Digtergudstjeneste 3:3. Mirian Due

0 Comments read Blog, Uncategorized

Prædiken, 14. s. e. trin

En kvinde blev natten til i dag

tvangsdeporteret og fjernet fra

sit halvandetårige barn

i en lejr i Danmark

Leder efter forklaringer i nyhederne

men ingen skriver om det

Ingen vil høre om det, fortæller en journalist

Jeg skriver denne sætning i noter på telefonen:

Se på de urene sorger

Natten til i dag blev trygheden inddraget.

Det knager i fugerne på den gamle trætte verden. Kloden sukker, mennesker søger lys og lindring, finder ikke altid. En ny generation prøver på at finde nye måder at være til på, et nyt sprog, men hvordan gøre sig fri af det gamle, uden at man i virkeligheden kommer til at optegne de konturer, man søgte at forandre?

Meget ved vi godt. Det er ikke svært at se uretfærdighederne, at se problemerne. Alligevel er det som om vores jordklode og dens mennesker, er bundet af en uheldsvanger logik. En fornemmelse af lovmæssighed; af at det ikke kan være anderledes, fordi det, som bestemmer slagets gang, er så meget større end det enkelte menneske.

Paulus’ ord om det gode, som han vil, men ikke gør føles som talt lige ind i tiden.

Jeg begyndte med at læse et digt af Mirian Due; et digt, der næsten ikke lyder som et digt fordi det blot er en konstatering. ”En kvinde blev natten til i dag tvangsdeporteret og fjernet fra sit halvandetårige barn i en lejr i Danmark”. Det skete, det var en hændelse, et sted i Danmark, men det er ikke en information, som bryder igennem nyhedsstrømmen ”Ingen vil høre om det, fortæller en journalist”.

Ingen vil i hvert tilfælde høre om det, uden at pakke det ind i årsager og virkninger; argumenter, der hænger logisk sammen, men hvor de mennesker, det hele drejer sig om på en mærkelig måde bliver underordnede, forklaringer, som sløver sanserne og samvittigheden.

I digtets form kan hændelsen få lov til at stå rent. Kunsten kan udtrykke en anden sandhed, end den, som er underlagt den tilsyneladende nødvendighed. Kunsten kan udtrykke sig, kun bundet af det ene: Den menneskelige nødvendighed. Kunsten kan bryde med den kæde af årsager og virkninger, der tilsyneladende binder mennesker til at gøre det onde, som ingen vil, for nu igen at sige det med Paulus.

Kunsten kan sætte ord, billeder og lyd på en større verden, en anden verden. En forandret og forvandlet verden, måske. Derfor går kunsten og kirken så ofte hånd i hånd. Også her i kirken peges der på at det kunne være anderledes. At gå ind ad kirkedøren – sådan helt konkret eller i overført betydning – er samtidig at åbne døren til en verden, hvor der er frihed til at sætte medmennesket før alt andet.

Jesus forkynder forandringen og han er selv den forandring, han forkynder. Han har magt til at forvandle verden. For de 10 spedalske, der helbredes, er det indlysende nok en ganske konkret forandring med stor betydning for deres liv. Men de ni holder sig alligevel til det, de kender. De bemægtiger sig det store, der er sket for dem, ved at sætte det ind i den allerede givne ramme. Vi får det ikke at vide, men der er ingen grund til at tro at de ikke også er taknemmelige. Men vi må antage at de takker på den måde, det var skik og brug at takke på, at de giver Gud æren i deres egen helligdom. Kun den tiende indser, at der er tale om en dybere forandring. Kun han ser hvem Jesus er: at den, som kommer til Jesus, også kommer til Gud.

At den kraft, der helbredte fra sygdommen, er selve skaberkraften.

Der er noget pudsigt ved kronologien i hele fortællingen. Den hænger underligt sammen og oplysningerne får vi i en mærkelig rækkefølge. Alligevel er det måske noget af det mest genkendelige, mere genkendeligt end spedalskhed og præster, hvis opgave det er at erklære de helbredte for rene. Hvor ofte viser det sig ikke mere end svært at få orden på de hændelser, som vi forsøger at fastholde i erindringen.

Jeg kan i hvert tilfælde tale for mig selv. Erindringer kan være noget af en rodebutik. Det erfarede jeg for nylig i forhold til en erindring, jeg har haft med mig i fyrre år; en erindring fra da jeg var 10 år gammel og min far skulle begraves. Eller måske er det ikke fyrre år, for hvornår indkapsler hukommelsen egentlig noget og gør det til en ”erindring”? I hvert tilfælde havde jeg disse billeder, af rejsen fra vores lille by til krematoriet i Esbjerg. De mange kilometer tilbagelagt på landevejen i sørgetempo bag den sorte rustvogn. Bedemanden i sort, selv i sorg, for hun kendte min far; hele den stemning hvor ens nærmeste gik rundt med fremmede ansigter, og alt var anderledes. Så for kort tid siden blev jeg gjort opmærksom på at jeg havde husket det helt forkert. Vi kørte ikke til Esbjerg, men fra Esbjerg, og vi kørte ikke til krematoriet men fra sygehuset. Nu faldt det hele på plads, jeg havde godt tænkt over, at der var noget i min erindring, der ikke rigtig stemte. Nu blev hullerne fyldt ud, logikken og kronologien genetableret og det hele hang sammen.

Men det mærkelige er, at det egentlig ikke gør nogen forskel. For landevejen, den sorte rustvogn, det fremmede i hele situationen, selv om vi var sammen i den nærmeste familie, alt det vigtige, var jo det samme. Erindring havde været helt forkert, men alligevel fuldstændig sand.

Sådan er det ikke altid årsagerne og deres virkninger, den kronologiske rækkefølge, der ligger inde med sandheden. De spedalske helbredes. De er nu ikke længere syge og engang vil de forhåbentlig se tilbage på dengang, de vil huske det vigtige vendepunkt i deres liv, hvor deres tilstand forandredes og de igen kunne være del af fællesskabet.

Men den tiende fik en frelse, som ikke er bundet til tid og sted. Som ikke er bundet til erindringens kronologi.

Igen låner jeg ord fra et digt af Mirian Due:

En svimlende stjernehimmel bruser

hen over huset

og får to tidsligheder

til at bryde sammen

i mødet med hinanden

jeg ved ikke hvilken af dem

jeg skal gå ind i.

Sådan er der ofte to tidsligheder – eller flere – på færde. Den kronologiske tid skrider fremad, med sin egen nødvendighed, en nødvendighed, som er uden for os. En nødvendighed, som er bundet til årsager og virkninger, rationelle kæder af handlinger og konsekvenser.

Men den frelse, som rækkes til os, er ikke bundet. Dét er evangeliet, som blev forkyndt dengang og som forkyndes til os, som er til stede lige nu og her. Vi kan hæve os derop, til stjernerne. Vi kan i troen bevæge os derhen, hvor tiden er en anden; hvor det, som vi mistede gives tilbage til os; hvor de forbindelser, som bristede, knyttes sammen på nye måder. Hvor den smerte, som vi lagde bag, os fyldes ud med glæde uden at vi af den grund fornægter eller fortrænger det, som gjorde ondt. Den frelse, som rækkes til os i dag, angår både fortid, nutid og fremtid. Den forandrer vores verden og giver os friheden tilbage. Alt det, som bandt os, alle de gamle historier om hvem, vi er, og hvad, vi kan, bliver nye. Du er ikke længere en fremmed i din egen verden, for den gamle trætte verden skabes på ny lige nu.

Det er muligt at løfte blikket, se dit medmenneske og gå ud i en fornyet verden.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

Gudstjenestens læsninger og musik:

Præludium. Récit af Jean-Adam Guilain (o. 1680 – e. 1739). Fra Magnificat. Suite du premier ton

Mirian Due læser digtet ”Davidshjorten”. Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022

Fællessalme: Kirkesangbogen nr. 792 Lys og lindring

Præst: ”Herren være med jer!”

Alle: ”Og med din Ånd!”

Præst: ”Lad os alle bede”

Herre, vor Gud

Vi beder dig vogte din kirke,

Tag ikke din nåde fra os et eneste øjeblik,

For uden dig glider alt menneskeligt ud i tilintetgørelse.

Vær altid rede med hjælp,

Hold os tilbage fra alt det, der fører os væk fra dig,

Styr os hen imod det, der tjener til vor frelse

Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn,

Som med dig lever og råder i Helligånds enhed,

Én sand Gud fra evighed til evighed.

Alle, efter bønnen: ”Amen!”

Læsning, epistel til 14. s. e. trin, Romerbrevet 7,15-19

Læsningen høres stående

Fællessalme: Kirkesangbogen nr. 826 Når dagen synker ned i knæ

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 14. s. e. trinitatis, Lukasevangeliet 17,11-19

Læsningen høres stående

Præst: Trosbekendelse (siges)          

Alle: Amen, amen amen

Koret synger: Som tørstige hjort monne skrige. Se salmebogen nr. 410

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, nr. 508, Bryd frem mit hjertes trang at lindre

Mirian Due læser digtet ”Du er velkommen”. (Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022)

Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 313 Kom regn af det høje

Mirian Due læser digtene ”læner mit hoved mod universets skulder” og ”På et vakkelvornt grundlag”. (Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022)

Postludium. Fantasi i C af J.S. Bach: Bach, BWV 570

Digtergudstjeneste 2:3. Signe Gjessing

0 Comments read Blog

Prædiken, 8. s. e. trin

”Din sorg stumper!” siger jeg til verden. Dét er det første, jeg nogensinde har sagt til den.

”Den er kort og uden ærmer, og man kan se stjernerne under den, / fordi du ikke trækker den ordentligt / ned”

.

I andre vejr end dette trommede solskinnet på ruden. Det er det, vi kan høre.

Ordene er ikke mine. De er skrevet af digteren Signe Gjessing og står at læse i digtsamlingen ”Ud i det u-løse”, som udkom i 2014. Gudstjenesten i dag, giver plads til digte, der ikke umiddelbart er skrevet til kirken, men til verden og de mennesker – os – som bor i den. Det er ord, ordbilleder, der måske er anderledes end øret forventer. Ord, som åbner for betydninger, vi ikke kendte, eller ikke vidste at vi kendte.

