Category Blog

Tidens forslugenhed

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Prædikerens Bog 3,1-11

Utidig

Tænk hvis de lå sådan, ordentligt ved siden af hinanden, tiderne. I pæne kategorier, så man vidste, hvad man havde at regne med. “Nu er det tid til at danse”, “nu er det tid til at holde klage”. Det er så pinligt når man gør det modsatte og danser, mens alle andre klager – eller omvendt kun har lyst til at klage når alt omkring én går op i en højere enhed af fællesdans. Eller tænk hvis man på forhånd vidste at man godt kunne glemme alle sine anstrengelser for at sy sammen, fordi det faktisk var tid til at rive itu. Eller hvis man vidste besked, så man aldrig aldrig kom til at omfavne på de forkerte tidspunkter.

Som regel falder tiderne over hinanden, halser efter hinanden, eller hænger fast i andre, allerede tilbagelagte tider; kæmper om pladsen. Ofte slår tiden følge med tvivlen. Er det nu? Var det tiden til at tale? Eller var det i virkeligheden tiden til at tie?

Alt er til stede

Og så er der de tidspunkter, som er uden for tiden. Når døden rammer og der går hul på tilværelsen. Det er tiden, hvor man mister, men også tiden hvor man samler. Den døde kommer nær. Al den tilbagelagte tid, man delte, kommer ligesom til stede i ét nu. Fraværet af et elsket menneske, får netop dét menneske til at manifestere sig så levende. Nuets ikke-væren bliver en intens væren i tanker, følelser og minder samtidig med at sorgen afmægtigt kaster liner ud i den fremtid, som nu skal bygges om, iklædes andre forventninger og planer.

En veninde sagde for nylig til mig: ”Da min mor døde, var det som om alt blev min mor”. Jeg forstod hvad hun mente. At forholdet til moderen ikke længere var en relation til et konkret menneske med et sted og en tid i verden, og at den relation derfor var på spil over alt. Kærligheden til moderen mistede sin rettethed og rykkede ind i hende i stedet, så hun nu oplevede igennem den. Relationen til moderen blev den rude, hun så verden igennem.

Ifølge prædikeren skal vi affinde os med at det tilkommer Gud at lægge tiderne til rette for os, udmåle dem. Vil skal blot bie og tage imod den tid, der kommer, hvordan den så end er, og hvad den så end bringer med sig. ”Time will come and take our love away” siger Shakespeare i en af sine sonetter. Han skriver om vemodet ved at leve med tiden som vilkår. Fordi alting eksisterer udstrakt i tid, vil alting blive til og forgå i en stadig vekslen. Også det eller den vi elsker, vil tiden æde sig ind på, for til sidst at tage den elskede fra os.

Tidens fylde

Læser man prædikeren i Septuaginta, den antikke græske oversættelse af Det Gamle Testamente, er der to forskellige ord for tid i spil. I den første linje, alting har en tid, står chronos for tid. Vi har ordet på dansk f.eks. i kronometer, en gammeldags betegnelse for et ur. Et kronometer er netop et apparat, der måler tiden, sådan som det angives med visere, tal og streger. En tid sat sammen af lige store stykker, der tilsammen giver en bestemt udtrækning.

I det følgende vers, En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at… står et andet ord for tid, nemlig kairos. Ordet henviser til det bestemte tidspunkt. Et tidspunkt bundet til en nærmere defineret situation. Kairos kan også betyde ”det rette øjeblik”, sådan som det ofte ses i Det Nye Testamente. I den forstand er kairos en form for tid, der ophæver tiden som udstrækning. De to betydninger mødes i udtrykket ”tidens fylde”, som for eksempel findes i Paulus’ brev til Galaterne: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn…”. Tiden er igen repræsenteret ved ordet chronos, men der er sket noget. chronos er ikke længere en nøje udmålt række af lige store bidder. Tiden er fyldt ud og fyldt op af dén begivenhed, som samlede alle tider i sig.

At få det tabte tilbage

Jesus blev født ind i tiden som den, der var til stede ved verdens skabelse og som den, der skal blive alt i alle når tiden ophører. Men han er også den, som giver den tid, der løb os af hænde, tilbage til os. I forsoningen er tiden aldrig forpasset. Selv den tid, der gik, bliver ny. Jesu liv, død og opstandelse er som et oprør mod tidens forslugenhed: At den, som Shakespeare skriver, berøver os det, vi elsker. I Kristus behøver vi ikke længere leve udspændt imellem alle livets forskellige tider. Det, vi har mistet, får vi tilbage. Det som vi samlede, kan vi dele ud, og det som vi spredte, finder vi igen. Guds nåde er den fylde, som ophæver tiden. Vi både planter og høster i samme nu, uden at vi véd hvordan det sker. Det er altid tiden til at elske og altid tid til fred. Dér er evigheden, eller rettere sagt her; lige nu og her. I livet fri af kronometerets stumper og stykker. Et liv hvor tiden ikke længere er stykkevis og delt.

For alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Men da tidens fylde kom, fik vi evigheden som gave og alt det med tidspunkterne – blev lykkeligt ligegyldigt.

En version af denne artikel blev bragt i Grundtvigsk Tidende, nr. 5, 174. årg, 14 juli 2022

Illustration: Alcides Herrera

Skabt i Guds billede

Den lille pige står med skæve fletninger og de sødeste smilehuller. Cowboybukserne poser lidt, t-shirten med de blå-hvide striber kan knap ses bag det store legobygningsværk, hun stolt holder foran sig.

Billedet gik rundt på internettet for nogle år siden, det er fra en gammel reklame og teksten til reklamen lyder: What it is is beautiful, på dansk noget i retning af ”Hvad det er, er smukt”.

Prinsesse eller ridder?

At billedet pludselig blev delt og kommenteret af så mange skyldtes, tror jeg, at det mindede os om en tid, hvor børn blev opdraget på en helt anden måde. Da en venindes søn bare få årtier senere begyndte i vuggestuen fik man ikke længere en mariehøne, en sol, en stork eller hvad det nu kunne være, som billede på sin garderobe. Det var ikke noget valg, det hed blå riddere til drengene og lyserøde prinsesser til pigerne. En af mine egne drenge havde engang klædt sig ud med kjole, smykker og neglelak. Det fik pædagogen i børnehaven til at mene at det nok var mine egne prinsessedrømme, jeg levede ud igennem min søn. At han bare var en dreng, der legede, faldt hende åbenbart ikke ind.

Eksemplerne siger noget om, at vores måde at tale om køn på altid har været i forandring. I nogle år har begreberne snævret sig mere og mere ind. Nu vides de ud igen. Samtalen om køn fylder imellem os, i os og i det offentlige rum. Og godt for det!

Skabt i forskellighed

I skabelsesberetningen står der at Gud skabte mennesket i sit billede, ”som mand og kvinde skabte han det”. Den sætning giver ikke meget hjælp i forhold til hvordan ”mand” og ”kvinde” defineres. Men den fortæller noget om at gudbilledligheden rummer forskellighed og differens. Der kunne lige så godt stå: ”I forskel skabte han det”.

Mennesker er forskellige. Og det helt store problem med de stramme definitioner er, at de indsnævrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Det store frigørelsesprojekt, som vores samfund er et resultat af, handler netop om friheden til at være menneske på mangfoldige måder.

