Category Blog

Hemmeligheden – en julerefleksion

For nogle dage siden havde jeg passet åbningstiden i Lundehus kirke, da vores kirketjener var nødt til at blive hjemme på grund af den dér virus, I ved.

Jeg hyggede mig gevaldigt og tiden fløj af sted. Vel hjemme igen fortsatte dagen med dens pligter, børn skulle hentes, indkøb gøres. Indtil det pludselig gik op for mig at jeg havde forladt kirken uden at slukke lysene inde i kirkerummet.

Jeg sprang på cyklen og drønede af sted, mens alle tænkelige katastrofetanker fór igennem hovedet på mig og jeg for mit indre blik så brandbiler og blå blink foran kirken på Strødamvej. Det er som om hele dette års undtagelsestilstand gør at følelserne sidder uden på tøjet. Angsten og bekymringen ligger lige under overfladen, der er ikke ro nogen steder, fordi alting hele tiden bliver lavet om og alting hele tiden går i stå pga. sygdom eller testsvar, der lader vente på sig.

Kirkerummet

Endelig nåede jeg frem og fik låst mig ind. Og trådte ind i et kirkerum så roligt og smukt, som jeg forlod det. Eller nærmest endnu smukkere i aftenmørket. Træets varme farver glødede, sølvet funklede og rummet stod tyst som om det ventede på noget, som gemte det på en dyb og smuk hemmelighed.

Lige så stærk som uroen var få minutter tidligere, var nu roen og følelsen af at være omsluttet og favnet af det fløjlsbløde mørke. Det er som om selve kirken er stalden, hvor Maria og Josef søgte ly og hvor Maria fandt et leje at ligge på, så hun kunne føde sin søn julenat. Lysglobens ene tændte lys mindede om det strålende lys, som ofte udgår fra Jesusbarn på malerier, der fremstiller fødselsscenen. Her er den glæde, som ikke vakler, verdens dybe hemmelighed: At Gud allerede har elsket os til frihed og frelse, at lyset allerede er kommet til verden og nu stråler i nattemørket. Forbindelsen, mellem lyset, der udgår fra barnet i stalden, opstandelsens lys i den mørke grav og det lys som med Guds kærlighed skinner ind i vores indre mørke.

Krybberummet

Der bliver ingen julegudstjeneste i Lundehus kirke i år – eller i landets øvrige kirker. Men døren er ikke låst. Rummet står her, med sin ro og sin dybe hemmelighed. Som stalden, der bare ligger dér og venter på at vi træder ind og lader lyset fra det nyfødte barn stråle på os og oplyse vores sjæl og sind.

Glædelig jul!

Og lad os gå med stille sind,

som hyrderne til barnet ind.

Da facebookpopulismen kom til folkekirken

Aflyst advent

Få dage før første søndag i advent kom beskeden til Lundehus kirke: èn af sangerne i kirkekoret var smittet med covid-19. To dage efter var det to, tre dage efter var der 5 smittede blandt de ansatte. Et resolut menighedsråd handlede hurtigt og sendte alle medarbejdere hjem indtil alle var testet negativ i både første og anden test. Menighedsrådet ansøgte i hast om at aflyse højmessen om søndagen. Bekymringen er til at tage og føle på. Hvem har været i kirken sammen med de smittede medarbejdere? Af indlysende årsager registreres det ikke hvem, der kommer. Så mange som muligt blev kontaktet, andre hører måske noget via den gode sladder, som er helt nødvendig i en lille landsby i storbyen. Hvis ellers den er til at stole på, sladderen, blev ingen kirkegængere smittet.

Blandt dem, der fik besked om smitten, var også en kvinde på snart 90. Heldigvis havde hun det fint, ingen symptomer og ingen problemer med at overholde den nødvendige isolation i en periode indtil faren var drevet over. Søndagen efter var hun ikke i kirke. Heller ikke tredje søndag i advent. En nabo havde lagt mærke til at der ikke var lys i vinduerne som der plejede at være det. Hvad nu? Var hun alligevel blevet ramt?

Giftig populisme

Smitten er i løbet af efteråret dukket op overalt i samfundet, og en situation som beskrevet kan hurtigt opstå, også i kirken. Derved adskiller kirken sig ikke fra andre steder, hvor mennesker mødes. På Facebook føres der kampagne for at lukke kirken til jul og efterhånden er det lykkedes for en ihærdig skare at sætte så meget bevægelse i Facebooks ekkokammer at budskabet med hjælp fra Kristeligt Dagblad, kirkelivets svar på Ekstra Bladet, og det tilhørende elektroniske medie kirke.dk, er nået til de øvrige medier.

Konflikt i kirken er godt stof, og dem, der gerne vil have budskabet igennem, lader sig gerne bruge. Det er ægte facebookpopulisme af den mest giftige slags. Debattører, der under normale omstændigheder ikke interesserer sig en snus for folkekirken skriver nu om det uansvarlige i at ”stuve folk samme i timevis”, selv om virkeligheden er, at gudstjenesten juleaften er væsentlig kortere end en sædvanlig søndagshøjmesse og at man rundt om i landets kirker har brugt efteråret på at planlægge udendørs gudstjeneste, gudstjenester med billetsystemer etc. for at sikre afstand og fravær af kontaktpunkter.

Der tales om det uansvarlige i at holde gudstjenester, som om kirken dermed tvinger folk ind i sygdom, ”muligvis med døden til følge”, som der stod i en facebookkommentar, selv om virkeligheden er, at det er helt frivilligt at gå i kirke, og at man – i kirken som andre steder – betragter det høje informationsniveau og den personlige ansvarlighed som et af redskaberne mod smittespredning.

