Date Archives July 2023

Digtergudstjeneste 2:3. Signe Gjessing

0 Comments read Blog

Prædiken, 8. s. e. trin

”Din sorg stumper!” siger jeg til verden. Dét er det første, jeg nogensinde har sagt til den.

”Den er kort og uden ærmer, og man kan se stjernerne under den, / fordi du ikke trækker den ordentligt / ned”

.

I andre vejr end dette trommede solskinnet på ruden. Det er det, vi kan høre.

Ordene er ikke mine. De er skrevet af digteren Signe Gjessing og står at læse i digtsamlingen ”Ud i det u-løse”, som udkom i 2014. Gudstjenesten i dag, giver plads til digte, der ikke umiddelbart er skrevet til kirken, men til verden og de mennesker – os – som bor i den. Det er ord, ordbilleder, der måske er anderledes end øret forventer. Ord, som åbner for betydninger, vi ikke kendte, eller ikke vidste at vi kendte.

Til hverdag bevæger de fleste af os sig i en velkendt virkelighed. En kop er en kop, kaffen er kaffe og når vi går ud ad døren, kender vi navnet på det sted, hvor vi bor, og det sted, vi skal hen. De fleste ting i vores dagligdag har et navn. Det er sådan vi forstår verden. Det er sådan, vi holder fast på verden og vores egen plads i den.

I én af Bibelens beretninger om verdens skabelse, står der at Gud fører alle vilde dyr og alle himlens fugle hen til Adam for at se, hvad han vil kalde dem. Og det, som Adam kalder dyrene, skal være deres navn. Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guinn har skrevet videre på fortællingen. Hendes fortælling handler om Eva, som en dag vælger at vende processen på hovedet og løse alle dyrene fra deres navne. ”Hun navnløser dem”, som novellen hedder, indtil hun til sidst også giver sit eget navn fra sig og leverer det tilbage til Gud og Adam. I historien lader forfatteren Eva sige: ”Nu var der ingen tilbage at navnløse og alligevel følte jeg at de var mig utrolig nær […] Det var som om de var nærmere end da deres navne stod mellem mig og dem som en gennemsigtig hindring”. På den måde kan man sige, at novellen sætter ord på en drøm om at være umiddelbart og helt til stede i verden. En længsel efter at være i verden uden alle de strukturer, der låser os fast; alle de kategorier, som ligger i navne og arts-bestemmelser.

En verden uden falske profeter, fristes man til at sige. En verden som ikke sætter navn på tingene og derfor heller ikke lyver om dem eller kommer med falske påstande om dem.

Det er en længsel, som er til at tage og føle på. En længsel, som Jesu ord taler lige ind i. Tænk hvis man kunne skelne! Tænk hvis man kunne udpege dem, der forkynder løgn, dem der profeterer usandheder, dem der prøver på at få andre til at følge sig i en gal retning.

Tænk hvis vi kunne slippe uden om alle de stemmer, der prøver på at råbe os op og sælge os netop deres sandhed og som synes at råbe højere og højere nu hvor alle har fået en virtuel ølkasse at stille sig op på. En elektronisk talerstol, hvor alle har lige adgang til at hævde at netop de kender vejen til livet og lykken, at netop deres fortælling er mere ægte, deres personlige integritet højere, deres sandhed mere sand end alle andres.

Hvis Jesu ord høres på den måde, bliver det opgaven at afsløre de falske, så de ægte står tilbage; at måle de andre, for at gennemskue det tilforladelige fåreskind, der dækker over ulven indenunder. At se hykleriet hos dem, der ikke bærer gode frugter, og afsløre dem, hvis handlinger ikke passer til det, de prædiker.

Det kunne vi så holde os beskæftiget med. At pege fingre ad hinanden, på skift at tilkæmpe os taleretten og retten til sandheden og på den måde fastholde hinanden i et evindeligt råberi og en kamp uden afslutning. Nogle trives i den kamp og har ingen problemer med at hævde deres egen evne til at skelne mellem den gode og den dårlige frugt. Andre trækker sig og kommer frem til det resignerede standpunkt: Der er slet ingen sandhed.

Novellen om Eva, der tilbageleverer sit navn og navnløser alle dyrene er selvfølgelig et tankeeksperiment.

I praksis ville det blive noget rod, hvis vi ikke vidste, hvad vi skulle kalde tingene; det kan vi hurtigt blive enige om. Men helt så enkelt er det alligevel ikke. For det navn, vi sætter på noget, har betydning for, hvordan vi taler om det. Hvor ofte sker det ikke at nogen rækker os en tidsel og beder os om at kalde det en figen? Hvor ofte får vi ikke stukket en tjørnekvist i hænderne af nogen, som på det bestemteste hævder at det er en klase druer og at de smager godt?

