Tre refleksioner til langfredag*

Getsemane

Første refleksion

Fortvivlelsens skikkelse

Det midterste felt i frisen på den gyldne altertavle viser Jesus i bøn, men det er ikke nogen rolig eller andægtig bøn. Den smukke og muskuløse krop er som tynget til jorden, fældet af vægten af det, han nu skal gå igennem. Kroppen er fastholdt i fortvivlelsens øjeblik hvor sorg og beslutsomhed strides i Jesus. Den knælende skikkelse udtrykker på én gang styrke og sårbarhed. Ryggen er blottet, hovedet bøjet. Den nøgne ryg, der snart skal såres af slag, bæres af stærke arme og ben, som stemmer kroppen allerede imod vægten af korsets bjælke.

De sovende

Omkring Jesus kan man skimte de sovende disciple. Andre kroppe, med et helt andet udtryk, en helt anden energi. De afslappede, dvælende skikkelser i kontrast til ryggens spændte bue. Forskellen i udtrykket virker som en afstand imellem dem, en afgrund, der i fortvivlelsens øjeblik er uoverstigelig.
Den største og mest fortvivlende ensomhed er den, man oplever i selskab med de mennesker, der står en nær. Jesus bad sine disciple om at våge med sig. Men de kunne ikke. De kunne ikke gå med Jesus, der hvor han skulle hen. Det er kun ham, der kan bære dét kors; det er kun ham, der kan give sig selv helt, kun ham, der kan følge os ind i den dybeste smerte og det sorteste mørke.

Morgen

Vi kan gå med hinanden et stykke af vejen, men vi kan ikke være der for alle og vi kan ikke være der hele vejen, vi er nødt til på et tidspunkt at sige fra for ikke selv at gå til grunde. Kristus gav sig selv helt og holdent, han gav sit legeme og sit blod, han gav sit liv. Men han gik ikke til grunde, han gik sejrrig ud af graven påskemorgen.
Altertavlens glødende guld er som denne morgenrøde. Sådan har man brugt guldet i ikoner og mosaikker fra gammel tid, som vidnesbyrd om opstandelsen. Guldet ligesom gløder med sit eget lys. Selv i Getsemane have skinner lyset fra opstandelsen, fra Paradisets have.

Hanegal

Anden refleksion

Svigt

Hanen står strunk og strittende og véd slet ikke af det svigt, den bebuder med sit ”kykeliky”. Den gør hvad den skal, ud fra sin hane-natur, og sådan gør Peter det han kan, ud fra sin menneskenatur.
At svigte, at fejle, at skyde forbi, at komme til kort, at miste modet, det er ikke som skønhedspletter, vi kan få fjernet for at nå frem til det Perfekte, eller skidt og snavs vi kan vaske af for at få øje på hvordan billedet ”rigtig” skulle se ud. At svigte er ikke noget, der sker for de feje, de uheldige eller dem, der ikke strenger sig nok an. Vi gør det alle sammen, ikke én af os, der er her til stede går ram forbi.

Forsoning

Peter véd godt at han svigter. Han véd godt at han vælger at fornægte Jesus, fordi han ellers risikerer at komme i skudlinjen, måske endda selv blive sat fast og underkastet et forhør, som det han lytter til ude fra ypperstepræstens gård. Hans svigt er forståeligt, vi ville nok alle have gjort ligesådan.
Alligevel er det til dette menneske, som svigter i kraft af sin menneskenatur, Jesus betror evangeliet. Og sådan er evangeliet givet til alle os, der fejler og forsones. Da Peter møder den opstandne Kristus spørger han: ”Peter, elsker du mig?”

3 gange fornægtede Peter Jesus
3 gange spørger Jesus ”elsker du mig?”
3 gange svarer Peter: ”Ja, Herre”

Jesu aftryk i verden

Tredje refleksion

Veronikas medfølelse

Veronikas svededug knytter sig til en af legenderne om Jesu vej til korset, Via Dolorosa, smertens vej. Det fortælles at en kvinde, Veronika, rakte et klæde frem, da Jesus bar det tunge kors mod Golgata. I medfølelse tørrede hun hans svedige ansigt og siden har Jesu billede kunnet ses på klædet.
Legende fortæller noget om, hvordan frelseren sætter sig spor i verden. For alle de kritiske historier om menneskelige svigt og decideret onde handlinger kan man nogle gange miste blikket for at kirken, Guds menighed på jorden, selv er sådan et spor. At der overhovedet findes en kirke, det er underfuldt, når man tænker på hvordan disciplene efter Jesu død gemte sig inden døre og knapt nok kunne tale med hinanden om ham, de havde fulgtes med så længe. De kritiske historier skal frem i lyset, for vi skal ikke lukke øjnene for de skader, som menneskelige synder udretter. Men det er ikke hele fortællingen.