Meningsfæller forstærker hinandens synspunkter og støtter hinanden i hurtige verbale afklapsninger, hvis nogen ytrer dissens. Enhver udtalelse, der støtter ens egen holdning, deles flittigt, mens myndighedernes anbefalinger mistænkeliggøres. ”Brostrøm så ikke ud til at mene det, han sagde på pressemødet” mente én i en kommentar, som straks fik støtte af en konspirationsteoretiker in spe, der mente at Brostrøm ”nok var under pres” for at udtale sig som han gjorde.

Mediedyret

Den mediebårne konflikt er som et dyr, der næres af sin egen hale. Således nåede sagen hele vejen rundt da den, efter en tur forbi både seriøse dagblade og Deadline på DR, havnede tilbage på Facebook i form af en ”afstemning” på DR’s side. Her kunne alle, også dem som ikke selv kunne drømme om at møde op, så tilkendegive deres uforbeholdne – og efter den øvrige debat at dømme uinformerede – holdning til spørgsmålet.

På ægte populistisk vis blandes alverdens synspunkter og dagsordener. Et synspunkt – endda langt ind i præsternes rækker – er, at kirken ikke skal stilles anderledes end ”andre kulturinstitutioner”. For nogle måske et smukt udtryk for at sekulariseringen af folkekirken nu er fuldbyrdet. Men dog alligevel noget af en skævvridning al den stund folkekirken jo netop følger de samme regler og anvisninger som landets øvrige trossamfund.

Et andet synspunkt er, at det er utrygt og uansvarligt over for medarbejderne. At udsatte medarbejdere føler sig utrygge skal selvfølgelig tages alvorligt. Det ville dog være mere konstruktivt at forholde sig til problemerne lokalt frem for at forsøge at gennemtvinge en lukning, der gælder alle landets kirker.

Et tredje synspunkt handler om folkekirkens ”brand”. Hvordan vil det ikke tage sig ud, hvis folk bliver smittet i kirken?

Herberg eller stald?

Om kampagnen får held til at lukke for alle gudstjenester i hele landet juleaften vides ikke i skrivende stund. Under alle omstændigheder kan det måske kaldes en slags sejr, hvis det er lykkedes at sprede så meget skræk og rædsel at kun de færreste tør møde op. Om kirkens omdømme står styrket tilbage er straks et andet spørgsmål. Den brede folkekirkelighed har måske den pris, at kirken som det særlige sted, hvor man ikke skeler til anseelse og omdømme, må vige. Kirken som et fristed, en fortaler for de ensomme, de marginaliserede og dem, der ikke ”bare kan se gudstjenesten digitalt” har tilsyneladende trange kår i en tid hvor fokus er på branding og statistik, på at sælge billetter og tage sig ud. Sikkerhed og tryghed frem for alt. For Josef og Maria var dørene lukkede. Først da de kom til stalden fandt de ly, så Maria kunne føde sin søn. Skal kirken være herberg eller stald? Det må man besinde sig på i den kommende tid.

Og den ældre kvinde? Hun var ganske rigtigt kommet på hospitalet. Efter et fald på badeværelset.

Dem vi savner – om håb til alle helgen

Mens disse ord skrives er det gråt i gråt uden for, en stille regn trommer mod ruden og de våde blade klistrer til asfalten på gaden. Heldigvis kan jeg sidde lunt og godt inden døre, i gang med at forberede gudstjenesten til alle helgens søndag. Traditionen tro bliver navnene på dem, der er blevet begravet fra kirken i årets løb, læst op. Mange familiemedlemmer og venner møder op med kærlighed og savn i hjerterne for at mindes deres kære. Det er som om efterårsvejret passer til den særlige stemning, som hører til denne gudstjeneste. Eller også er det fordi min egen far døde om efteråret. Det er en menneskealder siden efterhånden, tilbage i et andet årtusinde, i en anden verden, men vemodet er der hver gang jeg konstaterer at nu gik der endnu et år.

De savnede

Efterhånden som man bliver ældre, bærer man så mange med sig. Min ven A, som jeg ikke havde set i mange år, da han døde. Han var lidt ældre end jeg. Dengang vi sås ofte talte han altid om sig selv, som om han allerede var fortabt, som om han forudså det misbrug, der til sidst sled ham op.

Andre relationer var mere flygtige, men efterlader alligevel et savn. Mennesker, som kom i kirken og i Kaffeklubben. Stærke personligheder og skæbner, som man husker, nu hvor de ikke er her mere. M, som havde så mange drømme og en kat, som blev forkælet ud over alle grænser. Når hun havde overskud til at komme i Kaffeklubben var hun altid fuld af energi, smart i tøjet og høj musik i ørerne.

Eller S, som var fuld af røverhistorier. Vokset op i kvarteret som enebarn, uægte datter af en godsejer. Det sagde hun i hvert tilfælde og viste mig engang et billede af et eller andet gods i et blad. ”Baronessen”, som hun blev kaldt, sagde så meget. Efter hendes død viste det sig at den var god nok.

Savnet er også C, som var en flot mand med utallige smykker, kæder og tingeltangel, der ringlede når han gik, altid med en slags hat på hovedet. C havde alt med sig, sin egen kop, både til kaffe og når han var i kirke og gik til alters. Det gjorde han ofte. Han var det levende billede på det rummelige fællesskab, som måske er et ideal og en drøm, men som faktisk virkeliggøres søndag efter søndag når der er gudstjeneste. Når man mødte C fik man altid noget. Han gav altid. Et marcipanbrød, han havde i lommen for eksempel. Eller den søndag, han ikke ville komme tomhændet til alters. Så da jeg rakte brødet frem, rakte han mig en rulle chokoladekiks. Vi byttede, han fik nadverens brød og jeg stillede hans gave på alteret.

