Date Archives December 2017

Fordi julenat

JULEPRÆDIKEN
Hvor findes håbet? Det spørgsmål stiller de fleste af os nok en gang imellem. Hvor findes håbet, når børn  sulter? Hvor findes håbet, når unge mennesker skyder hinanden i byens gader? Hvor findes håbet, når ulykkelige, desperate mennesker drukner i Middelhavet på vej til Europa, en vej, de blev lokket ud på af kyniske menneskesmuglere? Hvor findes håbet når bomberne falder? Når mennesker forråes af årelange overgreb og misbrug?

Det kan være hård kost at følge med i nyhedsstrømmen, selv om der også er mange gode nyheder. På verdensplan er der færre mennesker, der sulter; der er færre væbnede konflikter, færre børn er tvunget til hårdt fysisk arbejde i stedet for skolegang. På mange områder går det virkelig fremad.

Alligevel er det som om noget skrider under os i disse år. I hvert tilfælde her i vores vestlige verden. Det nye er ikke at der foregår uretfærdigheder, at menneske bekriger hinanden og beriger sig. Det nye er følelsen af, at dem, der gør det, ikke engang gider at lade som om. At forbindelsen mellem de mennesker, der sidder inde med den økonomiske og politiske magt, og så alle os andre er kappet. Følelsen af at alt for mange mennesker med magt har opgivet ideen om, at der findes et større gode. At vi som mennesker er forpligtede over for hinanden. At sandhed findes, at løgn findes. Man taler om menneskets umistelige værdi som gammelt besværligt arvegods, som vi trænger til at frigøre os fra. Som om vi kan frigøre os fra vores historie. Som om vi kan frigøre os fra Holocaust, som var de rygende ruiner, menneskerettighederne opstod ud af. Så, igen: Hvor findes håbet?

Den gode nyhed er at det findes og at vi ikke behøver lede efter det. Fordi det finder os. Det finder os i dag, lige nu, i det barn, som kom til verden. I det budskab at Gud er kommet os nær. At han vil være hos os. Lige så nær, som fosteret i livmoderen er nær sin mor. Han kommer ikke til nogen andre, nogen bedre nogen. Han kommer til os, til alt dette her: Til al vores rod. Han kommer til skænderierne, til vasketøjet, til konflikterne – både de små og de store. Han kommer til alle egoisterne, til alle de bange, til alle de grådige, til alle dem, der blev snydt. Han kommer til denne her ulyksalige verden lige nu, selv om man godt kunne have lyst til at sige: ”Vent lidt! Vi skal lige rydde op først”.
Håbet, det er barnet. Gud træder ind i verden. Træder ind i det menneskelige, for at vi skal blive til som mennesker. Det er det forunderlige; at barnet i krybben både er sand Gud og sandt menneske. At det barn er af en anden verden, samtidig med at det er som ethvert andet spædbarn.

Joakim Skovgaard fanger det på sit billede: Ved første øjekast ligner det et traditionelt krybbeglansbillede med okse og asen, hø, glorier og det hele. Men når man ser nærmere på Maria, kan man se at hun er skildret helt igennem realistisk, helt igennem menneskeligt. Hun ligner virkelig en kvinde, der lige har født; den højre arm ligger slapt ned, maven er stadig udspilet selv om barnet er kommet ud, det himmelblå klæde, som hun sædvanligvis bærer, bruges til at støtte hovedet, som hun er for træt til at løfte. Det er Jesu fødsel. Men det er også en menneskelig fødsel med alt hvad dertil hører.

Derfor, altså. Fordi julenat. Fordi barnet i krybben. Fordi fødslen i Betlehem. Derfor er der håb. Derfor er ethvert barn, der fødes til verden, fuldt af håb. Et barn er til i verden i sin egen ret. Et barn har en magt. Fordi vi skylder dét barn at tage vare på det, at værne om dets ukrænkelighed, dets helt egne og dyrebare væsen og dets umistelige og umålelige værdi.
Og så ved jeg godt at hverdagen river os med sig og det er svært at holde fast i højderne og dybderne og alle de store ord. Men lige nu fejrer vi jul. Vi fejrer at håbet er født ind i vores verden. I netop denne verden.
For nogen tid siden faldt jeg over en lille artikel i et tilfældigt kirkeblad. Artiklen var om en gammel bekendt, som har været lidt rundt omkring i livet. I tømmerlære efter gymnasiet, men det var ikke det rigtige. Efter nogle år med andet arbejde, var han nu blevet graver i et lille jysk landsogn. Og det var i den anledning at han blev præsenteret i kirkebladet.
I det lille interview fortæller den nye graver om dengang han som barn skulle i kirke hos sin præstefar. ”Så glædede jeg mig til, gudstjenesten var slut, fordi jeg kedede mig. Men når jeg gik ud i lyset, gik jeg ud i en ny verden”. Og det er lige præcis sådan, det er.
Verden bliver ny fordi vi, som er her lige nu, får holdt håbet op for vores øjne. Vi ser et glimt af noget andet, noget større. Himlen åbner sig virkelig og englene synger virkelig for os. Nu, lige nu, mærker vi forbindelsen til alle jordens folkeslag, til alle tider og alle steder. Vi mærker at der er mere og at vi kan gribe efter dette mere. Om lidt dumper vi ud på gaden til en ny verden. Og vi holder julefest og ferie, og vi daser og spiser og går måske i biografen eller ser julefilm i fjernsynet. Men vi så at verden var blevet en anden, vi så det nu i aften. Gud er kommet til verden. Ikke som en superhelt, der rydder bulen og løser alle verdens problemer. Vi kan ikke lægge ansvaret fra os. Han kommer til os som et håb. Nu er det op til os at bære det håb ud i verden, at værne om ethvert barn, ethvert menneske. Når hele verden sukker, når det knager i fugerne, så er det, vi skal huske denne nat. At håbet findes. At himlen åbnede sig og englene sang. Fordi julenat; fordi barnet i krybben. Glædelig jul!