Der vil altid være et behov for også at se på strukturerne i samfundet. Det er sådan noget tal og statistikker kan bruges til. Så vi kan få øje på, om nogle grupper forfordeles. Ligeløn skal ikke være en individuel kamp. Men det enkelte menneske er altid mere end tallene, statistikkerne og de snævre definitioner.

Samtalen angår også kirken

Sagt meget kort, er det spørgsmålet, som vi i kirken altid forsøger at besvare: Hvad vil det sige at være et menneske? Og nu, i denne tid, måske: Hvad vil det sige at være mand? Hvad vil det sige at være kvinde?
Bibelen har en hel del at sige om den sag, og det har vi selvfølgelig også hver især. I slutningen af april var der højskoledag om ”Kirke og køn” i Lundehus kirke (arrangeret i samarbejde med Taksigelseskirken).

Som samtalepartnere deltog Gitte Buch-Hansen, som forsker i Det Ny Testamente og professor emeritus Ditlev Tamm, som har skrevet om cross dressing. Som afslutning på dagen optrådte performer og forfatter Madame Nielsen i kirken. Der var stor interesse og livlig snak ved bordene. Samtalen er ikke slut, men det var godt at få begyndt.

En tidligere version blev bragt i ØsterbroLIV i april, 2022

5 salmer til januar måned

I januar 2022 havde jeg fornøjelsen af at vælge “Ugens salme” til siden Salmer.dk

De fem salmer, jeg valgte, er alle på den ene eller den anden måde i dialog med søndagens tekst og tiden i kirkeåret, men det er mit håb at disse små refleksioner er læseværdige året rundt.

Nedenfor kan du læse om:

Uge 1: “Sov sødt barnlille”. Tekst: N.F.S. Grundtvig, melodi: Th. Laub. DDS nr. 674

Uge 2: “Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Tekst: Petter Dass, melodi: Jákup vid Ryggjagard. DDS nr. 7

Uge 3: “Å Gud, vær du min ånde”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Fuzzy. Kirkesangbogen nr. 858

Uge 4: “Jeg véd at en og en er to”. Tekst Mirian Due og Marianne Søgaard, melodi: Marianne Søgaard. Kirkesangbogen nr. 979

Uge 5: “Som året går”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Per Nørgaard. DDS 720

Uge 1. Åndedrættets vinger

“Sov sødt barnlille”. Tekst: N.F.S. Grundtvig, melodi: Th. Laub

Ugens salme er som så mange Grundtvig-salmer: Fuld af gode ord som er skønne og lette at synge – og samtidig indholdsmættet og kompleks. ”Sov sødt barnlille” har jeg sunget med stor fornøjelse siden jeg var barn, ikke mindst på grund af Thomas Laubs vuggesangsmelodi.

I Ribe Domkirke, hvor jeg blev fortrolig med den, var de to første vers faste dåbsvers. De er da også lige til: ”Sov sødt barnlille, lig rolig og stille, så sødelig sov, som fuglen i skov”. Enkelt, kærligt, varmt. Næste vers er også indlysende, især når det synges som dåbsvers: ”Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst, slog kors for dit bryst”. Sådan tegnes der jo netop i dåben kors for ansigt og bryst. Senere hørte jeg dét om salmen, som alle præster elsker at fortælle. At den jo slet ikke er en vuggesang til et barn, men Grundtvigs trøst til sig selv. Den står da heller ikke med dåbssalmerne i salmebogen, men i stedet med et ”død” nede i hjørnet af siden, hvilket man i parentes bemærket godt kan ærgre sig over.

Det var først da jeg, efter endt teologistudium, arbejdede frivilligt på Nikolaj-tjenesten at salmen åbnede sig for mig. Jeg tog tit de sene vagter, så jeg kunne putte børn og derefter cykle ind til Nikolaj plads for at passe telefonen i nogle timer. Der var mange samtaler og de var alle svære på hver deres måde. Derfor gjorde jeg det til en vane at have en opslået salmebog liggende ved siden af telefonen. Imellem samtalerne læste jeg så et vers eller to af en salme, for bare lige at få et lille ophold inden jeg trykkede på knappen og var klar til næste opkald.

Jeg gik i gang med at memorere de øvrige vers af ”Sov sødt”. Det var som om netop den salme allerbedst udtrykte det, som der var brug for at sige. Både til dem, der ringede ind og til mig selv, som lyttede og baksede med det, som alle fortællingerne fra mennesker, som havde det svært, gjorde ved mig. Nætterne på Nikolajtjenesten gav mig et nyt blik på salmen, som en salme om Fadervor. Det er i dén egenskab vi skal begynde året med den, ligesom der blev prædiket over Fadervor nytårsdag. Hvad kunne vel være en bedre begyndelse på et nyt år?

Fadervor spiller en særlig rolle, ikke mindst for Grundtvig, som ord af Jesu egen mund. Det er det, som udfoldes i salmen, hvor ”Frelserens bøn” med ”åndedræts vinger” svinger sig op og blander sig med den himmelske lovsang. Dér, i englekoret, synger alle vores døde med, alle dem som ingen Djævel mere kan skade, fordi de i dåben har fået del i det evige liv. Der består et fællesskab mellem alle de døbte – både levende og døde, et fællesskab som udtrykkes med Fadervor.

I det sjette vers fuldendes bevægelsen. Fadervor blev sagt, råbt, sunget på jorden, Fadervor blev båret op til det himmelske, og nu ”drypper som duggen, der manna på vuggen”. Barnet – altså alle døbte – får simpelthen himmelske smuler fra englenes bord dryppet over sig. Mannaen som den himmelske spise, der mætter al sult, vedkvæger al tørst og stiller al længsel. En overflod af nåde! Derfor kan Guds barn nu ”sige godnat” til tvivlen og frygten og sorgen. Og så slutter salmen, så enkelte og vuggesangsagtigt som den begyndte: Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille.

Godt nytår!

Uge 2. Helliget vorde dit navn

“Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Tekst: Petter Dass, melodi: Jákup vid Ryggjagard.

Denne uges salme havde jeg lagt på is i adskillige år. Den er karsk og fyndig, insisterende og kraftig – kort sagt irriterende; i hvert tilfælde hvis man hører til dem, der får lyst til at vende om og gå i den modsatte retning, når der er optræk til, at der skal marcheres i takt.

At Gud er Gud om alle land lå øde og alle mand var døde udtrykker et gudsbillede, som tilhører tiden før det moderne, før oplysningen. En gammeldags idé om Gud som et metafysisk væsen på sin sky i himlen, som man ikke redeligt kan forkynde i dag. Eller sagt på en anden måde: Er Gud ikke kun Gud, hvis nogen tror? Og er det ikke også sådan, vi må forstå skabelsesberetningen, at Gud skabte mennesket i sit billede?

Som så ofte med det, som irriterer, er der to muligheder: Man kan undgå det, eller man kan zoome ind; stille skarpt og undersøge hvor det egentlig er, skoen trykker.

Det var en studietur til Færøerne der blev lejligheden til at tage irritationen over salmen op til revision. På Sandoy deltog vi i en degnegudstjeneste, en praksis, der som bekendt har været almindelig på Færøerne fordi der ofte gik lang tid imellem at præsten kunne nå frem til de mindre bygder. Degnegudstjenesten gjorde indtryk ved sin enkelhed og sin ydmyghed. Der blev læst op fra Bibel, bønnebog og postil, intet andet. Og så blev der sunget salmer, selvfølgelig. Fokus var på det egentlige: At samles for at høre evangeliet, og ens egne forsøg på at underholde og hitte på tog sig i sammenligning ud som netop dét, underholdning og hittepåsomhed. Til gudstjenesten sang vi ”Herre Gud dit dyre navn og ære”, men på den færøske melodi. Til forskel fra den norske springdans er den færøske melodi rolig og inderlig. Senere, i Thorshavn, hørtes melodien spillet af domkirkens enkle klokkespil.