En ny himmel og en ny jord

Alle helgens søndag vil jeg tale om håb. Opstandelseshåbet, som ikke handler om at undslippe døden, eller om at få ”en tur til” her i verden. Det er meget større end det. Opstandelseshåbet handler om noget helt nyt, som vi ikke engang kan forestille os. Om den nye himmel og den nye jord, hvor vores forskellige livsvilkår ikke skiller os ad. Hvor vi ikke er bundet af sygdom eller social baggrund. Hvor livet ikke er en kamp mod sindets indre mørke, mod misbrug eller fattigdom. Der hvor vi er mennesker.

Hvorfor slår hjertet?

Grundtvigfestival 5. september 2020

”For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det” (Knausgård). Uden om hjertemusklen er tilværelsen mere gådefuld. Derfor stiller vi mennesker spørgsmål som: Hvad betyder noget – og hvorfor? Skal vi mennesker selv besvare dette spørgsmål? Eller har vi stadig brug for institutioner, der håndterer livets gådefuldhed?

Knausgård spørger interessant nok, netop ikke hvorfor hjertet slår. Hjertet er en muskel, et stykke mekanik. Hjertet slår fordi det nu engang er det, det er beregnet til. Det er en betingelse for overlevelse, at vi ikke behøver at bruge hjernekapacitet på at fortælle hjertet, at det skal slå. Spørgsmålet om ”Hvorfor”? kommer først, når bevidstheden går i gang. Når selvets spejlkabinet begynder at kaste hjertelyden tilbage til os selv. Er der nogen? Noget? Og hvorfor?

 

Det er noget ret nyt, det med at tænke på hjertet som en muskel. Altså hjertet som noget af det, der hører kroppen til, mens de tanker og den bevidsthed, som vi tænker på som vores personlighed, vores ”jeg” er noget, der først og fremmest sidder i hjernen. Man siger jo at tidens teknologi ofte bestemmer, hvordan vi forstår os selv. Og hvis man skal bruge den analogi, så virker det indlysende at hjertet er hardware, mens hjernen er software’en. Det er naturligvis alt sammen en form for billedsprog; kropsmetaforer, som vi bruger for at sætte ord på vores idé om, hvem vi selv er.

 

For Grundtvig er det omvendt. Det er hjertet, som er billedet på menneskets væsen, og på vores hele person. Hjertet synger, hjertet kan indgå en pagt med munden – for hvad hjertet er fuldt af løber munden som bekendt over med. Hjerte rimer på smerte. Troen er en hjertesag og hjertet er sjælens inderste. Tanken, hovedet, det er dér hvor de vises kunstige hjernespind sidder. Det er den døde, åndløse rationalisme og den golde fornuft. Og dette kunstige hjernespind skal som bekendt nedfejes som spindelvæv.

 

Gør det da nogen forskel? Om Ånden, troen og sjælen placeres i hjertet eller i hjernen? Ja det vil jeg påstå at det gør. For hjertet er noget konkret og håndgribeligt. Man kan se et hjerte. (Det er faktisk hjerteformet). Man kan mærke at det slår, man kan se blodårerne og høre blodet suse for ørene. (Blood makes noise, som Suzanne Vega sang). Tankerne kan man derimod ikke se. Man kan ikke blive klogere på hvad en tanke er eller gør ved at se på en klat hjernemasse, man kan ikke mærke tankerne uden på hovedet, eller se de elektriske impulser og signalstoffer, som sendes rundt derinde.

 

Hvis hjertet er metaforen for vores inderste, vores sandeste, vores sjæl, så udgør det en forbindelse mellem det synlige og det usynlige. Så hænger det konkrete og håndgribelige sammen med det inderste, det højeste og det dybeste. Hvis derimod vi er vores tanker, så er vores væsen, vores sjæl, bundet til noget utilgængeligt og usynligt.

 

Og denne her skilsmisse mellem hjerte og sjæl, denne her opdeling i den synlige muskel og den usynlige bevidsthed, kan måske belyse noget gådefuldt og også problematisk ved vores tid. For er det ikke som om vi pendulerer håbløst mellem en nøjeregnende detektor-tankegang, som gerne vil regne ud og føre beviser for hvad man nu måtte mene – og så en helt lukket ”jeg-skaber-min-egen virkelighed”-tankegang på den anden side?

 

Mellem de her yderpunkter mangler der en fælles grund. Og noget der binder individet til det fælles. Sagen er jo nemlig at begge ekstremer udfordrer samtalen. For man kan hverken argumentere med de tørre tal eller med den individualiserede sandhed. Samtalen, altså den store, samfundssamtale som er demokratiets livsnerve, er frihedens adelsmærke. Et samfund med frihed er et samfund med samtale. Og omvendt: Et ufrit samfund kendes på, at samtalen er forstummet eller måske aldrig har været der. Sådan en samtale kræver nogle fælles rum. Nogle torve og pladser, billedlig talt, som hverken tilhører den ene eller den anden.

 

I den forstand tror jeg institutioner kan være frihedsbevarere, hvis altså man forstår ”institution” som noget, der tilhører os alle. Jeg har engang ladet mig fortælle at de gamle middelalderkirker udgør et problem i vores moderne samfund, der er bygget op med den private ejendomsret som en af sine grundpiller, fordi man ikke ved, hvem, der ejer dem. De har ikke rigtig nogen ejere. Og det er egentlig et godt billede på det, som kirken ideelt set kunne være. Et sted for den frie samtale.