Miraklet

Det stod klart den frygtelige aften da vi alle lamslåede betragtede billederne af en brændende Notre Dame. Uden ord forstod vi, at Notre Dame ikke bare er et bygningsværk, heller ikke bare en kirke.
Notre dame blev bygget over flere hundrede år af mennesker, der vidste at de ikke ville leve længe nok til at se kirken stå færdig. Som monument, som åndelig frembringelse, overskrider den hvad ét enkelt menneske kunne tænke eller skabe. At den står endnu, at det store orgel og de vidunderligt smukke glasrosetter overlevede branden, er svært at se som andet end et mirakel og en næsten overmenneskelig præstation af de hundredevis af brandmænd, der arbejdede i timevis på at dæmme op for flammerne og slukke ilden.

Åndepust af kærlighed

Andre aftryk i verden når ikke frem til tv- og computerskærme verden over. De er som åndepust af kærlighed. Som når håbet vinder fodfæste i en håbløs situation. Som mennesker, der samles i fællesskab, sådan som Jesus selv har sagt os det: Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, dér er jeg selv til stede.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Langfredag den 19. april 2019. Se hele langfredagsliturgien her

*Refleksionerne er skrevet til de tre påskemotiver på altertavlen i Taksigelseskirken på Østerbro i København. Taksigelseskirkens gyldne altertavle er udarbejdet på baggrund af efterladte skitser af billedkunstneren Aksel Jørgensen, der har malet alterbilledet i kirken. Læs mere her

De åbne døres bastioner

Grænseland

Højt oppe på Taksigelseskirkens tårn sidder en grå mindeplade, som man knapt bemærker, når man cykler forbi. Hvis man alligevel standser op og lægger nakken lidt tilbage, kan man blive klog på, hvorfor kirken på Jagtvej hedder som den gør: ”Taksigelseskirken rejstes […] i taknemmelighed over Guds beskærmelse af Danmark i verdenskrigen 1914-1918 og for Sønderjyllands genforening med kongeriget”.

Da kirken blev bygget, var det allerede nogle år siden Danmark havde fået sin nye grænse mod syd. Næste år ved denne tid kan den dansk-tyske grænse fejre sit 100 års jubilæum. Forud for grænsedragningen gik en nervepirrende afstemning. Man bad simpelthen befolkningen om at afgive deres stemme: Ville de helst være danske eller tyske? Det har ikke været et let valg for dem, der følte at de hørte hjemme i begge kulturer, men vælges skulle der. I dag tjener grænselandet som forbillede for andre nationer, ikke mindst fordi man indførte en udstrakt grad af mindretalsbeskyttelse. Altså beskyttelse af tyskere på den danske side af grænsen og danskere på den tyske side.

Fælles forargelse

Den slags nuancer kan det være svært at trænge igennem med i dag. Hvem er danske? Hvem er indenfor og hvem er udenfor? Netop det spørgsmål stod til debat i begyndelsen af året, da en avis i mangel af nyhedsstof havde gravet en gammel historie frem: En studerende havde problematiseret linjen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Hvad nu hvis man ikke er blond? Skal man så føle sig udenfor? Er man så ikke dansk (nok)? Den efterfølgende forargelse gav i hvert tilfælde fællesskabsfølelse i det virtuelle øltelt. Alle ville være med.

Selv huskede jeg godt følelsen af at synge ”Den danske sang…” og pludselig blive sig sit mørke hår bevidst. Det var ikke så multietnisk i Vestjylland i 70’erne og almindelig dansk mellemblondt hår er som bekendt helt lyst i barneårene, så vi ikke-blonde udgjorde et klart mindretal. Følelsen kom igen når vi sang om ”Pigernes latter og lyse hår” i en af mine yndlingssange, ”Danmark nu blunder”.