Til hverdag bevæger de fleste af os sig i en velkendt virkelighed. En kop er en kop, kaffen er kaffe og når vi går ud ad døren, kender vi navnet på det sted, hvor vi bor, og det sted, vi skal hen. De fleste ting i vores dagligdag har et navn. Det er sådan vi forstår verden. Det er sådan, vi holder fast på verden og vores egen plads i den.

I én af Bibelens beretninger om verdens skabelse, står der at Gud fører alle vilde dyr og alle himlens fugle hen til Adam for at se, hvad han vil kalde dem. Og det, som Adam kalder dyrene, skal være deres navn. Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guinn har skrevet videre på fortællingen. Hendes fortælling handler om Eva, som en dag vælger at vende processen på hovedet og løse alle dyrene fra deres navne. ”Hun navnløser dem”, som novellen hedder, indtil hun til sidst også giver sit eget navn fra sig og leverer det tilbage til Gud og Adam. I historien lader forfatteren Eva sige: ”Nu var der ingen tilbage at navnløse og alligevel følte jeg at de var mig utrolig nær […] Det var som om de var nærmere end da deres navne stod mellem mig og dem som en gennemsigtig hindring”. På den måde kan man sige, at novellen sætter ord på en drøm om at være umiddelbart og helt til stede i verden. En længsel efter at være i verden uden alle de strukturer, der låser os fast; alle de kategorier, som ligger i navne og arts-bestemmelser.

En verden uden falske profeter, fristes man til at sige. En verden som ikke sætter navn på tingene og derfor heller ikke lyver om dem eller kommer med falske påstande om dem.

Det er en længsel, som er til at tage og føle på. En længsel, som Jesu ord taler lige ind i. Tænk hvis man kunne skelne! Tænk hvis man kunne udpege dem, der forkynder løgn, dem der profeterer usandheder, dem der prøver på at få andre til at følge sig i en gal retning.

Tænk hvis vi kunne slippe uden om alle de stemmer, der prøver på at råbe os op og sælge os netop deres sandhed og som synes at råbe højere og højere nu hvor alle har fået en virtuel ølkasse at stille sig op på. En elektronisk talerstol, hvor alle har lige adgang til at hævde at netop de kender vejen til livet og lykken, at netop deres fortælling er mere ægte, deres personlige integritet højere, deres sandhed mere sand end alle andres.

Hvis Jesu ord høres på den måde, bliver det opgaven at afsløre de falske, så de ægte står tilbage; at måle de andre, for at gennemskue det tilforladelige fåreskind, der dækker over ulven indenunder. At se hykleriet hos dem, der ikke bærer gode frugter, og afsløre dem, hvis handlinger ikke passer til det, de prædiker.

Det kunne vi så holde os beskæftiget med. At pege fingre ad hinanden, på skift at tilkæmpe os taleretten og retten til sandheden og på den måde fastholde hinanden i et evindeligt råberi og en kamp uden afslutning. Nogle trives i den kamp og har ingen problemer med at hævde deres egen evne til at skelne mellem den gode og den dårlige frugt. Andre trækker sig og kommer frem til det resignerede standpunkt: Der er slet ingen sandhed.

Novellen om Eva, der tilbageleverer sit navn og navnløser alle dyrene er selvfølgelig et tankeeksperiment.

I praksis ville det blive noget rod, hvis vi ikke vidste, hvad vi skulle kalde tingene; det kan vi hurtigt blive enige om. Men helt så enkelt er det alligevel ikke. For det navn, vi sætter på noget, har betydning for, hvordan vi taler om det. Hvor ofte sker det ikke at nogen rækker os en tidsel og beder os om at kalde det en figen? Hvor ofte får vi ikke stukket en tjørnekvist i hænderne af nogen, som på det bestemteste hævder at det er en klase druer og at de smager godt?

Da jeg opholdt mig på Cuba i 90’erne var der stor nød pga. Sovjetunionens sammenbrud, men der blev hverken talt om nød eller krise. Det hed den ”specielle periode”. Og det var naturligvis landets magthavere, der havde navngivet krisen. Det kan vi smile ad, fordi det er længe siden og langt væk, men tænk bare på hvor mange andre problemer også herhjemme, som navngives på samme måde. Når forringelser kaldes omstruktureringer eller besparelser kaldes reformer. I har sikkert jeres egne eksempler på fænomenet. Det findes i det store og i det små: i familier, på arbejdspladser og i samfundet. Det findes i vores indre, når vi mærker noget, som vi ikke tør kalde ved navn. Eller når vi holder det ubehagelige på afstand ved at navngive det på en måde, som ikke tvinger os til at se det i øjnene. Når vi giver tingene et navn, som er acceptabelt for os selv og vores omverden, men som ikke nødvendigvis er dækkende.

Når Matthæusforfatteren lader Jesus tale om træer, der skal hugges om og kastes i ilden virker det som om, han taler til frygten. Han nævner endda at det ikke er nok at kalde ham ved det rette navn, ”Herre”, der skal noget andet til, noget mere. Navnet skal forbindes med den måde, vi er på i verden. Vi lever i den skabte verden, det kan ord ikke ændre på, heller ikke Evas drøm om en verden uden navnenes grænser imellem os. Måske ville vi endda blive bedre til at passe på vores verden hvis vi kendte navnene på biller, træer og græsser. Hvis vi havde ord for fuglesangen, for skyformationerne og edderkoppearterne. Måske ville vi have lettere ved at leve med, at vores liv hører op, hvis vi kendte solens gang over himlen og dens tid, der er lang som evigheden i sammenligning med vores. Her er vi sat, midt i livet, som realiteter i hinandens liv og alligevel kan vi sidde her, sammen, og synge Ingemanns ord om solen, der er sendebud mellem Paradis og Betlehem og samtidig skinner på os, morgen efter morgen.

I dén verden er der intet at frygte. Det taler Paulus om i sit brev til romerne, som jeg læste fra før: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt.” Frygten har vi altså lagt bag os, vi har jo fået det Ord, som alle de andre bøjelige og omskiftelige ord skal måles op imod. Navnet, som rummer alle navne i sig og dét navn er Kristus. Tænk bare på alle de fortællinger i Bibelen, der begynder med et ”Frygt ikke!”. Det bliver sagt da englen forkynder for Maria at hun skal være mor til Guds søn, det bliver sagt da Jesu fødsel forkyndes for hyrderne på marken julenat. Til Maria fortæller englen at barnet skal kaldes Jesus, det betyder ”Gud frelser”, og til hyrderne nævnes Kristus-navnet.

Englen navnløser ikke, tværtimod. Englen giver navn til det forunderlige at Gud træder ind i sin skabte verden. Og Guds søn lever i verden som det mest menneskelige menneske med en krop, som vores, der kan svede og sitre, en krop, der kan føle både fryd og smerte, en krop, der kan dø. Det navn giver mod til at være i verden uden frygt og uden resignation. Med det navn, kan vi nu kalde Gud for vores Far i himmelen.

Derfor (også derfor!) har vi brug for digterne. Vi har brug for dem, der sætter alt ind på at være præcise i deres sprog. Vi har brug for dem, der kan navnløse det som magten har navngivet. Vi har brug nogen, der kan finde nye navne, når tingene vokser fra de gamle. Vi har brug for digtere, der kan skrive evigheden frem i en solopgang eller en stjernehimmel. Vi har brug for sprog, der åbner verden.

Det handler ikke om at dele mennesker op i de sande og de falske profeter, de gode og de onde. ”Døm ikke!” siger Jesus kort før den tale, jeg læste op før. Døm heller ikke dig selv. Døm hellere ordene, navnene.  Hav modet til at kalde tidsler for tidsler og druer for druer. Hav modet til at holde alle de navne, vi til daglig bruger om det ene og det andet, op mod Jesu navn, som vi er samlet i idag. Hav modet til at sætte navn på, når Jesus taler om at gøre vores himmelske Fars vilje: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.

”Jeg kalder dig ved navn, du er min”, siger Gud til sine menneskebørn og dit navn er: “Elskede.”

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

SALMER OG TEKSTER

Præludium: Mads Damlund ”I østen stiger solen op”, orgelkoral (2023)

Digt:

Det var klodens idé

at skure rosens navn

pletfrit

så det kunne begå sig i universet

men derude er der alligevel ingen

der bruger det

årstiden er en rudekuvert med

meget smukke glasmosaikker

i ruden

jeg lader den ligge indtil

nogen samler den op og

lys

smuttes som en mandel

                      Jeg er skrællen, der bliver tilbage.

                                            Signe Gjessing: Ud i det u-løse, Gyldendal 2014

Fællessalme, nr. 749: I østen stiger solen op

Præst: ”Herren være med jer!”      

Alle: ”Og med din Ånd!”

Digt:

                      ADVARSEL

Blodet bruger hjertet som undskyldning for ikke at følge med stjernerne ind i

illuminationen af alt: Kan ikke, har et hjerte i ovnen

(Solsikker! Så noget har verden da at gøre med det, der er sket efter skabelsen)

                      Signe Gjessing: Illuminationen af alt. Gyldendal 2023

Læsning, epistel til 8. s. e. trin, Romerbrevet 8,14-17

Korsats, Tag jer i agt for de falske profeter

Musik og sats: Mads Damlund, tekst fra Matt 7, 15-21

Tag jer i agt for de falske profeter

På deres frugter kan man kende dem

Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 8. s. e. trinitatis, Matt. 7,15-21

Trosbekendelse (siges)                     

Alle: Amen, amen amen

Fællessalme, Kirkesangbogen nr. 829: Midt i livet sat er vi

Tekst: Latin ca. 900, Martin Luther 1524, Signe Gjessing 2016. Mel: Michael Bojesen 2016

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, nr. 8, Om alle mine lemmer

Kirkebøn, Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 10, Alt hvad som fuglevinger fik

Digt:

Der står fire keruber omkring hver af vores to skygger. Jeg ser på dig hen over

håret på min skygges ene kerub.

(Verden er kommet ud for at måtte overleve kun på skabelse)

                      Signe Gjessing: Illuminationen af alt. Gyldendal 2023

Postludium: Mads Damlund ”Alt hvad som fuglevinger fik”. Orgelkoral (2023)

Organist Mads Damlund, Lundehus kirkes kor, prædikant Julie Damlund. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. Alle tekster bringes med forfatterens tilladelse.