 

Grundtvigs store fortjeneste i den sammenhæng er måske netop blikket for at friheden kræver et sted at udfolde sig. Og at kirken kan være sådan et sted (eller: burde kunne være sådan et sted), et mellemrum, som holder sammen på den upersonlige statslig institutionskirke som det ene yderpunkt og den individualiserede og fuldstændig inderliggjorte tro som det andet yderpunkt. Kirken kan være det rum, hvor troen har noget som hverken er dit eller mit, men som ligger derude imellem os, hvor vi kan se det og nærme os det, men aldrig bemægtige os det.

 

Der er en virkelig virkelighed, som er synlig og håndgribelig, som vores bankende hjerter. Men vi må gribes helt ind i vores inderste for at træde i forhold til den og lade den berøre os. Det må altså være udvendigt og indvendigt på én gang. En forbindelse mellem synligt og usynligt, præcis som en gudstjeneste er det: Der ligger et hus, en tradition, en liturgi, en bog. Det er elementer som findes uden for os, i frihed. At gå til gudstjeneste er ikke at udsætte sig for en prædikants engagement eller følelsesmæssige påvirkning (eller manipulation ligefrem). At gå i kirke er frihed (eller; skulle helst være det). Frihed til at træde i forhold til noget, som vil en noget.

 

Opgaven for alle der deltager, uanset hvilken rolle, man måtte have, må være at være hjælpsom i at det faktisk sker. Med gudstjenestens ord, musik, bevægelse og hele udtryk. Når dét lykkes, så forenes synligt og usynligt, så bliver støvet beåndet og Ånden får skikkelse. Og så er der ikke længere nogen, der spørger om mening, ligeså lidt som vi i tankerne skal give hjertet ordre til at slå. Så er meningen lige dér, hvor vi lever og røres og er.

Tak for ordet.

Et skrøbeligt skib

Det er nødvendigt at bede.
Så vi husker på, at vi sejler i et skrøbeligt skib.

Sådan skrev en god ven til mig for nylig.

At skibet er skrøbeligt, det er vi vist alle blevet klar over i de seneste uger og måneder. Skrøbeligt, også på måder, som ikke var tydelige før.

Prisgivet

Hold afstand! Sammen hver for sig! I begyndelsen virkede det enkelt nok at holde sig til disse mantraer, godt hjulpet på vej af Mads (Steffensen) og Mette (Frederiksen). Men angsten rammer forskelligt, følelserne sidder uden på tøjet. Den kalibrering, som normalt sker i mødet med andre, er pludselig væk, og man er prisgivet en dårlig netforbindelse, en lille misforståelse, der ikke kan løses med et smil og en fremstrakt kaffekop. Prisgivet sine egne uventede reaktioner på, at alt med ét blev anderledes.

Ny hverdag

At bevæge sig ud i det offentlige rum kræver håndvask, planlægning, sprit og mere håndvask. Nede i Fakta danser vi rundt om hinanden i en usynlig coronakoreografi. Mormor, som vi så gerne vil passe på, lider under ensomheden og børnene er fulde af savn. Deres forandrede hverdag tager de ellers som de rene helte. Indtil udmattelsen sætter ind og de ikke orker at være helte længere. ”I fortæller mig aldrig noget og man kan alligevel ikke regne med det, I siger!” råber den mindste, da han ikke er helt forberedt på dagens planer. Jeg forstår hans vrede over alt det, man pludselig ikke kan regne med. Men jeg er jo voksen, så jeg har ikke nogen at skælde ud på.

Skrøbelighed

Sygdom er hver mands herre. Og pandemier er samfundets herre. Man kan ikke melde sig ud. Det skrøbelige skib sejler, uanset hvor svært det er at modstå bølgegangen og finde retningen. Og fordi vi alle er om bord på dette skrøbelige skib, er der ikke andet for and at navigere, så godt vi kan. Selv om vores skrøbelighed udstilles og vores samfunds svagheder og blinde pletter bliver tydelige. Det er blevet klart, hvor forskellige vores livssituationer er. Med eller uden børn, med eller uden fast arbejde, med eller uden kroniske sygdomme, med eller uden ekstra penge og ressourcer, med eller uden netværk, med eller uden adgang til internettet. Vi bryster os normalt – med en vis ret, ser man nu – over at vi er gode til at mødes hen over alle disse forskelle. Nu véd vi, at de er der, fordi vi har mærket dem på egen krop.

Bøn

Derfor. Derfor er det nødvendigt at bede. Fordi bøn er overgivelse. Bøn er hengivelse. Bøn er at lægge sit liv i Guds hånd. Bøn er øvelse i at give slip. Livet er givet os, det sker. Skibet sejler og vi er ombord. Vi kan ikke kontrollere det, vi kan ikke bemægtige os det. Bøn er at turde holde skrøbeligheden frem for Gud. Bøn er at stå ved sin afmægtighed i troen på, at Guds omsorg er det hav, som bærer skibet. Bøn er at tage imod.

Rilke skriver i et digt:

Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.
Dog er der Én, og altings falden ender
Uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

Det er nødvendigt at bede. I troen på at altings falden ender uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

– Julie Damlund

 

Illustration: Alcides Herrera, “Vidanueva”

Laurie Grundt (1923-2020)

Laurie er død

og som det så ofte er med døden, så bliver han så nærværende netop nu, hvor han er væk. Hans knoklede skikkelse, senet og solbrændt, malerpletter på tøjet og sin særlige lugt af piberøg og Lassefar.

