Date Archives November 2019

Virkelighedens etik

”Skal vi gøre noget ved det dér?”.  Ordene faldt mens jeg lå på briksen på Herlevs plastikkirurgiske afdeling. Dér havde jeg min gang i en årrække efter jeg fik fjernet en luns kød med kræftsyge celler i huden.

Lægens spørgsmål gjorde mig af indlysende grunde en smule ængstelig. Til kontrolbesøgene skulle alle mine mange modermærker ses efter, og nu slog lægen altså ned på de to brune pletter, der så længe jeg kan huske har mødt mig når jeg kiggede i spejlet. En på overlæben og én på næsefløjen. ”Udgør de en risiko?” fik jeg spurgt. Men det mente lægen ikke, han ville bare tilbyde at fjerne dem ”som en service”. Jeg overvejede sagen. Skulle jeg slå til? Enhver véd jo at smukke mennesker er lykkeligere, gladere, mere succesfulde mennesker. At livet simpelthen er lettere for de smukke. Ville det så ikke være dumt at sige nej? Heldigvis udbad jeg mig betænkningstid. En klog veninde afviste spørgsmålet uden tøven. ”Det er jo dig!” lød det, med en umiddelbarhed, der var overbevisende i sig selv.

Det er længe siden nu, men hændelsen dukkede op i erindringen, da debatten om forældre, der får retoucheret deres børns skolefotos, skyllede over landet. Der var fordømmelse og advarsler mod den syge perfekthedskultur fra alle sider. Men det mest tankevækkende var den mor, som fortalte om sine bevæggrunde til DR. Den moraliserende tone i kritikken gik hen over hovedet på hende. Det virkede mere som et praktisk spørgsmål. Når nu man kunne ordne de skæve tænder, hvorfor så ikke gøre det? Ligesom man får briller, hvis man ikke ser godt, eller tager en panodil hvis man har hovedpine. Det ville ingen vel fordømme som ”perfekthedskultur”.

Så hvorfra kommer den moraliserende undertone af rigtig og forkert, sandhed eller løgn? Hvorfra kommer min egen dybe følelse af at det ville have været forkert og udtryk for en form for løgn hvis jeg dengang havde taget imod plastikkirurgens tilbud?

Kunst som forpligter

I de forgangne måneder har jeg været så heldig at kunne bruge min tid på at fordybe mig i lyrikeren Ole Sarvigs forfatterskab. Han var først og fremmest digter, men beskæftigede sig hele livet også med billedkunst. Ikke som udøvende, men som betragter, fortolker og kritiker.

I sine omtaler af billedkunst skriver han ofte om etik, på en måde, som har undret mig. Han skriver om en kunstners eller et værks etik, men hvad vil det egentlig sige? Kan et maleri have en etik? Det er tydeligt, at der er ikke tale om den form for moralsk stillingtagen, som fordres af den politisk bevidste kunst. Det handler ikke om at kunsten som sådan skal tage stilling til konkrete samfundsspørgsmål.

Min forsøgsvise konklusion er, at det handler om forholdet til virkeligheden. En kunst, der har en etik, er en kunst, der har det som sit anliggende at være forpligtet i forhold til virkeligheden. Og med virkeligheden menes ikke den fysiske, materielle verden men det, man kunne kalde vores livsverden. Altså både den fysiske virkelighed og vores sind, sjæl, bevidsthed eller hvilken betegnelse, man nu vil bruge. Det er med denne målestok at kunsten kan være enten sand eller det modsatte.

Ole Sarvig fortæller et sted at han skriver, fordi kun sådan får han adgang til den virkelighed, han lever i. Kunstens hele berettigelse ligger i etikken, i at kunsten fortæller mennesker noget om deres livsverden. Spørgsmålet er blevet påtrængende i Sarvigs tid under og efter anden verdenskrig fordi alt det, der før udgjorde denne virkelighed, er faldet bort. Kulturens store tankebygninger synes at ligge som kæmpe stammer fra træer faldet om af ælde. Sarvigs tanker om virkelighedens etik, som sætter sig igennem i kunsten, er et forsøg på en nyorientering.

