Date Archives February 2018

Er Gud en mand?

Lad mig afsløre med det samme at svaret er nej.

Den kristne Gud er ikke en mand og heller ikke en kvinde for den sags skyld. Gud er – Gud.

Det står meget tydeligt allerede i kapitel ét i Bibelen: Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han dem. Altså ”Guds billede” betegner både det mandlige og det kvindelige. Gud er ”mere end” både mand og kvinde.
Alligevel kommer emnet på tapetet engang imellem. Senest da man i Folkekirkens svenske søsterkirke indførte ændringer i kirkens sprogbrug. Af kirkestof at være trak det ret store overskrifter at man i Svenska Kyrkan nu ville til at sige ”hen” om Gud. Historien viste sig at være en and, men vi fik nok engang anledning til at ryste på hovederne af de skøre svenskere.
Sagen er ellers alvorlig nok. Nyheden om Guds køn eller mangel på samme kom kort efter TV2s historie om hvor mange præster, der holder fast i deres modstand mod kvindelige præster. Det var ubehageligt mange. Kirken har, ligesom det øvrige samfund, været mandsdomineret i århundreder. Spørgsmålet er, om den mandsdominerede kirke har dannet Gud i sit billede og ikke omvendt? Gud som Herremand og en streng og fordømmende Fader har måske fået for stor vægt. Bibelen rummer så mange andre billeder også. Gud som hønen, der samler kyllingerne under sine vinger, eller Gud som kvinden, der leder med lys og lygte efter den mønt, hun har tabt, og da hun endelig finder den holder fest for alle naboerne.
Går vi tilbage i tiden kan vi se at de gamle (mandlige) digtere heller ikke har noget problem med at omtale sig selv med kvindelige betegnelser. De ti brudepiger, det er os alle, mænd som kvinder. Og når Grundtvig skriver ”Fryd dig du Kristi brud”, så er bruden også ham selv og Kristus er brudgommen.
Det er ærgerligt hvis et ønske om at sortere i ”mandlige” og ”kvindelige” ord ender med at indskrænke begreberne. Måske skal vi holde fast i den åbenhed, der gør at en mand kan leve sig ind i billedet med kvinden og mønten og en kvinde kan leve sig ind i billedet med Gud Herren.

For nylig blev jeg opmærksom på hvor forskelligt vi opfatter køn og kønsroller alt efter hvad vi selv er blevet præget af. Jeg hørte et foredrag med præsten Christina Laursen, der i Århus har arbejdet med et teaterprojekt med titlen ”Befri gudstjenesten”. Det, gudstjenesten skulle befris for, var blandt andet alle de ”maskuline” ord. Så ”Herren velsigne dig” blev til ”Gud velsigne dig” og så videre. Christina Laursen fortalte om, hvordan hendes barndoms kirkegang, var blevet en impuls til projektet. Hun havde som barn oplevet en snærende, patriarkalsk gudstjeneste og det var ikke svært at være enig med foredragsholderen i, at den måtte udfordres. Foredraget fik mig til at tænke på min egen præstefar. Han var den, der var hjemme (fordi vores hjem jo også var hans arbejdsplads) og tog sig af meget husarbejde. Min mor pendlede til arbejde, prioriterede sit arbejde og havde mange ekstraopgaver i den forbindelse. De var begge tydelige som far og mor, mand og kvinde, men de var også rollemodeller for nogle rummelige kønsroller og en ligeværdighed, som jeg stadig beundrer dem for. Måske er det grunden til at jeg ikke har noget problem med at sige ”Herren velsigne dig” eller ”Fader vor”.
Som mennesker er vi så meget mere end vores køn. Jagten på kvindelige og mandlige buzzwords bliver hurtigt en øvelse i at indskrænke vores køn til bestemte markører. Der er nok at gøre, bare med at øve sig i at være menneske.

Bragt i Østerbro Avis onsdag den 21. februar 2018.

Bjørn Nørgaards billede af Lene Adler Petersen, der går nøgen gennem Børsen, bærer i Hein Heinsens bog titlen “Guds datter”.

Grunden

I dag giver jeg ordet til Anton Bigum Kampe fordi:

Jeg trænger til skønhed

Jeg er den heldige ejer af to værker i den serie, som teksten knytter sig til. (Billedet herover yder dem slet ikke retfærdighed).

De øvrige værker i øjeblikket kan opleves på Kunsthal Charlottenborg som del af Forårsudstillingen 2018. Udstillingen kan ses frem til den 10. marts og anbefales hermed.

Men mest på grund af det med skønheden, læs selv:

Grunden

”Der er tale om en type afgrænsninger her, der gør særligt indtryk, synes jeg”.

 
Du har været ude på din første lille løkkeformede runde på grunden og alt knitrer på din tilbagevej hen til mig.

 
”Kan jeg lige få dig til at holde den her imens jeg åbner den her. Hvorfor er den så stram”.

