Date Archives March 2018

Vi folder drømmens faner ud

For nogle måneder siden var der premiere på filmen ”Væbnet med ord og vinger”. Filmen handlede om digteren Michael Strunge, et lysende talent, hvis liv sluttede da han sprang ud fra fjerde sal en martsdag i 1986 kun 27 år gammel. Hans død var en underlig og næsten mytologisk gentagelse af en hændelse knap fem år tidligere. Dengang var det Ole Sarvig, en anden visionær og kraftfuld digter, der sprang i døden fra et vindue højt oppe. Ole Sarvigs død gjorde dybt indtryk på Michael Strunge, som skrev digtet December om den nat, Sarvig døde. Digtet begynder sådan her:

Jeg er vred og bange trængt af verden i mit rum/hører tunge åndedrag i hovedtelefonerne/og får endelig med rystende hænder/tændt for grammofonen og sat nålen i ”Faith” med The Cure”.

De to digtere tilhørte forskellige generationer. Sarvig blev født i mellemkrigstiden og præget af anden verdenskrigs rædsler. Michael Strunge tilhørte firsergenerationen, der blev formet i modsigelse til 68-generationen. Det visionære havde de til fælles og angsten for den kolde krigs verden. Der er en næsten profetisk kraft i deres digte, en åndelig eller religiøs dimension, selv om Strunge ikke som Sarvig var bekendende kristen. Der er selvfølgelig en grund til at det netop er sangen ”Faith” (tro), som pickuppens nål finder i vinylpladen med The Cure.

Man kan næsten sige at slægtskabet mellem de to føres videre i disse år, hvor de begge findes frem fra glemslen og deres bøger hentes ned fra hylderne og støves af. Michael Strunge har fået sin film og Ole Sarvigs digte var for nylig emnet for en hyldest-aften på Jazz House, hans bøger er igen til at købe (som e-bøger) og sidst men ikke mindst bliver adskillige af hans digte i disse år udgivet som salmer med nykomponerede melodier.

Måske skyldes den fornyede interesse at vi igen befinder os i en krisetid. Euforien efter murens fald og 90’ernes tilsyneladende ustoppelige opsving har fortaget sig, godt hjulpet på vej af politikere, der gerne puster til den dystre krisestemning for egen vindings skyld. Troen på at menneskelighed, idealistiske principper, omtanke og viden rummer løsningerne på tidens problemer udfordres fra alle sider.

Måske søger du så ind i kirkens rum, for at finde et roligt punkt i verdens hvirvelstrøm. Og her, dybt i sjælen, finder du fodfæste. Her finder du ham, som blev menneske for vores skyld. Ham, det mest menneskelige menneske, som nu i 2000 år har vandret gennem verden og menneskene. Ham der holder os fast på vores menneskelighed, på at også vi skal løfte hovedet, skyde hjertet op i livet og være mennesker i verden.

Gud Menneske, Gud vandringsmand,

som færdes dybt i sindets land

Mød os i angstens tid og skov,

Du talte om imens vi sov.

 

Så gådefuldt at vi er til

Som skæbne mellem dyr og Gud.

Sig os, Du klare, hvad Du vil

i dunkelheden. Løs os ud!

(Ole Sarvig, 1981. Findes i Kirkesangbogen som nr 983 med melodi af Fuzzy)

Teksten er bragt først gang i Kirkeladet, Lundehus Sogn nr 1, 2018.

 

Lidelse

Når noget gør ondt skal det ordnes, så smerten kan holde op. Lidelse er et problem, der skal løses. Sådan tænker de fleste af os vel. Og det er da også svært at forestille sig noget mere ufølsomt end at sige til en person i smerte eller sorg at der er noget godt i lidelsen. Derfor kan det virke underligt, måske ligefrem frastødende, at den kristne tro har et lidende menneske som sit centrum. Det er heller ikke noget vi bryder os om at gøre alt for meget ud af. Lundehus kirke er tidstypisk hvad det angår: Der er ingen afbildninger af den lidende Kristus. Der er kors, både i hvælvingerne og på alteret, men det er tomme kors. Korset som symbol. Man kunne også sige at det er korset efter opstandelsen. Fortællingen sluttede som bekendt ikke med Jesu død på korset. Hans nærmeste fik lov til at tage ham ned af korset og begrave ham allerede samme dag. Og lige som dengang, han blev født, blev han lagt til hvile på et leje, der ikke var hans eget, men et lån fra Josef fra Arimatæa. Det var dén hule kvinderne kom til søndag morgen, den første dag i ugen. Det var dér, det hele begyndte, da kvinderne vendte tilbage fra graven med budskabet “Han er opstået, han er ikke her”. Det er altså med god grund at korset er tomt. Korset er blevet et opstandelseskors i stedet for et langfredagskors. Sejren har afløst lidelsen.

Sådan har det bestemt ikke altid været. På Museum Lolland-Falster, i Maribo, findes en fin lille udstilling om krucifikser. Her kan man se hvordan man i perioder har dyrket lidelsen. Den gyldne, sejrende Kristus, som vikingerne blev omvendt til, får træk, der er mere og mere menneskelige. Kroppen synker sammen, så man virkelig ser hvordan kroppens vægt hænger i naglerne på korset. Hovedet bøjes ned i smerte og ansigtet har tydelige træk, der viser lidelsen. På udstillingen ses det, hvordan man kan spore mange lag maling på det samme krucifiks. I 1300-tallet ændres bemalingerne, så blod og sår bliver fremhævet. På nogle af de udstillede krucifikser vises korset som livets træ, der er blevet fældet og har fået grene og kviste kappet af. Fortvivlelsen synes total.