Vores egen virkelighed

I diskussionen om de retoucherede skolefotos støder det moderne, som var Sarvigs tid, og det eftermoderne sammen. Forestillingen om at virkeligheden findes og derfor forpligter de mennesker, der deler virkelighed med hinanden, støder sammen med den eftermoderne forestilling om at virkeligheden er noget som den enkelte frit skaber.
Der er noget befriende i at moren unddrager sig den moralske fordømmelse. Samtidig er der for os, der stadig ikke er helt ankommet til det eftermoderne, noget urovækkende ved det. For hvis vi hver især skaber vores egen virkelighed, hvor er mødestederne så? Risikerer vi at ende i hver vores verden, uden adgang til hinandens verdener og uden forståelse for de andre?

Skrald

I sin anmeldelse af en digtsamling af Ole Sarvig er Asger Jorn overvejende positiv. Men, slutter han, der er også ”noget skrald”. ”Skraldet” er Sarvigs Kristus-digte og når Jorn kalder det for skrald skal det tages ganske bogstaveligt: Kristendommen er noget, som er blevet til tilbage og som burde være smidt ud for længst, fordi det er ubrugelig og i længden uhensigtsmæssig at beholde inden for hjemmets fire vægge.

Sarvig fjernede ikke kristendommen fra sine digte, tværtimod. I den nyorientering, som jeg nævnte før, ser han kristendommen som den eneste vej at gå. Ikke som tradition, heller ikke som institution, altså kirken. Men som noget virkeligt, der samtidig forpligter på en måde, der overskrider den enkeltes afgrænsede verden. Fordi Kristus levede i denne verden, men samtidig var af en anden verden, er Kristusskikkelsen vejen til en fælles virkelighed uden om den kultur og de institutioner, der hører fortiden til. Når Sarvig taler om Kristus taler han altså ikke om kirkegang eller om at huske sit fadervor. Han taler om dette at træde i forhold til virkeligheden, om en etik. Det etiske stiller krav til ethvert menneske. Et krav om sandfærdighed og redelighed. Men først og fremmest et krav der angår forholdet til medmennesket. Dét er måske det egentlige problem ved den eftermoderne levevis, hvor hver skaber sin egen virkelighed: At kravet i forhold til medmennesket bliver underordnet i forhold til det, der lige nu er en del af det altoverskyggende projekt med at skabe sin egen virkelighed.

Bliver man så et bedre menneske af at holde fast i de skæve tænder og modermærkerne i ansigtet? Selvfølgelig ikke. Det må man virkelig selv om. Men måske er det alligevel godt nok at holde fast i en virkelighedens etik. At huske på at livets vigtigste projekt ikke er den virkelighed, jeg skaber for mig selv, men det krav som mit medmenneske har på min omsorg og min opmærksomhed.

Artikler og kommende foredrag om Ole Sarvig

Her på siden samler jeg løbende store og små artikler, info om foredrag og andet, der knytter sig til min beskæftigelse med forfatteren Ole Sarvig, hans liv og virke.

Kommende arrangementer:

UDSAT pga. lukningen af kirkerne. Forventes afholdt i november 2020

14/3-2020: Foredrag om Ole Sarvigs salmer i Birkerød kirke, Mariakapellet. kl. 10-12

Foredraget bliver interaktivt forstået på den måde at deltagerne får lejlighed til at synge en god og stor håndfuld af de mange Sarvig-digte, som i disse år bliver sat i musik.

 

“Det er sen eftermiddag.

Mennesker står,

somom de lyttede”

Fra “Jeghuset. 1944.

Artikler:

Guide til Sarvigs salmer.  Artikel, Salmedatabasen 2019

Teologi og kristendom hos Ole Sarvig. Artikel, Salmedatabasen 2017

Salmedigteren Sarvig. Kronik, Kristeligt Dagblad, december 2011

Fønix nr 3 34. årgang En lidt længere beskæftigelse med Ole Sarvig som religiøs digter.

På billedet en detalje fra en dedikation til Sarvigs sekretær, Karen Bagh. Derfor består dedikationen af ord, der begynder med bogstavet k.