Ord, ord ord!

Kristi himmelfart – konfirmation, 13. maj 2021 kl. 10.30
LUNDEHUS KIRKE

”Hvordan går det?” er et enkelt spørgsmål. Men det er ikke altid så let at svare på. How are you? Siger man på amerikansk. Da jeg som ganske ung opholdt mig i USA lærte jeg på den hårde måde – eller rettere sagt på den pinlige måde – at det ikke er meningen at man faktisk skal begynde at fortælle om hvordan man har det. “How are you” betyder simpelthen ”goddag” og man svarer med et ”fint, tak” eller – hvis man virkelig har det elendigt – måske med et ”I’m ok”. Men, spøg og pinligheder til side; det er jo ikke kun i den slags situationer at det kan være svært at finde de rigtige ord. Det er faktisk rigtig svært at sætte ord på den slags: Hvordan man har det, hvad man føler, hvad man oplever. Tænk bare på fodboldspilleren, der lige har spillet en fantastisk kamp og får stukket en mikrofon op under snuden. Vi ved at oplevelsen må være helt utrolig – men de ord, der bliver hæftet på, siger som regel ikke så meget. Det er simpelthen svært at finde et sprog for det største og det vigtigste og det dybeste.

Gå ud og prædik! Siger Jesus. Prædik frelse og fortabelse! Og det har vi så forsøgt i nogle århundreder. Med større og mindre held. Jesus selv fór til himmels. På gamle altertavler og kalkmalerier ofte illustreret med et billede af Jesu fødder på vej op i en sky. For hvordan skulle man ellers vise det? Hvordan maler man et billede af det, der ikke er her?

Jesus kaldes også for Ordet. Fordi han i sig rummede det hele. Kraften til at skabe og til at helbrede, det vigtigste og det dybeste. I beretningerne om Jesus er det tydeligt at de fleste bare på en eller anden måde fornemmer, at det er sådan. De vil gerne holde sig til ham, for hvor han er, er der liv, kærlighed, håb, glæde. Men da han fór til himmels fik vi til opgave at finde ordene. De ord, der skal beskrive vores liv, vores kærlighed, vores håb og vores glæde. Og også nogle gange vores frygt, vores sorg og vores indre mørke.

Derfor er der mange ord her i kirken. Fordi vi kræver meget af vores ord. De skal kunne alt det. Derfor har vi også brug for musikken. Fordi den løfter ordene, folder dem ud og bliver sit eget sprog, ord på sjælens sprog. Vi har også brug for særlige ord, som ikke bruges så meget i det daglige. Ord som nåde og miskundhed, synd og forsoning, forlad os vor skyld og ske din vilje. Og kærlighed på tusind måder. “Kærlighed” siger vi igen og igen, for at give netop dét ord hele den store og rige betydning, som hænger sammen med alle de andre ord. Man kan leve fint og godt i årevis uden de ord. Men i løbet af et liv får man brug for dem engang imellem. Så er det kun de store og sjældne ord, der kan udtrykke, hvordan, man har det og hvad man oplever. Så er der brug for musikken, skønheden og de særlige ord. Giv mig nåde og miskundhed. Så mærkelige var de ord Kim Larsen fandt frem, da han stod ved slutningen af livet. På coveret til dét album står han med stok og lang frakke. Han vender væk fra os der ser på billedet og har i stedet ansigtet vendt mod en vidt åben himmel, som om han er lige på vej derop, lige i hælene på Jesus. Nu var Kim Larsen ikke Jesus, han var blot en af de mange, der forsøgte at sætte ord og musik på de spørgsmål: Hvordan har du det? Hvad føler du? Hvad oplever du?

Også de små tekststykker, jeg har læst i dag fra Bibelen, er skrevet af mennesker, der forsøgte at sætte ord på. Nogle bruger krigeriske ord som ”magtfulde scepter”, ”hersk” og ”Kampdag”, andre bruger skræmmende ord om dom, slanger og dæmoner. Alle forsøger de at sige at den kraft, der udgår fra Ordet er noget helt særligt. Altså Ordet, som i Jesus Kristus selv og ordet om Jesus Kristus. Dét er pointen: Han er her ikke, han fór til himmels. Men netop derfor er han her alligevel, i Ordet. Det er egentlig det enkle, som vi bruger så mange ord på at få sagt: I det Ord er der kærlighed; nok til at trøste alle ensomme sjæle i hele verden. Der er glæde; nok til at få hele jorden til at danse. Der er tilgivelse; nok til at bryde alle forskansninger og mure ned. Og der er styrke; nok til at give alle undertrykte og bange sjæle mod til at handle næstekærligt. Der er også kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke nok til alle os, der er her i kirken i dag. Til jer, der er unge, og står i begreb med at begive jer ud på det ufatteligt smukke, spændende og udfordrende eventyr, som er livet. Og til os, der er halvgamle og trætte og har prøvet at træde ved siden af en gang eller to eller flere. Det er der. Også i vores liv. Det er lige her, i Ordene, i fortællingerne, i dåbens vand og i nadverens brød og vin.

Der er heldigvis mange, der er gode til at sætte ord på. Digtere, fortællere, musikere og komponister. Alle de ord og toner, kan vi andre låne af. Men det vigtigste er ikke de ord, vi kan låne for at sige dem. Det vigtigste er, at vi også selv kan være de ord. Vi kan selv gå ud i verden som kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke. Og når vi så synes at vi ikke har mere at give af. Så kan vi gå hen i kirken, f.eks, eller til salmerne, til Bibelens fortællinger, til musik eller billeder. Og dér kan vi hente mere af det hele, så vi har mere at give ud af.
Det er den frelse, som der tales så meget om. Frelsen er ikke en præmie, man får til sidst. Frelsen er det at have fundet Ordet, kilden, hvor kærligheden aldrig slipper op.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

For den var meget stor

Påskeevangeliet ifølge Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markusevangeliet 16,1-8

Påskeprædiken

En sten! Det er som om det ikke er til at blive færdig med den sten! Den indtager nærmest en rolle som en person i fortællingen. Kvinderne taler om den, den bliver karakteriseret som ”meget stor”.

