Posts tagged Trump

The audacity of Hope

The audacity of Hope er titlen på én af Barack Obamas bøger. Håb blev næsten ikonisk forbundet med Obamas navn og hans kampagne. Til gengæld er det ikke så let at finde en god oversættelse af ordet audacity. Det er noget med mod, men på en udfarende måde. Noget med at håbe i trods, uden ydmyghed. Et håb, der ser ud til at mangle realitetssans. Der er noget “bare-for-meget” over det. Håbets frækhed, håbets fandenivoldskhed. Håb, der stirrer modstanden lige i øjnene og nægter at slå blikket ned.

Forleden faldt jeg over dette digt af Halfdan Rasmussen:

Men det bli’r atter stille efter stormen.
Og det bli’r godt at leve her på ny.
For her er lys og sol og glade stemmer
og mørket kommer til en fredfyldt by.

Og det bli’r godt at sidde ganske stille
og være ene med en stues ro.
Og høre regnen banke mod den rude,
som angsten før har mærket med sin kno.

Og biler standser med en sagte snurren.
Og det er mennesker som du og jeg.
Og aldrig mænd med had og karabiner
og aldrig døden bag en mund, der skreg.

Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker,
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer der.

Du hører fugle flyve gennem natten.
Du hører regnen falde og du ved,
at rundt omkring i verden spirer blomster
af våde graves mørke ensomhed.

Digtet er skrevet i 1944, på et tidspunkt hvor krigen måske nok var vendt, men nogle af de værste og mest umenneskelige krigshandlinger endnu lå forude. Men der er håb.

Det fortæller mig noget om, hvor vigtig kunsten er. At kunsten ikke er sådan lidt pynt på toppen af samfundskagen, men noget helt centralt. Kunsten kan sige det usigelige, kunsten kan være fandenivoldsk. Grimt og larmende eller stille og smukt. Men der er ting, der skal siges. Der er billeder, der skal holdes op for vores øjne.

I den underlige diskussion om hvad, der sker i disse år, er der mange, der pukker på “eliten”. Eliten har fejlet. Det bliver sjældent defineret nærmere hvem “eliten” er, sådan helt nøjagtig. Ofte er det kunsten og kulturen, som står for skud. Både kunstnerne selv og os, der gerne vil lytte til hvad kunstnerne har at sige. Det er let og kræver efterhånden ikke argumenter at vrænge af “eliten”, “politiken-segmentet”, “de politisk korrekte” eller hvilket skældsord, man nu foretrækker. Men så irriterende som “de rigtige meninger” end kan være, så kan man dårligt beskylde de ovennævnte diffuse grupper for at sidde på store økonomiske muskler eller reel politisk magt, hverken herhjemme eller ude i den store verden.

Der tegner sig et billede i disse dage, tydeligst i USA, hvor Trump taler imod den kulturelle elite og dermed har leveret et røgslør for, at den egentlige kamp foregår et andet sted; nemlig mellem den politiske og den økonomiske elite, som han selv er en del af. I øjeblikket har den økonomiske elite overtaget over den politiske elite, som – alle fejl til trods – dog har en demokratisk forankring. Trumps sejr har fået højrepopulister i Europa til at vejre morgenluft. Begreber som åbenhed, lighed og sandhed udfordres og store dele af verden holder vejret i angst for hvad der kommer til at ske i de næste år. Men det bli’r atter stille efter stormen. I mellemtiden skal vi ikke sænke blikket, men se modstanden lige i øjnene. Med håbets fandenivoldskhed.

Billedet er fra Women’s March Copenhagen, 21. januar 2017. Kilde: https://www.facebook.com/events/1651875038443216/1682159285414791/?notif_t=like&notif_id=1485092572214250

Barabbas

Her i de seneste dage har jeg tænkt på Barabbas.

Barabbas, som var fængslet for mord, blev som bekendt valgt af folkemængden på bekostning af Jesus, da Pilatus tilbød at benåde én fange. Jesus, på sin side, blev korsfæstet. Og det er egentlig meget forståeligt. Hvis man nu tænker sig at dem, der fulgte Jesus, tog hans ord for pålydende. Hvis de gik og ventede på at han skulle levere det, som de mente, han havde lovet: Et bedre liv her og nu. Fri fra Roms tyranni, fri fra magthavere, der hyttede deres eget skind og gladelig sendte store værdier af sted til aristokratiet i Rom, når bare de kunne tage lidt til sig selv på vejen. Hvis nu de regnede med at de i Jesus endelig havde en leder, der lyttede til almindelige mennesker og kæmpede deres sag over for magthaverne. Sikke et svigt, da Jesus gjorde det endegyldigt og umisforståeligt klart at hans rige ikke er af denne verden! Folk må have følt sig forrådt, ført bag lyset og holdt for nar. Så virker en forbrydelse som Barabbas’ mindre graverende i sammenligning.
Og nu er det ikke fordi jeg tænker at Trump er Barabbas og Clinton er Jesus eller omvendt. Overhovedet slet ikke. Det er dét, der er pointen.  For der er ingen – virkelig ingen – i det politiske liv, der er hverken Jesus eller Messias. Det var Jesus ikke engang selv. Han kom ikke som en anden Moses og førte sit folk tørskoet gennem det røde hav. Det nytter ikke noget at vente på at der kommer én og fører folket ud af dets trængsel. Det nytter heller ikke noget at løbe efter en eller anden diffus stemning af frygt og ressentiment.

Når der nu tales om at det var ”folket” der vendte sig mod ”eliten” så er det populismens sprog. Dén vrede og utryghed som angiveligt skulle få ”folket” til at stemme på en kandidat som Trump eller andre populister er til dels skabt af de samme populister. Det er populismens natur, den nærer selv den angst og vrede som den lukrerer på. Modparten står i en umulig situation. At godtage populismens fortælling eller at fremstå som den, der ikke lytter til ”folkets” bekymringer. Clinton prøvede på at gå en anden vej; ligesom Obama forsøgte hun at tilbyde et fremtidshåb. Det lykkedes hende ikke at gøre ham kunsten efter, angiveligt fordi folk er trætte af ”Washington”. Men igen: En del af årsagen til handlingslammelsen i Washington er de selvsamme populister, som i årevis har ført politik efter den brændte jords taktik. Med andre ord: At gå ind på populismens dagsorden er en nedadgående spiral og der findes ikke noget godt for enden af den vej.
Måske er det for sent, måske er det en bølge, der skyller ind over os. Jeg hørte for nylig et foredrag med finanshistoriker Per H. Hansen. Han havde til lejligheden medbragt to sigende grafer. Dels en graf over uligheden, dels en graf over størrelsen på BNP i forhold til størrelsen på de finansielle markeder. Begge grafer viste tydelige paralleller mellem udviklingen op til børskrakket i 1929 og udviklingen op til krisen i 2008. Vi ved, hvad der fulgte den gang, i første halvdel af 20. århundrede. Forhåbentlig standser sammenligningen her.
Da Jesus nægter at indtræde i rollen som folkelig leder viser han samtidig folk tilbage på sig selv og deres eget fællesskab. Det må være dér populismens og demagogiens negative spiral modarbejdes. Ved at myndiggøre almindelige mennesker, ved at styrke den demokratiske samtale, ved at tale det fælles ansvar op i stedet for at dyrke naget over for en diffus ”elite”, som har svigtet. Som Svend Brinkman vist sagde det: I et demokrati er vi alle eliten.