Kunne den karske bekendelse i virkeligheden være noget andet? Og jo, det er den. Salmen er skrevet som en katekismussalme, over Fadervor. Bøn, altså, ikke bekendelse. Og det er netop derfor, den er ugens salme i et lille Fadervor-tema her ved årets begyndelse (se sidste uges salme). De vers, som udgør salmebogens nummer 7, er skrevet over den første bøn, helliget vorde dit navn. Med bønnen som klangbund snarere end bekendelsen får salmen en anden åben karakter. Tvivlen får plads. Ordene om at ”Gud er Gud…” kan nu læses som en udfoldelse af linjerne fra Luthers lille katekismus: ”Guds navn er helligt i sig selv, men vi beder i denne bøn om at det også må komme til os”.

Til videre læsning kan anbefales Mallings kommentar, som også rummer de øvrige vers af den oprindelige salme. Det hele kan findes på siden salmer.dk

Mere om melodien: I salmebogen står blot “Færøsk melodi”, men salmen har faktisk en komponist, nemlig Jákup vid Ryggjagard. Han levede på øen Nólsoy for omkring 100 år siden. Anne Mette Greve Klemensen, som er præst på Nólsoy, fortæller at han blev anset for at være lidt sær, måske retarderet. Jákup havde ikke noget arbejde, men han var god til at synge! Han kunne huske en sang eller melodi, bare han havde hørt den én gang, og ofte stod han ved kajen og sang, når fiskerbådene kom i land, eller han sang for dem, der arbejdede med høhøsten. Hvis der var en melodi, han havde glemt, fandt han selv på det, der manglede. Og det var sådan, melodien til Herre Gud, dit dyre navn og ære opstod. Mange havde hørt Jákup synge denne sang og folk i byen kendte den efterhånden også. Da en norsk biskop besøgte Tórshavn og bl.a. talte om Petter Dass, var der også nogle nólsoyborgere blandt tilhørerne. De fortalte biskoppen om “deres” særlige melodi, da de var gået på værtshus efter foredraget. Tilfældigvis var komponisten Jógvan Waagstein også til stede, og han skriver melodien ned og synger den for sin svoger, provst Dahl. Provsten beslutter sig for at oversætte de tre almindeligt brugte vers til færøsk. Waagstein brugte melodien i sin Olai-kantate som han skrev i 1930 i anledning af 900-året for Olav den Helliges død. Derfra blev den kendt overalt på Færøerne. I dag bliver salmens første vers sunget hver søndag, efter den apostolske velsignelse. I den færøske koralbog nævnes Jógvan Waagstein som komponisten, men han fik den altså fra Jákup vid Ryggjagard via nolsøboerne. Tak til Anne Matte Greve Klemensen for denne fortælling!

Uge 3. Guds glæde og Guds tårer

“Å Gud, vær du min ånde”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Fuzzy

Å Gud! Så enkelt begynder denne uges salme. Salmen er med her, fordi den er både enkel og inderlig samtidig med at den rummer et moderne gudsbillede (se sidste uges salme). Det er den store styrke ved Ole Sarvigs salmer, at de fastholder et nutidigt verdensbillede uden at miste poesien.

”Å Gud vær du min ånde, i dagens lyse bad, og lær min sjæl at bede, at den kan blive glad.” Første vers rummer en helt enkel fremstilling af bønnen som det daglige åndedræt, samtidig med at tanken ledes hen på hjertebønnen: Du i mig og jeg i dig.

I sidste uge berørte jeg spørgsmålet om Gud virkelig er Gud om alle land lå øde og alle mand var døde og spurgte om ikke kernen i skabelsesberetningen netop er, at Gud først er Gud idet der er mennesker, som tror. Eller mere præcist: Hvis Gud er kærlighed, så er Gud kun Gud i et kærlighedsforhold. Det var derfor, han skabte mennesket i sit billede.

Det er netop den tanke som udfoldes i salmen her, hør f.eks. den 7. strofe: ”Er vi den glæde, Herre, i rummets dybe sang, den sjæl, som du har ønsket, af duft og stof engang”. At sige at Gud er kærlighed, kan hurtigt blive meget abstrakt og begrebsligt. En filosofisk definition. Men Sarvig skriver Guds kærlighedslængsel frem. Gud elsker mennesket som duft og stof, ikke som et begreb, og mennesket er Guds glæde. I denne relation mellem det synlige og det usynlige bliver mennesket til – men det gør Gud også: ”Du ser og vi ser ikke, du er og vi er til” (strofe 8). Derfor lider Gud, når mennesket lider. Fordi mennesket er Guds kærlighed og Guds længsels mål. ”Og græd du når du så os, i verdensaltets bål?” spørges der i sidste vers. Når verden brænder, græder Gud. Om det skyldes atombomberne i anden verdenskrig, kemisk krigsførelse i Syrien, brændende oliefelter eller global opvarmning så er det mennesket, som ødelægger skaberværket og – idet, det glemmer Gud – også ødelægger sig selv. Og når mennesket går under, gør Guds kærlighed det også. Derfor spørgsmålet: ”Og græd du når du så os?”.

Underligt nok bliver tanken om frelsen som en belønning ved livets udgang ved med at dukke op. Som om Gud var en skolemester, som giver karakterer til sidst. Eller måske rettere en bademester, som enerådigt bestemmer hvem der må komme ind i hallen og hvem, der skal blive ude. Salmen her tager første Johannesbrev på ordet: Gud er kærlighed. Gud elsker mennesket, det er det eneste, der er at sige. Det er ikke en egenskab ved Gud. Kærligheden – til mennesket af duft og stof – er Gud. At mennesket frelses fra selvødelæggelsen er ikke en belønning. Det er Guds dybeste længsel.

Salmen har melodi af Lars Sardemann – eller den kan synges på ”Min død er mig til gode”. Endelig har Fuzzy lavet en melodi, hvor to strofer samles til én, ligesom det i øvrigt er tilfældet med salmebogens nr. 720, Året. Fuzzys melodi findes i Kirkesangbogen.

Uge 4. Det gådefulde alligevel

Jeg ved at én og én er to. Tekst: Mirian Due og Marianne Søgaaard, melodi: Marianne Søgaard

I betragtning af hvor meget spørgsmålet om tro som modsætning til viden(skab) fylder for mange mennesker, er det påfaldende hvor lidt, det fylder i vores salmer. I denne uges salme tager Marianne Søgaard og Mirian Due emnet op i en salme, der på en vis måde ikke gør meget væsen af sig, men alligevel får sat ord på en hel del.

Salmen er en personlig refleksion, med et digterisk ”jeg”, som den, der synger, kan identificere sig med eller gå i dialog med. Dermed er den del af en spændende tendens i det 21. århundrede, hvor gode digtere går til salmegenren med uforfærdethed og uden berøringsangst. Mirian Due har fortalt, at hun ligefrem blev opfordret til at forsøge sig med salmegenren på forfatterskolen. Det var nok ikke sket i Poul Borums tid, hvor de fleste kunstnere holdt kirke og tro ud i strakt arm. Salmedigteren gemmer sig ikke bag et ”vi” eller i en henvendelse til et ”du”, men tør sige ”jeg”. Salmen hører dermed til i den kategori, som man måske før i tiden ville have kaldt ”åndelige sange”, sådan som vi kender det f.eks. fra Brorson.