Sten er heller ikke sådan at komme uden om. Det ved man, hvis man her leget i et vandløb og bygget dæmninger af strå og sten. Vandet må finde en vej omkring, danne nye små løb og strømme. En sten er så håndgribelig. Hvis jeg slipper den sten, jeg holder her i min hånd, vil den falde tungt til jorden. Tyngdekraften er en af naturens love. Og når ikke lige man snubler over en sten og slår sig, så skal man jo være glad for tyngdekraften. Den har vi indrettet os efter. Men stenen – hvem skal kunne flytte den, så kvinderne kan tage sig af den døde Jesu krop og salve ham efter traditionen?

Grænseløst

Der findes en stærk fortælling i vores kultur om at alt, som man kan tænke sig til, også er muligt, man skal bare tro på det. Du kan, hvad du vil! Tro på dig selv! Og lignende talemåder er populære i deres grænseløshed. De tager os ind i en vægtløs verden, hvor alt godt kan ske for den, som vil; hvor alle drømme kan blive til virkelighed. En verden hvor snublesten som social arv og ulige behandling på grund af køn eller etnicitet ikke eksisterer, en verden hvor mennesker ikke kommer ud for banale uheld som er uden for deres egen kontrol. Med andre ord: En verden, som ikke findes. Når vi her i kirken og særligt her til påske taler om tro, så er det ikke en opfordring til at træde ind i sådan et vægtløst rige, hvor stenene ikke falder tungt til jorden og os med dem, når vi snubler. Tværtimod. Den sten, der er væltet fra indgangen til graven, er en virkelig sten, tonstung, umulig at flytte for et par kvinder eller mænd uden løftestænger og andre redskaber.

Fæstnet til verden

Opstandelsestroen er fæstnet til denne fysiske, håndgribelige verden. Det er det, der er hele pointen. Selv om Jesus og kvinderne levede mange århundreder før Newton, så kendte de selvfølgelig godt naturens love. De havde også leget ved et vandløb, mærket tyngden af en sten i deres hånd. De havde også prøvet at snuble og falde med et bump til jorden. Derfor bekymrede de sig om dén sten og hvordan, de skulle få den væltet fra graven. Og derfor blev de bange, da de så at den var væltet fra. Jesu opstandelse modsiger både dengang og nu alle naturlove. Samtidig er Jesu opstandelse ikke en tåget drøm; ikke en tro, som skal hentes i menneskets eget indre. Jesu opstandelse er en begivenhed uden for os selv, som vender alt, hvad vi tror, vi véd om verden og om livet på hovedet. Men uden at vende verden ryggen, eller forsøge at ophæve den.

Nye betingelser

Det er netop fordi opstandelsen, den tomme grav og den tunge sten, hører til i vores fysiske verden, at underet er så stort og så livsomvæltende. Opstandelsen forkynder at mennesket er mere end kæder af årsager og virkninger, som bestemmer hvem, vi er, hvad vi føler og hvordan, vi handler. Det er heller ikke nødvendigt at drømme sig ind i en ubarmhjertig verden, hvor du kan hvad du vil – indtil du ikke kan det længere og havner på bunden blandt dem, der ikke var stærke nok eller målrettede nok eller bare ikke lykkedes med det, de drømte om, og derfor må skrives ud af den fælles fortælling. Guds kærlighed har ændret vores liv. Der er sat nye betingelser, ikke fordi du eller jeg har gjort noget særligt. Det var Kristus, der ofrede sit liv for at give os vores liv igen. Og det var Guds kærlighed, der vandt over døden og hentede ham ud af graven.

Ny virkelighed

I den nye virkelighed, opstandelsens virkelighed, er der ikke vindere og tabere; ikke dem, der lykkes og dem, der ikke gør. Hvert eneste menneske er så dyrebart i Guds øjne, at Kristus ville lide og dø for det. Han døde og opstod for dig og for mig; for dem, vi ikke kan lide; for dem, vi foragter og for dem, vi frygter. Han døde og opstod for dem vi misunder, for dem, vi elsker og for dem, vi ikke kender. Èn gang i verdenshistorien skete det: Stenen faldt ikke til jorden, den var væltet fra.

KIRKEBØN
Kære Gud! Vi vender vore sind til dig, vi åbner os mod dig,
fordi du i din ufattelige storhed altid vil komme os i møde.
Det, der er mørkt for os, er lys for dig.
Det, der forarger os, møder du med kærlighed.
Det, der for os truer med dødens intethed,
det fylder du ud med ordet om opstandelsen
i Jesus Kristus.
Der, hvor vi ikke ser vejen frem, indbyder du os at feste og fejre påske.
Nu be’r vi dig at opstandelsens lys
må skinne også i vor tilværelse. Lad os se livet
i påskemorgens solbeskinnede lys, med kvindernes øjne, med det genskabte håb. Fasthold os i det evige livs håb. Gravens mørke skal vige
for Kristus-solen som nu er stået op.
Vær med alle dem som er syge og sorgfulde og med dem som snart skal dø, hvad enten de er fjern eller nær. Giv dem håb!
Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Beskærm os fra had og splittelse. Vi beder dig for regering og folketing, alle, der har magt over andre, lær dem din kærlighed og sandhed, så de vælger fredens og menneskelighedens vej.
Vi beder dig for vor dronning og hele hendes hus og alle huse her i vor store by. Lær os at synge dine sange. Lad lovsangen svinge sig mod din lyse himmel, hvor du råder
nu og i evighedernes evighed. Amen!

