Når spørgsmålet falder véd jeg, at der ikke er noget at gøre. Selv den bedste snak om litteraturkredsen, debataftenen eller koret kan ikke opveje det afsluttende spørgsmål: ”Er det så mest sådan folk på 60+, der kommer”? Som regel er svaret ja, for det er i gruppen på 60+ at flest har tid og energi til litteraturkreds, debataften og folkekor om aftenen. Det burde ikke være en hindring for alle andre aldersgrupper, men sådan opfattes det ofte. Hvorfor?
Da jeg for snart mange år siden kom hjem til Danmark efter et længere ophold i Latinamerika var det en stor lettelse at vende tilbage til de danske kønsroller. På Cuba er en kvinde uden mandlig ledsager ”selv ude om det”, og man er konstant udsat for seksuelle tilråb og det, der er værre (og mere klamt). Efterhånden kommer det helt af sig selv at man undgår at færdes alene og kun ser på og taler til andre kvinder. Man undgår simpelthen halvdelen af befolkningen. Det slipper vi for i Danmark. På en måde. For efter nogen tid i udlandet var der en anden forskel, der var slående: Nok lever vi ikke kønsopdelt, men vi lever generationsopdelt. Tanken om at holde fest fire generationer under samme tag, sådan som jeg havde oplevet det på Cuba, ligger de fleste fjernt herhjemme, hvis ikke det lige er juleaften. Tænk på vennekredsen, hvor mange årtier spænder den over, regnet i fødselsår?
Der er gode initiativer og ideer rundt omkring; Børnehaver, der besøger plejehjem, ældreboliger og ungdomsboliger i samme ejendom etc. Mange er opmærksomme på at afhjælpe ensomheden blandt vores ældste medborgere og vil gerne gøre noget. Men hvorfor ikke også få øjnene op for alt det, vi har at give hinanden på lige fod? At mødes på tværs af generationer behøver ikke være en ”en god gerning”. Andre generationer har andre erfaringer, andre perspektiver. Og når først snakken går om kunst og politik, om litteratur og film, om det vi tror på og det vi håber på, så glemmer vi alt det andet. Så er vi mennesker, med dybe menneskelige erfaringer, der brydes og spejler hinanden på tværs af køn, alder og social baggrund. Den mest håbløse ensomhed er den, man føler i selskab med andre. Måske er man den eneste barnløse i en flok af forældre. Måske er man den eneste arbejdsløse i en flok af karrieremennesker. Måske er man den eneste kronisk syge, eller den eneste i sorg. Måske er man den eneste, der elsker musicals, eller japanske film. Hvorfor går vi så meget op i alder? Et fødselsår er slet ikke nogen garanti for fællesskab eller forståelse, der er så mange andre aspekter af livet, hvis ellers man dropper fordommene og åbner øjne og ører. Jeg ville i hvert tilfælde nødig undvære alle de gode samtaler med de yngre, de ældre, de jævnaldrende og de decideret gamle. Så kom bare! Også selv om de andre ikke er fra din egen generation. Hilsen Julie, 43 år.
Klummen blev bragt i Østerbro Avis, 1. marts 2017
Billedet er fra o. 1980, på billedet ses Mads, Hanne, Flemming, farmor og oldemor