Digtergudstjeneste 1:3 – Ole Sarvig

0 Comments read Blog

og hvis du faldt / som frøet ned

i jordens mørke / evighed

Hvis du er helt / alene du

Så skal du se / din Frelser nu. Amen!

PRÆDIKEN

Der er en vandring. Og en længsel. Det kan være en længsel efter lethed, at svæve op, som en ballon; op i den tynde luft, hvor verden bliver gennemsigtig og åndedrættet bobler i brystet. Og så er der en anden længsel, efter det jordiske. Efter at gå ind i verden med skridt, der kræver muskelkraft når den ene fod sættes foran den anden. En længsel efter at mærke kroppens tyngde mod jorden. Dén gang bliver let på en anden måde, efterhånden som du slipper din vrede og din nidkærhed. Den nøje afmålte selvretfærdighed som er hængt op på de begivenheder fra fortiden, som du slæber med dig som sten bundet om anklerne.

Digteren Ole Sarvig brugte sin egen tid som et prisme, til at belyse evangeliet. Det gjorde han for at kaste vægten af århundreders tradition og historie af sig, for at komme til evangeliet med et åbent blik og – måske især – for at gøre sig fri af den verdenskrig, hvis rædsler kom til at præge hans tid og hans generation.

Sarvig voksede op i mellemkrigstiden på Nørrebro i København. Bydelen var dengang tæt bebygget med småindustrier og lejekaserner, hvor lokummerne var i gården, mellem baghuse og mellemhuse. Sarvigs familie boede i en lidt pænere ende af kvarteret, men alle steder var præget af 30’ernes massearbejdsløshed. Det var også tiden for religiøse ungdomsbevægelser, der samlede hundredvis af børn og unge til store stævner.

Der var noget i det, der tiltalte Sarvig; en længsel, som fandt en genklang. Men det, han søgte, var ikke der, han måtte videre; væk. Sandheden var et andet sted. Han søgte, rejste, skrev og så på de billeder, som kom med den nye tid efter krigen. Egill Jacobsens masker, Asger Jorns sære skikkelser, og Henry Heerups naive univers. Deres billeder passede til Sarvigs oplevelse af virkeligheden som noget gådefuldt og svært tilgængeligt.

”Jeg tror præsten taler”, skriver han i et digt, ”Men jeg kan ikke høre det”. Han måtte søge videre, væk. Han søgte og fandt til sidst de ord, som Jesus taler i bjergprædikenen, som jeg læste fra før. Ord, der er som talt også ind i vores tid: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle… men jeg siger jer…” Nu skal der siges noget nyt! De ord, som er sagt til de gamle kan ikke bruges længere; de gælder ikke længere. Der er brug for nye ord, nye tanker, en ny Ånd og en ny tro. Det er den fornyelse, Jesus forkynder.

Jesus går i rette med vreden. Den blinde vrede, som får medmennesket til at fortone sig. Den retfærdige harme, som udvisker den andens perspektiv. Den vrede, som får dit eget oppustede ”jeg” til at fylde det hele. Det er det fængsel, vi hører om, som binder os til alt det gamle, til kedelige regnskaber, som alligevel aldrig kommer til at gå op. Vreden er et menneskeligt vilkår. Da Paradisets have først er lukket for Adam og Eva, flytter vreden ind hos dem. Deres søn, Kain, bliver misundelig på sin bror og slår ham ihjel i vrede. Det var selvretfærdig harme, som fik Kain til at gå med bøjet hoved og kigge ned i jorden. Han blev indkroget i sig selv og sit eget og glemte at Abel var hans bror, hans eget spejlbillede. At Abel var den, som var ham så nær som hans eget selv, født af den samme mor og med den samme far. Vreden skilte dem og forvrængede Kains blik. Vreden lukker os inde i os selv og lukker os ude fra Himmeriget, sådan som Jesus siger det til disciplene. Frygt og usikkerhed virker på samme måde.

Alligevel er det så forfærdelig svært at give slip. På sig selv og sit eget. Også selv om der er så meget at vælge til. Det er svært at høre ordene fra Paulus, skrevet til menigheden i Rom, men lige så vigtige at høre for os. Alene det, at der er så meget om død. Selv om der er kommet en god og vigtig opmærksomhed på sorgen og hvad det vil sige at miste, så tænker vi nødig på vores egen død, taler nødig om den. Alene ordet hejser et lille rødt flag, når man står der, og læser op. Går det nu an at sige ”død” så mange gange på en dejlig sommerdag, hvor vi bare vil nyde livet, luften og verden? Bedre bliver det ikke af at der også står synd og korsfæstelse. Fristelsen til at glide nonchalant hen over ordene uden rigtig at lande i dem er stor. Men det ville være ærgerligt, for Paulus skriver om liv og frihed. Når han skriver om at være død fra synden, handler det ikke om en renskuret tilværelse, der holder sig inden for nogle snævre rammer. Det handler om at blive fri, fra det, som plager os og ødelægger tilværelsen. Fri fra det, som står livet imod. Fri fra det, der skiller os fra Gud og de mennesker, vi har omkring os. Det er frihed fra vrede, frihed fra frygt, frihed fra den ødelæggende mistro til ens egen ret til en plads i verden. Det er derfor Paulus taler om at være døbt til Jesu død. På den anden side af døden ligger opstandelsen til et liv i fællesskab med Gud og med medmennesket. Et liv hvor døden ikke længere kan skade, hvor alt det, som bringer døden ind i vores liv og truer med at få det til at visne, har mistet sin magt. Et liv, der ikke er småt og fornæret på grund af nøjeregnende opmærksomhed på én selv og de andre. Et liv, hvor Gud ikke gøres til en smålig bogholder, men har sin rette plads som den, som giver os en fred, der overgår al forstand. Den kærlighedens Gud, hvis dybeste længsel er at frelse og forløse sine menneskebørn.

Det er en vandring, som kan minde om mystikerens vej, hvor det handler om at give slip, og lade sit jeg bag sig. Men det er samtidig en vandring ind i livet, som et handlende menneske. En invitation til at tage tilværelsen på sig og arbejde på den andens glæde med tro, håb og kærlighed.

Evangeliet i dag, og alle dage, er et frihedsbudskab. Et budskab om at alt det, som tynger dig til jorden, bliver løftet af dine skuldre. Et budskab om at hele det bjerg af bekymringer og fortrædeligheder, som du bærer rundt på, og nogle gange er ved at segne under vægten af; dén byrde er fordampet, som dug for solen. Nu er det tid til at gøre noget andet, noget nyt. At løfte hovedet og møde blikket hos det menneske, som også sled og slæbte lige før. At se hinanden og vide at det var en fælles erfaring, en vej, som nu er tilbagelagt. Det er blevet morgen, regnen er hørt op. Der er arbejde, der skal gøres, beslutninger, som skal tages. Det som var, binder ikke længere. Det er muligt at gøre noget andet, noget nyt. Det er muligt at sige som Jesus sagde til disciplene: Rejs jer, lad os gå herfra.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

KIRKEBØN

Himmelske Far, alting hører dig til. Hos dig er fuglen ikke i bur; du lader græsset gro, som det vil og ukrudtet rejse sig, over sammenstyrtede bygninger. Alle tings lov, skyldes din frihed. Derfor tjener stjernerne dig frivilligt. Solen står op med en lovsang til glæden og månen går, uden at vredes, ned i sin seng.

Vor Far, du er hele vort livs bevæger, fra dig og til dig strømmer alt liv og du kender hvert pulsslag og hver tanke. Nu beder vi dig: trøst og styrk alle dem, der er syge og sorgfulde, hvad enten de er fjern eller nær. Vær hos de skuffede, de troløse, de sagtmodige og hos dem, der snart skal dø. Se til dem, der ikke har kræfter til at se til dig, og stå os alle bi i anfægtelsens time.

Vi beder dig for vores fjender og dem, der forfølger os. Lys din fred over os alle. Velsign og bevar dine hellige sakramenter og lad dit ord bevæge sig uhindret imellem os, fra hjerte til hjerte, at dit rige med retfærdighed, fred og glæde må vokse dag for dag.

Vær med din kirke på jorden, hold din beskærmende hånd over vort land og alle, der bor her. Vi beder dig for alle, der har magt over andre, lær dem kærlighed og sandhed. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe og hele hendes hus, alle huse på land og i by. Skænk os alle din nåde og bevar os hos dig, indtil Kristus bliver alt i alle og vi skal se, ansigt til ansigt. Amen!

SALMER OG TEKSTER

Præludium: Per Nørgaard ”Året”. Koralforspil. Til Helen Sarvig (1980)

BLODBØG

Jeg så troen

som et vidunderlig smukt træ

fuldt af sol,

det grønne træ, som skifter

og bliver rødt som blodbøgen,

når det har stået tøvende

i nogle dage

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Fællessalme, nr. 745 Vågn op og slå på dine strenge

Præst: ”Herren være med jer!” – Alle: ”Og med din Ånd!”

BLEG MORGEN

Altid hører jeg sandheden gå og råbe

mellem husene.

Men når jeg lukker vinduet op,

er manden forsvundet med sin vogn,

og husene står med deres sædvanlige ansigter,

deres affable solsmil

i en dag som alle andre.

Stor var morgenen, som kom.

Vældige lys har den tændt i rummet.

Skære lyse farver

skælver i køligheden.

Sandheden var råbende nær

og gik bort til andre gader

mange tage borte,

hvor andre nu hører ham råbe.

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Læsning, epistel til 6. s. e. trin, Romerbrevet 6,3-11

Koret synger: I stjernehimlens ranker

O, hjælp mig, Gud,

og tag mig ud

af disse rådne vande,

da skal jeg snart

Med stjernens fart

Rotere om din pande

Hvert hav, hver skov,

hvert spor af plov

er dybe eftertanker

for os som går,

hvor gåden står

i stjernehimlens ranker.

(Musik og sats: Mads Damlund Tekst: Ole Sarvig ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981)

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 6. s. e. trinitatis, Matthæusevangeliet 5,20-26

Præst: Trosbekendelse (siges)          

Alle: Amen, amen amen

Fællessalme, Kirkesangbogen 858 Å Gud, vær du min ånde

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, Kirkesangbogen nr. 907b, Utroligheds frø.