Bibelske haver

Refleksioner til den stille uge

Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.

Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.

(fra digtet “Regnmåleren” af Ole Sarvig, fra “Grønne digte” 1943)

Selv om det ikke er juni, men – i skrivende stund – grå marts, der regner uden for, passer ordene i Ole Sarvigs digt godt til denne ”stille uge”, den korte uge mellem palmesøndag og skærtorsdag. Haven kunne fint være Getsemane have, den have, hvor Jesus venter på sin tilfangetagelse efter måltidet skærtorsdag.

Kærlighedens haver

Den vågne have fuld af vellugt, kunne også lede tankerne mod en anden bibelsk have, nemlig haven i Højsangen. Her mødes de to elskende i en have fuld af skønhed og sanselighed. I begge tilfælde er haven kærlighedens sted, et sted fuld af venten og længsel. I Højsangen venter de elskende på hinanden og angsten for at den elskede ikke dukker op eller at kærligheden på anden måde går tabt, ligger lige under overfladen. I Getsemane have venter Jesus på det kærlighedens offer, som han snart skal bringe. Snart skal han hengive sig, ikke til elskov og nydelse, men til døden. Fordi han ved at bringe dette offer, ved at give sig selv helt og gå igennem døden, kan bryde dødsrigets porte op, så vi kan følge efter ham, igennem døden og ud til nyt liv.

Ventetid

Den stille uge er ventetid. Forberedelsestid, inden vi går ind i påskens store fortælling for at gennemleve den, røres af den og næres ved den. Som kar, der venter på at blive fyldt, venter vi på ordene, fortællingen, brødet og vinen og til sidst: Opstandelsen. Et budskab, der fik både bægre og kar til at flyde over, så det stadig strømmer imellem os og igennem os, ud i verden.

Opstandelsens have

Endnu en bibelsk have findes i Johannesevangeliets beretning om opstandelsen. Her kommer Maria Magdalena for at sørge ved Jesu grav. Da hun finder graven tom, bliver hun fortvivlet. Jesus, som hun elskede, er død og nu er hans legeme væk! En mand spørger, hvorfor hun græder? Hun forklarer, hvad der er sket, i den tro at det er havemanden dér på stedet som spørger. Måske ved han hvor den døde Jesus er lagt? Først da manden kalder hende ved navn kan hun se, at det er Jesus.

Paradisets have

I en af sine påskesalmer forbinder Grundtvig denne opstandelsens have med Paradisets have, hvor Adam gemmer sig for Gud, da han har spist af kundskabens træ og er blevet skamfuld over sin nøgenhed. Grundtvig skriver:

Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”

Adam gemte sig, da Gud kaldte ham ved navn i Edens have, Maria kaldes også ved navn og i det øjeblik, ser hun den opstandne Jesus. Syndefaldet i Edens have bliver til oprejsningen i opstandelsens have. Adam vil ikke kaldes ved navn, fordi han skammer sig og er fuld af skyld. Maria er til gengæld fuld af kærlighed, hun svarer med genkendelse, da hun bliver kaldt ved navn. De røde blomster i Fra Angelicos opstandelsesbillede er på én gang billeder på Jesu blod og på kærligheden. Der er en dyb sammenhæng imellem de to, fordi Jesus døde af kærlighed på korset.

Blomster af kærlighed

Jeg ved ikke om Grundtvig kendte Fra Angelicos billede, men man kunne næsten tro det. Grundtvigs salme handler om alt det, der spirer frem i opstandelsen. Om at vi ikke skal blive stående ved kors og død, men ”Tage det sorte kors fra graven og plante en lilje ved dets fod” salmen fortsætter: ”Ved hvert skridt i dødninghaven, blomster spire for vor fod”. Det er netop sådan en opstandelsens have, Maria befinder sig i. Fuld af frodighed og kærlighed. Grundtvig slutter verset med at opfordre til ”frydesang (i stedet) for hule sukke!”. Altså: Ikke mere sorg og klage, der skal være opstandelsesglæde!

Fra Angelicos billede viser, at de to hænger sammen. Uden langfredags sorg, ingen opstandelsesglæde. Derfor er der både det frodige, grønne og de røde bær af blod og kærlighed. Kun ved at stå ved det svære og det mørke kan vi finde den dybe glæde, der fylder hjertet med sang. Det vidste Grundtvig selvfølgelig godt. Han kendte sorgen, men valgte glæden. Eller som der står i salmen: ”og, som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”.

Illustration: Fra Angelico: Noli me tangere, detalje.

Hør salmen sunget af Musica Ficta

Ny i trafikken

”Pas på mig, jeg er ny i trafikken”. Det er ikke så lang tid siden, jeg ønskede mig sådan en advarselstrekant på bilen, når jeg bevægede mig ud i trafikken med mit nyerhvervede kørekort, og jeg foretrækker stadig cyklen, toget eller bussen. Men kørekort, det fik jeg.

Teoriundervisningen foregik i den nedlagte kiosk ved Gentofte Station. På det tidspunkt var jeg præst ved Gentofte kirke og kunne se hvordan konfirmanderne undrede sig over at præsten sad derinde bag glasvæggen, når de kom forbi på vej til S-toget. De andre på holdet spurgte høfligt om det var generhvervelse eller motorcykel? De kunne vist ikke forestille sig at en snart midaldrende kvinde først nu var nået frem til dette: At tage kørekort. Den endelige mængde af køretimer har jeg skyndt mig at fortrænge, men jeg havde den sødeste kørelærer som forsikrede mig om at jeg ikke skulle være ked af det. Som han sagde: ”Jo ældre, man er, og jo længere uddannelse man har bag sig des flere køretimer”.