De helt enkle, næsten barnligt enkle, spørgsmål i første strofe åbner for en undren over livet og tiden. En plus en giver to – men hvad så derfra? Så er tingene ikke længere så entydige. Hvorfor er noget til? Hvad er tid?

Anden strofe handler om traditionen, som jo igen hører til blandt de ting som vi véd. De historiske kendsgerninger er noget, man kan gribe til som en form for stedfortrædende tro. Som præst hører man det ofte fra forældre til børn, der skal døbes. Det føles lidt for stort at kalde sig selv for troende, men barnet bæres alligevel til dåben på familiens og traditionens tro. Det smukke og stærke ved det er, at denne tilsyneladende ”lille tro” er så helt igennem stor nok, sådan som vi hører om det 3. søndag efter helligtrekonger, hvor Jesus taler om sennepsfrøet. Troens gåde udfoldes i dette ”Alligevel”, som indleder den tredje strofe.

Der er noget utrolig fint i at lade salmens centrale ord være sådan et upåfaldende ”alligevel”. Det ligner næsten et fyldord, men ordet betegner hele troens paradoks og troens rigdom. Som det lillebitte sennepsfrø rummer dette lille ord troens hengivelse og overgivelse. Jeg ved – og jeg tror alligevel! En moderne formulering af evangeliernes ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Det præcise og ukunstlede sprog i salmen, hele dens form og stil, udtrykker dens indhold. Fint understreget af Marianne Søgaards enkle og sangbare melodi.

I Kirkesangbogen, hvor salmen først blev trykt, er den placeret sammen i afsnittet af salmer om gudstjenesten og det med god grund. Traditionen og kirkerummet bliver indgangen til troen, som en løftestang. Kirkerummet behøver ikke være det fysiske kirkerum, det kan også være tankens kirkerum. Men der er en pointe i at der netop er tale om et rum, hvor man kan være til stede med sin krop og sammen med andre kroppe udgøre et fællesskab. Og der er en pointe i at det netop er i det rum, hvor mange andre før i tiden er gået hen for at gå til gudstjeneste. Troen og tvivlen, som er et vilkår for den enkelte, bæres af fællesskabet. Det er i fællesskab, ”i denne søndags menighed”, at troen og tvivlen kan holdes sammen som en helhed.

Den fjerde strofe griber tilbage til indledningen og slutter eftertrykkeligt: ”Jeg ved, at én og én er to! Jeg kommer til dig i min tro”. Uanset om det forstås bogstaveligt, som udtryk for det, at gå i kirke, eller overført, som det at søge Gud, er meningen klar: Det er troen, som giver bevægelsen.

Uge 5. Vinterstilhed

Som aaret gaar
– Saa vore sind
skal vandre gennem
vinter ind.

Som træet nu
staar tomt og bart,
skal vi det tanke
skue klart:

Hvordan det stod
paa bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod

Og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

Det træ er dødt…

Den 2. december sidste år døde min mor pludseligt og voldsomt og jeg blev tavs. Ikke tavs i prædikener og taler, for arbejdes skal der jo. Men tavs et andet sted dybt nede. Det menneske, som udgjorde et punkt af livfuldhed og glæde i mit liv; et menneske, med hvem jeg stod i en stadig udveksling af tanker, iagttagelser og refleksioner om stort og småt, var pludseligt væk. Det blik, som kun hun havde på mit til tider kaotiske liv, var forsvundet. Og hvad siger man så? Ikke noget. Der blev vinterstille.

En tidligere kollega og veninde til min mor sendte mig nogle ord fra Sarvigs salme til trøst:

De, der har mistet
alt, som I,
dem vil jeg tage
bolig i

usynlig
for alverdens sind
og bie dèr
paa sommervind

Der er en vinterstilhed i mange af Sarvigs digte. En venten på det, der skal komme. To begivenheder står ved begyndelsen af Sarvigs liv som digter: Farens død og Danmarks besættelse. To begivenheder, der på hver deres måde lagde et låg over tilværelsen og gav den en karakter af foreløbighed. Samtidig er der en intens sansning i mange af digtene. En solstråle, der glimter i sneen, en sporvogns hårde træsæde.

Jeg har ofte brugt salmen til alle helgen, netop på grund af linjerne om Kristus, der tager bolig i dem, der har mistet; som en kim af håb. Og jeg har lige så ofte brugt salmen her ved midvinter – kyndelmisse – hvor vinteren har sat sig dybt i kroppen. Opstandelsesbilledet fra Johannesevangeliet klinger med i hele salmen. Faldet ned ”i jordens mørke evighed” er bevægelsen gennem døden og ud til nyt liv. Det er dåbens bevægelse gennem vandet til frelse og måske også sorgens bevægelse frem mod en ny glæde over det menneske, der var. Et nyt håb bygget på dén kærlighed, som favner både levende og døde.

Citaterne her i artiklen stammer fra den første version af salmen, som findes i bogen ”Min kærlighed”, med undertitlen ”Epilog til en digtkreds”. Epilogen udkom i 1952, efter fire år uden digte fra Sarvigs hånd. Alle de tidligere digtsamlinger, fra debuten ”Grønne digte” (1943) til prosadigtet ”Legende” (1946), rummer tekster med et religiøst kristent indhold. ”Menneske”, det sidste bind i den oprindelige digtkreds, slutter med ”Frostsalme. For to eller tre” og det helt korte digt ”Ordet”. Og så kommer altså, efter nogle års pause, ”Min kærlighed”, der åbner med ”Aaret”, som jeg her har citeret. Sarvig genudgav det adskillige gange, altid i let ændrede versioner. Alligevel står det stærkt og skrapt skåret, i tyve korte strofer, som om han igennem de foregående digtsamlinger har fået skrevet sig frem til kernen af, hvad han vil sige, og nu efter nogle års pause er klar til at få det sagt.

Det er en salme, som rummer liv, død, opstandelse og håb. Den rummer den moderne tids motorlarm, der fræser gennem landskabet. Og den rummer en inderlig tro på at Kristus tager bolig i os, sådan at det nye træ vokser frem i hjerterodens forgreninger af vener og arterier. Dåbens bad af nåde og nadverens liv i Kristus er antydet, men netop som det usynlige i en vinterstille verdens venten.

For nogle dage siden besøgte jeg Sarvigs grav i Bavelse ved Glumsø. En grav helt uden blomster eller pynt. På overfladen er der intet liv, kun en enkel sten placeret yderst, ligesom på kanten af kirkegården, højt oppe i landskabet. Dér vender den væk fra kirken og kirkegården, ud imod det stille vinterlandskab med de høje træers nøgne grene som tavse vidner på, at livet venter i skjulte spirelag.

 

Ole Sarvig 100 år

I dag er det 100-årsdagen for digteren Ole Sarvigs fødsel.

Ole Sarvig står som en stor og mærkelig skikkelse i litteraturen. Han er læst af mange, men har aldrig dannet skole og var heller ikke selv del af nogen strømninger eller grupperinger. Han passer ikke rigtig ind nogen steder. Hans digte kan være både storladent patosfyldte, og nådesløst præcise. Han har skrevet blændende smuk prosa og kosmisk konkretisme. Han eksperimenterede med mange former, også i sine romaner, han oversatte engelsksproget litteratur fra Langston Hughes over Brendan Behan til Shakespeare.

