Posts tagged Tradition

Vi mødes i porten

Prædiken over Mark 6, 1-6/Matt 13, 53-58/Luk 4, 16-30. “Jesus i Nazaret”

Åh Gud, tal sagte nu
til mig, og med Din stemme. Amen!

Det er et paradoks, at man kun kan bryde med en tradition man selv står i. Man kan kun forandre en tradition indefra, og måske er det endda sådan at man kun kan forny en tradition som man elsker. Det er et paradoks, fordi den selv samme tradition kan være ødelæggende. Selv Jesus, hvis livsbane ellers var så klar, lige til det sidste, selv han ser ud til at blive tynget til jorden af traditionens vægt, da han besøger synagogen i Nazaret, sin hjemby. Han forkynder det nye, evangeliet om at Guds rige er nær. Et budskab fuldt af håb og forløsning. Men folkene i Nazaret ser bare tømrerens søn, ham de allerede kender og synes de véd nok om. Måske synes de ovenikøbet at han skylder dem noget. Han rejste jo fra det hele, lod andre om ansvaret for sin mor og sine søskende.


Ole Sarvig havde ingen problemer med den kirkelige tradition, ikke i udgangspunktet. Ikke at det var noget, han have med hjemmefra, men han var et religiøst gemyt og kom som barn til at gå til FDF i Anna kirke på Nørrebro. Det var i 30’erne og tidens hang til korpsideologi og uniformer gjorde sig gældende. Der var bogstavelig talt hundredevis af børn og unge som den lille Ole, der gik til FDF i deres hvide skjorter hos ”Manden”, som de kaldte pastor Grue, kredsens leder. På ét punkt var Sarvig dog anderledes: Han elskede at gå i kirke og det påvirkede ham stærkt. Til sin konfirmation var han nær ved at besvime og den mystiske oplevelse, der ifølge hans eget udsagn prægede ham hele livet, kom til ham i forbindelse med ét af 30’ernes store kristelige ungdomsstævner. I gymnasiet var han aktiv del af den kristelige gymnasiastbevægelse, som havde forbindelse til Olfert Richard og spejderbevægelsen.


Da krigen kom, skete der noget. Sarvig så hvordan den vej, han var slået ind på, voksede sig stærkere, forvrængedes og blev dæmonisk, også i ham selv. De friske ungdomskorps med den karske livsstil og de sunde værdier – måske især syd for grænsen – del af den rendyrkede ondskab. Og han forkastede det hele. Kirken, traditionen, institutionen og dens fællesskaber. Kun ét kunne han ikke forkaste: Digterne. Kingo, Stehn, Brorson og Grundtvig. Deres ånd beholdt han hos sig, mens han i øvrigt vendte sig fra den kultur, som havde fostret holocaust, propaganda, masseødelæggelsesvåben og effektivisering af ondskab og kynisme.


Sarvig blev del af den kunstneriske avantgarde, samtidig med at han genfandt kristendommen på en ny måde. Ved at vende sig til fortællingerne fra det ny testamente finder han et vindue ind til det at være menneske i verden. I evangelierne finder han spejlinger af livserfaringer, som er umiddelbart tilgængelige for den, der træder ind i evangeliernes billeder. Helt udenom tradition, kultur og historie. Han finder Jesus, som gør op med sin tradition. Jesus, der altid er i bevægelse ude på vejene og i grænseområderne. Kun sjældent går han ind i gudshusene, templer og synagoger, og når han gør det, giver det konflikt; opbrud. Så knager de traditionelle rammer om troen i fugerne.


For Sarvig er det et spørgsmål om overlevelse. Måske ikke i fysisk forstand, men i eksistentiel forstand. Skriften, de grafiske spor på det hvide papir, er den redningskrans han klamrer sig til, for at forblive i livet. Skriften og kærligheden. Det erotiske møde med et andet menneske eller den konkrete skrift kan holde ham fast i den virkelighed, som ellers syntes ham utilgængelig. Sarvig taler om hvordan han som barn betragtede de andre børn, der – med Sarvigs ord – ”hyggede sig i tilværelsen”. Det kunne han ikke. Men han kunne finde trøst i ordene om ”I dag!”; ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse”. Troen på at noget er på vej, noget, hvis frø og kim allerede ligger på spring i jorden. Troen på at Kristus er i verden, at han blev menneske for at vi skulle blive til som mennesker. Troen på at den nød, som er i verden, ikke er det sidste, der er at sige.