At høre til

Følte jeg mig så udenfor? Marginaliseret? Udansk? Selvfølgelig ikke. Sangene blev på deres egen indirekte måde en slags bekræftelse af alle familieskrønerne om kulsviere, tatere, spanske sømænd og andre eventyrlige karakterer fra familiens fortid. Det satte fantasien i sving, og jeg var nærmest lidt stolt over alt det eksotiske og særlige, der måtte ligge i det mørke hår. At det skulle være tegn på at jeg en eller anden måde ikke var dansk (nok) faldt mig – selvfølgelig – ikke ind. Og så er vi måske fremme ved pointen: Det handler om at høre til. At føle sig som en del af fællesskabet. En krænkelseskultur kan kun afmonteres hvis vi insisterer på et rummeligt fællesskab, hvor man ikke behøver at være ens.

Kuren mod krænkelserne er ikke at gøre livet til et stort forhindringsløb i forhold til hvad man må sige og mene (selv om almindelig høflighed og fingerspidsfornemmelse altid er en god ting). Det løser heller ikke noget at udskamme de krænkede. Krænkelseskulturen går hånd i hånd med udskillelseskulturen. Hvor politikere synes de har ret til at definere hvem der er ”rigtige danskere” ud fra tørklæder, håndtryk eller navne. Hvor holdninger til kød, flyrejser eller pels bliver til markeringer og grænsedragninger i stedet for noget, vi kan tale om. Det kan være fint med grænser. Alt behøver ikke flyde sammen. Men det gælder om at lade dem være åbne, så vi kan gå ind og ud. Gå på besøg i hinandens forskellighed. Beskytte mindretallene. Under mindepladen i tårnet på Jagtvej er der en dør. Den er ofte åben, og sådan ligger byens kirker som de åbne døres bastioner. Der er plads til fællesskab i forskellighed. Især hvis du også kommer forbi.

Bragt som klumme i Østerbro Avis, uge 14, 2019

En Valentine til den gamle kærlighed

En begravelse

Valentins dag burde måske lede tankerne hen på bryllupper og frierfødder. Men i dag er det nu en begravelse, jeg tænker på. Et særligt øjeblik af den slags, hvor alting med ét aftegner sig lysende klart for ens blik. Som så ofte før er det et ægtepar, som døden har skilt ad. I dette tilfælde efter næsten 60 år sammen.

Det var ikke fordi det havde været let alle årene, de havde endda været fra hinanden en tid. Men de havde fundet ind til hinanden igen og holdt sammen lige siden. Mens jeg taler til de efterladte ser jeg på enkemanden. Og det jeg ser, er det smukkeste udtryk for kærlighed, jeg kan forestille mig. Det gamle ansigt i sorg, hengivent den elskede og helt fortabt over at hun nu ikke er mere. Det er kærlighedens smerte, lige dér hvor manden sidder, omgivet af familie men samtidig med en ensomhed omkring sig, som befandt han sig på en øde ø. For kun han kendte hende jo på dén måde, kun han havde levet næsten et helt liv med hende, kun han havde mistet sin ægtefælle.

Gammel kærlighed

Hvert år ved denne tid kommer der en strøm af velmenende råd nogenlunde ligeligt fordelt mellem ”Sådan holder du liv i kærligheden” og ”Det er på tide at opgive forestillingen om den eneste ene”. Jeg kender ikke svaret. Men jeg kan se at den dybe forbundethed, jeg møder hos dem, der har holdt sammen igennem et helt liv, er noget helt særligt. De ægtefæller har som oftest fundet ind til en kerne, der hjælper dem til at se bort fra alt det, der ikke betyder noget i det lange løb. De har en dyb respekt for hinandens egenart, samtidig med at de er vokset sammen af at leve sammen gennem så mange år.

Når jeg møder sådan en enke eller enkemand tænker jeg nogle gange at der sikkert har været år da de var yngre, hvor de hver især var optagede af deres egne projekter og deres egne ambitioner. Måske endda år hvor de ”blev sammen for børnenes skyld”, som man nogle gange siger. Som om børn ikke er en virkelig god grund til at blive sammen. Men alt det har de så formået at se igennem, at lade træde i baggrunden. Ikke for at blive som en form for tohovedet enhed, men netop til dette fællesskab af to, som er hinanden hengivne.