Han var feteret og anerkendt, men lykkedes aldrig med det, han allerhelst ville: At skrive til scenen eller det store lærred. Hans død for egen hånd, præcis en uge efter hans 60-års fødselsdag, har kastet et tragisk skær over hans liv og hans værk. Han skrev hele livet, altid i hånden; på sedler og lapper, som han gik med i lommerne, indtil han havde så mange at han kunne begynde at sætte dem sammen. En sirlig, smukt rundet skrift, som først til sidst, da hustruen Helen var død fra ham og alkohol fyldte for meget, flød ud til uregelmæssige kradserier.

At skrive var en måde at opleve på, at komme i kontakt med den virkelighed, som syntes så svær forholde sig til. ”Virkeligheden ligger slet ikke fast for mig!”, sagde han i et interview til Poul Borum engang. Derfor måtte han skrive om sin oplevelse af verden. Om tidselflåderne på havet, om skovens blade, der stod i mærkelige vinkler mod sindet, om forladthedens strand og dét øjeblik, just ved 5-tiden, hvor vi tabte vores længe sammensparede værdighed. Om virkelighedens sporvogn, hvor sjælen skrumpler af sted på det hårde sæde og rammes af dén tanke: ”Man kan så nemt dø!”.

Sarvig voksede op i Skotterupgade, lige ved Ladegårdsåen. Hans barndoms land var alt det grønne lige bag ved byen, Fælledparken, Assistens kirkegård, åen og karreen, hvor han holdt af at ligge i vinduet på fjerde sal og se på verden. Han så på sine jævnaldrende, har han fortalt, på hvordan de gik og hyggede sig i tilværelsen, imens han selv faldt i staver og syntes at verden var et mærkværdigt sted.

Sarvig var et religiøst barn, sammen med hundredevis af drenge gik han til FDF og deltog i 30’ernes store ungdomsstævner. Måske var barndommens flokreligiøsitet og uniformerede massebevægelser medvirkende årsag til at han siden skyede alle -ismer og religiøse institutioner. ”Gruppemennesker” kaldte han foragteligt dem, der tog del i den slags. Sarvig var et religiøst menneske, et jeg, der søgte et du, som han sagde det til Iben Holk i bogen Tidstegn.

Det religiøse var en længsel efter klarhed, efter at bryde igennem til noget andet. Det var mystikerens vej, gennem sjælens mørke nat. En længsel efter det, som han fandt i glimt, intense øjeblikke af indsigt eller ekstase. Dit legems bløde pigeklo! Så bleg en blomst, der skulle gro ud af din tunge vases ro. I troens øjeblikke viser Kristus sig i verden, Kristusstenen, som binder tankens hvælving; Kristus, der går som en måne gennem kornet, eller omme bag lågerne med en mærkelig hat. Det er øjeblikke hvor al angst bli’r til ro og troen er som en blodbøg: et vidunderligt smukt træ, fuldt af sol, det grønne træ, som skifter og bliver rødt som blodbøgen, når det har stået tøvende/ i nogle dage.

Han oplevede verden i billeder, en synæstetisk sensibilitet, der får ham til at skrive om gader, så blege som en lunge i sprit, om bølgens sneglefod, og stjernerne som stimer af fisk, der står foran vinduerne om natten. Om murkantens bryn, og sindets skov hvor grene skygger, hvor der er lys, halvlys og skygge, som dagen går; og rifterne i skovens vævning har stier under sig. / Stille står jeg, bruser som en sjæl, vogter tavs på de mennesker, som går igennem mit sind.

I Sarvigs romaner er der mange spring. Springet som den suveræne gestus, der sætter en virkelighed, et før og et efter. Springet som skæbne og afgørelse. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Sarvig citerer Paulus på titelbladet til prosadigtet Legende. En af karaktererne i Stenrosen er krigstraumatiseret efter et faldskærmsudspring, der gik galt, mens Charles, hovedpersonen Jos store kærlighed i romanen Limbo, kaster sig ud fra en vippe og får knust kraniet mod bassinkanten. Romanen er Jos forsøg på at genfinde ham, som hun mistede: Det er, som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig igennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrede løv, så står du dér, inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang.

Sarvig sprang i døden den 4. december 1981, fra fjerde sal. Eller måske faldt han. Jeg har endnu ikke hørt to ens fortællinger om den aften. Der havde været fest, og vist nok et skænderi. Helt sikkert alkohol i store mængder. Sarvig var træt, drak for meget, sådan skrev vennen Torben Brostrøm efter hans død. Mange, der kendte Sarvig, fortæller om hans stemme. Hans stærke tilstedeværelse. Han skrev hele livet. Han skrev sig ind i virkeligheden og tog springet ud af den. Michael Strunge skrev dengang et digt om det. Og sprang selv nogle år efter.

Jeg lægger min sjæl
i viljebad,
i store flade skåle
med blege dages vand.

 

Og det, som skulle dræbe,
det dræber ikke,
det får kun ilden til at brænde
rødere, rødere
i de dybe nætter,
hvor kulsvierne går
og vogter deres miler.

Svaneflugt

I dag, da jeg kom cyklende forbi, så jeg fem svaner lette fra Emdrup sø. Det var den voldsomme lyd af deres basken og plasken, som fik mig til at se ud over vandet. Det tog overraskende lang tid for dem at få luft under vingerne. Som om det var svært for dem at løfte de tunge kroppe fri af vandet. Da de endelig fik højde på deres flugt dannede de en smuk formation på himlen, to voksne svaner og tre unge fugle, hvis fjer endnu var grålige.

Og jeg tænkte på at det nogle gange er sådan, der er. Som om man har en tung krop. Af dagligdag, af blinde vinkler, af erfaringer som man slæber rundt på. Erindringer om alle de gange, man stødte sammen med de andre og deres tunge kroppe. Som om man basker i vandoverfladen for at få luft under vingerne. Og så ser man op og der er håb, og håbet er frihed og lethed og man slipper og svæver.

”Du bliver ung igen, som en ørn” står der i en af Bibelens salmer.

I dag har jeg tændt lys for håbet. For lethed og svæv.

Refleksion fra tirsdagens aftensang i Lundehus kirke. Næste aftensang finder sted tirsdag den 2. november kl. 16.30. November måneds digter er Tom Kristensen.

Løgets kerne

Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i. Luk 1, 1-4

Prædiken:
”Hvad er sandhed?” spurgte Pilatus som verdens måske første attituderelativist.

I gymnasiet læste vi i ”Vildanden” hvordan Ibsen lader en af sine karakterer sige at ”tager man livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager man også lykken fra ham”. Det er en besnærende tanke, at disse gennemsnitsmennesker altså er henvist til at leve på løgnen, mens nogle særlige andre – og jeg var vel ikke den eneste teenager med hang til at inkludere mig selv i disse ”andre” – har styrken til at leve sandt og ærligt.

Men der findes ikke det menneske, som kan leve uden en fortælling om sig selv og sit liv. Det er gennem fortællinger at vi forstår os selv og vores verden. En anden forfatter, Günter Grass, brugte løget som billede. For hvert lag, man fjerner, er der blot et nyt lag. Der er ikke tale om at komme ind til nogen kerne. Et menneske er sine fortællinger og der ligger et vist hovmod i at ville kende den fulde sandhed om sig selv. At vælge sig én fortælling og undlade at forholde sig til alle de andre, kan måske kaldes at bemægtige sig historien om sig selv. Men er dét så sandheden?