Han var ærke-christianit. Var vist ikke med til at vælte plankeværket, men næsten, og han holdt stædigt fast i idealerne. Jeg lånte hans sted på Fredens loft en sommer, mens han var hjemme i Norge for at ”springe på fjeldet”, som han altid sagde. Eet stort rum under taget, med en seng i den ene ende og et gasblus i en slags køkkenafdeling sådan cirka på midten. De tunge gasflasker slæbte han på ryggen op ad de store gamle trapper i Fredens ark. Da jeg boede der, var jeg altid nervøs over de trapper. De henlå i halvmørke og man vidste aldrig om man ville blive nødt til at passere pushernes store sorte hunde for at nå helt op under loftet til Lasses sted. Henne i nærheden af døren stod et gammelt klaver og der var forskellige siddeanordninger, midt i rummet stod et toilet frit fremme til fri afbenyttelse. Det var dengang Christiania fik al sin strøm fra en enkelt elmast ude på Bådsmandsstræde, så der var strenge regler for elforbrug. Man kunne godt have køleskab, men ikke fryser. Og selvfølgelig slet ikke egen vaskemaskine, tørretumbler, solarium, vandseng og andre energislugere. Det var alle de pushere, der boede i Fredens ark, fløjtende ligeglade med, men ikke Lasse. Det varme brusebad bestod i en haveslange der lå ude på taget. Når solen skinnede havde man så et par sekunders varmt vand og derefter den temperatur, der nu kom ud af hanen. Al den øvrige plads var fyldt op af billeder, lærreder i lag op ad væggene.

Laurie tegnede

vignetter og illustrationer til Ugespejlet, hvor man som regel også kunne finde en reklame for Croquis-værkstedet. Værkstedet var Lasses opfindelse, helt bevidst placeret midt i pusherstreet. Det var Lasses måde at kæmpe imod at handlen med hash og stoffer skulle overtage fuldstændig. Jeg stod nogle gange croquismodel derude, om mandagen fra 12-14. Det betød at man ankom til en søvnig morgenstemning og gaden var næsten tom, på nær et par gamle branderter på Morgenstedet. Og så Lasse og et par stykker mere, der var parat til arbejdet inden for. Lasse tegnede ikke, han malede direkte på lærredet og var fremragende. På 20 minutter havde han styr på form, balance, tyngdepunkter. Han havde en teknik med at preparere lærrederne i forvejen med farver og bevægelse. I løbet af de to timer fyldte han så et lærred eller to. Som timerne gik, vågnede gaden op. Undrende turister kiggede ind imellem ind gennem de store gamle vinduer, som var blevet brugt til at lave croquisværkstedets ene væg, og kl 14, når man dumpede ud i verden igen, var der et helt andet liv derude. Jeg husker det som om der altid holdt en varevogn med åbent lad og ”I kan ikke slå os ihjel” spillende ud over den lille plads ved Morgenstedet. Men måske var det bare en enkelt sommerdag, hvor farverne lyste særlig varmt på den støvede vej.

Laurie inviterede

Min første, sidste og eneste koncertoptræden i udlandet skyldtes Lasse. Han havde hørt mig spille til en koncert for kirkemusikskolens elever. Da en gruppe christiania-kunstnere skulle udstille i Bergen sammen med Lasse, inviterede han mig til at spille det samme stykke i en kirke deroppe. Rejsen var et eventyr; togturen derop med stop på bjergkammen, Jølstervatnet og bevidstheden om, at ikke ret langt væk lå en gletscher på lur. Til koncerten spillede Lasse på sin hardangerfele sammen med sin ven, komponisten Ketil Hvoslef. En stjernedygtig orgelstuderende fra Korea spillede et af Hvorslefs værker for orgel. Det var som en rejse til en drømmeverden. Som om den stadige støvregn, den våde luft, åbnede for andre rum i sjælen.

Laurie dansede

også ballet, og havde mange planer for optrædener, vi kunne lave, hvor jeg skulle spille til. Ellers var hans bidrag til kirken mest med sin kirkekunst, ofte på bestilling fra vennen, Erik Bock. I Hellig Kors kirke hang engang et vidunderligt dåbsbillede. På billedet ses hele dåbsfølget omkring kirkens gyldne døbefont. De har fødderne i vandet, som står op over de nederste trappetrin. Det skulle vise hvordan Jordanfloden i sin overflod af nåde flød helt ind i kirken. Skikkelserne var selvfølgelig nøgne, sådan malede Laurie helst. Det måtte ikke bare være smukt, selv om det netop var dét, han var så god til; at male yndefulde fresco-lignende skikkelser. Ofte malede han de smukkeste lærreder og gik så straks i gang med at ”ødelægge” dem, gerne ved at tilføje lidt blasfemi. Engang havde jeg udset mig et lille fint billede af engle, der fløj på en himmelblå baggrund, som dåbsgave til en niece. Indtil en veninde gjorde opmærksom på at de nøgne engles aktiviteter dér oppe på himlen var ganske jordiske og kødelige. Jeg kan høre hans latter for mig som jeg skriver.

Laurie flyttede

på sine gamle dage til Bergen. Jeg selv fik mand og børn og fast arbejde og så ham ikke i årevis. Men det var godt at vide at han gik rundt deroppe, den gamle gubbe, og lo ad verdens skæve gang.
Jeg vil savne ham i verden. Nu vil hans latter og hans skarpe blik følge med fra himlen, sammen med de nøgne engle i gang med deres elskovssysler.

Hvorfor er kærlighed så vigtig

for menneskene.

Måske er det selve livets drivkraft.

Måske er kærligheden kreativiteten

og derfra begyndelsen til alt liv

hvilket kan gives betegnelsen Gud.

Laurie Grundt

 

Virkelighedens etik

”Skal vi gøre noget ved det dér?”.  Ordene faldt mens jeg lå på briksen på Herlevs plastikkirurgiske afdeling. Dér havde jeg min gang i en årrække efter jeg fik fjernet en luns kød med kræftsyge celler i huden.

