: Billedet af hjertet der smelter eller flyder over. Altså hjertet, der mister sin form og sin afgrænsning. Det er her i grænselandet og det grænsesprængende at der sættes noget på spil, det er her det gamle går til grunde, for at noget nyt kan opstå. Det er her “jeg” bliver en anden.
Der er ingen tvivl om at Luther havde et særligt sprogtalent. Hans oversættelse af Bibelen til tysk blev samtidig en slags ”år nul” for det tyske sprog. Mange af de udtryk og vendinger, Luther brugte i sin bibeloversættelse, lever stadig i det tyske sprog, ikke mindst fordi Luthers tyske Bibel fik en enorm udbredelse.
Luther digtede og oversatte et væld af salmer, og en del findes stadig i vores salmebog. Han spillede selv både lut og fløjte og samarbejdede tæt med både musikere og billedkunstnere. Han var ingen billedstormer. Tværtimod. Da han hørte at man var begyndt at rippe kirkerne for billeder, forlod han sit skjulested på Wartburg, selv om det kunne have kostet ham livet. Han var på det tidspunkt bandlyst, dvs. enhver havde ret til at pågribe ham eller slå ham ihjel. Det skete heldigvis ikke, han kom tilbage til Wittenberg og fik standset ødelæggelserne – for en tid. Billedstormerne vandt alligevel frem, nu skulle den rene lære udbredes med vold og magt. Også i Danmark blev kirkekunst smidt på lossepladsen og prægtige kalkmalerier malet over. Men det var senere, det var ikke Luthers reformation. Luthers tanker er ikke en lærebygning, men et landskab. At gå ind i Luthers billedsprog er en vandring og det vigtigste er at have hjertet med. Man kan ikke tænke sig til det, man må bare begynde at gå, sætte den ene fod foran den anden. Som Luther siger: Livet hviler aldrig, det ser vi, velan, så begynd!

Billedet er et maleri af L.A. Ring

Tale ved Landemode for Københavns Stift 2016

Landemode er en årlig begivenhed for præster og menighedsrådsmedlemmer. Temaet for årets landemode i Københavns Stift var “Helligånden”, hovedtaler var professor Niels Henrik Gregersen. Jeg var inviteret som en af 5 talere til at give et kort indlæg, der på forskellig måde belyste aftenens tema. De øvrige talere var natkirkepræst Signe Malene Berg, MF Mette Bock (LA), menighedsrådsformand Inge Lise Pedersen og økonom Niels Kærgård. Jeg var blevet bedt om at sige noget om “Helligånden og den østlige inspiration på luthersk”:

“I Danmark har vi tradition for at se Luther gennem Kierkegaards prisme. Luther er individets teolog, han er mennesket, Coram Deo, han står der og kan ikke andet, på kanten af den tid, der frisatte individet. De første mange hundrede år er det gået forrygende. Individet er blevet sat fri til at leve, elske, rejse. Tænke, eksperimentere, opleve, udvide og berige sit liv. Der er ikke den indkrogethed, som ikke lader sig udforske. ikke den fold i sjælen, som ikke lader sig omsætte til kunst og liv, til impuls, fremdrift og skabelse. Luther-mennesket er helten, der rejser ud og går gruelig meget ondt igennem. Helten lader sig ikke kyse, hverken af kejseren, Paven eller horder af vrede bønder. Kamp må der til! Individet er rejst ud, eller rettere ind –  i sit indkrogede selv, en rejse gennem århundreder, og finder sig nu, hvor det er blevet sent, efterhånden frit svævende, som Major Tom, floating in his tin can, far above the world.

Dér vågner vi op, salige, endelig alene. Der er ikke mere at kæmpe for, trådene er redet ud. Den tunge bagage af fortid, tradition, relationer, der binder, arv, der forpligter er afstødt, som den enorme motor, der med en vældig kraft skød vores jeg-kapsel ud i rummet.
Endelig svævende ser vi på de andre jeg-kapsler. De svæver frit, som os. Skilt fra os, som boblerne i bækken. Vores rejse ind i mennesket, førte os væk fra hinanden. Fællesskabet er overladt til alle og ingen.