Fortællingens magt er stor, og den, der slipper fortællingen løs, frisætter en vældig kraft, som ikke nødvendigvis er af det gode. Uden fortællingen om det tredje rige, genrejsningen af fortidens kejserdømme, havde det tyske folk måske ikke være så modtageligt for den nazistiske propaganda. Holocaust er et grelt eksempel, som undsiger sig enhver sammenligning. Men mange andre destruktive begivenheder og skæbnesvangre beslutninger har hentet deres næring og deres fremdrift i stærke fortællinger.

I Lukasevangeliets første vers er det fortælleren magtpåliggende, at fortællingen er ham overdraget. Fortællingen, eller rettere sagt fortællingerne i flertal, kommer fra nogle andre, øjenvidnerne og ordets tjenere, og genfortællingen tjener til at sætte både Lukasfortælleren og Theofilus i forbindelse med den overleverede historie.

Sandheden kommer altså ikke af det selvoplevede, selvfølte eller selverkendte. Sandheden kommer udefra.

Indledningen til Lukasevangeliet er en koncentreret beskrivelse af gudstjenestens situation, hvis vi tænker på gudstjenesten som dét sted, hvor vi sætter os i forbindelse med en fortælling, som er uden for os selv og som derfor ikke lader sig bemægtige. Samtidig er det i dybeste forstand netop dén fortælling som rummer sandheden om den enkelte og sandheden om ethvert menneske. Derfor er det på én gang en dybt personlig fortælling og én fortælling, som vi både bogstavelig talt og i overført betydning hører i gudstjenestens fællesskab.

I søndags (2. s.e. trin I, red) var det de fattige, blinde, vanføre, lamme og vildfarne, der blev inviteret til gudstjeneste. Alle vores fortællinger om alt det vi har og alt det vi kan og alt det, vi er, træder i baggrunden til fordel for dén fortælling, som vi ikke skal leve op til, men leve ud af. Den helt store fortælling, frelseshistorien, om verdens skabelse, fald og genløsning i Kristus, bliver os til del; rykker på sæt og vis ind i os, som enkeltmennesker og som fællesskab. Vores tilbliven, mødet med vores næste, hvor vi falder gang på gang og igen står ansigt med alt det vi ikke har og ikke er og ikke kan og genløsningen i nok engang at blive inviteret ind til den himmelske festbanket for at få at vide at vi sidder dér, til højbords, som Guds udvalgte, hellige og elskede.

Det er dén fortælling, som vi sætter os i forbindelse med idét vi holder den for sand, i troen. Uden sandheden er evangeliet – og de fire evangelier – en række fortællinger på lige fod med andre gode og stærke fortællinger. Men idet vi tror på den sandhed som evangelierne bærer frem, bliver evangeliet også fortællingen om dit liv og om mit liv og om vores liv. Evangeliet bliver dén fortælling, som alle vores andre fortællinger holdes op imod, prøves imod, gennemlyses af.

Vi kan ikke undvære de andre fortællinger, dem vi i en stadig strøm skaber som enkeltmennesker og som fællesskab. Men vi kan udsætte os selv for den anden fortælling. Den hvor vi ikke selv fortæller, men bliver fortalt; en fortælling om skabelse, fald og forsoning. En fortælling om at få sit liv givet tilbage til sig. En fortælling hvor det at leve ærligt, som et sandt menneske betyder at leve som et elsket menneske. En fortælling om Guds kærlighed.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Prædiken holdt ved Københavns Stifts præstekonvent 2021

Vand og Helligånd

“Det er det hellige”

Ordene faldt, da Tivolis store springvand skiftede vandformation, lige som vi passerede. Vi drejede alle hovederne ved fornemmelsen af vandets kølighed i luften, og så var det, den 8-årige sagde: ”Det er det hellige”. Jeg bad ham om at uddybe, for jeg vidste faktisk ikke, at han kendte ordet ”hellig”. Nok er han præstebarn, men det er trods alt ikke et emne vi taler om ved middagsbordet. Men, som han forklarede, ”det hellige, det er det som man ikke ser ret tit”.

Jeg synes, han har fat i noget. Som vi gik dér, sidst på eftermiddagen, mætte af oplevelser, solskin, farver og synsindtryk, så skete der noget. Vi standsede op, stod stille og var i et kort øjeblik ét med vandet, der glimtede i solen. Samtidige med os selv.

Vandet

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson er en mester i at beskrive disse situationer, hvor hele det apparat af vaner og tanker, der normalt holder os fast i en kendt virkelighed, i et kort øjeblik forsvinder, og det er som om der i ét nu kun eksisterer en tynd hinde imellem én selv og en anden, strålende verden. Som gennembrud af noget større.

I hendes bog ”Gilead” er det den gamle præst John Ames, der oplever disse glimt, når han ser på sin søn, der leger med vandet i solen. John Ames er blevet far for første gang i en høj alder, og det er i kontrasten mellem det lille barn og den gamle far at sprækkerne opstår. Barnets fortryllede og ubegrænsede verden over for den gamle mands erfaring af livets endelighed. Fordi John Ames er et troende menneske, ser han verden som en gave fra Gud. At der oven i købet er kommet en stor kærlighed og et lille barn ind i hans liv ser han som ren nåde.

Indbrud af kærlighed

Da musikeren Peter Bastian mødte en stor kærlighed i en høj alder kaldte han det et indbrud af kærlighed. Han havde ikke bedt om det. Kærligheden trængte sig ind på hans enemærker, brød ind i det liv, som han egentlig gik og troede, han havde styr på. Med indbruddet af kærlighed kom en ny dimension ind i hans liv. En dimension, der gjorde at han åbnede sig for at se livet som en gave fra Gud, at han åbnede sig for Guds nåde – og blev døbt.

Det hellige

Dåbsvandet, det er det hellige. Vandet er Åndens element. Den gamle John Ames ser vandets velsignelse over alt, uanset om det er børn, der leger at de døber en kat, unge forelskede par, der sprøjter vand på hinanden eller hans lille søn, der blæser sæbebobler op imod himlen. Vi andre oplever det i korte, intense øjeblikke: At livet er ren nåde, at tilværelsen er fuld af Ånd, at vandet er helligt. Man ser det ikke ret tit. Men man ser det.

Ord, ord ord!

Kristi himmelfart – konfirmation, 13. maj 2021 kl. 10.30
LUNDEHUS KIRKE

”Hvordan går det?” er et enkelt spørgsmål. Men det er ikke altid så let at svare på. How are you? Siger man på amerikansk. Da jeg som ganske ung opholdt mig i USA lærte jeg på den hårde måde – eller rettere sagt på den pinlige måde – at det ikke er meningen at man faktisk skal begynde at fortælle om hvordan man har det. “How are you” betyder simpelthen ”goddag” og man svarer med et ”fint, tak” eller – hvis man virkelig har det elendigt – måske med et ”I’m ok”. Men, spøg og pinligheder til side; det er jo ikke kun i den slags situationer at det kan være svært at finde de rigtige ord. Det er faktisk rigtig svært at sætte ord på den slags: Hvordan man har det, hvad man føler, hvad man oplever. Tænk bare på fodboldspilleren, der lige har spillet en fantastisk kamp og får stukket en mikrofon op under snuden. Vi ved at oplevelsen må være helt utrolig – men de ord, der bliver hæftet på, siger som regel ikke så meget. Det er simpelthen svært at finde et sprog for det største og det vigtigste og det dybeste.