Det er ikke svært at forstå, når man tænker på hvordan lidelse og død var nærværende i menneskers liv i middelalderen. Men i dag? I dag vil vi hellere tænke at lidelsen kan undgås. Vi hylder gerne dem, der står på toppen. Dem, der overvandt problemerne og har en succeshistorie at fortælle. Det handler om at have noget at stræbe efter, noget at inspireres af og se op til. Den lidende Kristus forstyrrer den fortælling. Ingen grund til at stræbe efter at komme til at hænge der på korset. Bevægelsen går den anden vej. Det er ikke os, der skal stræbe efter noget, men Jesus der kommer til os; i lidelsen. I dag er det ikke pest eller koldbrand, der får os til at lide. Lidelsen er måske mere usynlig, men den er der. Den er i os og den er omkring os, selv om vi helst vil gøre de syge, de fattige og de udstødte til tal på et regneark. Det er i lidelsen Kristus kommer os nær med budskabet om, at selv om du er ramt på dit liv, din tilværelse og dine relationer, så er du ikke skadet i den inderste essens af dit væsen. Det er budskabet i den lidende Kristus. Det dybeste mørke er ikke et gudløst sted. Der er ikke noget, der hedder et uværdigt liv, for Jesus har stillet sig solidarisk selv med den mest fornedrede. Der er ikke noget liv uden ansigt, for Gud kommer til den, der lider. Det er altid et ”jeg” og et ”du”, når Gud løfter sit åsyn mod dig og giver dig fred.

Nødvendighed

At stå over for et andet menneske forpligter. Uanset hvad, skylder man dét menneske at få lov til at fortælle sin historie, at få lov til at være menneske. Den forpligtelse gør S op med i sin nye politik vedr. flygtninge og invandrere. Et af elementerne er, at man ikke længere under nogen omstændigheder har mulighed for at søge asyl på dansk jord. Argumentet er, at det er mere retfærdigt, hvis det er ”ens for alle”. Alle sager skal omdirigeres og behandles i ”lejre” og ”modtagecentre” langt fra Danmark. Ideen er kuldegysfremkaldende i al sin rationalitet, fordi de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.

Udspillet fra S hævder at bunde i nødvendighed. Det er nødvendigt at ”gøre noget”, fordi samfundet ellers forandrer sig for meget og for hurtigt. Instinktivt føler mange måske at det er rigtigt, men der gemmer sig nogle underlige antagelser i udsagnet. Hvad er det, der har forandret sig? Her i København er det i hvert tilfælde sådan at den danske sang ikke længere kun er en ung blond pige. Her findes alle nuancer og jeg har ikke tal på hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling i min søns børnehave. Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som – på nær dem fra MGP – stort set er de samme som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.

De mange dommedagsagtige fremskrivninger af hvor mange ”fremmede”, der vil være i Danmark om x antal år, synes at bygge på den antagelse at disse ”fremmede” vil vedblive med at være fremmede. Eller sagt mere råt for usødet: At en person med brun hud eller en person, der ikke er kristen, aldrig kan blive ”rigtig” dansk. At sprog, skolesystem, uddannelse og arbejdsmarked ikke er nok til at forme disse mennesker og gøre dem danske.

Det er klart at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale. Men er det virkelig sandt at Danmark og alt dansk er truet på sin eksistens? Tidligere tider har rummet store forandringer. Sidste år fejrede vi reformationen, en voldsom og gennemgribende omkalfatring af hele samfundet. Stavnsbåndets ophævelse, Grev Bernstorffs jordreformer, Grundloven og afskaffelsen af enevælden var forandringer så store at vi knapt kan forestille os det. Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en reformation eller en grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.
At mennesker sætter livet til på flugt og udnyttes af kyniske menneskesmuglere er naturligvis et problem, som vi skal forholde os til. Men vi må ikke tabe det menneskelige møde af syne. Nogle vil måske hævde at det, jeg her fremfører, er udtryk for en utopisk idealisme, der har mistet enhver jordforbindelse. Eller at det er udtryk for en trang til at hæve sig moralsk over andre. Min påstand er, at det forholder sig stik modsat. Det nødvendige er ikke at se bort fra mennesket. Det nødvendige er at se mennesket. Det er ikke moral, det er noget, der kommer før moral.

At se mennesket som et ukrænkeligt individ med rettigheder, med ret til et ansigt og til sin egen fortælling er selve det fundament vores egen menneskelighed står på. Individets nødvendighed viste sig efter anden verdenskrig. Efter en krig, der fratog mennesker deres individualitet i en grad så Holocaust blev mulig, kom den tvingende nødvendighed til syne: Et menneske er et menneske er et menneske. Uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion har det enkelte menneske en unik, umålelig og umistelig værdi. Det er ikke en luksus, som følger efter færdigbehandlingen af asylansøgningen eller finansloven. Når mennesker gøres til ansigtsløse elementer af etniske, sociale eller religiøse grupper går det ud over vores egen menneskelighed.

Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad 4. april 2018. Læs kommentaren i avisen her