Teorilæreren balancerede perfekt mellem skrækhistorier, der skulle give os respekt for trafikken, og solid viden, der skulle gøre os trygge i trafikken. Alt sammen ud fra en smuk grundsætning: ”I trafikken har du ingen rettigheder, kun pligter”. Forstået på den måde at det ikke nytter noget at pukke på sin ret til at køre over for grønt, hvis et barn løber over for rødt. Du har ingen rettigheder, kun pligt til at passe på dine medtrafikanter.

Livets trafik

Siden har jeg tænkt på om ikke det er sådan i flere af livets forhold. I forhold til samfundet, staten og den slags har individet selvfølgelig rettigheder. Men imellem mennesker, i kærlighed og venskab er det så ikke sådan, at man ikke har nogen rettigheder, kun pligter? Man kan gøre alt rigtigt; man kan forsøge at være den bedste version af sig selv. Men hvis den, man elsker, ikke elsker en tilbage, er der ingen klageinstans. Der er ingen steder, man kan gå hen med sin sorg og sin længsel og sige: Jeg har ret til at blive elsket!

Eller forældreskabet. Man gør sig sådan umage, udvisker næsten sig selv for at være der for sine børn. Men der er ingen garantier for at relationen bliver så harmonisk, som man kunne ønske. Alligevel gør man selvfølgelig sin pligt og passer på børnene det bedste, man har lært. Tager ansvaret på sig.

Livet i hænderne

Hvis man skal finde en positiv vinkel på coronakrisen er det måske der største og vigtigste: At vores ansvar for hinanden blev så tydeligt og at vi som samfund og fællesskab i høj grad tog det ansvar på os. Det blev med ét meget tydeligt at den enkeltes handlinger påvirker de andre. Sådan var det også før. Det er altid en forpligtelse i mødet med et andet menneske. Teologen K.E. Løgstrup sagde det meget smukt: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Hver dags gave

Jeg får ikke længere svedige håndflader når jeg kører ud på motorvejen. Det hjælper heldigvis at øve sig. Når vi slippes ud i livets trafik er der ikke nogen tålmodig kørelærer ved siden af. Man må øve sig undervejs, selv om det giver nogle ridser i lakken ind imellem. Til gengæld får man noget forærende hver dag. Hver dag rummer den store gave: At holde noget af et andet menneskes liv i sin hånd.

Bragt første gang som klumme i Østerbro Avis, uge 11 2021

Resonans

Hjemstavn

Et par gange om året tilbringer jeg nogle dage i Sønderjylland, midt i en nedlagt granplantage. Selv om der kan være nok at gøre når man er af sted med hele familien, rejser jeg altid hjem igen med fornyede kræfter. Det er der én helt bestemt grund til: Det lille sommerhus, vi låner, ligger på dén egn, hvor jeg blev født. Der er noget helt særligt over igen at være under lige præcis denne himmel, at være et sted, hvor jeg altid kan finde vej, fordi jorden og himlen og solen og månen blev fæstnet på det indre landkort dengang jeg gik ud i verden for første gang.

De fleste har nok sådan et sted, som betyder noget særligt. Fordi man blev født der eller af andre grunde. Nogle gange kender man knapt selv grunden, man mærker bare en ro, en harmoni, en dybde. Forfatteren Peter Tudvad har kaldt det resonans. Altså det, at noget klinger sammen. Jeg tror der er noget om det. Der findes steder, som man er i samklang med. Sådan at når man befinder sig dér, er der noget, der pludselig kan strømme uhindret. Det føles som om vejrtrækningen bliver lidt dybere, blikket lidt mere frit, livet lidt mere beåndet.

Tudvad skriver, at han har lånt begrebet fra den tyske sociolog Hartmut Rosa. Men længe før Rosa brugte begrebet i en sociologisk analyse, blev det brugt af digteren Rilke. I et kærlighedsdigt. Det er, som var vi to strenge på det samme instrument, skriver Rilke. Når noget rører den ene klinger den anden med, som var det én stemme. Og i digtet spørger Rilke til sidst: På hvilket instrument er vi spændt fast? Og hvem er det, der spiller?

Resonans

Resonansfølelsen kan komme i forskellige sammenhænge og af forskellige grunde. Forbindelsen til et sted eller en tid. Eller en kærlighedsforbindelse til et andet menneske.

At gå til gudstjeneste om søndagen kan også være livgivende på grund af denne resonansfølelse. Men dér er man mere udsat. Forstyrrende elementer kan stille sig i vejen. Og hvis ikke man er vokset op med kirkegang kan det tage lang tid at komme derhen, hvor krop og sjæl begynder at klinge med højmessens fremmedartede form.

Man må lade sig flyde lidt med, prøvende give slip og lade det store kirkeinstrument anslå takt og tone. Lade sig føre, som af en dygtig dansepartner. Nogle dage er man bare ikke i humør til det. Men de dage hvor sjælen er modtagelig, da bliver man som en pibe blandt orglets mange hundrede. Man klinger med de dybeste og de højeste toner, resonansen berører de inderste lag, som før var ukendte, også for en selv, og svingningen forplanter sig til himmelsk fryd, der svæver lige over issen og kribler i fingerspidserne.