Virtuel Valentine

Der er måske ikke de vilde romantiske sus på Valentins dag i sådan et ægteskab. Men der er noget andet, som er meget dybere og som man vist kun kan drømme om at få lov at opleve. Den er ikke højt besunget, denne gamle kærlighed og rummer vel også for lidt drama til at gøre sig i film og tv. Men her på denne plads får den dagens virtuelle Valentine.

Sangen, stemmen og ånden

Farvel til en Københavner

København var Kim Larsens by. For os, der sad langt ovre i det vestlige Jylland var Kim Larsens og Gasolin’s sange med til at gøre København til et mytologisk sted. Der er Narnia, Dunkelskoven, Fantásien og så videre. – Og så er der Jarmers Plads, Langebro og Østre Gasværk hvor vi har det nogenlunde. Alle karaktererne i sangene forekom eksotiske og kaldte billeder frem: Nana med den røde mund, onkel Stage på Strøget, millionærer og ministre på aftentur i byen. Sådan noget kendte vi ikke hjemmefra! Det var først som voksen jeg fandt ud af at smukke Møller ikke kom fra Bahama-øerne, men på et værtshus af samme navn.

Sylvester Larsens mindeord

Nu er Kim Larsen her ikke mere, og hvor føles det tomt.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Kim Larsen og vi føler vel alle at vi kender ham. Eller rettere, kender den offentlige side af ham. Med sin kamp for at få lov til at ryge cigaretter, sin lettere forpjuskede tøjstil og i det hele taget afsmag for alt, der lugter af det forlorne og opstyltede. Kim Larsen afviste som bekendt ridderkorset, da han blev tilbudt det, han mente faktisk hvad han sagde.

Blandt alle de mange der har skrevet mindeord og erindringsglimt er også Kim Larsens søn, Sylvester. Det han lagde vægt på var måske noget andet end det forventelige. Sylvester Larsen skriver om sin far: ”Han lærte mig noget af det vigtigste, en forælder kan lære sit barn. Nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og den herskende tidsånd”.

Åndelige sange

Sylvester Larsens ord bekræfter en fornemmelse, jeg længe har haft. For hvorfor er det, at ”Om lidt bli’r her stille” er blevet så almindelig brugt ved begravelser, selv om Kim Larsen selv slog fast at der intet religiøst er i den sang? Hvorfor er det at så mange andre af de sange, han sang, så ofte dukker op i samtaler med mennesker om livet og døden og de livtag med tilværelsen, som alle bakser med ind imellem? Jeg tror en del af svaret ligger i det, Kim Larsens søn skriver. At det er sange, der på deres egen ukomplicerede måde åbner til tilværelsens åndelige dimension. Kim Larsen kaldte sig selv for en popsanger. Alligevel turde han synge om de helt store emner, som vi ikke er så gode til at tale om. Om håb. Om drømme, der ikke bare handler om at ”blive til noget” og præstere, men drømme, der handler om at verden kunne være et større, dybere og smukkere sted, hvis vi alle turde håbe og drømme noget mere. Kim Larsen kunne synge salmer af Ingeman eller digte af Frank Jæger, så det kom fra hjertet. Så vi andre kunne tage dem til os på en ny måde, ægte og uden omsvøb.

Livet i perspektiv

De tre ting, Sylvester Larsen nævner, hænger sammen. For når tilværelsen har en åndelig dimension, så sætter det livet i perspektiv. Så kaster autoriteternes forlorne ord, der skal få os til at rette ind, pludselig lange mørke skygger. Tidsånden udstilles i sin flygtighed. Det åndelige er det, der henter sin værdi et andet sted. I det dybt menneskelige, i det som ser forbi økonomisk succes og forbigående popularitet. Det åndelige tilføjer tilværelsen noget evigt, midt i alt det, der forgår og bliver væk fra os.

Kim Larsen lever ikke mere. Men hans stemme og hans sange vil leve videre hos os.

Klummen er bragt første gang i Østerbro Avis, uge 41, 2018

Missionæren

Rejseberetning

Engang i det forrige årtusinde havde jeg fået lov at rejse med en gruppe kunstnere til Tanzania. Det var dengang vi var stolte af at Danmark var et foregangsland inden for udviklingshjælp, kampen for menneskerettigheder, hjælp til ofre for tortur og den slags. De danske kunstnere skulle mødes med østafrikanske kunstnere, – kulturudveksling, hed det vist. Spændende var det i hvert tilfælde at få lov at hægte sig på, for egen regning, selvfølgelig.

