Jakob skal konfirmeres næste år. Det giver en del at tænke over. Hvordan gør man noget helt almindeligt med vores 1-ud-af-100-barn, som aldrig gør som andre børn? Hvis det skal kunne lade sig gøre må han lære at gå til gudstjeneste. Jeg må tage fat hvor jeg slap for snart mange år siden, efter nogle forsøg, der var lige så korte og utilfredsstillende som de var stressende.
Vi begynder i det små. Bare Jakob og mig, en søndag hvor jeg ikke selv har tjeneste. Jeg har forberedt Jakob i ugens løb, og skrevet en lille historie om at gå i kirke, som han læser op for mig søndag morgen før vi skal af sted. Vi skal sørge for at være i kirken før gudstjenesten begynder, men ikke i for god tid, for ventetid er svær. Vi sætter os, med ryggen mod bagvæggen, så vi kan overskue hele rummet. Høreværnene er på plads, så lydene ikke bliver for overvældende. Succeskriteriet er at vi kan sidde sådan nogle minutter, og at vi går glade hjem igen.
Der sidder vi så. Jeg holder Jakob i hånden. Han bliver helt rolig og stille. Jeg synger med på salmerne – normalt kan Jakob ikke lide at jeg synger. Efterhånden har vi siddet sådan en hel gudstjeneste. Vi går til alters, selv om det slet ikke var planen og Jakob aldrig har prøvet det før. Rummet er trygt og rart. Og jeg bliver taknemmeligt klar over liturgiens varsomhed. I højmessen sker intet uventet. Rummet taler tydeligt, fortæller hvor vi skal se hen, hvordan vi skal bevæge os. Det er blidt, det er varsomt. Vi er sammen, men alle er stille og koncentrationen går i én retning. Ingen taler i munden på hinanden. Alle ved hvad de skal, kender forløbet fra start til slut. Tale, musik, stilhed og bevægelse afløser hinanden i et roligt flow, som et nøje koreograferet stykke nærvær hvor de enkelte dele er afstemt efter helheden.
Der er mange, der skælder ud på den gamle, velkendte højmesse. Den er kedelig, der er ikke event nok over det, der sker ikke nok.
Sidste søndag skete der noget. Vores bæger blev fyldt til overflod. Jeg er vant til at Jakobs autisme kræver af mig at jeg lever mig fuldstændig ind i hans måde at tænke på. Her kunne vi være, det meste af en formiddag, fælles om at være rettet mod noget uden for os. På bageste række, med store gule høreværn, var vi omfattede af liturgiens varsomhed. Du gamle højmesse, jeg elsker dig.