 
Vi skal vænne os til at vi ikke behøver tale særlig højt til hinanden. Uanset afstanden bliver selv det mindste overleveret. Du står nærmest ovenpå mine fødder før du rækker mig det jeg skal holde.

 
”Vi er herude nu”.

 
”Når de kommer til syne, når du fortsætter hen imod dem, vær da opmærksom på hvornår du begynder at erkende dem som skel”.

 
Kort tænkepause hvor vi kigger lidt forbi hinanden, opmærksomt i samme retning til cirka dét, vi tror jeg antyder at tale om.

 
”Jeg lægger mine ting her imens”.

 
”Hvis det er en humlebi på strækningen, jamen så tag den seriøst. Stop op og vent på at den lander ved sit bo et sted ude i synsfeltet foran dig. Du skal respektere dens tempo. Det går ikke at gå forbi boet før den selv har nærmet sig det, så du pludselig skal til at vende dig om”.

Jeg glæder mig til at have en samtale med dig hvor vi sidder otte-ti meter fra hinanden. Jeg er tæt på at drømme om at den foregår her på grunden et sted, men den kunne også foregå hinsides. Mine øjne bruger ti sekunder på at stene og i en kraftanstrengelse spalter de træerne i skovens begyndelse dernede. Taks og cypres, ellers uomsluttelige, men lige her, på afstand, står mine øjne dernede under et af dem og får kompleksiteterne i løvet foræret: Et udsyn igennem den bagvedliggende tykning.

Vi er på en stor, ganske plan scene. Hvad der er indgangene ind på scenen og hvad der er udgangene væk fra scenen er antydet i forskellige grader; det står til meget åben fortolkning. Nogle af dem føles mere gængse at benytte sig af end andre, og nogle af dem er det absolut op til en selv at vurdere om man vil aktivere. Et sted derovre kunne der have stået ”NØDUDGANG”, og det, jeg på et tidspunkt gør dér, gør jeg kun én gang i hele mit liv: Jeg tørrer skidtet på skiltet af med mit ærme, trækker nærmest ned i en slags håndtag; torne, spind og sprøde blade fra krattet hæfter sig fast til mig som gløder og aske da jeg bryder igennem.
Jeg tænker bare: natten.
Scenens vægge males sorte. Tæt på dette mørke fastgøres store nedfaldne grene til wires og hejses op i en troværdig højde. Træer står langs hver side af grunden og læner sig ud af mørket. I dagene der kommer er natten denne malede konstruktion. Til den tid er vi altid inde i teltet. Verden fortsætter videre ind i det sortes dybde udenfor. Men vi ville støde mod en massiv væg, hvis vi alligevel satte os for at krydse nattens forskansning hvor træerne begynder.

 

Det er ikke mange mennesker at være på så stor en scene, to. Er der tale om en type afgrænsninger her, der gør en særlig tryg?
Jeg forestiller mig at nogen træder ud af krattet/skoven og ud på grunden et sted dernede fra, få meter fra hvor du en halv dag forinden havde sat dig under en af vores samtaler. Vi havde ellers været på vej længere væk, troede jeg, men en tiltagende tyngde i dine skridt på vejen derned talte sit tydelige sprog, og da vi gik ind under de lyse skygger fra de første kroner gik du naturligt i stå og løftede din ene støvlehæl op på en græstue, bevægelsen som et trin i en folkedans. Du kiggede ned i jorden og snakkede roligt videre; du meddelte mig at du tog din positur seriøst, og den meddelte mig: Hey! Vi er stadig herude. Det indvirkede på mig og sendte mig i en rolig bane otte-ti meter væk fra dig over til min lænestol, en stor nedfalden bøgegren. Afstanden var etableret. Imens jeg satte mig til rette, tænkte jeg over hvor parat jeg var til at få indfriet dette ønske.
   Om morgenen vågner du før mig. Du fryser og skal udenfor. Du skal tisse. Jeg betragter dig fra indgangen fra det øjeblik du sætter i løb mod udkanten, til du er tilbage igen; grimasse og øjenkontakt, du bukker dig ned for at komme ind. Du er et sjovt og hyggeligt menneske, der har sit eget forhold til, og oplevelse med, sine tisseruter ned til sit eget sted i omkredsen.

 

En dialog imellem os.
Guldkanten øverst på eftermiddagslandskabets lange bagtæppe, der påskønner hver gang en af os åbner munden

 

Hver nat drømmer jeg om skovens begyndelse. Zonen dernede er igennem sin tid oftest blevet tilsmilet livet i små fugles hurtige optrin. Fuglene har evnen til på kort tid at bortlægge en relativ lang distance tilbage ind i skoven uden at sætte spor fra deres flugt i omgivelserne. Zonen efterlades øjensynligt uberørt. Når vi har været dernede, har vi givet os bedre tid. I en af mine drømme bliver vores lange otte-timeterssamtale, sammenlignet med fuglenes lynhurtigt udførte ærinder, en næsten forstillet dragen omsorg, der gør et nummer ud af sig selv.

Anton Bigum Kampe

Læs om udstillingen her