Continue reading

Kristus er hemmeligheden

Prædiken til Kristi himmelfartsdag, 10. maj 2018

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. ( Luk 24,46-53)

Herre, lad mine øjne kunne tåle det rum, der nærmer sig,
og lad Din kærlighed nå dem, jeg ser. Thi du lever! Amen
Selv om vi kalder det en glædelig dag, er der en mærkelig tomhed over Kristi himmelfartsdag. Vi kan se det på disciplene, der står tilbage på billedet fra prædikestolen i Arrild kirke. Deres ansigter viser hverken glæde eller sorg. De ser, som nogen, der ikke rigtig ved, hvad det er, de ser på. Men deres hænder er foldede i bøn. De tager imod det, som kommer. Og så er der en vidunderlig lille detalje: Fodsporene. Dér hvor Jesus har været, på den lille træstub, klippe eller hvad det nu er, ser man hans fodspor. Det er fint og konkret billede på noget vigtigt: Nok har vi ikke Jesus iblandt os, men vi har de spor, han har sat. Det viser sig, ofte på overraskende måder, at Jesus har sat spor i verden. I det lidt naive billedsprog er de ganske synlige og ligner rent faktisk to små fødder. I vores verden er de sværere at få øje på og mange ting kan sløre blikket. Som menneskebørn har vi kun vores særdeles uperfekte evner at se efter sporene med. Vores fornuft, som gerne tror om sig selv at den gennemskuer hele verden og regner den ud. Vores krop, som er så skrøbelig og forgængelig, vores sanser, som er så fintmærkende og så lette at narre, vores sind, som rummer både det højeste og det laveste, både kærlighed og had, opofrelse og egoisme, frygt og overmod, usikkerhed og overdreven tiltro til egne evner. Der er nok, der slører opmærksomheden. Derfor slutter fortællingen heller ikke her, den slutter til pinse, med Helligåndens komme.
Helligånden skal hjælpe os med at tolke verden, så vi ser de spor, Jesus har efterladt. Enhver der forsøger for sig selv eller for andre, at pege på de spor må sætte sin lid til Helligånden som oversætter og vejleder. Derfor folder disciplene deres hænder til bøn: At forkynde er at tage imod, at vidne er at åbne sig, at lære er selv at blive belært. Himmelfarten er en tankestreg før pinsens punktum (eller kolon, men det er en anden historie), et billede på den herliggørelse, som skete på korset. Det var jo sådan, Jesus hele tiden talte om sin korsfæstelse og død, som en herliggørelse. På korset viste herliggørelsen sig i sin modsætning, i fornedrelsen. Ved himmelfarten viser herliggørelsen sig, som det, den er. Kristus bliver endelig indsat ved sin fars højre hånd. Han gik ind i verden for at fylde den, opfylde den og forløse den. Nu kan vi, som blev født i denne verden, gå med ham – engang. Indtil videre er vi her, med de spor han satte i verden.
Over os troner han. I mange middelalderkirker er apsis, buen i loftet over alteret, dekoreret med Kristus som verdensherskeren, Kristus pantokrator. På gylden baggrund sidder han, med jordens kugle under sine fødder, og hånden formet i en velsignende gestus. Højt oppe, hævet over os, så det bliver klart at velsignelsen når alle verdens egne.

På billedet er der endnu en detalje: I baggrunden blomstrer en rose, en rød rose. Den rose er på en vis måde nøglen til hele billedet og til hele fortællingen om Kristi himmelfart. For rosen giver anledning til at standse op før det hele bliver for luftigt. Før Kristus bliver gjort til denne fjerne verdenshersker, til en idé eller et begreb. En køn tanke, som egentlig ikke siger meget mere end det, som man kunne komme frem til på mange andre måder: Vi skal passe på hinanden og på vores fælles jord. Rosen peger på at det nærvær, der ligger i den fraværende Jesus, er meget mere grundlæggende og livsforandrende. Det har en meget dybere og stærkere betydning end en idé eller en smuk tanke. Rosens røde farve symboliserer kærlighed og blod. Et af Marias mange navne er ”Rosen uden torne” og rosen er både et billede på Maria og hendes kærlighed til sin søn Jesus og et billede på Kristus og hans kærlighed til os, Guds børn. Som Maria og Jesus er i slægt med hinanden, – blodbeslægtede, som vi nogle gange kalder det – så er vi også i slægt med Kristus, blodsbeslægtede. Han giver os sit legeme og blod, for at vi kan få del i ham. Han er ikke kun nærværende som dunkle spor i verden. Han er i os og vi i ham. Han er blodet i vore hjerter, kærligheden i vore årer. I ham kommer vi i slægt med hinanden, ikke som et billede, en talemåde eller en høflig forhåbning. Vi er blodsbeslægtede med hinanden, vi er ét i Kristus.