Kirkebøn, Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 518, På Guds nåde i al våde

KRISTUSSTENEN

Ikke den dybe søvn.

Ikke den flimrende lyse dag,

ikke drømmenes tågede net,

intet af alt dette,

som du søgte og fandt

i dagene

og kendte navn på

og ofte stod med i hånden

og tænkte,

intet af dette var Kristus

Men drømmen,

digtet bag dagens lys.

I en af dagens timer

var det hos dig.

Og kristusstenen bandt

din tankes hvælving.

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Postludium: Per Nørgaard ”Året”. Koralforspil. Til Helen Sarvig (1980)

Organist Mads Damlund, Lundehus kirkes kor, prædikant Julie Damlund. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch

Tale ved Erik Bocks begravelse

0 Comments read Uncategorized

Nølev kirke, den 3. marts 2023

Åh Gud!

Som året går/skal vore sind

Nu vandre gennem/vinter ind

Som træet nu/står tomt og bart

Skal vi dets tanke/skue klart.

og hvis du faldt/som frøet ned

i jordens mørke/evighed

Hvis du er helt/alene, du,

så skal du se/din Frelser nu.

(Ole Sarvig)

Åh Gud! Sådan begyndte Erik altid sine prædikener med et suk og et stykke poesi.

For en lille uge siden drog Erik Bastian Bock sit sidste suk. Det var i lejligheden i Århus, højt til vejrs med udsigt over den by, hvor så meget begyndte.

Her levede Erik det meste af sin barndom i præstehjemmet med den store søskendeflok, han kom på Århus Katedralskole og senere på universitetet, hvor han lærte at kede sig til Løgstrups fænomenologiske forelæsninger. Så foretrak han syrebadet og den friske luft hos Sløk.

Den egentlige begyndelse var på Falster, hvor hans far var præst før han kom til Frue kirke i Århus. Eller måske den egentlige begyndelse var Sønderjylland, hvor begge Eriks forældre kom fra. For Erik var det hans åndelige hjemstavn.

På den måde hørte Erik til i flere tider; på én gang forankret i noget langt tilbage og senere, i sin præstegerning, langt forud for sin tid.

Erik trivedes bedst med modsigelsen. Når enigheden og samtyggeriet bredte sig, satte han helst en slåskamp i gang, bogstavelig talt eller i overført betydning. I København skabte han rabalder og ballade omkring sig. Der gik en usynlig bro – eller måske snarere end hemmelig tunnel – mellem Nørrebro og Christiania, hvor Erik hvilede ud, når det blev for hidsigt på Nørrebro. Med årene skabte Erik et tilflugtssted for mennesker af alle slags i sin præstegård; en slags læhegn, hvor man kunne drive ind i kortere eller længere tid og finde ly.

For jer børn, var det ikke altid lige sjovt at være midt i al tumlen. Alligevel skabte Erik små øer for jer, stille steder, som du har kaldt det Jonathan, foran på stangen på cykel gennem byen eller ude ved Rude; med flødeskum og leverpostejsmadder.

Ethvert menneske er en verden, det er sådan noget Erik kunne finde på at sige. Erik var en stor, strålende, labyrintisk svimlende og fortryllende verden. At komme ham nær var at få et kig ind i den verden, hvor der kan siges store ord og drømmes vidtløftige drømme.

Du skal skabe dit eget kongerige, var også sådan noget Erik kunne finde på at sige. Eriks kongerige strakte sig gennem tider og lande, Rom og Perugia, fra den tidlige kristendom blandt koptere og i østkirken til hedenskabet og 10.000 års nordisk folkekunst, vikingetogter til Canada og med nybyggere i Californien; fra fortidsminder i skoven ved Moesgård og til Tanzania og østafrika. Erik søgte til de steder, hvor der var billeder og poesi. Det bar han med sig; hans kamp var en kamp for bringe billeder og drømme ind i en søvnig og forstenet kirke og en affortryllet verden.

Erik var sommerbarn, født i juli måned, og sommertiden var en højtid. Det var festsæsonen, når der var besøg af brødrene fra USA og Canada, det var kajaksæsonen og tiden til at slå sig ned i Rude med ”Havet under mit vindue”. Det med tiderne gjorde sig også gældende når Erik holdt taler til festerne. For Erik var det et øjeblik uden for tiden, for de fleste andre var det en evighed. Det var Eriks lillebror Walter som huskede hvordan Erik havde det med at begynde på en tale, lige når isen var kommet ind. Så måtte man sidde dér og blive mere og mere jamsk, mens isen smeltede væk under sin frakke af flødeskum, dadelsirup og flødeboller.

I al den uro og tumult, som også kunne tage overhånd når Erik gav efter for en mani, så beholdt Erik sin barnetro. Ikke som naive forestillinger om Gud eller verden, men som en vished og en sikkerhed, som gik helt tilbage til dengang den lille Erik ville være præst lige som sin far. Hver aften bad han sit Fadervor, en bøn han reflekterede over livet igennem. At miste Annelise, sin lillesøster, som han havde kørt parløb med igennem så meget, var et grundskud, som formørkede blikket.

At møde dig, Marianne, blev en uventet gave. Med dig fik livet lethed og humør. Nye verdener åbnede sig i mødet med din familie og Erik slog sig med fornøjelse ned i dine stuer. Herfra kunne han se den sidste tid i øjnene med ro i sindet og med taknemmelighed og glæde over alt det, I delte med hinanden.

Erik var ikke bange for noget (næsten), heller ikke for døden. Han ventede på den med en vis nysgerrighed i forventningen om at det forhærdede tidselgemyt og den hjertets hårdhed, som han begræd i sig selv, ville blive blødgjort dér på den anden side.

En af de teologer, Erik vendte tilbage til, var Otto Møller. Otto Møller skriver om, hvordan han i et syn så Kristus gå foran gennem dødsriget og drage de døde med sig ud af dødsriget og ind til de himmelske boliger, hvor natten er lys som dagen, mørket er som lyset. I dag følger vi Erik det sidste stykke, vi sender ham afsted på vandringen til de levendes land. Måske er det som når der blev leget bro bro brille til festerne i Hans Tavsensgade, en syngende gang ind til lys, fest og hengivelse og ingen kommer i den sorte gryde, men der er smukke engle til at tage imod.

Vi andre lever videre med dansen og kærligheden i hjerterne i troen på at Erik nu skal være gæst ved den himmelske bryllupsfest hos den Gud, hvis kærlighed favner både levende og døde.

Salmer:

754 Se nu stiger solen

46 Sorrig og glæde

122 Den yndigste rose er funden

536 Udrust dig, helt fra Golgata

Ved graven: 598 O Gud, du ved og kender

Læsning: Johs 14, 1-7

Billedet: Solopgang ved Rude Strand, 26. februar 2023

Vi mødes i porten

0 Comments read Blog

Prædiken over Mark 6, 1-6/Matt 13, 53-58/Luk 4, 16-30. “Jesus i Nazaret”

Åh Gud, tal sagte nu
til mig, og med Din stemme. Amen!

Det er et paradoks, at man kun kan bryde med en tradition man selv står i. Man kan kun forandre en tradition indefra, og måske er det endda sådan at man kun kan forny en tradition som man elsker. Det er et paradoks, fordi den selv samme tradition kan være ødelæggende. Selv Jesus, hvis livsbane ellers var så klar, lige til det sidste, selv han ser ud til at blive tynget til jorden af traditionens vægt, da han besøger synagogen i Nazaret, sin hjemby. Han forkynder det nye, evangeliet om at Guds rige er nær. Et budskab fuldt af håb og forløsning. Men folkene i Nazaret ser bare tømrerens søn, ham de allerede kender og synes de véd nok om. Måske synes de ovenikøbet at han skylder dem noget. Han rejste jo fra det hele, lod andre om ansvaret for sin mor og sine søskende.


Ole Sarvig havde ingen problemer med den kirkelige tradition, ikke i udgangspunktet. Ikke at det var noget, han have med hjemmefra, men han var et religiøst gemyt og kom som barn til at gå til FDF i Anna kirke på Nørrebro. Det var i 30’erne og tidens hang til korpsideologi og uniformer gjorde sig gældende. Der var bogstavelig talt hundredevis af børn og unge som den lille Ole, der gik til FDF i deres hvide skjorter hos ”Manden”, som de kaldte pastor Grue, kredsens leder. På ét punkt var Sarvig dog anderledes: Han elskede at gå i kirke og det påvirkede ham stærkt. Til sin konfirmation var han nær ved at besvime og den mystiske oplevelse, der ifølge hans eget udsagn prægede ham hele livet, kom til ham i forbindelse med ét af 30’ernes store kristelige ungdomsstævner. I gymnasiet var han aktiv del af den kristelige gymnasiastbevægelse, som havde forbindelse til Olfert Richard og spejderbevægelsen.


Da krigen kom, skete der noget. Sarvig så hvordan den vej, han var slået ind på, voksede sig stærkere, forvrængedes og blev dæmonisk, også i ham selv. De friske ungdomskorps med den karske livsstil og de sunde værdier – måske især syd for grænsen – del af den rendyrkede ondskab. Og han forkastede det hele. Kirken, traditionen, institutionen og dens fællesskaber. Kun ét kunne han ikke forkaste: Digterne. Kingo, Stehn, Brorson og Grundtvig. Deres ånd beholdt han hos sig, mens han i øvrigt vendte sig fra den kultur, som havde fostret holocaust, propaganda, masseødelæggelsesvåben og effektivisering af ondskab og kynisme.


Sarvig blev del af den kunstneriske avantgarde, samtidig med at han genfandt kristendommen på en ny måde. Ved at vende sig til fortællingerne fra det ny testamente finder han et vindue ind til det at være menneske i verden. I evangelierne finder han spejlinger af livserfaringer, som er umiddelbart tilgængelige for den, der træder ind i evangeliernes billeder. Helt udenom tradition, kultur og historie. Han finder Jesus, som gør op med sin tradition. Jesus, der altid er i bevægelse ude på vejene og i grænseområderne. Kun sjældent går han ind i gudshusene, templer og synagoger, og når han gør det, giver det konflikt; opbrud. Så knager de traditionelle rammer om troen i fugerne.