Mere om digtet, for de tyskkyndige og/eller nysgerrige:

Digtet af Rainer Maria Rilke er skrevet i 1907 og har titlen “Liebeslied”

Wie soll ich meine Seele halten, daß
sie nicht an deine rührt? Wie soll ich sie
hinheben über dich zu andern Dingen?
Ach gerne möcht ich sie bei irgendwas
Verlorenem im Dunkel unterbringen
an einer fremden stillen Stelle, die
nicht weiterschwingt, wenn deine Tiefen schwingen.
Doch alles, was uns anrührt, dich und mich,
nimmt uns zusammen wie ein Bogenstrich,
der aus zwei Saiten eine Stimme zieht.
Auf welches Instrument sind wir gespannt?
Und welcher Spieler hat uns in der Hand?
O süßes Lied.

Hemmeligheden – en julerefleksion

For nogle dage siden havde jeg passet åbningstiden i Lundehus kirke, da vores kirketjener var nødt til at blive hjemme på grund af den dér virus, I ved.

Jeg hyggede mig gevaldigt og tiden fløj af sted. Vel hjemme igen fortsatte dagen med dens pligter, børn skulle hentes, indkøb gøres. Indtil det pludselig gik op for mig at jeg havde forladt kirken uden at slukke lysene inde i kirkerummet.

Jeg sprang på cyklen og drønede af sted, mens alle tænkelige katastrofetanker fór igennem hovedet på mig og jeg for mit indre blik så brandbiler og blå blink foran kirken på Strødamvej. Det er som om hele dette års undtagelsestilstand gør at følelserne sidder uden på tøjet. Angsten og bekymringen ligger lige under overfladen, der er ikke ro nogen steder, fordi alting hele tiden bliver lavet om og alting hele tiden går i stå pga. sygdom eller testsvar, der lader vente på sig.

Kirkerummet

Endelig nåede jeg frem og fik låst mig ind. Og trådte ind i et kirkerum så roligt og smukt, som jeg forlod det. Eller nærmest endnu smukkere i aftenmørket. Træets varme farver glødede, sølvet funklede og rummet stod tyst som om det ventede på noget, som gemte det på en dyb og smuk hemmelighed.

Lige så stærk som uroen var få minutter tidligere, var nu roen og følelsen af at være omsluttet og favnet af det fløjlsbløde mørke. Det er som om selve kirken er stalden, hvor Maria og Josef søgte ly og hvor Maria fandt et leje at ligge på, så hun kunne føde sin søn julenat. Lysglobens ene tændte lys mindede om det strålende lys, som ofte udgår fra Jesusbarn på malerier, der fremstiller fødselsscenen. Her er den glæde, som ikke vakler, verdens dybe hemmelighed: At Gud allerede har elsket os til frihed og frelse, at lyset allerede er kommet til verden og nu stråler i nattemørket. Forbindelsen, mellem lyset, der udgår fra barnet i stalden, opstandelsens lys i den mørke grav og det lys som med Guds kærlighed skinner ind i vores indre mørke.

Krybberummet

Der bliver ingen julegudstjeneste i Lundehus kirke i år – eller i landets øvrige kirker. Men døren er ikke låst. Rummet står her, med sin ro og sin dybe hemmelighed. Som stalden, der bare ligger dér og venter på at vi træder ind og lader lyset fra det nyfødte barn stråle på os og oplyse vores sjæl og sind.

Glædelig jul!

Og lad os gå med stille sind,

som hyrderne til barnet ind.

Da facebookpopulismen kom til folkekirken

Aflyst advent

Få dage før første søndag i advent kom beskeden til Lundehus kirke: èn af sangerne i kirkekoret var smittet med covid-19. To dage efter var det to, tre dage efter var der 5 smittede blandt de ansatte. Et resolut menighedsråd handlede hurtigt og sendte alle medarbejdere hjem indtil alle var testet negativ i både første og anden test. Menighedsrådet ansøgte i hast om at aflyse højmessen om søndagen. Bekymringen er til at tage og føle på. Hvem har været i kirken sammen med de smittede medarbejdere? Af indlysende årsager registreres det ikke hvem, der kommer. Så mange som muligt blev kontaktet, andre hører måske noget via den gode sladder, som er helt nødvendig i en lille landsby i storbyen. Hvis ellers den er til at stole på, sladderen, blev ingen kirkegængere smittet.

Blandt dem, der fik besked om smitten, var også en kvinde på snart 90. Heldigvis havde hun det fint, ingen symptomer og ingen problemer med at overholde den nødvendige isolation i en periode indtil faren var drevet over. Søndagen efter var hun ikke i kirke. Heller ikke tredje søndag i advent. En nabo havde lagt mærke til at der ikke var lys i vinduerne som der plejede at være det. Hvad nu? Var hun alligevel blevet ramt?

Giftig populisme

Smitten er i løbet af efteråret dukket op overalt i samfundet, og en situation som beskrevet kan hurtigt opstå, også i kirken. Derved adskiller kirken sig ikke fra andre steder, hvor mennesker mødes. På Facebook føres der kampagne for at lukke kirken til jul og efterhånden er det lykkedes for en ihærdig skare at sætte så meget bevægelse i Facebooks ekkokammer at budskabet med hjælp fra Kristeligt Dagblad, kirkelivets svar på Ekstra Bladet, og det tilhørende elektroniske medie kirke.dk, er nået til de øvrige medier.

Konflikt i kirken er godt stof, og dem, der gerne vil have budskabet igennem, lader sig gerne bruge. Det er ægte facebookpopulisme af den mest giftige slags. Debattører, der under normale omstændigheder ikke interesserer sig en snus for folkekirken skriver nu om det uansvarlige i at ”stuve folk samme i timevis”, selv om virkeligheden er, at gudstjenesten juleaften er væsentlig kortere end en sædvanlig søndagshøjmesse og at man rundt om i landets kirker har brugt efteråret på at planlægge udendørs gudstjeneste, gudstjenester med billetsystemer etc. for at sikre afstand og fravær af kontaktpunkter.