Digteren Ole Sarvig taler om Kristus som hemmeligheden. I en affortryllet verden, hvor staten og de store virksomheder som Facebook, Amazon og Cambridge Analytica, véd alt om os, hvor børnene er under overvågning 24 timer i døgnet, hvor vi har accepteret at der hænger kameraer på ethvert gadehjørne, i dén verden er der ikke mange hemmeligheder tilbage. Men Kristus er hemmeligheden. Den hemmelighed, siger Sarvig, den finder vi og afdækker vi hos hinanden. Kristi himmelfart og Jesus’ spor i verden handler ikke kun om det, han har sagt. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilslutte sig en etik, nogle kristne værdier, og så sætte Kristi spor i verden ved at handle godt og gøre godt. Kristi himmelfart handler også om det, som Kristus er. Han er i verden og han er i os. Så når et menneske går ud af sig selv for at møde et andet menneske, så er Kristus skjult til stede i dét møde. Når et ”jeg” møder et ”du”, så går både ”du” og ”jeg” ind i den vidunderlige hemmelighed, at vi alle har del i Kristus. At vi har del i Ham, som sidder ved sin Fars højre hånd og troner over hele verden. Ole Sarvig skriver om Kristus: “Han er ikke i graven, ikke i katedralen, ikke i billedrammen. Han passerer måske forbi, som på vej til Emmaus, men bliver da atter usynlig, hvis vi nøder Ham til at blive: ”Når så jeg dig…?” Graven er tom, Han færdes i den nærmeste, ser måske gennem vore øjne”.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen

Salmer:
252 Til himmels fór den ærens drot
251 Jesus himmelfaren
28 De dybeste lag i mit hjerte

260 Du satte sig selv i de nederstes sted
439 O du Guds lam
N: 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte
230 v. 5-7, Bødt er brøden, død er døden

Vi folder drømmens faner ud

For nogle måneder siden var der premiere på filmen ”Væbnet med ord og vinger”. Filmen handlede om digteren Michael Strunge, et lysende talent, hvis liv sluttede da han sprang ud fra fjerde sal en martsdag i 1986 kun 27 år gammel. Hans død var en underlig og næsten mytologisk gentagelse af en hændelse knap fem år tidligere. Dengang var det Ole Sarvig, en anden visionær og kraftfuld digter, der sprang i døden fra et vindue højt oppe. Ole Sarvigs død gjorde dybt indtryk på Michael Strunge, som skrev digtet December om den nat, Sarvig døde. Digtet begynder sådan her:

Jeg er vred og bange trængt af verden i mit rum/hører tunge åndedrag i hovedtelefonerne/og får endelig med rystende hænder/tændt for grammofonen og sat nålen i ”Faith” med The Cure”.

De to digtere tilhørte forskellige generationer. Sarvig blev født i mellemkrigstiden og præget af anden verdenskrigs rædsler. Michael Strunge tilhørte firsergenerationen, der blev formet i modsigelse til 68-generationen. Det visionære havde de til fælles og angsten for den kolde krigs verden. Der er en næsten profetisk kraft i deres digte, en åndelig eller religiøs dimension, selv om Strunge ikke som Sarvig var bekendende kristen. Der er selvfølgelig en grund til at det netop er sangen ”Faith” (tro), som pickuppens nål finder i vinylpladen med The Cure.

Man kan næsten sige at slægtskabet mellem de to føres videre i disse år, hvor de begge findes frem fra glemslen og deres bøger hentes ned fra hylderne og støves af. Michael Strunge har fået sin film og Ole Sarvigs digte var for nylig emnet for en hyldest-aften på Jazz House, hans bøger er igen til at købe (som e-bøger) og sidst men ikke mindst bliver adskillige af hans digte i disse år udgivet som salmer med nykomponerede melodier.