For Sarvig er det et spørgsmål om overlevelse. Måske ikke i fysisk forstand, men i eksistentiel forstand. Skriften, de grafiske spor på det hvide papir, er den redningskrans han klamrer sig til, for at forblive i livet. Skriften og kærligheden. Det erotiske møde med et andet menneske eller den konkrete skrift kan holde ham fast i den virkelighed, som ellers syntes ham utilgængelig. Sarvig taler om hvordan han som barn betragtede de andre børn, der – med Sarvigs ord – ”hyggede sig i tilværelsen”. Det kunne han ikke. Men han kunne finde trøst i ordene om ”I dag!”; ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse”. Troen på at noget er på vej, noget, hvis frø og kim allerede ligger på spring i jorden. Troen på at Kristus er i verden, at han blev menneske for at vi skulle blive til som mennesker. Troen på at den nød, som er i verden, ikke er det sidste, der er at sige.


Senere i livet forstod han at hans eget opgør med traditionen kun kunne ske, fordi den var ham så fortrolig. Fordi det på en vis måde var en del af ham selv, han gjorde op med. Og han forstod at menneskers tro har brug for kirken som det rum, hvor man går ind og henter fornyelse, styrke og mening. At traditionen er som en brønd, og uanset om man hører til dem, der henter vand eller ej, så har man brug for vand at drikke. Det var vigtigt for ham at kirken ikke vendte tilbage til at blive institution for institutionens skyld eller en klub for glade mennesker med deres på det tørre. At kirken i lige så høj grad skal være et sted, hvor det er tilladt at stå ude og kigge ind, som et sted hvor de indforståede står og kigger ud på ”de andre”. Selv havde han det bedst med at stå uden for og forblev til sin død udmeldt af folkekirken.


”Vi mødes i porten”, sagde han. Nogle på vej ud, nogle på vej ind og andre, forbipasserende. Der i porten, ved den åbne plads kan findes et frit fællesskab, hvor mennesker udveksler med hinanden. Derfor var han glad for at skrive klokkevers. Klokkerne ringer for alle, uden forskel. De ringer for dem, der går ind i kirken, dem, der er på vej ud og for og dem, der passerer forbi. Klokkerne ringer deres ”I dag!” ud over os alle.

Prædiken holdt ved åbningsgudstjenesten for FUVs gudstjenestekonference 30. januar 2023

På billedet: Udsigt fra Bavelse kirkegårds kapel

Liturgi, salmer og musik:

Vi mødes i porten. En gudstjeneste med tekster af Ole Sarvig

I gammelt kirkeland
kalder jeg kvinde, mand
som å til glædens flod:
Kristus opstod
(Klokkevers, Sandby kirke)

Haslev kirke, mandag den 30. januar 2023 kl. 13.45

Medvirkende: Janne Solvang, sang; Kevin Borbye Edelvang, orgel; Julie Damlund, prædikant

INDGANG: ”I stjernehimlens ranker”. Melodi og sats: Mads Damlund
O hjælp mig Gud
og tag mig ud
af disse rådne vande
da skal jeg snart
med stjernens fart
rotere om din pande.


Hvert hav, hver skov
hvert spor af plov
er dybe eftertanker
for os som går
hvor gåden står
i stjernehimlens ranker.

HILSEN
SALME: O Gud bag svarløs dag. Melodi: Jakob Lorentzen
BØN
LÆSNING, Luk 4, 16-30. TROSBEKENDELSE


SALME: Gud Menneske, Gud vandringsmand. Melodi: Fuzzy
PRÆDIKEN

MOTET: ”Vær om os med dit væsen, Gud”. Musik: Mads Damlund
Vær om os med dit væsen, Gud,
og løs os ud, ja, løs os ud,
det beder vi så såre.

Dybt i vort sind en længsel stod
og søgte dig, sin sande rod
og voksede ad åre.

Vær Du den rod, Du som er god,
og giv os mod, ja, giv os mod,
det beder vi så stille.

Lad tankens sum fordampe helt
ud i det rum, hvor alt er delt,
som Du engang det ville.

NADVER. Under uddelingen synges Som året går. Melodi: Per Nørgaard,

SALME: Utroligheds frø. Melodi: Teitur


Kollekt. Velsignelse


UDGANG: Da al angst blev til ro. Melodi: Jonas H. Petersen


Da al angst blev til ro
var du dybt i mit blod
og du kom mig så nær
som jeg aldrig forstod.

I stjernehimlens ranker findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
O Gud bag svarløs dag, nr. 881 fra ”100 salmer”, Eksistensen 2016
Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Gud menneske, Gud vandringsmand, nr. 983 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Året, DDS 720. Teksten findes i ”Min kærlighed. Epilog til en digtkreds”, Wivels forlag 1953.
Utroligheds frø. Frostsalme, for 2 eller 3, nr. 907b fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948
Da al angst blev til ro. Du, nr. 1008 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948

Tidens forslugenhed

0 Comments read Blog

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Prædikerens Bog 3,1-11

Utidig

Tænk hvis de lå sådan, ordentligt ved siden af hinanden, tiderne. I pæne kategorier, så man vidste, hvad man havde at regne med. “Nu er det tid til at danse”, “nu er det tid til at holde klage”. Det er så pinligt når man gør det modsatte og danser, mens alle andre klager – eller omvendt kun har lyst til at klage når alt omkring én går op i en højere enhed af fællesdans. Eller tænk hvis man på forhånd vidste at man godt kunne glemme alle sine anstrengelser for at sy sammen, fordi det faktisk var tid til at rive itu. Eller hvis man vidste besked, så man aldrig aldrig kom til at omfavne på de forkerte tidspunkter.

Som regel falder tiderne over hinanden, halser efter hinanden, eller hænger fast i andre, allerede tilbagelagte tider; kæmper om pladsen. Ofte slår tiden følge med tvivlen. Er det nu? Var det tiden til at tale? Eller var det i virkeligheden tiden til at tie?

Alt er til stede

Og så er der de tidspunkter, som er uden for tiden. Når døden rammer og der går hul på tilværelsen. Det er tiden, hvor man mister, men også tiden hvor man samler. Den døde kommer nær. Al den tilbagelagte tid, man delte, kommer ligesom til stede i ét nu. Fraværet af et elsket menneske, får netop dét menneske til at manifestere sig så levende. Nuets ikke-væren bliver en intens væren i tanker, følelser og minder samtidig med at sorgen afmægtigt kaster liner ud i den fremtid, som nu skal bygges om, iklædes andre forventninger og planer.

En veninde sagde for nylig til mig: ”Da min mor døde, var det som om alt blev min mor”. Jeg forstod hvad hun mente. At forholdet til moderen ikke længere var en relation til et konkret menneske med et sted og en tid i verden, og at den relation derfor var på spil over alt. Kærligheden til moderen mistede sin rettethed og rykkede ind i hende i stedet, så hun nu oplevede igennem den. Relationen til moderen blev den rude, hun så verden igennem.

Ifølge prædikeren skal vi affinde os med at det tilkommer Gud at lægge tiderne til rette for os, udmåle dem. Vil skal blot bie og tage imod den tid, der kommer, hvordan den så end er, og hvad den så end bringer med sig. ”Time will come and take our love away” siger Shakespeare i en af sine sonetter. Han skriver om vemodet ved at leve med tiden som vilkår. Fordi alting eksisterer udstrakt i tid, vil alting blive til og forgå i en stadig vekslen. Også det eller den vi elsker, vil tiden æde sig ind på, for til sidst at tage den elskede fra os.

Tidens fylde

Læser man prædikeren i Septuaginta, den antikke græske oversættelse af Det Gamle Testamente, er der to forskellige ord for tid i spil. I den første linje, alting har en tid, står chronos for tid. Vi har ordet på dansk f.eks. i kronometer, en gammeldags betegnelse for et ur. Et kronometer er netop et apparat, der måler tiden, sådan som det angives med visere, tal og streger. En tid sat sammen af lige store stykker, der tilsammen giver en bestemt udtrækning.

I det følgende vers, En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at… står et andet ord for tid, nemlig kairos. Ordet henviser til det bestemte tidspunkt. Et tidspunkt bundet til en nærmere defineret situation. Kairos kan også betyde ”det rette øjeblik”, sådan som det ofte ses i Det Nye Testamente. I den forstand er kairos en form for tid, der ophæver tiden som udstrækning. De to betydninger mødes i udtrykket ”tidens fylde”, som for eksempel findes i Paulus’ brev til Galaterne: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn…”. Tiden er igen repræsenteret ved ordet chronos, men der er sket noget. chronos er ikke længere en nøje udmålt række af lige store bidder. Tiden er fyldt ud og fyldt op af dén begivenhed, som samlede alle tider i sig.

At få det tabte tilbage

Jesus blev født ind i tiden som den, der var til stede ved verdens skabelse og som den, der skal blive alt i alle når tiden ophører. Men han er også den, som giver den tid, der løb os af hænde, tilbage til os. I forsoningen er tiden aldrig forpasset. Selv den tid, der gik, bliver ny. Jesu liv, død og opstandelse er som et oprør mod tidens forslugenhed: At den, som Shakespeare skriver, berøver os det, vi elsker. I Kristus behøver vi ikke længere leve udspændt imellem alle livets forskellige tider. Det, vi har mistet, får vi tilbage. Det som vi samlede, kan vi dele ud, og det som vi spredte, finder vi igen. Guds nåde er den fylde, som ophæver tiden. Vi både planter og høster i samme nu, uden at vi véd hvordan det sker. Det er altid tiden til at elske og altid tid til fred. Dér er evigheden, eller rettere sagt her; lige nu og her. I livet fri af kronometerets stumper og stykker. Et liv hvor tiden ikke længere er stykkevis og delt.

For alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Men da tidens fylde kom, fik vi evigheden som gave og alt det med tidspunkterne – blev lykkeligt ligegyldigt.

En version af denne artikel blev bragt i Grundtvigsk Tidende, nr. 5, 174. årg, 14 juli 2022

Illustration: Alcides Herrera

Skabt i Guds billede

0 Comments read Blog

Den lille pige står med skæve fletninger og de sødeste smilehuller. Cowboybukserne poser lidt, t-shirten med de blå-hvide striber kan knap ses bag det store legobygningsværk, hun stolt holder foran sig.