Da jeg opholdt mig på Cuba i 90’erne var der stor nød pga. Sovjetunionens sammenbrud, men der blev hverken talt om nød eller krise. Det hed den ”specielle periode”. Og det var naturligvis landets magthavere, der havde navngivet krisen. Det kan vi smile ad, fordi det er længe siden og langt væk, men tænk bare på hvor mange andre problemer også herhjemme, som navngives på samme måde. Når forringelser kaldes omstruktureringer eller besparelser kaldes reformer. I har sikkert jeres egne eksempler på fænomenet. Det findes i det store og i det små: i familier, på arbejdspladser og i samfundet. Det findes i vores indre, når vi mærker noget, som vi ikke tør kalde ved navn. Eller når vi holder det ubehagelige på afstand ved at navngive det på en måde, som ikke tvinger os til at se det i øjnene. Når vi giver tingene et navn, som er acceptabelt for os selv og vores omverden, men som ikke nødvendigvis er dækkende.

Når Matthæusforfatteren lader Jesus tale om træer, der skal hugges om og kastes i ilden virker det som om, han taler til frygten. Han nævner endda at det ikke er nok at kalde ham ved det rette navn, ”Herre”, der skal noget andet til, noget mere. Navnet skal forbindes med den måde, vi er på i verden. Vi lever i den skabte verden, det kan ord ikke ændre på, heller ikke Evas drøm om en verden uden navnenes grænser imellem os. Måske ville vi endda blive bedre til at passe på vores verden hvis vi kendte navnene på biller, træer og græsser. Hvis vi havde ord for fuglesangen, for skyformationerne og edderkoppearterne. Måske ville vi have lettere ved at leve med, at vores liv hører op, hvis vi kendte solens gang over himlen og dens tid, der er lang som evigheden i sammenligning med vores. Her er vi sat, midt i livet, som realiteter i hinandens liv og alligevel kan vi sidde her, sammen, og synge Ingemanns ord om solen, der er sendebud mellem Paradis og Betlehem og samtidig skinner på os, morgen efter morgen.

I dén verden er der intet at frygte. Det taler Paulus om i sit brev til romerne, som jeg læste fra før: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt.” Frygten har vi altså lagt bag os, vi har jo fået det Ord, som alle de andre bøjelige og omskiftelige ord skal måles op imod. Navnet, som rummer alle navne i sig og dét navn er Kristus. Tænk bare på alle de fortællinger i Bibelen, der begynder med et ”Frygt ikke!”. Det bliver sagt da englen forkynder for Maria at hun skal være mor til Guds søn, det bliver sagt da Jesu fødsel forkyndes for hyrderne på marken julenat. Til Maria fortæller englen at barnet skal kaldes Jesus, det betyder ”Gud frelser”, og til hyrderne nævnes Kristus-navnet.

Englen navnløser ikke, tværtimod. Englen giver navn til det forunderlige at Gud træder ind i sin skabte verden. Og Guds søn lever i verden som det mest menneskelige menneske med en krop, som vores, der kan svede og sitre, en krop, der kan føle både fryd og smerte, en krop, der kan dø. Det navn giver mod til at være i verden uden frygt og uden resignation. Med det navn, kan vi nu kalde Gud for vores Far i himmelen.

Derfor (også derfor!) har vi brug for digterne. Vi har brug for dem, der sætter alt ind på at være præcise i deres sprog. Vi har brug for dem, der kan navnløse det som magten har navngivet. Vi har brug nogen, der kan finde nye navne, når tingene vokser fra de gamle. Vi har brug for digtere, der kan skrive evigheden frem i en solopgang eller en stjernehimmel. Vi har brug for sprog, der åbner verden.

Det handler ikke om at dele mennesker op i de sande og de falske profeter, de gode og de onde. ”Døm ikke!” siger Jesus kort før den tale, jeg læste op før. Døm heller ikke dig selv. Døm hellere ordene, navnene.  Hav modet til at kalde tidsler for tidsler og druer for druer. Hav modet til at holde alle de navne, vi til daglig bruger om det ene og det andet, op mod Jesu navn, som vi er samlet i idag. Hav modet til at sætte navn på, når Jesus taler om at gøre vores himmelske Fars vilje: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.

”Jeg kalder dig ved navn, du er min”, siger Gud til sine menneskebørn og dit navn er: “Elskede.”

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

SALMER OG TEKSTER

Præludium: Mads Damlund ”I østen stiger solen op”, orgelkoral (2023)

Digt:

Det var klodens idé

at skure rosens navn

pletfrit

så det kunne begå sig i universet

men derude er der alligevel ingen

der bruger det

årstiden er en rudekuvert med

meget smukke glasmosaikker

i ruden

jeg lader den ligge indtil

nogen samler den op og

lys

smuttes som en mandel

                      Jeg er skrællen, der bliver tilbage.

                                            Signe Gjessing: Ud i det u-løse, Gyldendal 2014

Fællessalme, nr. 749: I østen stiger solen op

Præst: ”Herren være med jer!”      

Alle: ”Og med din Ånd!”