Måske skyldes den fornyede interesse at vi igen befinder os i en krisetid. Euforien efter murens fald og 90’ernes tilsyneladende ustoppelige opsving har fortaget sig, godt hjulpet på vej af politikere, der gerne puster til den dystre krisestemning for egen vindings skyld. Troen på at menneskelighed, idealistiske principper, omtanke og viden rummer løsningerne på tidens problemer udfordres fra alle sider.

Måske søger du så ind i kirkens rum, for at finde et roligt punkt i verdens hvirvelstrøm. Og her, dybt i sjælen, finder du fodfæste. Her finder du ham, som blev menneske for vores skyld. Ham, det mest menneskelige menneske, som nu i 2000 år har vandret gennem verden og menneskene. Ham der holder os fast på vores menneskelighed, på at også vi skal løfte hovedet, skyde hjertet op i livet og være mennesker i verden.

Gud Menneske, Gud vandringsmand,

som færdes dybt i sindets land

Mød os i angstens tid og skov,

Du talte om imens vi sov.

 

Så gådefuldt at vi er til

Som skæbne mellem dyr og Gud.

Sig os, Du klare, hvad Du vil

i dunkelheden. Løs os ud!

(Ole Sarvig, 1981. Findes i Kirkesangbogen som nr 983 med melodi af Fuzzy)

Teksten er bragt først gang i Kirkeladet, Lundehus Sogn nr 1, 2018.

 

Lidelse

Når noget gør ondt skal det ordnes, så smerten kan holde op. Lidelse er et problem, der skal løses. Sådan tænker de fleste af os vel. Og det er da også svært at forestille sig noget mere ufølsomt end at sige til en person i smerte eller sorg at der er noget godt i lidelsen. Derfor kan det virke underligt, måske ligefrem frastødende, at den kristne tro har et lidende menneske som sit centrum. Det er heller ikke noget vi bryder os om at gøre alt for meget ud af. Lundehus kirke er tidstypisk hvad det angår: Der er ingen afbildninger af den lidende Kristus. Der er kors, både i hvælvingerne og på alteret, men det er tomme kors. Korset som symbol. Man kunne også sige at det er korset efter opstandelsen. Fortællingen sluttede som bekendt ikke med Jesu død på korset. Hans nærmeste fik lov til at tage ham ned af korset og begrave ham allerede samme dag. Og lige som dengang, han blev født, blev han lagt til hvile på et leje, der ikke var hans eget, men et lån fra Josef fra Arimatæa. Det var dén hule kvinderne kom til søndag morgen, den første dag i ugen. Det var dér, det hele begyndte, da kvinderne vendte tilbage fra graven med budskabet “Han er opstået, han er ikke her”. Det er altså med god grund at korset er tomt. Korset er blevet et opstandelseskors i stedet for et langfredagskors. Sejren har afløst lidelsen.

Sådan har det bestemt ikke altid været. På Museum Lolland-Falster, i Maribo, findes en fin lille udstilling om krucifikser. Her kan man se hvordan man i perioder har dyrket lidelsen. Den gyldne, sejrende Kristus, som vikingerne blev omvendt til, får træk, der er mere og mere menneskelige. Kroppen synker sammen, så man virkelig ser hvordan kroppens vægt hænger i naglerne på korset. Hovedet bøjes ned i smerte og ansigtet har tydelige træk, der viser lidelsen. På udstillingen ses det, hvordan man kan spore mange lag maling på det samme krucifiks. I 1300-tallet ændres bemalingerne, så blod og sår bliver fremhævet. På nogle af de udstillede krucifikser vises korset som livets træ, der er blevet fældet og har fået grene og kviste kappet af. Fortvivlelsen synes total.