Billedet gik rundt på internettet for nogle år siden, det er fra en gammel reklame og teksten til reklamen lyder: What it is is beautiful, på dansk noget i retning af ”Hvad det er, er smukt”.

Prinsesse eller ridder?

At billedet pludselig blev delt og kommenteret af så mange skyldtes, tror jeg, at det mindede os om en tid, hvor børn blev opdraget på en helt anden måde. Da en venindes søn bare få årtier senere begyndte i vuggestuen fik man ikke længere en mariehøne, en sol, en stork eller hvad det nu kunne være, som billede på sin garderobe. Det var ikke noget valg, det hed blå riddere til drengene og lyserøde prinsesser til pigerne. En af mine egne drenge havde engang klædt sig ud med kjole, smykker og neglelak. Det fik pædagogen i børnehaven til at mene at det nok var mine egne prinsessedrømme, jeg levede ud igennem min søn. At han bare var en dreng, der legede, faldt hende åbenbart ikke ind.

Eksemplerne siger noget om, at vores måde at tale om køn på altid har været i forandring. I nogle år har begreberne snævret sig mere og mere ind. Nu vides de ud igen. Samtalen om køn fylder imellem os, i os og i det offentlige rum. Og godt for det!

Skabt i forskellighed

I skabelsesberetningen står der at Gud skabte mennesket i sit billede, ”som mand og kvinde skabte han det”. Den sætning giver ikke meget hjælp i forhold til hvordan ”mand” og ”kvinde” defineres. Men den fortæller noget om at gudbilledligheden rummer forskellighed og differens. Der kunne lige så godt stå: ”I forskel skabte han det”.

Mennesker er forskellige. Og det helt store problem med de stramme definitioner er, at de indsnævrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Det store frigørelsesprojekt, som vores samfund er et resultat af, handler netop om friheden til at være menneske på mangfoldige måder.

Der vil altid være et behov for også at se på strukturerne i samfundet. Det er sådan noget tal og statistikker kan bruges til. Så vi kan få øje på, om nogle grupper forfordeles. Ligeløn skal ikke være en individuel kamp. Men det enkelte menneske er altid mere end tallene, statistikkerne og de snævre definitioner.

Samtalen angår også kirken

Sagt meget kort, er det spørgsmålet, som vi i kirken altid forsøger at besvare: Hvad vil det sige at være et menneske? Og nu, i denne tid, måske: Hvad vil det sige at være mand? Hvad vil det sige at være kvinde?
Bibelen har en hel del at sige om den sag, og det har vi selvfølgelig også hver især. I slutningen af april var der højskoledag om ”Kirke og køn” i Lundehus kirke (arrangeret i samarbejde med Taksigelseskirken).

Som samtalepartnere deltog Gitte Buch-Hansen, som forsker i Det Ny Testamente og professor emeritus Ditlev Tamm, som har skrevet om cross dressing. Som afslutning på dagen optrådte performer og forfatter Madame Nielsen i kirken. Der var stor interesse og livlig snak ved bordene. Samtalen er ikke slut, men det var godt at få begyndt.

En tidligere version blev bragt i ØsterbroLIV i april, 2022

5 salmer til januar måned

0 Comments read Blog

I januar 2022 havde jeg fornøjelsen af at vælge “Ugens salme” til siden Salmer.dk

De fem salmer, jeg valgte, er alle på den ene eller den anden måde i dialog med søndagens tekst og tiden i kirkeåret, men det er mit håb at disse små refleksioner er læseværdige året rundt.

Nedenfor kan du læse om:

Uge 1: “Sov sødt barnlille”. Tekst: N.F.S. Grundtvig, melodi: Th. Laub. DDS nr. 674

Uge 2: “Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Tekst: Petter Dass, melodi: Jákup vid Ryggjagard. DDS nr. 7

Uge 3: “Å Gud, vær du min ånde”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Fuzzy. Kirkesangbogen nr. 858

Uge 4: “Jeg véd at en og en er to”. Tekst Mirian Due og Marianne Søgaard, melodi: Marianne Søgaard. Kirkesangbogen nr. 979

Uge 5: “Som året går”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Per Nørgaard. DDS 720

Uge 1. Åndedrættets vinger

“Sov sødt barnlille”. Tekst: N.F.S. Grundtvig, melodi: Th. Laub

Ugens salme er som så mange Grundtvig-salmer: Fuld af gode ord som er skønne og lette at synge – og samtidig indholdsmættet og kompleks. ”Sov sødt barnlille” har jeg sunget med stor fornøjelse siden jeg var barn, ikke mindst på grund af Thomas Laubs vuggesangsmelodi.

I Ribe Domkirke, hvor jeg blev fortrolig med den, var de to første vers faste dåbsvers. De er da også lige til: ”Sov sødt barnlille, lig rolig og stille, så sødelig sov, som fuglen i skov”. Enkelt, kærligt, varmt. Næste vers er også indlysende, især når det synges som dåbsvers: ”Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst, slog kors for dit bryst”. Sådan tegnes der jo netop i dåben kors for ansigt og bryst. Senere hørte jeg dét om salmen, som alle præster elsker at fortælle. At den jo slet ikke er en vuggesang til et barn, men Grundtvigs trøst til sig selv. Den står da heller ikke med dåbssalmerne i salmebogen, men i stedet med et ”død” nede i hjørnet af siden, hvilket man i parentes bemærket godt kan ærgre sig over.

Det var først da jeg, efter endt teologistudium, arbejdede frivilligt på Nikolaj-tjenesten at salmen åbnede sig for mig. Jeg tog tit de sene vagter, så jeg kunne putte børn og derefter cykle ind til Nikolaj plads for at passe telefonen i nogle timer. Der var mange samtaler og de var alle svære på hver deres måde. Derfor gjorde jeg det til en vane at have en opslået salmebog liggende ved siden af telefonen. Imellem samtalerne læste jeg så et vers eller to af en salme, for bare lige at få et lille ophold inden jeg trykkede på knappen og var klar til næste opkald.

Jeg gik i gang med at memorere de øvrige vers af ”Sov sødt”. Det var som om netop den salme allerbedst udtrykte det, som der var brug for at sige. Både til dem, der ringede ind og til mig selv, som lyttede og baksede med det, som alle fortællingerne fra mennesker, som havde det svært, gjorde ved mig. Nætterne på Nikolajtjenesten gav mig et nyt blik på salmen, som en salme om Fadervor. Det er i dén egenskab vi skal begynde året med den, ligesom der blev prædiket over Fadervor nytårsdag. Hvad kunne vel være en bedre begyndelse på et nyt år?

Fadervor spiller en særlig rolle, ikke mindst for Grundtvig, som ord af Jesu egen mund. Det er det, som udfoldes i salmen, hvor ”Frelserens bøn” med ”åndedræts vinger” svinger sig op og blander sig med den himmelske lovsang. Dér, i englekoret, synger alle vores døde med, alle dem som ingen Djævel mere kan skade, fordi de i dåben har fået del i det evige liv. Der består et fællesskab mellem alle de døbte – både levende og døde, et fællesskab som udtrykkes med Fadervor.

I det sjette vers fuldendes bevægelsen. Fadervor blev sagt, råbt, sunget på jorden, Fadervor blev båret op til det himmelske, og nu ”drypper som duggen, der manna på vuggen”. Barnet – altså alle døbte – får simpelthen himmelske smuler fra englenes bord dryppet over sig. Mannaen som den himmelske spise, der mætter al sult, vedkvæger al tørst og stiller al længsel. En overflod af nåde! Derfor kan Guds barn nu ”sige godnat” til tvivlen og frygten og sorgen. Og så slutter salmen, så enkelte og vuggesangsagtigt som den begyndte: Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille.

Godt nytår!

Uge 2. Helliget vorde dit navn

“Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Tekst: Petter Dass, melodi: Jákup vid Ryggjagard.

Denne uges salme havde jeg lagt på is i adskillige år. Den er karsk og fyndig, insisterende og kraftig – kort sagt irriterende; i hvert tilfælde hvis man hører til dem, der får lyst til at vende om og gå i den modsatte retning, når der er optræk til, at der skal marcheres i takt.

At Gud er Gud om alle land lå øde og alle mand var døde udtrykker et gudsbillede, som tilhører tiden før det moderne, før oplysningen. En gammeldags idé om Gud som et metafysisk væsen på sin sky i himlen, som man ikke redeligt kan forkynde i dag. Eller sagt på en anden måde: Er Gud ikke kun Gud, hvis nogen tror? Og er det ikke også sådan, vi må forstå skabelsesberetningen, at Gud skabte mennesket i sit billede?

Som så ofte med det, som irriterer, er der to muligheder: Man kan undgå det, eller man kan zoome ind; stille skarpt og undersøge hvor det egentlig er, skoen trykker.

Det var en studietur til Færøerne der blev lejligheden til at tage irritationen over salmen op til revision. På Sandoy deltog vi i en degnegudstjeneste, en praksis, der som bekendt har været almindelig på Færøerne fordi der ofte gik lang tid imellem at præsten kunne nå frem til de mindre bygder. Degnegudstjenesten gjorde indtryk ved sin enkelhed og sin ydmyghed. Der blev læst op fra Bibel, bønnebog og postil, intet andet. Og så blev der sunget salmer, selvfølgelig. Fokus var på det egentlige: At samles for at høre evangeliet, og ens egne forsøg på at underholde og hitte på tog sig i sammenligning ud som netop dét, underholdning og hittepåsomhed. Til gudstjenesten sang vi ”Herre Gud dit dyre navn og ære”, men på den færøske melodi. Til forskel fra den norske springdans er den færøske melodi rolig og inderlig. Senere, i Thorshavn, hørtes melodien spillet af domkirkens enkle klokkespil.

