Date Archives November 2016

Barabbas

Her i de seneste dage har jeg tænkt på Barabbas.

Barabbas, som var fængslet for mord, blev som bekendt valgt af folkemængden på bekostning af Jesus, da Pilatus tilbød at benåde én fange. Jesus, på sin side, blev korsfæstet. Og det er egentlig meget forståeligt. Hvis man nu tænker sig at dem, der fulgte Jesus, tog hans ord for pålydende. Hvis de gik og ventede på at han skulle levere det, som de mente, han havde lovet: Et bedre liv her og nu. Fri fra Roms tyranni, fri fra magthavere, der hyttede deres eget skind og gladelig sendte store værdier af sted til aristokratiet i Rom, når bare de kunne tage lidt til sig selv på vejen. Hvis nu de regnede med at de i Jesus endelig havde en leder, der lyttede til almindelige mennesker og kæmpede deres sag over for magthaverne. Sikke et svigt, da Jesus gjorde det endegyldigt og umisforståeligt klart at hans rige ikke er af denne verden! Folk må have følt sig forrådt, ført bag lyset og holdt for nar. Så virker en forbrydelse som Barabbas’ mindre graverende i sammenligning.
Og nu er det ikke fordi jeg tænker at Trump er Barabbas og Clinton er Jesus eller omvendt. Overhovedet slet ikke. Det er dét, der er pointen.  For der er ingen – virkelig ingen – i det politiske liv, der er hverken Jesus eller Messias. Det var Jesus ikke engang selv. Han kom ikke som en anden Moses og førte sit folk tørskoet gennem det røde hav. Det nytter ikke noget at vente på at der kommer én og fører folket ud af dets trængsel. Det nytter heller ikke noget at løbe efter en eller anden diffus stemning af frygt og ressentiment.

Når der nu tales om at det var ”folket” der vendte sig mod ”eliten” så er det populismens sprog. Dén vrede og utryghed som angiveligt skulle få ”folket” til at stemme på en kandidat som Trump eller andre populister er til dels skabt af de samme populister. Det er populismens natur, den nærer selv den angst og vrede som den lukrerer på. Modparten står i en umulig situation. At godtage populismens fortælling eller at fremstå som den, der ikke lytter til ”folkets” bekymringer. Clinton prøvede på at gå en anden vej; ligesom Obama forsøgte hun at tilbyde et fremtidshåb. Det lykkedes hende ikke at gøre ham kunsten efter, angiveligt fordi folk er trætte af ”Washington”. Men igen: En del af årsagen til handlingslammelsen i Washington er de selvsamme populister, som i årevis har ført politik efter den brændte jords taktik. Med andre ord: At gå ind på populismens dagsorden er en nedadgående spiral og der findes ikke noget godt for enden af den vej.
Måske er det for sent, måske er det en bølge, der skyller ind over os. Jeg hørte for nylig et foredrag med finanshistoriker Per H. Hansen. Han havde til lejligheden medbragt to sigende grafer. Dels en graf over uligheden, dels en graf over størrelsen på BNP i forhold til størrelsen på de finansielle markeder. Begge grafer viste tydelige paralleller mellem udviklingen op til børskrakket i 1929 og udviklingen op til krisen i 2008. Vi ved, hvad der fulgte den gang, i første halvdel af 20. århundrede. Forhåbentlig standser sammenligningen her.
Da Jesus nægter at indtræde i rollen som folkelig leder viser han samtidig folk tilbage på sig selv og deres eget fællesskab. Det må være dér populismens og demagogiens negative spiral modarbejdes. Ved at myndiggøre almindelige mennesker, ved at styrke den demokratiske samtale, ved at tale det fælles ansvar op i stedet for at dyrke naget over for en diffus ”elite”, som har svigtet. Som Svend Brinkman vist sagde det: I et demokrati er vi alle eliten.

Tale ved Landemode for Københavns Stift 2016

Landemode er en årlig begivenhed for præster og menighedsrådsmedlemmer. Temaet for årets landemode i Københavns Stift var “Helligånden”, hovedtaler var professor Niels Henrik Gregersen. Jeg var inviteret som en af 5 talere til at give et kort indlæg, der på forskellig måde belyste aftenens tema. De øvrige talere var natkirkepræst Signe Malene Berg, MF Mette Bock (LA), menighedsrådsformand Inge Lise Pedersen og økonom Niels Kærgård. Jeg var blevet bedt om at sige noget om “Helligånden og den østlige inspiration på luthersk”:

“I Danmark har vi tradition for at se Luther gennem Kierkegaards prisme. Luther er individets teolog, han er mennesket, Coram Deo, han står der og kan ikke andet, på kanten af den tid, der frisatte individet. De første mange hundrede år er det gået forrygende. Individet er blevet sat fri til at leve, elske, rejse. Tænke, eksperimentere, opleve, udvide og berige sit liv. Der er ikke den indkrogethed, som ikke lader sig udforske. ikke den fold i sjælen, som ikke lader sig omsætte til kunst og liv, til impuls, fremdrift og skabelse. Luther-mennesket er helten, der rejser ud og går gruelig meget ondt igennem. Helten lader sig ikke kyse, hverken af kejseren, Paven eller horder af vrede bønder. Kamp må der til! Individet er rejst ud, eller rettere ind –  i sit indkrogede selv, en rejse gennem århundreder, og finder sig nu, hvor det er blevet sent, efterhånden frit svævende, som Major Tom, floating in his tin can, far above the world.

