Her i de seneste dage har jeg tænkt på Barabbas.
Barabbas, som var fængslet for mord, blev som bekendt valgt af folkemængden på bekostning af Jesus, da Pilatus tilbød at benåde én fange. Jesus, på sin side, blev korsfæstet. Og det er egentlig meget forståeligt. Hvis man nu tænker sig at dem, der fulgte Jesus, tog hans ord for pålydende. Hvis de gik og ventede på at han skulle levere det, som de mente, han havde lovet: Et bedre liv her og nu. Fri fra Roms tyranni, fri fra magthavere, der hyttede deres eget skind og gladelig sendte store værdier af sted til aristokratiet i Rom, når bare de kunne tage lidt til sig selv på vejen. Hvis nu de regnede med at de i Jesus endelig havde en leder, der lyttede til almindelige mennesker og kæmpede deres sag over for magthaverne. Sikke et svigt, da Jesus gjorde det endegyldigt og umisforståeligt klart at hans rige ikke er af denne verden! Folk må have følt sig forrådt, ført bag lyset og holdt for nar. Så virker en forbrydelse som Barabbas’ mindre graverende i sammenligning.
Og nu er det ikke fordi jeg tænker at Trump er Barabbas og Clinton er Jesus eller omvendt. Overhovedet slet ikke. Det er dét, der er pointen. For der er ingen – virkelig ingen – i det politiske liv, der er hverken Jesus eller Messias. Det var Jesus ikke engang selv. Han kom ikke som en anden Moses og førte sit folk tørskoet gennem det røde hav. Det nytter ikke noget at vente på at der kommer én og fører folket ud af dets trængsel. Det nytter heller ikke noget at løbe efter en eller anden diffus stemning af frygt og ressentiment.
Når der nu tales om at det var ”folket” der vendte sig mod ”eliten” så er det populismens sprog. Dén vrede og utryghed som angiveligt skulle få ”folket” til at stemme på en kandidat som Trump eller andre populister er til dels skabt af de samme populister. Det er populismens natur, den nærer selv den angst og vrede som den lukrerer på. Modparten står i en umulig situation. At godtage populismens fortælling eller at fremstå som den, der ikke lytter til ”folkets” bekymringer. Clinton prøvede på at gå en anden vej; ligesom Obama forsøgte hun at tilbyde et fremtidshåb. Det lykkedes hende ikke at gøre ham kunsten efter, angiveligt fordi folk er trætte af ”Washington”. Men igen: En del af årsagen til handlingslammelsen i Washington er de selvsamme populister, som i årevis har ført politik efter den brændte jords taktik. Med andre ord: At gå ind på populismens dagsorden er en nedadgående spiral og der findes ikke noget godt for enden af den vej.
Måske er det for sent, måske er det en bølge, der skyller ind over os. Jeg hørte for nylig et foredrag med finanshistoriker Per H. Hansen. Han havde til lejligheden medbragt to sigende grafer. Dels en graf over uligheden, dels en graf over størrelsen på BNP i forhold til størrelsen på de finansielle markeder. Begge grafer viste tydelige paralleller mellem udviklingen op til børskrakket i 1929 og udviklingen op til krisen i 2008. Vi ved, hvad der fulgte den gang, i første halvdel af 20. århundrede. Forhåbentlig standser sammenligningen her.
Da Jesus nægter at indtræde i rollen som folkelig leder viser han samtidig folk tilbage på sig selv og deres eget fællesskab. Det må være dér populismens og demagogiens negative spiral modarbejdes. Ved at myndiggøre almindelige mennesker, ved at styrke den demokratiske samtale, ved at tale det fælles ansvar op i stedet for at dyrke naget over for en diffus ”elite”, som har svigtet. Som Svend Brinkman vist sagde det: I et demokrati er vi alle eliten.