Der tales om det uansvarlige i at holde gudstjenester, som om kirken dermed tvinger folk ind i sygdom, ”muligvis med døden til følge”, som der stod i en facebookkommentar, selv om virkeligheden er, at det er helt frivilligt at gå i kirke, og at man – i kirken som andre steder – betragter det høje informationsniveau og den personlige ansvarlighed som et af redskaberne mod smittespredning.

Meningsfæller forstærker hinandens synspunkter og støtter hinanden i hurtige verbale afklapsninger, hvis nogen ytrer dissens. Enhver udtalelse, der støtter ens egen holdning, deles flittigt, mens myndighedernes anbefalinger mistænkeliggøres. ”Brostrøm så ikke ud til at mene det, han sagde på pressemødet” mente én i en kommentar, som straks fik støtte af en konspirationsteoretiker in spe, der mente at Brostrøm ”nok var under pres” for at udtale sig som han gjorde.

Mediedyret

Den mediebårne konflikt er som et dyr, der næres af sin egen hale. Således nåede sagen hele vejen rundt da den, efter en tur forbi både seriøse dagblade og Deadline på DR, havnede tilbage på Facebook i form af en ”afstemning” på DR’s side. Her kunne alle, også dem som ikke selv kunne drømme om at møde op, så tilkendegive deres uforbeholdne – og efter den øvrige debat at dømme uinformerede – holdning til spørgsmålet.

På ægte populistisk vis blandes alverdens synspunkter og dagsordener. Et synspunkt – endda langt ind i præsternes rækker – er, at kirken ikke skal stilles anderledes end ”andre kulturinstitutioner”. For nogle måske et smukt udtryk for at sekulariseringen af folkekirken nu er fuldbyrdet. Men dog alligevel noget af en skævvridning al den stund folkekirken jo netop følger de samme regler og anvisninger som landets øvrige trossamfund.

Et andet synspunkt er, at det er utrygt og uansvarligt over for medarbejderne. At udsatte medarbejdere føler sig utrygge skal selvfølgelig tages alvorligt. Det ville dog være mere konstruktivt at forholde sig til problemerne lokalt frem for at forsøge at gennemtvinge en lukning, der gælder alle landets kirker.

Et tredje synspunkt handler om folkekirkens ”brand”. Hvordan vil det ikke tage sig ud, hvis folk bliver smittet i kirken?

Herberg eller stald?

Om kampagnen får held til at lukke for alle gudstjenester i hele landet juleaften vides ikke i skrivende stund. Under alle omstændigheder kan det måske kaldes en slags sejr, hvis det er lykkedes at sprede så meget skræk og rædsel at kun de færreste tør møde op. Om kirkens omdømme står styrket tilbage er straks et andet spørgsmål. Den brede folkekirkelighed har måske den pris, at kirken som det særlige sted, hvor man ikke skeler til anseelse og omdømme, må vige. Kirken som et fristed, en fortaler for de ensomme, de marginaliserede og dem, der ikke ”bare kan se gudstjenesten digitalt” har tilsyneladende trange kår i en tid hvor fokus er på branding og statistik, på at sælge billetter og tage sig ud. Sikkerhed og tryghed frem for alt. For Josef og Maria var dørene lukkede. Først da de kom til stalden fandt de ly, så Maria kunne føde sin søn. Skal kirken være herberg eller stald? Det må man besinde sig på i den kommende tid.

Og den ældre kvinde? Hun var ganske rigtigt kommet på hospitalet. Efter et fald på badeværelset.

Dem vi savner – om håb til alle helgen

Mens disse ord skrives er det gråt i gråt uden for, en stille regn trommer mod ruden og de våde blade klistrer til asfalten på gaden. Heldigvis kan jeg sidde lunt og godt inden døre, i gang med at forberede gudstjenesten til alle helgens søndag. Traditionen tro bliver navnene på dem, der er blevet begravet fra kirken i årets løb, læst op. Mange familiemedlemmer og venner møder op med kærlighed og savn i hjerterne for at mindes deres kære. Det er som om efterårsvejret passer til den særlige stemning, som hører til denne gudstjeneste. Eller også er det fordi min egen far døde om efteråret. Det er en menneskealder siden efterhånden, tilbage i et andet årtusinde, i en anden verden, men vemodet er der hver gang jeg konstaterer at nu gik der endnu et år.

De savnede

Efterhånden som man bliver ældre, bærer man så mange med sig. Min ven A, som jeg ikke havde set i mange år, da han døde. Han var lidt ældre end jeg. Dengang vi sås ofte talte han altid om sig selv, som om han allerede var fortabt, som om han forudså det misbrug, der til sidst sled ham op.

Andre relationer var mere flygtige, men efterlader alligevel et savn. Mennesker, som kom i kirken og i Kaffeklubben. Stærke personligheder og skæbner, som man husker, nu hvor de ikke er her mere. M, som havde så mange drømme og en kat, som blev forkælet ud over alle grænser. Når hun havde overskud til at komme i Kaffeklubben var hun altid fuld af energi, smart i tøjet og høj musik i ørerne.

Eller S, som var fuld af røverhistorier. Vokset op i kvarteret som enebarn, uægte datter af en godsejer. Det sagde hun i hvert tilfælde og viste mig engang et billede af et eller andet gods i et blad. ”Baronessen”, som hun blev kaldt, sagde så meget. Efter hendes død viste det sig at den var god nok.