Senere i livet forstod han at hans eget opgør med traditionen kun kunne ske, fordi den var ham så fortrolig. Fordi det på en vis måde var en del af ham selv, han gjorde op med. Og han forstod at menneskers tro har brug for kirken som det rum, hvor man går ind og henter fornyelse, styrke og mening. At traditionen er som en brønd, og uanset om man hører til dem, der henter vand eller ej, så har man brug for vand at drikke. Det var vigtigt for ham at kirken ikke vendte tilbage til at blive institution for institutionens skyld eller en klub for glade mennesker med deres på det tørre. At kirken i lige så høj grad skal være et sted, hvor det er tilladt at stå ude og kigge ind, som et sted hvor de indforståede står og kigger ud på ”de andre”. Selv havde han det bedst med at stå uden for og forblev til sin død udmeldt af folkekirken.


”Vi mødes i porten”, sagde han. Nogle på vej ud, nogle på vej ind og andre, forbipasserende. Der i porten, ved den åbne plads kan findes et frit fællesskab, hvor mennesker udveksler med hinanden. Derfor var han glad for at skrive klokkevers. Klokkerne ringer for alle, uden forskel. De ringer for dem, der går ind i kirken, dem, der er på vej ud og for og dem, der passerer forbi. Klokkerne ringer deres ”I dag!” ud over os alle.

Prædiken holdt ved åbningsgudstjenesten for FUVs gudstjenestekonference 30. januar 2023

På billedet: Udsigt fra Bavelse kirkegårds kapel

Liturgi, salmer og musik:

Vi mødes i porten. En gudstjeneste med tekster af Ole Sarvig

I gammelt kirkeland
kalder jeg kvinde, mand
som å til glædens flod:
Kristus opstod

(Klokkevers, Sandby kirke)

Haslev kirke, mandag den 30. januar 2023 kl. 13.45

Medvirkende: Janne Solvang, sang; Kevin Borbye Edelvang, orgel; Julie Damlund, prædikant

INDGANG: ”I stjernehimlens ranker”. Melodi og sats: Mads Damlund
O hjælp mig Gud
og tag mig ud
af disse rådne vande
da skal jeg snart
med stjernens fart
rotere om din pande.


Hvert hav, hver skov
hvert spor af plov
er dybe eftertanker
for os som går
hvor gåden står
i stjernehimlens ranker.

HILSEN
SALME: O Gud bag svarløs dag. Melodi: Jakob Lorentzen
BØN
LÆSNING, Luk 4, 16-30. TROSBEKENDELSE


SALME: Gud Menneske, Gud vandringsmand. Melodi: Fuzzy
PRÆDIKEN

MOTET: ”Vær om os med dit væsen, Gud”. Musik: Mads Damlund
Vær om os med dit væsen, Gud,
og løs os ud, ja, løs os ud,
det beder vi så såre.

Dybt i vort sind en længsel stod
og søgte dig, sin sande rod
og voksede ad åre.

Vær Du den rod, Du som er god,
og giv os mod, ja, giv os mod,
det beder vi så stille.

Lad tankens sum fordampe helt
ud i det rum, hvor alt er delt,
som Du engang det ville.

NADVER. Under uddelingen synges Som året går. Melodi: Per Nørgaard,

SALME: Utroligheds frø. Melodi: Teitur


Kollekt. Velsignelse


UDGANG: Da al angst blev til ro. Melodi: Jonas H. Petersen


Da al angst blev til ro
var du dybt i mit blod
og du kom mig så nær
som jeg aldrig forstod.

I stjernehimlens ranker findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
O Gud bag svarløs dag, nr. 881 fra ”100 salmer”, Eksistensen 2016
Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Gud menneske, Gud vandringsmand, nr. 983 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Året, DDS 720. Teksten findes i ”Min kærlighed. Epilog til en digtkreds”, Wivels forlag 1953.
Utroligheds frø. Frostsalme, for 2 eller 3, nr. 907b fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948
Da al angst blev til ro. Du, nr. 1008 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948