Nølev kirke, den 3. marts 2023

Åh Gud!

Som året går/skal vore sind

Nu vandre gennem/vinter ind

Som træet nu/står tomt og bart

Skal vi dets tanke/skue klart.

og hvis du faldt/som frøet ned

i jordens mørke/evighed

Hvis du er helt/alene, du,

så skal du se/din Frelser nu.

(Ole Sarvig)

Åh Gud! Sådan begyndte Erik altid sine prædikener med et suk og et stykke poesi.

For en lille uge siden drog Erik Bastian Bock sit sidste suk. Det var i lejligheden i Århus, højt til vejrs med udsigt over den by, hvor så meget begyndte.

Her levede Erik det meste af sin barndom i præstehjemmet med den store søskendeflok, han kom på Århus Katedralskole og senere på universitetet, hvor han lærte at kede sig til Løgstrups fænomenologiske forelæsninger. Så foretrak han syrebadet og den friske luft hos Sløk.

Den egentlige begyndelse var på Falster, hvor hans far var præst før han kom til Frue kirke i Århus. Eller måske den egentlige begyndelse var Sønderjylland, hvor begge Eriks forældre kom fra. For Erik var det hans åndelige hjemstavn.

På den måde hørte Erik til i flere tider; på én gang forankret i noget langt tilbage og senere, i sin præstegerning, langt forud for sin tid.

Erik trivedes bedst med modsigelsen. Når enigheden og samtyggeriet bredte sig, satte han helst en slåskamp i gang, bogstavelig talt eller i overført betydning. I København skabte han rabalder og ballade omkring sig. Der gik en usynlig bro – eller måske snarere end hemmelig tunnel – mellem Nørrebro og Christiania, hvor Erik hvilede ud, når det blev for hidsigt på Nørrebro. Med årene skabte Erik et tilflugtssted for mennesker af alle slags i sin præstegård; en slags læhegn, hvor man kunne drive ind i kortere eller længere tid og finde ly.

For jer børn, var det ikke altid lige sjovt at være midt i al tumlen. Alligevel skabte Erik små øer for jer, stille steder, som du har kaldt det Jonathan, foran på stangen på cykel gennem byen eller ude ved Rude; med flødeskum og leverpostejsmadder.

Ethvert menneske er en verden, det er sådan noget Erik kunne finde på at sige. Erik var en stor, strålende, labyrintisk svimlende og fortryllende verden. At komme ham nær var at få et kig ind i den verden, hvor der kan siges store ord og drømmes vidtløftige drømme.

Du skal skabe dit eget kongerige, var også sådan noget Erik kunne finde på at sige. Eriks kongerige strakte sig gennem tider og lande, Rom og Perugia, fra den tidlige kristendom blandt koptere og i østkirken til hedenskabet og 10.000 års nordisk folkekunst, vikingetogter til Canada og med nybyggere i Californien; fra fortidsminder i skoven ved Moesgård og til Tanzania og østafrika. Erik søgte til de steder, hvor der var billeder og poesi. Det bar han med sig; hans kamp var en kamp for bringe billeder og drømme ind i en søvnig og forstenet kirke og en affortryllet verden.

Erik var sommerbarn, født i juli måned, og sommertiden var en højtid. Det var festsæsonen, når der var besøg af brødrene fra USA og Canada, det var kajaksæsonen og tiden til at slå sig ned i Rude med ”Havet under mit vindue”. Det med tiderne gjorde sig også gældende når Erik holdt taler til festerne. For Erik var det et øjeblik uden for tiden, for de fleste andre var det en evighed. Det var Eriks lillebror Walter som huskede hvordan Erik havde det med at begynde på en tale, lige når isen var kommet ind. Så måtte man sidde dér og blive mere og mere jamsk, mens isen smeltede væk under sin frakke af flødeskum, dadelsirup og flødeboller.

I al den uro og tumult, som også kunne tage overhånd når Erik gav efter for en mani, så beholdt Erik sin barnetro. Ikke som naive forestillinger om Gud eller verden, men som en vished og en sikkerhed, som gik helt tilbage til dengang den lille Erik ville være præst lige som sin far. Hver aften bad han sit Fadervor, en bøn han reflekterede over livet igennem. At miste Annelise, sin lillesøster, som han havde kørt parløb med igennem så meget, var et grundskud, som formørkede blikket.

At møde dig, Marianne, blev en uventet gave. Med dig fik livet lethed og humør. Nye verdener åbnede sig i mødet med din familie og Erik slog sig med fornøjelse ned i dine stuer. Herfra kunne han se den sidste tid i øjnene med ro i sindet og med taknemmelighed og glæde over alt det, I delte med hinanden.

Erik var ikke bange for noget (næsten), heller ikke for døden. Han ventede på den med en vis nysgerrighed i forventningen om at det forhærdede tidselgemyt og den hjertets hårdhed, som han begræd i sig selv, ville blive blødgjort dér på den anden side.

En af de teologer, Erik vendte tilbage til, var Otto Møller. Otto Møller skriver om, hvordan han i et syn så Kristus gå foran gennem dødsriget og drage de døde med sig ud af dødsriget og ind til de himmelske boliger, hvor natten er lys som dagen, mørket er som lyset. I dag følger vi Erik det sidste stykke, vi sender ham afsted på vandringen til de levendes land. Måske er det som når der blev leget bro bro brille til festerne i Hans Tavsensgade, en syngende gang ind til lys, fest og hengivelse og ingen kommer i den sorte gryde, men der er smukke engle til at tage imod.

Vi andre lever videre med dansen og kærligheden i hjerterne i troen på at Erik nu skal være gæst ved den himmelske bryllupsfest hos den Gud, hvis kærlighed favner både levende og døde.

Salmer:

754 Se nu stiger solen

46 Sorrig og glæde

122 Den yndigste rose er funden

536 Udrust dig, helt fra Golgata

Ved graven: 598 O Gud, du ved og kender

Læsning: Johs 14, 1-7

Billedet: Solopgang ved Rude Strand, 26. februar 2023