Men lad os se igen! Lad os vælge et andet prisme at se igennem. Tag Maria! Tag en glødende ikon, Maria med sit barn, en kvinde malet på munke-øen Athos, hvor intet kvindeligt væsen må komme. Da jeg nu vidste at jeg skulle tale her i dag besøgte jeg min ven Georgios. Han lærte at male ikoner på Athos. Siden blev klosterlivet skiftet ud med et liv i Danmark, med ansvar for en søn. Det menneskelige blev en forstyrrelse, men en kærkommen forstyrrelse. På ikonen er Maria, den ophøjede, theotokos, gudfødersken. Luther henter Maria ned på det lave, hun bliver det eksemplariske menneske, ikke hellig i sig selv, men alligevel helliget, oplyst af Helligånden.

Luther skriver det ligeud i den store katekismus: Helligånden helliggør. Det er til stor forvirring for individets jeg-teologer, der dyrker øjeblikket og placerer mennesket balancerende på en knivsæg mellem allerede og endnu ikke. Der er ingen gradbøjning, ingen proces. Det var jo hele Luthers projekt, at retfærdiggørelsen suverænt tilhører Gud. Det er troen alene der gør retfærdig, ikke tro virksom i gerninger. Han skrev det ene kampskrift efter det andet for at holde fast i den erkendelse: Mennesket kan intet gøre selv, der er ikke noget ”facere quod in se est”.
Men helliggørelsen, den ligger som en gemt juvel og glimter i Luthers skrift og tanke. Livet er en vandring, og med nadverens brød og vin som madpakke går vi frem, kæmper mod den gamle Adam og lader det nye menneske vokse frem.

Set fra øst er det meget enkelt. For når Gud giver troen som gave, så er dén gave Kristus selv. Kristus bor i os ved troen og ved det frydefulde bytte låner vi os til alt det, vi ikke selv har. De evner, vi mangler i vores syndige væsener for at kunne elske, at kunne tilgive, for ikke at bringe vores broder eller søster til fald, dem får vi, det er troens gave. Eller som min ven Georgios siger: Theosis (altså helliggørelse) er at have Gud i hjertet. Det er noget, man mærker, når man beder, synger, maler ikoner eller gør godt over for sin næste. Det er ikke moral, det er ikke selvretfærdighed, det er rent nærvær. Det er som at bestige et bjerg, men med den forskel, at hvis man forventer at nå toppen eller bare nærme sig den, så triller man lige lukt ned på sletten igen.

I fortolkningen af Marias lovsang skriver Luther at vi mennesker har det med at ville se op til det høje i modsætning til Gud, som ser nedad, til det lave, for han har ingen eller intet over sig eller ved siden ad sig. Dér kan vi så stirre lige så længe vi vil, efter Gud, efter de moralske tinder eller andre tinder, vi finder kun vores eget spejlbillede og vores egen ensomhed. Det, vi har brug for, er at se i samme retning. Dér findes den tro, som er til at leve og dø på. Det er dér håbet iklædes virkelighed og øjeblikket får udstrækning i tid. I fællesskabet får troen form og skikkelse. Vi har brug for hinanden, for vi har brug for at elske, at vise barmhjertighed, at gøre godt. Ikke ud af os selv, men ud af Kristus, som lever i os.
Da jeg besøgte Georgios var han i skidt humør. Han havde lige ladet sig franarre en stor pengesum i den tro at han hjalp et andet menneske. Det svier, at blive udnyttet og løjet for. Men han troede, han hjalp, det er en trøst. “Det er også theosis”, siger Georgios, “man skal gøre det gode”.

Julie Damlund, 5. oktober 2016