Gå ud og prædik! Siger Jesus. Prædik frelse og fortabelse! Og det har vi så forsøgt i nogle århundreder. Med større og mindre held. Jesus selv fór til himmels. På gamle altertavler og kalkmalerier ofte illustreret med et billede af Jesu fødder på vej op i en sky. For hvordan skulle man ellers vise det? Hvordan maler man et billede af det, der ikke er her?

Jesus kaldes også for Ordet. Fordi han i sig rummede det hele. Kraften til at skabe og til at helbrede, det vigtigste og det dybeste. I beretningerne om Jesus er det tydeligt at de fleste bare på en eller anden måde fornemmer, at det er sådan. De vil gerne holde sig til ham, for hvor han er, er der liv, kærlighed, håb, glæde. Men da han fór til himmels fik vi til opgave at finde ordene. De ord, der skal beskrive vores liv, vores kærlighed, vores håb og vores glæde. Og også nogle gange vores frygt, vores sorg og vores indre mørke.

Derfor er der mange ord her i kirken. Fordi vi kræver meget af vores ord. De skal kunne alt det. Derfor har vi også brug for musikken. Fordi den løfter ordene, folder dem ud og bliver sit eget sprog, ord på sjælens sprog. Vi har også brug for særlige ord, som ikke bruges så meget i det daglige. Ord som nåde og miskundhed, synd og forsoning, forlad os vor skyld og ske din vilje. Og kærlighed på tusind måder. “Kærlighed” siger vi igen og igen, for at give netop dét ord hele den store og rige betydning, som hænger sammen med alle de andre ord. Man kan leve fint og godt i årevis uden de ord. Men i løbet af et liv får man brug for dem engang imellem. Så er det kun de store og sjældne ord, der kan udtrykke, hvordan, man har det og hvad man oplever. Så er der brug for musikken, skønheden og de særlige ord. Giv mig nåde og miskundhed. Så mærkelige var de ord Kim Larsen fandt frem, da han stod ved slutningen af livet. På coveret til dét album står han med stok og lang frakke. Han vender væk fra os der ser på billedet og har i stedet ansigtet vendt mod en vidt åben himmel, som om han er lige på vej derop, lige i hælene på Jesus. Nu var Kim Larsen ikke Jesus, han var blot en af de mange, der forsøgte at sætte ord og musik på de spørgsmål: Hvordan har du det? Hvad føler du? Hvad oplever du?

Også de små tekststykker, jeg har læst i dag fra Bibelen, er skrevet af mennesker, der forsøgte at sætte ord på. Nogle bruger krigeriske ord som ”magtfulde scepter”, ”hersk” og ”Kampdag”, andre bruger skræmmende ord om dom, slanger og dæmoner. Alle forsøger de at sige at den kraft, der udgår fra Ordet er noget helt særligt. Altså Ordet, som i Jesus Kristus selv og ordet om Jesus Kristus. Dét er pointen: Han er her ikke, han fór til himmels. Men netop derfor er han her alligevel, i Ordet. Det er egentlig det enkle, som vi bruger så mange ord på at få sagt: I det Ord er der kærlighed; nok til at trøste alle ensomme sjæle i hele verden. Der er glæde; nok til at få hele jorden til at danse. Der er tilgivelse; nok til at bryde alle forskansninger og mure ned. Og der er styrke; nok til at give alle undertrykte og bange sjæle mod til at handle næstekærligt. Der er også kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke nok til alle os, der er her i kirken i dag. Til jer, der er unge, og står i begreb med at begive jer ud på det ufatteligt smukke, spændende og udfordrende eventyr, som er livet. Og til os, der er halvgamle og trætte og har prøvet at træde ved siden af en gang eller to eller flere. Det er der. Også i vores liv. Det er lige her, i Ordene, i fortællingerne, i dåbens vand og i nadverens brød og vin.

Der er heldigvis mange, der er gode til at sætte ord på. Digtere, fortællere, musikere og komponister. Alle de ord og toner, kan vi andre låne af. Men det vigtigste er ikke de ord, vi kan låne for at sige dem. Det vigtigste er, at vi også selv kan være de ord. Vi kan selv gå ud i verden som kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke. Og når vi så synes at vi ikke har mere at give af. Så kan vi gå hen i kirken, f.eks, eller til salmerne, til Bibelens fortællinger, til musik eller billeder. Og dér kan vi hente mere af det hele, så vi har mere at give ud af.
Det er den frelse, som der tales så meget om. Frelsen er ikke en præmie, man får til sidst. Frelsen er det at have fundet Ordet, kilden, hvor kærligheden aldrig slipper op.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

For den var meget stor

Påskeevangeliet ifølge Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markusevangeliet 16,1-8

Påskeprædiken

En sten! Det er som om det ikke er til at blive færdig med den sten! Den indtager nærmest en rolle som en person i fortællingen. Kvinderne taler om den, den bliver karakteriseret som ”meget stor”.

Sten er heller ikke sådan at komme uden om. Det ved man, hvis man her leget i et vandløb og bygget dæmninger af strå og sten. Vandet må finde en vej omkring, danne nye små løb og strømme. En sten er så håndgribelig. Hvis jeg slipper den sten, jeg holder her i min hånd, vil den falde tungt til jorden. Tyngdekraften er en af naturens love. Og når ikke lige man snubler over en sten og slår sig, så skal man jo være glad for tyngdekraften. Den har vi indrettet os efter. Men stenen – hvem skal kunne flytte den, så kvinderne kan tage sig af den døde Jesu krop og salve ham efter traditionen?

Grænseløst

Der findes en stærk fortælling i vores kultur om at alt, som man kan tænke sig til, også er muligt, man skal bare tro på det. Du kan, hvad du vil! Tro på dig selv! Og lignende talemåder er populære i deres grænseløshed. De tager os ind i en vægtløs verden, hvor alt godt kan ske for den, som vil; hvor alle drømme kan blive til virkelighed. En verden hvor snublesten som social arv og ulige behandling på grund af køn eller etnicitet ikke eksisterer, en verden hvor mennesker ikke kommer ud for banale uheld som er uden for deres egen kontrol. Med andre ord: En verden, som ikke findes. Når vi her i kirken og særligt her til påske taler om tro, så er det ikke en opfordring til at træde ind i sådan et vægtløst rige, hvor stenene ikke falder tungt til jorden og os med dem, når vi snubler. Tværtimod. Den sten, der er væltet fra indgangen til graven, er en virkelig sten, tonstung, umulig at flytte for et par kvinder eller mænd uden løftestænger og andre redskaber.

Fæstnet til verden

Opstandelsestroen er fæstnet til denne fysiske, håndgribelige verden. Det er det, der er hele pointen. Selv om Jesus og kvinderne levede mange århundreder før Newton, så kendte de selvfølgelig godt naturens love. De havde også leget ved et vandløb, mærket tyngden af en sten i deres hånd. De havde også prøvet at snuble og falde med et bump til jorden. Derfor bekymrede de sig om dén sten og hvordan, de skulle få den væltet fra graven. Og derfor blev de bange, da de så at den var væltet fra. Jesu opstandelse modsiger både dengang og nu alle naturlove. Samtidig er Jesu opstandelse ikke en tåget drøm; ikke en tro, som skal hentes i menneskets eget indre. Jesu opstandelse er en begivenhed uden for os selv, som vender alt, hvad vi tror, vi véd om verden og om livet på hovedet. Men uden at vende verden ryggen, eller forsøge at ophæve den.