Kunne den karske bekendelse i virkeligheden være noget andet? Og jo, det er den. Salmen er skrevet som en katekismussalme, over Fadervor. Bøn, altså, ikke bekendelse. Og det er netop derfor, den er ugens salme i et lille Fadervor-tema her ved årets begyndelse (se sidste uges salme). De vers, som udgør salmebogens nummer 7, er skrevet over den første bøn, helliget vorde dit navn. Med bønnen som klangbund snarere end bekendelsen får salmen en anden åben karakter. Tvivlen får plads. Ordene om at ”Gud er Gud…” kan nu læses som en udfoldelse af linjerne fra Luthers lille katekismus: ”Guds navn er helligt i sig selv, men vi beder i denne bøn om at det også må komme til os”.

Til videre læsning kan anbefales Mallings kommentar, som også rummer de øvrige vers af den oprindelige salme. Det hele kan findes på siden salmer.dk

Mere om melodien: I salmebogen står blot “Færøsk melodi”, men salmen har faktisk en komponist, nemlig Jákup vid Ryggjagard. Han levede på øen Nólsoy for omkring 100 år siden. Anne Mette Greve Klemensen, som er præst på Nólsoy, fortæller at han blev anset for at være lidt sær, måske retarderet. Jákup havde ikke noget arbejde, men han var god til at synge! Han kunne huske en sang eller melodi, bare han havde hørt den én gang, og ofte stod han ved kajen og sang, når fiskerbådene kom i land, eller han sang for dem, der arbejdede med høhøsten. Hvis der var en melodi, han havde glemt, fandt han selv på det, der manglede. Og det var sådan, melodien til Herre Gud, dit dyre navn og ære opstod. Mange havde hørt Jákup synge denne sang og folk i byen kendte den efterhånden også. Da en norsk biskop besøgte Tórshavn og bl.a. talte om Petter Dass, var der også nogle nólsoyborgere blandt tilhørerne. De fortalte biskoppen om “deres” særlige melodi, da de var gået på værtshus efter foredraget. Tilfældigvis var komponisten Jógvan Waagstein også til stede, og han skriver melodien ned og synger den for sin svoger, provst Dahl. Provsten beslutter sig for at oversætte de tre almindeligt brugte vers til færøsk. Waagstein brugte melodien i sin Olai-kantate som han skrev i 1930 i anledning af 900-året for Olav den Helliges død. Derfra blev den kendt overalt på Færøerne. I dag bliver salmens første vers sunget hver søndag, efter den apostolske velsignelse. I den færøske koralbog nævnes Jógvan Waagstein som komponisten, men han fik den altså fra Jákup vid Ryggjagard via nolsøboerne. Tak til Anne Matte Greve Klemensen for denne fortælling!

Uge 3. Guds glæde og Guds tårer

“Å Gud, vær du min ånde”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Fuzzy

Å Gud! Så enkelt begynder denne uges salme. Salmen er med her, fordi den er både enkel og inderlig samtidig med at den rummer et moderne gudsbillede (se sidste uges salme). Det er den store styrke ved Ole Sarvigs salmer, at de fastholder et nutidigt verdensbillede uden at miste poesien.

”Å Gud vær du min ånde, i dagens lyse bad, og lær min sjæl at bede, at den kan blive glad.” Første vers rummer en helt enkel fremstilling af bønnen som det daglige åndedræt, samtidig med at tanken ledes hen på hjertebønnen: Du i mig og jeg i dig.

I sidste uge berørte jeg spørgsmålet om Gud virkelig er Gud om alle land lå øde og alle mand var døde og spurgte om ikke kernen i skabelsesberetningen netop er, at Gud først er Gud idet der er mennesker, som tror. Eller mere præcist: Hvis Gud er kærlighed, så er Gud kun Gud i et kærlighedsforhold. Det var derfor, han skabte mennesket i sit billede.

Det er netop den tanke som udfoldes i salmen her, hør f.eks. den 7. strofe: ”Er vi den glæde, Herre, i rummets dybe sang, den sjæl, som du har ønsket, af duft og stof engang”. At sige at Gud er kærlighed, kan hurtigt blive meget abstrakt og begrebsligt. En filosofisk definition. Men Sarvig skriver Guds kærlighedslængsel frem. Gud elsker mennesket som duft og stof, ikke som et begreb, og mennesket er Guds glæde. I denne relation mellem det synlige og det usynlige bliver mennesket til – men det gør Gud også: ”Du ser og vi ser ikke, du er og vi er til” (strofe 8). Derfor lider Gud, når mennesket lider. Fordi mennesket er Guds kærlighed og Guds længsels mål. ”Og græd du når du så os, i verdensaltets bål?” spørges der i sidste vers. Når verden brænder, græder Gud. Om det skyldes atombomberne i anden verdenskrig, kemisk krigsførelse i Syrien, brændende oliefelter eller global opvarmning så er det mennesket, som ødelægger skaberværket og – idet, det glemmer Gud – også ødelægger sig selv. Og når mennesket går under, gør Guds kærlighed det også. Derfor spørgsmålet: ”Og græd du når du så os?”.

Underligt nok bliver tanken om frelsen som en belønning ved livets udgang ved med at dukke op. Som om Gud var en skolemester, som giver karakterer til sidst. Eller måske rettere en bademester, som enerådigt bestemmer hvem der må komme ind i hallen og hvem, der skal blive ude. Salmen her tager første Johannesbrev på ordet: Gud er kærlighed. Gud elsker mennesket, det er det eneste, der er at sige. Det er ikke en egenskab ved Gud. Kærligheden – til mennesket af duft og stof – er Gud. At mennesket frelses fra selvødelæggelsen er ikke en belønning. Det er Guds dybeste længsel.

Salmen har melodi af Lars Sardemann – eller den kan synges på ”Min død er mig til gode”. Endelig har Fuzzy lavet en melodi, hvor to strofer samles til én, ligesom det i øvrigt er tilfældet med salmebogens nr. 720, Året. Fuzzys melodi findes i Kirkesangbogen.

Uge 4. Det gådefulde alligevel

Jeg ved at én og én er to. Tekst: Mirian Due og Marianne Søgaaard, melodi: Marianne Søgaard

I betragtning af hvor meget spørgsmålet om tro som modsætning til viden(skab) fylder for mange mennesker, er det påfaldende hvor lidt, det fylder i vores salmer. I denne uges salme tager Marianne Søgaard og Mirian Due emnet op i en salme, der på en vis måde ikke gør meget væsen af sig, men alligevel får sat ord på en hel del.

Salmen er en personlig refleksion, med et digterisk ”jeg”, som den, der synger, kan identificere sig med eller gå i dialog med. Dermed er den del af en spændende tendens i det 21. århundrede, hvor gode digtere går til salmegenren med uforfærdethed og uden berøringsangst. Mirian Due har fortalt, at hun ligefrem blev opfordret til at forsøge sig med salmegenren på forfatterskolen. Det var nok ikke sket i Poul Borums tid, hvor de fleste kunstnere holdt kirke og tro ud i strakt arm. Salmedigteren gemmer sig ikke bag et ”vi” eller i en henvendelse til et ”du”, men tør sige ”jeg”. Salmen hører dermed til i den kategori, som man måske før i tiden ville have kaldt ”åndelige sange”, sådan som vi kender det f.eks. fra Brorson.

De helt enkle, næsten barnligt enkle, spørgsmål i første strofe åbner for en undren over livet og tiden. En plus en giver to – men hvad så derfra? Så er tingene ikke længere så entydige. Hvorfor er noget til? Hvad er tid?

Anden strofe handler om traditionen, som jo igen hører til blandt de ting som vi véd. De historiske kendsgerninger er noget, man kan gribe til som en form for stedfortrædende tro. Som præst hører man det ofte fra forældre til børn, der skal døbes. Det føles lidt for stort at kalde sig selv for troende, men barnet bæres alligevel til dåben på familiens og traditionens tro. Det smukke og stærke ved det er, at denne tilsyneladende ”lille tro” er så helt igennem stor nok, sådan som vi hører om det 3. søndag efter helligtrekonger, hvor Jesus taler om sennepsfrøet. Troens gåde udfoldes i dette ”Alligevel”, som indleder den tredje strofe.

Der er noget utrolig fint i at lade salmens centrale ord være sådan et upåfaldende ”alligevel”. Det ligner næsten et fyldord, men ordet betegner hele troens paradoks og troens rigdom. Som det lillebitte sennepsfrø rummer dette lille ord troens hengivelse og overgivelse. Jeg ved – og jeg tror alligevel! En moderne formulering af evangeliernes ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Det præcise og ukunstlede sprog i salmen, hele dens form og stil, udtrykker dens indhold. Fint understreget af Marianne Søgaards enkle og sangbare melodi.

I Kirkesangbogen, hvor salmen først blev trykt, er den placeret sammen i afsnittet af salmer om gudstjenesten og det med god grund. Traditionen og kirkerummet bliver indgangen til troen, som en løftestang. Kirkerummet behøver ikke være det fysiske kirkerum, det kan også være tankens kirkerum. Men der er en pointe i at der netop er tale om et rum, hvor man kan være til stede med sin krop og sammen med andre kroppe udgøre et fællesskab. Og der er en pointe i at det netop er i det rum, hvor mange andre før i tiden er gået hen for at gå til gudstjeneste. Troen og tvivlen, som er et vilkår for den enkelte, bæres af fællesskabet. Det er i fællesskab, ”i denne søndags menighed”, at troen og tvivlen kan holdes sammen som en helhed.

Den fjerde strofe griber tilbage til indledningen og slutter eftertrykkeligt: ”Jeg ved, at én og én er to! Jeg kommer til dig i min tro”. Uanset om det forstås bogstaveligt, som udtryk for det, at gå i kirke, eller overført, som det at søge Gud, er meningen klar: Det er troen, som giver bevægelsen.

Uge 5. Vinterstilhed

Som aaret gaar
– Saa vore sind
skal vandre gennem
vinter ind.

Som træet nu
staar tomt og bart,
skal vi det tanke
skue klart:

Hvordan det stod
paa bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod

Og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

Det træ er dødt…

Den 2. december sidste år døde min mor pludseligt og voldsomt og jeg blev tavs. Ikke tavs i prædikener og taler, for arbejdes skal der jo. Men tavs et andet sted dybt nede. Det menneske, som udgjorde et punkt af livfuldhed og glæde i mit liv; et menneske, med hvem jeg stod i en stadig udveksling af tanker, iagttagelser og refleksioner om stort og småt, var pludseligt væk. Det blik, som kun hun havde på mit til tider kaotiske liv, var forsvundet. Og hvad siger man så? Ikke noget. Der blev vinterstille.

