Date Archives October 2016

De glemte

I et fjernt hjørne af området omkring Bispebjerg Hospital ligger en kirke. Kun få meter fra Tuborgvejs stadige støj ligger den stille hen, som om den var blevet glemt af tiden. En skønhed gemt bag træer, buske og gadekær. Det er de dødes kirke. Kapellet er det, som oftest er i brug. Der er ingen klokker, der kalder til gudstjeneste, ingen lyd af organist og sangere på vej.

Her mødes jeg en sensommerdag med en bedemand og en enkelt pårørende. I et lille rum bagved får jeg præstekjolen på, vi hilser og ser på uret. Der kommer ikke andre, så vi begynder. Vi synger sammen, os tre, spredt i det lille rum. Bedemanden sidder nede bagved, den ene deltager sidder på en af de forreste stole og jeg står oppe ved kisten. Alligevel føles det tæt.

Da jeg var nyuddannet som præst blev jeg engang ringet op af en bedemand om en bisættelse uden pårørende. “Du behøver ikke holde noget, du skal bare kaste jord på”, som han sagde. Det blev vi nu to om at bestemme. Når der ikke er nogen pårørende, må andre træde til. Så må vi, der er til stede, være de nærmeste. En kollega undrede sig engang over, at jeg havde holdt en bisættelse, når der nu ikke “var nogen”. Jeg måtte sige at det ikke var sandt. Der var både en bedemand, en organist, to sangere og mig, som præst. Vi blev de nærmeste vidner til det liv, der nu var slut. Vi sang sammen, bad Fadervor, jeg sagde ritualets ord. Og jeg talte over det menneske, der havde levet her på jorden, imellem mennesker, men som nu i sin død ikke havde et menneske, der kunne stå for bisættelsen.

Når man samles i forbindelse med bisættelse og begravelse handler det blandt andet om at sige farvel. Om at give familie, venner og bekendte mulighed for at få sat ord på deres sorg og sætte følelserne i en meningsfuld ramme. Når der ikke er familie til stede, kommer handlingen i kirken til at dreje sig om noget andet. Det er dybt meningsfuldt at drage et menneske frem. Et menneske, der levede et næsten glemt liv, midt imellem de tusinder af liv, der leves her i vores store by. At standse op, sætte tid, tanker og hjerterum af til netop dette menneske. Det er at anerkende et andet menneske som medmenneske. At se den, som ikke blev set.

Dén sensommerdag dumper jeg lidt fortumlet ud i solen. Øjnene skal lige vænne sig til lyset, kroppen indstille sig på larmen og tempoet udenfor. Hos mig har jeg stadig fortællingen om et liv; et hjerte, der holdt op med at slå, en gren af en slægt, som sluttede dér. Jeg når lige at se ryggen af den ene deltagende på vej ud i dagen. Det var også en del af hans livs fortælling, vi sagde farvel til i kirken. Vores fortællinger væver sig ind i hinanden. At holde bisættelse er at huske. En påmindelse om, at vi skal sætte ord på vores livs fortællinger mens vi kan. Ellers forsvinder de og bliver glemt.

Appendiks: For en ordens skyld skal det nævnes at en kirkelig bisættelse uden pårørende kun finder sted i de tilfælde, hvor afdøde var medlem af folkekirken.

Foto: Julie Damlund, med tilladelse fra den pårørende.

Bragt i Østerbro Avis, 5. oktober 2016

 

cv – kort fortalt.

Født 1973 i Sønderjylland, student fra Ribe Katedralskole.

Diplomeksamen fra DKDM (orgel og kirkemusik)

Cand. theol. fra KU

Nu: sognepræst ved Taksigelseskirken og Lundehus kirke på det yderste Østerbro

Årene er gået med:

At drømme og svømme – var nok det, jeg brugte mest tid på som barn. Jeg legede ikke rigtig med dukker, men havde én, der hed Joanna, efter Gasolin’-sangen. Svømning er en god sport for drømmere, man tænker så dejligt når man ligger i vandet. Der var træning hver dag og stævner i weekenden det meste af min folkeskoletid.

Musik. Som udøvende altid klassisk: Sang, klaver, blokfløjte, direktion, børnekor og orgel. Som lyttende mest beat: Iggy Pop, David Bowie, Kate Bush, Pixies, Nick Cave og mange flere.

Litteratur. Marilynne Robinson, Brontë-søstrene, Virginia Woolf, Dostojevskij, Knausgård, Rilke og mange flere. Og Sarvig, i en kategori for sig.

Rejser. Til Cuba, Mexico, USA og Tanzania

Familie. Skønne mennesker, som jeg deler mit liv og min hverdag med.

Fritid. Kigge ud i luften. Læse avis. Jeg var i en årrække formand for repræsentantskabet i Andelskassen Fælleskassen og prøver til stadighed at kanalisere mit engagement i politik og samfund ud i noget godt og konstruktivt.

Kontaktoplysninger: e-post: jbd@km.dk, tlf 39 46 46 66, mobil 51 21 46 76

 

Links

Her er links til artikler, klummer, interviews og prædikener fra andre medier og platforme.

Artikler & klummer:

Jeg står her og synger. Om salmer og personlige pronominer. I mange nyere salmer er det et “vi”, der synger, og ikke et “jeg”. Hvad betyder det for salmens teologi? Og kan man forudsætte at alle, der synger, vil være med i vi’et?

Teologi og kristendom hos Ole Sarvig. Artikel, Salmedatabasen 2017

Salmedigteren Sarvig. Kronik, Kristeligt Dagblad, december 2011

Fønix nr 3 34. årgang En lidt længere beskæftigelse med Ole Sarvig som religiøs digter.

Himlen er åben. Juleklumme, Kristeligt Dagblad, december 2010.

På din maske skal jeg kende dig. Om tv-serien Herrens Veje, klumme fra kristendom.dk.

Om barmhjertighed

 

Antologier:

Dåben klæder dig. Forlaget Eksistensen 2018. “Man kan ikke argumentere for troen uden at gøre den mindre”. Essay om en dåbssamtale.

 

Interviews:

TV København, december 2017

TV København december 2015

 

Prædikener:

Klik her

 

Gudstjeneste i Lundehus kirke, 7. januar 2018