Nye betingelser

Det er netop fordi opstandelsen, den tomme grav og den tunge sten, hører til i vores fysiske verden, at underet er så stort og så livsomvæltende. Opstandelsen forkynder at mennesket er mere end kæder af årsager og virkninger, som bestemmer hvem, vi er, hvad vi føler og hvordan, vi handler. Det er heller ikke nødvendigt at drømme sig ind i en ubarmhjertig verden, hvor du kan hvad du vil – indtil du ikke kan det længere og havner på bunden blandt dem, der ikke var stærke nok eller målrettede nok eller bare ikke lykkedes med det, de drømte om, og derfor må skrives ud af den fælles fortælling. Guds kærlighed har ændret vores liv. Der er sat nye betingelser, ikke fordi du eller jeg har gjort noget særligt. Det var Kristus, der ofrede sit liv for at give os vores liv igen. Og det var Guds kærlighed, der vandt over døden og hentede ham ud af graven.

Ny virkelighed

I den nye virkelighed, opstandelsens virkelighed, er der ikke vindere og tabere; ikke dem, der lykkes og dem, der ikke gør. Hvert eneste menneske er så dyrebart i Guds øjne, at Kristus ville lide og dø for det. Han døde og opstod for dig og for mig; for dem, vi ikke kan lide; for dem, vi foragter og for dem, vi frygter. Han døde og opstod for dem vi misunder, for dem, vi elsker og for dem, vi ikke kender. Èn gang i verdenshistorien skete det: Stenen faldt ikke til jorden, den var væltet fra.

KIRKEBØN
Kære Gud! Vi vender vore sind til dig, vi åbner os mod dig,
fordi du i din ufattelige storhed altid vil komme os i møde.
Det, der er mørkt for os, er lys for dig.
Det, der forarger os, møder du med kærlighed.
Det, der for os truer med dødens intethed,
det fylder du ud med ordet om opstandelsen
i Jesus Kristus.
Der, hvor vi ikke ser vejen frem, indbyder du os at feste og fejre påske.
Nu be’r vi dig at opstandelsens lys
må skinne også i vor tilværelse. Lad os se livet
i påskemorgens solbeskinnede lys, med kvindernes øjne, med det genskabte håb. Fasthold os i det evige livs håb. Gravens mørke skal vige
for Kristus-solen som nu er stået op.
Vær med alle dem som er syge og sorgfulde og med dem som snart skal dø, hvad enten de er fjern eller nær. Giv dem håb!
Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Beskærm os fra had og splittelse. Vi beder dig for regering og folketing, alle, der har magt over andre, lær dem din kærlighed og sandhed, så de vælger fredens og menneskelighedens vej.
Vi beder dig for vor dronning og hele hendes hus og alle huse her i vor store by. Lær os at synge dine sange. Lad lovsangen svinge sig mod din lyse himmel, hvor du råder
nu og i evighedernes evighed. Amen!

Bibelske haver

Refleksioner til den stille uge

Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.

Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.

(fra digtet “Regnmåleren” af Ole Sarvig, fra “Grønne digte” 1943)

Selv om det ikke er juni, men – i skrivende stund – grå marts, der regner uden for, passer ordene i Ole Sarvigs digt godt til denne ”stille uge”, den korte uge mellem palmesøndag og skærtorsdag. Haven kunne fint være Getsemane have, den have, hvor Jesus venter på sin tilfangetagelse efter måltidet skærtorsdag.

Kærlighedens haver

Den vågne have fuld af vellugt, kunne også lede tankerne mod en anden bibelsk have, nemlig haven i Højsangen. Her mødes de to elskende i en have fuld af skønhed og sanselighed. I begge tilfælde er haven kærlighedens sted, et sted fuld af venten og længsel. I Højsangen venter de elskende på hinanden og angsten for at den elskede ikke dukker op eller at kærligheden på anden måde går tabt, ligger lige under overfladen. I Getsemane have venter Jesus på det kærlighedens offer, som han snart skal bringe. Snart skal han hengive sig, ikke til elskov og nydelse, men til døden. Fordi han ved at bringe dette offer, ved at give sig selv helt og gå igennem døden, kan bryde dødsrigets porte op, så vi kan følge efter ham, igennem døden og ud til nyt liv.

Ventetid

Den stille uge er ventetid. Forberedelsestid, inden vi går ind i påskens store fortælling for at gennemleve den, røres af den og næres ved den. Som kar, der venter på at blive fyldt, venter vi på ordene, fortællingen, brødet og vinen og til sidst: Opstandelsen. Et budskab, der fik både bægre og kar til at flyde over, så det stadig strømmer imellem os og igennem os, ud i verden.

Opstandelsens have

Endnu en bibelsk have findes i Johannesevangeliets beretning om opstandelsen. Her kommer Maria Magdalena for at sørge ved Jesu grav. Da hun finder graven tom, bliver hun fortvivlet. Jesus, som hun elskede, er død og nu er hans legeme væk! En mand spørger, hvorfor hun græder? Hun forklarer, hvad der er sket, i den tro at det er havemanden dér på stedet som spørger. Måske ved han hvor den døde Jesus er lagt? Først da manden kalder hende ved navn kan hun se, at det er Jesus.

Paradisets have

I en af sine påskesalmer forbinder Grundtvig denne opstandelsens have med Paradisets have, hvor Adam gemmer sig for Gud, da han har spist af kundskabens træ og er blevet skamfuld over sin nøgenhed. Grundtvig skriver:

Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”

Adam gemte sig, da Gud kaldte ham ved navn i Edens have, Maria kaldes også ved navn og i det øjeblik, ser hun den opstandne Jesus. Syndefaldet i Edens have bliver til oprejsningen i opstandelsens have. Adam vil ikke kaldes ved navn, fordi han skammer sig og er fuld af skyld. Maria er til gengæld fuld af kærlighed, hun svarer med genkendelse, da hun bliver kaldt ved navn. De røde blomster i Fra Angelicos opstandelsesbillede er på én gang billeder på Jesu blod og på kærligheden. Der er en dyb sammenhæng imellem de to, fordi Jesus døde af kærlighed på korset.

Blomster af kærlighed

Jeg ved ikke om Grundtvig kendte Fra Angelicos billede, men man kunne næsten tro det. Grundtvigs salme handler om alt det, der spirer frem i opstandelsen. Om at vi ikke skal blive stående ved kors og død, men ”Tage det sorte kors fra graven og plante en lilje ved dets fod” salmen fortsætter: ”Ved hvert skridt i dødninghaven, blomster spire for vor fod”. Det er netop sådan en opstandelsens have, Maria befinder sig i. Fuld af frodighed og kærlighed. Grundtvig slutter verset med at opfordre til ”frydesang (i stedet) for hule sukke!”. Altså: Ikke mere sorg og klage, der skal være opstandelsesglæde!

Fra Angelicos billede viser, at de to hænger sammen. Uden langfredags sorg, ingen opstandelsesglæde. Derfor er der både det frodige, grønne og de røde bær af blod og kærlighed. Kun ved at stå ved det svære og det mørke kan vi finde den dybe glæde, der fylder hjertet med sang. Det vidste Grundtvig selvfølgelig godt. Han kendte sorgen, men valgte glæden. Eller som der står i salmen: ”og, som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”.

Illustration: Fra Angelico: Noli me tangere, detalje.

Hør salmen sunget af Musica Ficta