Savnet er også C, som var en flot mand med utallige smykker, kæder og tingeltangel, der ringlede når han gik, altid med en slags hat på hovedet. C havde alt med sig, sin egen kop, både til kaffe og når han var i kirke og gik til alters. Det gjorde han ofte. Han var det levende billede på det rummelige fællesskab, som måske er et ideal og en drøm, men som faktisk virkeliggøres søndag efter søndag når der er gudstjeneste. Når man mødte C fik man altid noget. Han gav altid. Et marcipanbrød, han havde i lommen for eksempel. Eller den søndag, han ikke ville komme tomhændet til alters. Så da jeg rakte brødet frem, rakte han mig en rulle chokoladekiks. Vi byttede, han fik nadverens brød og jeg stillede hans gave på alteret.

En ny himmel og en ny jord

Alle helgens søndag vil jeg tale om håb. Opstandelseshåbet, som ikke handler om at undslippe døden, eller om at få ”en tur til” her i verden. Det er meget større end det. Opstandelseshåbet handler om noget helt nyt, som vi ikke engang kan forestille os. Om den nye himmel og den nye jord, hvor vores forskellige livsvilkår ikke skiller os ad. Hvor vi ikke er bundet af sygdom eller social baggrund. Hvor livet ikke er en kamp mod sindets indre mørke, mod misbrug eller fattigdom. Der hvor vi er mennesker.

Hvorfor slår hjertet?

Grundtvigfestival 5. september 2020

”For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det” (Knausgård). Uden om hjertemusklen er tilværelsen mere gådefuld. Derfor stiller vi mennesker spørgsmål som: Hvad betyder noget – og hvorfor? Skal vi mennesker selv besvare dette spørgsmål? Eller har vi stadig brug for institutioner, der håndterer livets gådefuldhed?

Knausgård spørger interessant nok, netop ikke hvorfor hjertet slår. Hjertet er en muskel, et stykke mekanik. Hjertet slår fordi det nu engang er det, det er beregnet til. Det er en betingelse for overlevelse, at vi ikke behøver at bruge hjernekapacitet på at fortælle hjertet, at det skal slå. Spørgsmålet om ”Hvorfor”? kommer først, når bevidstheden går i gang. Når selvets spejlkabinet begynder at kaste hjertelyden tilbage til os selv. Er der nogen? Noget? Og hvorfor?

 

Det er noget ret nyt, det med at tænke på hjertet som en muskel. Altså hjertet som noget af det, der hører kroppen til, mens de tanker og den bevidsthed, som vi tænker på som vores personlighed, vores ”jeg” er noget, der først og fremmest sidder i hjernen. Man siger jo at tidens teknologi ofte bestemmer, hvordan vi forstår os selv. Og hvis man skal bruge den analogi, så virker det indlysende at hjertet er hardware, mens hjernen er software’en. Det er naturligvis alt sammen en form for billedsprog; kropsmetaforer, som vi bruger for at sætte ord på vores idé om, hvem vi selv er.

 

For Grundtvig er det omvendt. Det er hjertet, som er billedet på menneskets væsen, og på vores hele person. Hjertet synger, hjertet kan indgå en pagt med munden – for hvad hjertet er fuldt af løber munden som bekendt over med. Hjerte rimer på smerte. Troen er en hjertesag og hjertet er sjælens inderste. Tanken, hovedet, det er dér hvor de vises kunstige hjernespind sidder. Det er den døde, åndløse rationalisme og den golde fornuft. Og dette kunstige hjernespind skal som bekendt nedfejes som spindelvæv.

 

Gør det da nogen forskel? Om Ånden, troen og sjælen placeres i hjertet eller i hjernen? Ja det vil jeg påstå at det gør. For hjertet er noget konkret og håndgribeligt. Man kan se et hjerte. (Det er faktisk hjerteformet). Man kan mærke at det slår, man kan se blodårerne og høre blodet suse for ørene. (Blood makes noise, som Suzanne Vega sang). Tankerne kan man derimod ikke se. Man kan ikke blive klogere på hvad en tanke er eller gør ved at se på en klat hjernemasse, man kan ikke mærke tankerne uden på hovedet, eller se de elektriske impulser og signalstoffer, som sendes rundt derinde.

 

Hvis hjertet er metaforen for vores inderste, vores sandeste, vores sjæl, så udgør det en forbindelse mellem det synlige og det usynlige. Så hænger det konkrete og håndgribelige sammen med det inderste, det højeste og det dybeste. Hvis derimod vi er vores tanker, så er vores væsen, vores sjæl, bundet til noget utilgængeligt og usynligt.

 

Og denne her skilsmisse mellem hjerte og sjæl, denne her opdeling i den synlige muskel og den usynlige bevidsthed, kan måske belyse noget gådefuldt og også problematisk ved vores tid. For er det ikke som om vi pendulerer håbløst mellem en nøjeregnende detektor-tankegang, som gerne vil regne ud og føre beviser for hvad man nu måtte mene – og så en helt lukket ”jeg-skaber-min-egen virkelighed”-tankegang på den anden side?

 

Mellem de her yderpunkter mangler der en fælles grund. Og noget der binder individet til det fælles. Sagen er jo nemlig at begge ekstremer udfordrer samtalen. For man kan hverken argumentere med de tørre tal eller med den individualiserede sandhed. Samtalen, altså den store, samfundssamtale som er demokratiets livsnerve, er frihedens adelsmærke. Et samfund med frihed er et samfund med samtale. Og omvendt: Et ufrit samfund kendes på, at samtalen er forstummet eller måske aldrig har været der. Sådan en samtale kræver nogle fælles rum. Nogle torve og pladser, billedlig talt, som hverken tilhører den ene eller den anden.