En tidligere kollega og veninde til min mor sendte mig nogle ord fra Sarvigs salme til trøst:

De, der har mistet
alt, som I,
dem vil jeg tage
bolig i

usynlig
for alverdens sind
og bie dèr
paa sommervind

Der er en vinterstilhed i mange af Sarvigs digte. En venten på det, der skal komme. To begivenheder står ved begyndelsen af Sarvigs liv som digter: Farens død og Danmarks besættelse. To begivenheder, der på hver deres måde lagde et låg over tilværelsen og gav den en karakter af foreløbighed. Samtidig er der en intens sansning i mange af digtene. En solstråle, der glimter i sneen, en sporvogns hårde træsæde.

Jeg har ofte brugt salmen til alle helgen, netop på grund af linjerne om Kristus, der tager bolig i dem, der har mistet; som en kim af håb. Og jeg har lige så ofte brugt salmen her ved midvinter – kyndelmisse – hvor vinteren har sat sig dybt i kroppen. Opstandelsesbilledet fra Johannesevangeliet klinger med i hele salmen. Faldet ned ”i jordens mørke evighed” er bevægelsen gennem døden og ud til nyt liv. Det er dåbens bevægelse gennem vandet til frelse og måske også sorgens bevægelse frem mod en ny glæde over det menneske, der var. Et nyt håb bygget på dén kærlighed, som favner både levende og døde.

Citaterne her i artiklen stammer fra den første version af salmen, som findes i bogen ”Min kærlighed”, med undertitlen ”Epilog til en digtkreds”. Epilogen udkom i 1952, efter fire år uden digte fra Sarvigs hånd. Alle de tidligere digtsamlinger, fra debuten ”Grønne digte” (1943) til prosadigtet ”Legende” (1946), rummer tekster med et religiøst kristent indhold. ”Menneske”, det sidste bind i den oprindelige digtkreds, slutter med ”Frostsalme. For to eller tre” og det helt korte digt ”Ordet”. Og så kommer altså, efter nogle års pause, ”Min kærlighed”, der åbner med ”Aaret”, som jeg her har citeret. Sarvig genudgav det adskillige gange, altid i let ændrede versioner. Alligevel står det stærkt og skrapt skåret, i tyve korte strofer, som om han igennem de foregående digtsamlinger har fået skrevet sig frem til kernen af, hvad han vil sige, og nu efter nogle års pause er klar til at få det sagt.

Det er en salme, som rummer liv, død, opstandelse og håb. Den rummer den moderne tids motorlarm, der fræser gennem landskabet. Og den rummer en inderlig tro på at Kristus tager bolig i os, sådan at det nye træ vokser frem i hjerterodens forgreninger af vener og arterier. Dåbens bad af nåde og nadverens liv i Kristus er antydet, men netop som det usynlige i en vinterstille verdens venten.

For nogle dage siden besøgte jeg Sarvigs grav i Bavelse ved Glumsø. En grav helt uden blomster eller pynt. På overfladen er der intet liv, kun en enkel sten placeret yderst, ligesom på kanten af kirkegården, højt oppe i landskabet. Dér vender den væk fra kirken og kirkegården, ud imod det stille vinterlandskab med de høje træers nøgne grene som tavse vidner på, at livet venter i skjulte spirelag.

 

Ole Sarvig 100 år

0 Comments read Blog

I dag er det 100-årsdagen for digteren Ole Sarvigs fødsel.

Ole Sarvig står som en stor og mærkelig skikkelse i litteraturen. Han er læst af mange, men har aldrig dannet skole og var heller ikke selv del af nogen strømninger eller grupperinger. Han passer ikke rigtig ind nogen steder. Hans digte kan være både storladent patosfyldte, og nådesløst præcise. Han har skrevet blændende smuk prosa og kosmisk konkretisme. Han eksperimenterede med mange former, også i sine romaner, han oversatte engelsksproget litteratur fra Langston Hughes over Brendan Behan til Shakespeare.

Han var feteret og anerkendt, men lykkedes aldrig med det, han allerhelst ville: At skrive til scenen eller det store lærred. Hans død for egen hånd, præcis en uge efter hans 60-års fødselsdag, har kastet et tragisk skær over hans liv og hans værk. Han skrev hele livet, altid i hånden; på sedler og lapper, som han gik med i lommerne, indtil han havde så mange at han kunne begynde at sætte dem sammen. En sirlig, smukt rundet skrift, som først til sidst, da hustruen Helen var død fra ham og alkohol fyldte for meget, flød ud til uregelmæssige kradserier.

At skrive var en måde at opleve på, at komme i kontakt med den virkelighed, som syntes så svær forholde sig til. ”Virkeligheden ligger slet ikke fast for mig!”, sagde han i et interview til Poul Borum engang. Derfor måtte han skrive om sin oplevelse af verden. Om tidselflåderne på havet, om skovens blade, der stod i mærkelige vinkler mod sindet, om forladthedens strand og dét øjeblik, just ved 5-tiden, hvor vi tabte vores længe sammensparede værdighed. Om virkelighedens sporvogn, hvor sjælen skrumpler af sted på det hårde sæde og rammes af dén tanke: ”Man kan så nemt dø!”.

Sarvig voksede op i Skotterupgade, lige ved Ladegårdsåen. Hans barndoms land var alt det grønne lige bag ved byen, Fælledparken, Assistens kirkegård, åen og karreen, hvor han holdt af at ligge i vinduet på fjerde sal og se på verden. Han så på sine jævnaldrende, har han fortalt, på hvordan de gik og hyggede sig i tilværelsen, imens han selv faldt i staver og syntes at verden var et mærkværdigt sted.

Sarvig var et religiøst barn, sammen med hundredevis af drenge gik han til FDF og deltog i 30’ernes store ungdomsstævner. Måske var barndommens flokreligiøsitet og uniformerede massebevægelser medvirkende årsag til at han siden skyede alle -ismer og religiøse institutioner. ”Gruppemennesker” kaldte han foragteligt dem, der tog del i den slags. Sarvig var et religiøst menneske, et jeg, der søgte et du, som han sagde det til Iben Holk i bogen Tidstegn.

Det religiøse var en længsel efter klarhed, efter at bryde igennem til noget andet. Det var mystikerens vej, gennem sjælens mørke nat. En længsel efter det, som han fandt i glimt, intense øjeblikke af indsigt eller ekstase. Dit legems bløde pigeklo! Så bleg en blomst, der skulle gro ud af din tunge vases ro. I troens øjeblikke viser Kristus sig i verden, Kristusstenen, som binder tankens hvælving; Kristus, der går som en måne gennem kornet, eller omme bag lågerne med en mærkelig hat. Det er øjeblikke hvor al angst bli’r til ro og troen er som en blodbøg: et vidunderligt smukt træ, fuldt af sol, det grønne træ, som skifter og bliver rødt som blodbøgen, når det har stået tøvende/ i nogle dage.

Han oplevede verden i billeder, en synæstetisk sensibilitet, der får ham til at skrive om gader, så blege som en lunge i sprit, om bølgens sneglefod, og stjernerne som stimer af fisk, der står foran vinduerne om natten. Om murkantens bryn, og sindets skov hvor grene skygger, hvor der er lys, halvlys og skygge, som dagen går; og rifterne i skovens vævning har stier under sig. / Stille står jeg, bruser som en sjæl, vogter tavs på de mennesker, som går igennem mit sind.

I Sarvigs romaner er der mange spring. Springet som den suveræne gestus, der sætter en virkelighed, et før og et efter. Springet som skæbne og afgørelse. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Sarvig citerer Paulus på titelbladet til prosadigtet Legende. En af karaktererne i Stenrosen er krigstraumatiseret efter et faldskærmsudspring, der gik galt, mens Charles, hovedpersonen Jos store kærlighed i romanen Limbo, kaster sig ud fra en vippe og får knust kraniet mod bassinkanten. Romanen er Jos forsøg på at genfinde ham, som hun mistede: Det er, som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig igennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrede løv, så står du dér, inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang.

Sarvig sprang i døden den 4. december 1981, fra fjerde sal. Eller måske faldt han. Jeg har endnu ikke hørt to ens fortællinger om den aften. Der havde været fest, og vist nok et skænderi. Helt sikkert alkohol i store mængder. Sarvig var træt, drak for meget, sådan skrev vennen Torben Brostrøm efter hans død. Mange, der kendte Sarvig, fortæller om hans stemme. Hans stærke tilstedeværelse. Han skrev hele livet. Han skrev sig ind i virkeligheden og tog springet ud af den. Michael Strunge skrev dengang et digt om det. Og sprang selv nogle år efter.

Jeg lægger min sjæl
i viljebad,
i store flade skåle
med blege dages vand.

 

Og det, som skulle dræbe,
det dræber ikke,
det får kun ilden til at brænde
rødere, rødere
i de dybe nætter,
hvor kulsvierne går
og vogter deres miler.

Svaneflugt

0 Comments read Blog

I dag, da jeg kom cyklende forbi, så jeg fem svaner lette fra Emdrup sø. Det var den voldsomme lyd af deres basken og plasken, som fik mig til at se ud over vandet. Det tog overraskende lang tid for dem at få luft under vingerne. Som om det var svært for dem at løfte de tunge kroppe fri af vandet. Da de endelig fik højde på deres flugt dannede de en smuk formation på himlen, to voksne svaner og tre unge fugle, hvis fjer endnu var grålige.

Og jeg tænkte på at det nogle gange er sådan, der er. Som om man har en tung krop. Af dagligdag, af blinde vinkler, af erfaringer som man slæber rundt på. Erindringer om alle de gange, man stødte sammen med de andre og deres tunge kroppe. Som om man basker i vandoverfladen for at få luft under vingerne. Og så ser man op og der er håb, og håbet er frihed og lethed og man slipper og svæver.

”Du bliver ung igen, som en ørn” står der i en af Bibelens salmer.

I dag har jeg tændt lys for håbet. For lethed og svæv.

Refleksion fra tirsdagens aftensang i Lundehus kirke. Næste aftensang finder sted tirsdag den 2. november kl. 16.30. November måneds digter er Tom Kristensen.