Lægens spørgsmål gjorde mig af indlysende grunde en smule ængstelig. Til kontrolbesøgene skulle alle mine mange modermærker ses efter, og nu slog lægen altså ned på de to brune pletter, der så længe jeg kan huske har mødt mig når jeg kiggede i spejlet. En på overlæben og én på næsefløjen. ”Udgør de en risiko?” fik jeg spurgt. Men det mente lægen ikke, han ville bare tilbyde at fjerne dem ”som en service”. Jeg overvejede sagen. Skulle jeg slå til? Enhver véd jo at smukke mennesker er lykkeligere, gladere, mere succesfulde mennesker. At livet simpelthen er lettere for de smukke. Ville det så ikke være dumt at sige nej? Heldigvis udbad jeg mig betænkningstid. En klog veninde afviste spørgsmålet uden tøven. ”Det er jo dig!” lød det, med en umiddelbarhed, der var overbevisende i sig selv.

Det er længe siden nu, men hændelsen dukkede op i erindringen, da debatten om forældre, der får retoucheret deres børns skolefotos, skyllede over landet. Der var fordømmelse og advarsler mod den syge perfekthedskultur fra alle sider. Men det mest tankevækkende var den mor, som fortalte om sine bevæggrunde til DR. Den moraliserende tone i kritikken gik hen over hovedet på hende. Det virkede mere som et praktisk spørgsmål. Når nu man kunne ordne de skæve tænder, hvorfor så ikke gøre det? Ligesom man får briller, hvis man ikke ser godt, eller tager en panodil hvis man har hovedpine. Det ville ingen vel fordømme som ”perfekthedskultur”.

Så hvorfra kommer den moraliserende undertone af rigtig og forkert, sandhed eller løgn? Hvorfra kommer min egen dybe følelse af at det ville have været forkert og udtryk for en form for løgn hvis jeg dengang havde taget imod plastikkirurgens tilbud?

Kunst som forpligter

I de forgangne måneder har jeg været så heldig at kunne bruge min tid på at fordybe mig i lyrikeren Ole Sarvigs forfatterskab. Han var først og fremmest digter, men beskæftigede sig hele livet også med billedkunst. Ikke som udøvende, men som betragter, fortolker og kritiker.

I sine omtaler af billedkunst skriver han ofte om etik, på en måde, som har undret mig. Han skriver om en kunstners eller et værks etik, men hvad vil det egentlig sige? Kan et maleri have en etik? Det er tydeligt, at der er ikke tale om den form for moralsk stillingtagen, som fordres af den politisk bevidste kunst. Det handler ikke om at kunsten som sådan skal tage stilling til konkrete samfundsspørgsmål.

Min forsøgsvise konklusion er, at det handler om forholdet til virkeligheden. En kunst, der har en etik, er en kunst, der har det som sit anliggende at være forpligtet i forhold til virkeligheden. Og med virkeligheden menes ikke den fysiske, materielle verden men det, man kunne kalde vores livsverden. Altså både den fysiske virkelighed og vores sind, sjæl, bevidsthed eller hvilken betegnelse, man nu vil bruge. Det er med denne målestok at kunsten kan være enten sand eller det modsatte.

Ole Sarvig fortæller et sted at han skriver, fordi kun sådan får han adgang til den virkelighed, han lever i. Kunstens hele berettigelse ligger i etikken, i at kunsten fortæller mennesker noget om deres livsverden. Spørgsmålet er blevet påtrængende i Sarvigs tid under og efter anden verdenskrig fordi alt det, der før udgjorde denne virkelighed, er faldet bort. Kulturens store tankebygninger synes at ligge som kæmpe stammer fra træer faldet om af ælde. Sarvigs tanker om virkelighedens etik, som sætter sig igennem i kunsten, er et forsøg på en nyorientering.

Vores egen virkelighed

I diskussionen om de retoucherede skolefotos støder det moderne, som var Sarvigs tid, og det eftermoderne sammen. Forestillingen om at virkeligheden findes og derfor forpligter de mennesker, der deler virkelighed med hinanden, støder sammen med den eftermoderne forestilling om at virkeligheden er noget som den enkelte frit skaber.
Der er noget befriende i at moren unddrager sig den moralske fordømmelse. Samtidig er der for os, der stadig ikke er helt ankommet til det eftermoderne, noget urovækkende ved det. For hvis vi hver især skaber vores egen virkelighed, hvor er mødestederne så? Risikerer vi at ende i hver vores verden, uden adgang til hinandens verdener og uden forståelse for de andre?

Skrald

I sin anmeldelse af en digtsamling af Ole Sarvig er Asger Jorn overvejende positiv. Men, slutter han, der er også ”noget skrald”. ”Skraldet” er Sarvigs Kristus-digte og når Jorn kalder det for skrald skal det tages ganske bogstaveligt: Kristendommen er noget, som er blevet til tilbage og som burde være smidt ud for længst, fordi det er ubrugelig og i længden uhensigtsmæssig at beholde inden for hjemmets fire vægge.

Sarvig fjernede ikke kristendommen fra sine digte, tværtimod. I den nyorientering, som jeg nævnte før, ser han kristendommen som den eneste vej at gå. Ikke som tradition, heller ikke som institution, altså kirken. Men som noget virkeligt, der samtidig forpligter på en måde, der overskrider den enkeltes afgrænsede verden. Fordi Kristus levede i denne verden, men samtidig var af en anden verden, er Kristusskikkelsen vejen til en fælles virkelighed uden om den kultur og de institutioner, der hører fortiden til. Når Sarvig taler om Kristus taler han altså ikke om kirkegang eller om at huske sit fadervor. Han taler om dette at træde i forhold til virkeligheden, om en etik. Det etiske stiller krav til ethvert menneske. Et krav om sandfærdighed og redelighed. Men først og fremmest et krav der angår forholdet til medmennesket. Dét er måske det egentlige problem ved den eftermoderne levevis, hvor hver skaber sin egen virkelighed: At kravet i forhold til medmennesket bliver underordnet i forhold til det, der lige nu er en del af det altoverskyggende projekt med at skabe sin egen virkelighed.