 

I den forstand tror jeg institutioner kan være frihedsbevarere, hvis altså man forstår ”institution” som noget, der tilhører os alle. Jeg har engang ladet mig fortælle at de gamle middelalderkirker udgør et problem i vores moderne samfund, der er bygget op med den private ejendomsret som en af sine grundpiller, fordi man ikke ved, hvem, der ejer dem. De har ikke rigtig nogen ejere. Og det er egentlig et godt billede på det, som kirken ideelt set kunne være. Et sted for den frie samtale.

 

Grundtvigs store fortjeneste i den sammenhæng er måske netop blikket for at friheden kræver et sted at udfolde sig. Og at kirken kan være sådan et sted (eller: burde kunne være sådan et sted), et mellemrum, som holder sammen på den upersonlige statslig institutionskirke som det ene yderpunkt og den individualiserede og fuldstændig inderliggjorte tro som det andet yderpunkt. Kirken kan være det rum, hvor troen har noget som hverken er dit eller mit, men som ligger derude imellem os, hvor vi kan se det og nærme os det, men aldrig bemægtige os det.

 

Der er en virkelig virkelighed, som er synlig og håndgribelig, som vores bankende hjerter. Men vi må gribes helt ind i vores inderste for at træde i forhold til den og lade den berøre os. Det må altså være udvendigt og indvendigt på én gang. En forbindelse mellem synligt og usynligt, præcis som en gudstjeneste er det: Der ligger et hus, en tradition, en liturgi, en bog. Det er elementer som findes uden for os, i frihed. At gå til gudstjeneste er ikke at udsætte sig for en prædikants engagement eller følelsesmæssige påvirkning (eller manipulation ligefrem). At gå i kirke er frihed (eller; skulle helst være det). Frihed til at træde i forhold til noget, som vil en noget.

 

Opgaven for alle der deltager, uanset hvilken rolle, man måtte have, må være at være hjælpsom i at det faktisk sker. Med gudstjenestens ord, musik, bevægelse og hele udtryk. Når dét lykkes, så forenes synligt og usynligt, så bliver støvet beåndet og Ånden får skikkelse. Og så er der ikke længere nogen, der spørger om mening, ligeså lidt som vi i tankerne skal give hjertet ordre til at slå. Så er meningen lige dér, hvor vi lever og røres og er.

Tak for ordet.

Et skrøbeligt skib

Det er nødvendigt at bede.
Så vi husker på, at vi sejler i et skrøbeligt skib.

Sådan skrev en god ven til mig for nylig.

At skibet er skrøbeligt, det er vi vist alle blevet klar over i de seneste uger og måneder. Skrøbeligt, også på måder, som ikke var tydelige før.

Prisgivet

Hold afstand! Sammen hver for sig! I begyndelsen virkede det enkelt nok at holde sig til disse mantraer, godt hjulpet på vej af Mads (Steffensen) og Mette (Frederiksen). Men angsten rammer forskelligt, følelserne sidder uden på tøjet. Den kalibrering, som normalt sker i mødet med andre, er pludselig væk, og man er prisgivet en dårlig netforbindelse, en lille misforståelse, der ikke kan løses med et smil og en fremstrakt kaffekop. Prisgivet sine egne uventede reaktioner på, at alt med ét blev anderledes.

Ny hverdag

At bevæge sig ud i det offentlige rum kræver håndvask, planlægning, sprit og mere håndvask. Nede i Fakta danser vi rundt om hinanden i en usynlig coronakoreografi. Mormor, som vi så gerne vil passe på, lider under ensomheden og børnene er fulde af savn. Deres forandrede hverdag tager de ellers som de rene helte. Indtil udmattelsen sætter ind og de ikke orker at være helte længere. ”I fortæller mig aldrig noget og man kan alligevel ikke regne med det, I siger!” råber den mindste, da han ikke er helt forberedt på dagens planer. Jeg forstår hans vrede over alt det, man pludselig ikke kan regne med. Men jeg er jo voksen, så jeg har ikke nogen at skælde ud på.

Skrøbelighed

Sygdom er hver mands herre. Og pandemier er samfundets herre. Man kan ikke melde sig ud. Det skrøbelige skib sejler, uanset hvor svært det er at modstå bølgegangen og finde retningen. Og fordi vi alle er om bord på dette skrøbelige skib, er der ikke andet for and at navigere, så godt vi kan. Selv om vores skrøbelighed udstilles og vores samfunds svagheder og blinde pletter bliver tydelige. Det er blevet klart, hvor forskellige vores livssituationer er. Med eller uden børn, med eller uden fast arbejde, med eller uden kroniske sygdomme, med eller uden ekstra penge og ressourcer, med eller uden netværk, med eller uden adgang til internettet. Vi bryster os normalt – med en vis ret, ser man nu – over at vi er gode til at mødes hen over alle disse forskelle. Nu véd vi, at de er der, fordi vi har mærket dem på egen krop.

Bøn

Derfor. Derfor er det nødvendigt at bede. Fordi bøn er overgivelse. Bøn er hengivelse. Bøn er at lægge sit liv i Guds hånd. Bøn er øvelse i at give slip. Livet er givet os, det sker. Skibet sejler og vi er ombord. Vi kan ikke kontrollere det, vi kan ikke bemægtige os det. Bøn er at turde holde skrøbeligheden frem for Gud. Bøn er at stå ved sin afmægtighed i troen på, at Guds omsorg er det hav, som bærer skibet. Bøn er at tage imod.

Rilke skriver i et digt:

Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.
Dog er der Én, og altings falden ender
Uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

Det er nødvendigt at bede. I troen på at altings falden ender uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

– Julie Damlund

 

Illustration: Alcides Herrera, “Vidanueva”