Det er ikke svært at forstå, når man tænker på hvordan lidelse og død var nærværende i menneskers liv i middelalderen. Men i dag? I dag vil vi hellere tænke at lidelsen kan undgås. Vi hylder gerne dem, der står på toppen. Dem, der overvandt problemerne og har en succeshistorie at fortælle. Det handler om at have noget at stræbe efter, noget at inspireres af og se op til. Den lidende Kristus forstyrrer den fortælling. Ingen grund til at stræbe efter at komme til at hænge der på korset. Bevægelsen går den anden vej. Det er ikke os, der skal stræbe efter noget, men Jesus der kommer til os; i lidelsen. I dag er det ikke pest eller koldbrand, der får os til at lide. Lidelsen er måske mere usynlig, men den er der. Den er i os og den er omkring os, selv om vi helst vil gøre de syge, de fattige og de udstødte til tal på et regneark. Det er i lidelsen Kristus kommer os nær med budskabet om, at selv om du er ramt på dit liv, din tilværelse og dine relationer, så er du ikke skadet i den inderste essens af dit væsen. Det er budskabet i den lidende Kristus. Det dybeste mørke er ikke et gudløst sted. Der er ikke noget, der hedder et uværdigt liv, for Jesus har stillet sig solidarisk selv med den mest fornedrede. Der er ikke noget liv uden ansigt, for Gud kommer til den, der lider. Det er altid et ”jeg” og et ”du”, når Gud løfter sit åsyn mod dig og giver dig fred.

Nødvendighed

At stå over for et andet menneske forpligter. Uanset hvad, skylder man dét menneske at få lov til at fortælle sin historie, at få lov til at være menneske. Den forpligtelse gør S op med i sin nye politik vedr. flygtninge og invandrere. Et af elementerne er, at man ikke længere under nogen omstændigheder har mulighed for at søge asyl på dansk jord. Argumentet er, at det er mere retfærdigt, hvis det er ”ens for alle”. Alle sager skal omdirigeres og behandles i ”lejre” og ”modtagecentre” langt fra Danmark. Ideen er kuldegysfremkaldende i al sin rationalitet, fordi de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.

Udspillet fra S hævder at bunde i nødvendighed. Det er nødvendigt at ”gøre noget”, fordi samfundet ellers forandrer sig for meget og for hurtigt. Instinktivt føler mange måske at det er rigtigt, men der gemmer sig nogle underlige antagelser i udsagnet. Hvad er det, der har forandret sig? Her i København er det i hvert tilfælde sådan at den danske sang ikke længere kun er en ung blond pige. Her findes alle nuancer og jeg har ikke tal på hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling i min søns børnehave. Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som – på nær dem fra MGP – stort set er de samme som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.

De mange dommedagsagtige fremskrivninger af hvor mange ”fremmede”, der vil være i Danmark om x antal år, synes at bygge på den antagelse at disse ”fremmede” vil vedblive med at være fremmede. Eller sagt mere råt for usødet: At en person med brun hud eller en person, der ikke er kristen, aldrig kan blive ”rigtig” dansk. At sprog, skolesystem, uddannelse og arbejdsmarked ikke er nok til at forme disse mennesker og gøre dem danske.

Det er klart at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale. Men er det virkelig sandt at Danmark og alt dansk er truet på sin eksistens? Tidligere tider har rummet store forandringer. Sidste år fejrede vi reformationen, en voldsom og gennemgribende omkalfatring af hele samfundet. Stavnsbåndets ophævelse, Grev Bernstorffs jordreformer, Grundloven og afskaffelsen af enevælden var forandringer så store at vi knapt kan forestille os det. Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en reformation eller en grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.
At mennesker sætter livet til på flugt og udnyttes af kyniske menneskesmuglere er naturligvis et problem, som vi skal forholde os til. Men vi må ikke tabe det menneskelige møde af syne. Nogle vil måske hævde at det, jeg her fremfører, er udtryk for en utopisk idealisme, der har mistet enhver jordforbindelse. Eller at det er udtryk for en trang til at hæve sig moralsk over andre. Min påstand er, at det forholder sig stik modsat. Det nødvendige er ikke at se bort fra mennesket. Det nødvendige er at se mennesket. Det er ikke moral, det er noget, der kommer før moral.

At se mennesket som et ukrænkeligt individ med rettigheder, med ret til et ansigt og til sin egen fortælling er selve det fundament vores egen menneskelighed står på. Individets nødvendighed viste sig efter anden verdenskrig. Efter en krig, der fratog mennesker deres individualitet i en grad så Holocaust blev mulig, kom den tvingende nødvendighed til syne: Et menneske er et menneske er et menneske. Uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion har det enkelte menneske en unik, umålelig og umistelig værdi. Det er ikke en luksus, som følger efter færdigbehandlingen af asylansøgningen eller finansloven. Når mennesker gøres til ansigtsløse elementer af etniske, sociale eller religiøse grupper går det ud over vores egen menneskelighed.

Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad 4. april 2018. Læs kommentaren i avisen her