Bliver man så et bedre menneske af at holde fast i de skæve tænder og modermærkerne i ansigtet? Selvfølgelig ikke. Det må man virkelig selv om. Men måske er det alligevel godt nok at holde fast i en virkelighedens etik. At huske på at livets vigtigste projekt ikke er den virkelighed, jeg skaber for mig selv, men det krav som mit medmenneske har på min omsorg og min opmærksomhed.

Tre refleksioner til langfredag*

Getsemane

Første refleksion

Fortvivlelsens skikkelse

Det midterste felt i frisen på den gyldne altertavle viser Jesus i bøn, men det er ikke nogen rolig eller andægtig bøn. Den smukke og muskuløse krop er som tynget til jorden, fældet af vægten af det, han nu skal gå igennem. Kroppen er fastholdt i fortvivlelsens øjeblik hvor sorg og beslutsomhed strides i Jesus. Den knælende skikkelse udtrykker på én gang styrke og sårbarhed. Ryggen er blottet, hovedet bøjet. Den nøgne ryg, der snart skal såres af slag, bæres af stærke arme og ben, som stemmer kroppen allerede imod vægten af korsets bjælke.

De sovende

Omkring Jesus kan man skimte de sovende disciple. Andre kroppe, med et helt andet udtryk, en helt anden energi. De afslappede, dvælende skikkelser i kontrast til ryggens spændte bue. Forskellen i udtrykket virker som en afstand imellem dem, en afgrund, der i fortvivlelsens øjeblik er uoverstigelig.
Den største og mest fortvivlende ensomhed er den, man oplever i selskab med de mennesker, der står en nær. Jesus bad sine disciple om at våge med sig. Men de kunne ikke. De kunne ikke gå med Jesus, der hvor han skulle hen. Det er kun ham, der kan bære dét kors; det er kun ham, der kan give sig selv helt, kun ham, der kan følge os ind i den dybeste smerte og det sorteste mørke.

Morgen

Vi kan gå med hinanden et stykke af vejen, men vi kan ikke være der for alle og vi kan ikke være der hele vejen, vi er nødt til på et tidspunkt at sige fra for ikke selv at gå til grunde. Kristus gav sig selv helt og holdent, han gav sit legeme og sit blod, han gav sit liv. Men han gik ikke til grunde, han gik sejrrig ud af graven påskemorgen.
Altertavlens glødende guld er som denne morgenrøde. Sådan har man brugt guldet i ikoner og mosaikker fra gammel tid, som vidnesbyrd om opstandelsen. Guldet ligesom gløder med sit eget lys. Selv i Getsemane have skinner lyset fra opstandelsen, fra Paradisets have.

Hanegal

Anden refleksion

Svigt

Hanen står strunk og strittende og véd slet ikke af det svigt, den bebuder med sit ”kykeliky”. Den gør hvad den skal, ud fra sin hane-natur, og sådan gør Peter det han kan, ud fra sin menneskenatur.
At svigte, at fejle, at skyde forbi, at komme til kort, at miste modet, det er ikke som skønhedspletter, vi kan få fjernet for at nå frem til det Perfekte, eller skidt og snavs vi kan vaske af for at få øje på hvordan billedet ”rigtig” skulle se ud. At svigte er ikke noget, der sker for de feje, de uheldige eller dem, der ikke strenger sig nok an. Vi gør det alle sammen, ikke én af os, der er her til stede går ram forbi.

Forsoning

Peter véd godt at han svigter. Han véd godt at han vælger at fornægte Jesus, fordi han ellers risikerer at komme i skudlinjen, måske endda selv blive sat fast og underkastet et forhør, som det han lytter til ude fra ypperstepræstens gård. Hans svigt er forståeligt, vi ville nok alle have gjort ligesådan.
Alligevel er det til dette menneske, som svigter i kraft af sin menneskenatur, Jesus betror evangeliet. Og sådan er evangeliet givet til alle os, der fejler og forsones. Da Peter møder den opstandne Kristus spørger han: ”Peter, elsker du mig?”

3 gange fornægtede Peter Jesus
3 gange spørger Jesus ”elsker du mig?”
3 gange svarer Peter: ”Ja, Herre”

Jesu aftryk i verden

Tredje refleksion

Veronikas medfølelse

Veronikas svededug knytter sig til en af legenderne om Jesu vej til korset, Via Dolorosa, smertens vej. Det fortælles at en kvinde, Veronika, rakte et klæde frem, da Jesus bar det tunge kors mod Golgata. I medfølelse tørrede hun hans svedige ansigt og siden har Jesu billede kunnet ses på klædet.
Legende fortæller noget om, hvordan frelseren sætter sig spor i verden. For alle de kritiske historier om menneskelige svigt og decideret onde handlinger kan man nogle gange miste blikket for at kirken, Guds menighed på jorden, selv er sådan et spor. At der overhovedet findes en kirke, det er underfuldt, når man tænker på hvordan disciplene efter Jesu død gemte sig inden døre og knapt nok kunne tale med hinanden om ham, de havde fulgtes med så længe. De kritiske historier skal frem i lyset, for vi skal ikke lukke øjnene for de skader, som menneskelige synder udretter. Men det er ikke hele fortællingen.