Dér vågner vi op, salige, endelig alene. Der er ikke mere at kæmpe for, trådene er redet ud. Den tunge bagage af fortid, tradition, relationer, der binder, arv, der forpligter er afstødt, som den enorme motor, der med en vældig kraft skød vores jeg-kapsel ud i rummet.
Endelig svævende ser vi på de andre jeg-kapsler. De svæver frit, som os. Skilt fra os, som boblerne i bækken. Vores rejse ind i mennesket, førte os væk fra hinanden. Fællesskabet er overladt til alle og ingen.

Men lad os se igen! Lad os vælge et andet prisme at se igennem. Tag Maria! Tag en glødende ikon, Maria med sit barn, en kvinde malet på munke-øen Athos, hvor intet kvindeligt væsen må komme. Da jeg nu vidste at jeg skulle tale her i dag besøgte jeg min ven Georgios. Han lærte at male ikoner på Athos. Siden blev klosterlivet skiftet ud med et liv i Danmark, med ansvar for en søn. Det menneskelige blev en forstyrrelse, men en kærkommen forstyrrelse. På ikonen er Maria, den ophøjede, theotokos, gudfødersken. Luther henter Maria ned på det lave, hun bliver det eksemplariske menneske, ikke hellig i sig selv, men alligevel helliget, oplyst af Helligånden.

Luther skriver det ligeud i den store katekismus: Helligånden helliggør. Det er til stor forvirring for individets jeg-teologer, der dyrker øjeblikket og placerer mennesket balancerende på en knivsæg mellem allerede og endnu ikke. Der er ingen gradbøjning, ingen proces. Det var jo hele Luthers projekt, at retfærdiggørelsen suverænt tilhører Gud. Det er troen alene der gør retfærdig, ikke tro virksom i gerninger. Han skrev det ene kampskrift efter det andet for at holde fast i den erkendelse: Mennesket kan intet gøre selv, der er ikke noget ”facere quod in se est”.
Men helliggørelsen, den ligger som en gemt juvel og glimter i Luthers skrift og tanke. Livet er en vandring, og med nadverens brød og vin som madpakke går vi frem, kæmper mod den gamle Adam og lader det nye menneske vokse frem.

Set fra øst er det meget enkelt. For når Gud giver troen som gave, så er dén gave Kristus selv. Kristus bor i os ved troen og ved det frydefulde bytte låner vi os til alt det, vi ikke selv har. De evner, vi mangler i vores syndige væsener for at kunne elske, at kunne tilgive, for ikke at bringe vores broder eller søster til fald, dem får vi, det er troens gave. Eller som min ven Georgios siger: Theosis (altså helliggørelse) er at have Gud i hjertet. Det er noget, man mærker, når man beder, synger, maler ikoner eller gør godt over for sin næste. Det er ikke moral, det er ikke selvretfærdighed, det er rent nærvær. Det er som at bestige et bjerg, men med den forskel, at hvis man forventer at nå toppen eller bare nærme sig den, så triller man lige lukt ned på sletten igen.

I fortolkningen af Marias lovsang skriver Luther at vi mennesker har det med at ville se op til det høje i modsætning til Gud, som ser nedad, til det lave, for han har ingen eller intet over sig eller ved siden ad sig. Dér kan vi så stirre lige så længe vi vil, efter Gud, efter de moralske tinder eller andre tinder, vi finder kun vores eget spejlbillede og vores egen ensomhed. Det, vi har brug for, er at se i samme retning. Dér findes den tro, som er til at leve og dø på. Det er dér håbet iklædes virkelighed og øjeblikket får udstrækning i tid. I fællesskabet får troen form og skikkelse. Vi har brug for hinanden, for vi har brug for at elske, at vise barmhjertighed, at gøre godt. Ikke ud af os selv, men ud af Kristus, som lever i os.
Da jeg besøgte Georgios var han i skidt humør. Han havde lige ladet sig franarre en stor pengesum i den tro at han hjalp et andet menneske. Det svier, at blive udnyttet og løjet for. Men han troede, han hjalp, det er en trøst. “Det er også theosis”, siger Georgios, “man skal gøre det gode”.

Julie Damlund, 5. oktober 2016