Miraklet

Det stod klart den frygtelige aften da vi alle lamslåede betragtede billederne af en brændende Notre Dame. Uden ord forstod vi, at Notre Dame ikke bare er et bygningsværk, heller ikke bare en kirke.
Notre dame blev bygget over flere hundrede år af mennesker, der vidste at de ikke ville leve længe nok til at se kirken stå færdig. Som monument, som åndelig frembringelse, overskrider den hvad ét enkelt menneske kunne tænke eller skabe. At den står endnu, at det store orgel og de vidunderligt smukke glasrosetter overlevede branden, er svært at se som andet end et mirakel og en næsten overmenneskelig præstation af de hundredevis af brandmænd, der arbejdede i timevis på at dæmme op for flammerne og slukke ilden.

Åndepust af kærlighed

Andre aftryk i verden når ikke frem til tv- og computerskærme verden over. De er som åndepust af kærlighed. Som når håbet vinder fodfæste i en håbløs situation. Som mennesker, der samles i fællesskab, sådan som Jesus selv har sagt os det: Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, dér er jeg selv til stede.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Langfredag den 19. april 2019. Se hele langfredagsliturgien her

*Refleksionerne er skrevet til de tre påskemotiver på altertavlen i Taksigelseskirken på Østerbro i København. Taksigelseskirkens gyldne altertavle er udarbejdet på baggrund af efterladte skitser af billedkunstneren Aksel Jørgensen, der har malet alterbilledet i kirken. Læs mere her

De åbne døres bastioner

Grænseland

Højt oppe på Taksigelseskirkens tårn sidder en grå mindeplade, som man knapt bemærker, når man cykler forbi. Hvis man alligevel standser op og lægger nakken lidt tilbage, kan man blive klog på, hvorfor kirken på Jagtvej hedder som den gør: ”Taksigelseskirken rejstes […] i taknemmelighed over Guds beskærmelse af Danmark i verdenskrigen 1914-1918 og for Sønderjyllands genforening med kongeriget”.

Da kirken blev bygget, var det allerede nogle år siden Danmark havde fået sin nye grænse mod syd. Næste år ved denne tid kan den dansk-tyske grænse fejre sit 100 års jubilæum. Forud for grænsedragningen gik en nervepirrende afstemning. Man bad simpelthen befolkningen om at afgive deres stemme: Ville de helst være danske eller tyske? Det har ikke været et let valg for dem, der følte at de hørte hjemme i begge kulturer, men vælges skulle der. I dag tjener grænselandet som forbillede for andre nationer, ikke mindst fordi man indførte en udstrakt grad af mindretalsbeskyttelse. Altså beskyttelse af tyskere på den danske side af grænsen og danskere på den tyske side.

Fælles forargelse

Den slags nuancer kan det være svært at trænge igennem med i dag. Hvem er danske? Hvem er indenfor og hvem er udenfor? Netop det spørgsmål stod til debat i begyndelsen af året, da en avis i mangel af nyhedsstof havde gravet en gammel historie frem: En studerende havde problematiseret linjen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Hvad nu hvis man ikke er blond? Skal man så føle sig udenfor? Er man så ikke dansk (nok)? Den efterfølgende forargelse gav i hvert tilfælde fællesskabsfølelse i det virtuelle øltelt. Alle ville være med.

Selv huskede jeg godt følelsen af at synge ”Den danske sang…” og pludselig blive sig sit mørke hår bevidst. Det var ikke så multietnisk i Vestjylland i 70’erne og almindelig dansk mellemblondt hår er som bekendt helt lyst i barneårene, så vi ikke-blonde udgjorde et klart mindretal. Følelsen kom igen når vi sang om ”Pigernes latter og lyse hår” i en af mine yndlingssange, ”Danmark nu blunder”.

At høre til

Følte jeg mig så udenfor? Marginaliseret? Udansk? Selvfølgelig ikke. Sangene blev på deres egen indirekte måde en slags bekræftelse af alle familieskrønerne om kulsviere, tatere, spanske sømænd og andre eventyrlige karakterer fra familiens fortid. Det satte fantasien i sving, og jeg var nærmest lidt stolt over alt det eksotiske og særlige, der måtte ligge i det mørke hår. At det skulle være tegn på at jeg en eller anden måde ikke var dansk (nok) faldt mig – selvfølgelig – ikke ind. Og så er vi måske fremme ved pointen: Det handler om at høre til. At føle sig som en del af fællesskabet. En krænkelseskultur kan kun afmonteres hvis vi insisterer på et rummeligt fællesskab, hvor man ikke behøver at være ens.

Kuren mod krænkelserne er ikke at gøre livet til et stort forhindringsløb i forhold til hvad man må sige og mene (selv om almindelig høflighed og fingerspidsfornemmelse altid er en god ting). Det løser heller ikke noget at udskamme de krænkede. Krænkelseskulturen går hånd i hånd med udskillelseskulturen. Hvor politikere synes de har ret til at definere hvem der er ”rigtige danskere” ud fra tørklæder, håndtryk eller navne. Hvor holdninger til kød, flyrejser eller pels bliver til markeringer og grænsedragninger i stedet for noget, vi kan tale om. Det kan være fint med grænser. Alt behøver ikke flyde sammen. Men det gælder om at lade dem være åbne, så vi kan gå ind og ud. Gå på besøg i hinandens forskellighed. Beskytte mindretallene. Under mindepladen i tårnet på Jagtvej er der en dør. Den er ofte åben, og sådan ligger byens kirker som de åbne døres bastioner. Der er plads til fællesskab i forskellighed. Især hvis du også kommer forbi.

Bragt som klumme i Østerbro Avis, uge 14, 2019