Digt:

                      ADVARSEL

Blodet bruger hjertet som undskyldning for ikke at følge med stjernerne ind i

illuminationen af alt: Kan ikke, har et hjerte i ovnen

(Solsikker! Så noget har verden da at gøre med det, der er sket efter skabelsen)

                      Signe Gjessing: Illuminationen af alt. Gyldendal 2023

Læsning, epistel til 8. s. e. trin, Romerbrevet 8,14-17

Korsats, Tag jer i agt for de falske profeter

Musik og sats: Mads Damlund, tekst fra Matt 7, 15-21

Tag jer i agt for de falske profeter

På deres frugter kan man kende dem

Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 8. s. e. trinitatis, Matt. 7,15-21

Trosbekendelse (siges)                     

Alle: Amen, amen amen

Fællessalme, Kirkesangbogen nr. 829: Midt i livet sat er vi

Tekst: Latin ca. 900, Martin Luther 1524, Signe Gjessing 2016. Mel: Michael Bojesen 2016

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, nr. 8, Om alle mine lemmer

Kirkebøn, Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 10, Alt hvad som fuglevinger fik

Digt:

Der står fire keruber omkring hver af vores to skygger. Jeg ser på dig hen over

håret på min skygges ene kerub.

(Verden er kommet ud for at måtte overleve kun på skabelse)

                      Signe Gjessing: Illuminationen af alt. Gyldendal 2023

Postludium: Mads Damlund ”Alt hvad som fuglevinger fik”. Orgelkoral (2023)

Organist Mads Damlund, Lundehus kirkes kor, prædikant Julie Damlund. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. Alle tekster bringes med forfatterens tilladelse.

Digtergudstjeneste 1:3 – Ole Sarvig

0 Comments read Blog

og hvis du faldt / som frøet ned

i jordens mørke / evighed

Hvis du er helt / alene du

Så skal du se / din Frelser nu. Amen!

PRÆDIKEN

Der er en vandring. Og en længsel. Det kan være en længsel efter lethed, at svæve op, som en ballon; op i den tynde luft, hvor verden bliver gennemsigtig og åndedrættet bobler i brystet. Og så er der en anden længsel, efter det jordiske. Efter at gå ind i verden med skridt, der kræver muskelkraft når den ene fod sættes foran den anden. En længsel efter at mærke kroppens tyngde mod jorden. Dén gang bliver let på en anden måde, efterhånden som du slipper din vrede og din nidkærhed. Den nøje afmålte selvretfærdighed som er hængt op på de begivenheder fra fortiden, som du slæber med dig som sten bundet om anklerne.

Digteren Ole Sarvig brugte sin egen tid som et prisme, til at belyse evangeliet. Det gjorde han for at kaste vægten af århundreders tradition og historie af sig, for at komme til evangeliet med et åbent blik og – måske især – for at gøre sig fri af den verdenskrig, hvis rædsler kom til at præge hans tid og hans generation.

Sarvig voksede op i mellemkrigstiden på Nørrebro i København. Bydelen var dengang tæt bebygget med småindustrier og lejekaserner, hvor lokummerne var i gården, mellem baghuse og mellemhuse. Sarvigs familie boede i en lidt pænere ende af kvarteret, men alle steder var præget af 30’ernes massearbejdsløshed. Det var også tiden for religiøse ungdomsbevægelser, der samlede hundredvis af børn og unge til store stævner.

Der var noget i det, der tiltalte Sarvig; en længsel, som fandt en genklang. Men det, han søgte, var ikke der, han måtte videre; væk. Sandheden var et andet sted. Han søgte, rejste, skrev og så på de billeder, som kom med den nye tid efter krigen. Egill Jacobsens masker, Asger Jorns sære skikkelser, og Henry Heerups naive univers. Deres billeder passede til Sarvigs oplevelse af virkeligheden som noget gådefuldt og svært tilgængeligt.

”Jeg tror præsten taler”, skriver han i et digt, ”Men jeg kan ikke høre det”. Han måtte søge videre, væk. Han søgte og fandt til sidst de ord, som Jesus taler i bjergprædikenen, som jeg læste fra før. Ord, der er som talt også ind i vores tid: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle… men jeg siger jer…” Nu skal der siges noget nyt! De ord, som er sagt til de gamle kan ikke bruges længere; de gælder ikke længere. Der er brug for nye ord, nye tanker, en ny Ånd og en ny tro. Det er den fornyelse, Jesus forkynder.

Jesus går i rette med vreden. Den blinde vrede, som får medmennesket til at fortone sig. Den retfærdige harme, som udvisker den andens perspektiv. Den vrede, som får dit eget oppustede ”jeg” til at fylde det hele. Det er det fængsel, vi hører om, som binder os til alt det gamle, til kedelige regnskaber, som alligevel aldrig kommer til at gå op. Vreden er et menneskeligt vilkår. Da Paradisets have først er lukket for Adam og Eva, flytter vreden ind hos dem. Deres søn, Kain, bliver misundelig på sin bror og slår ham ihjel i vrede. Det var selvretfærdig harme, som fik Kain til at gå med bøjet hoved og kigge ned i jorden. Han blev indkroget i sig selv og sit eget og glemte at Abel var hans bror, hans eget spejlbillede. At Abel var den, som var ham så nær som hans eget selv, født af den samme mor og med den samme far. Vreden skilte dem og forvrængede Kains blik. Vreden lukker os inde i os selv og lukker os ude fra Himmeriget, sådan som Jesus siger det til disciplene. Frygt og usikkerhed virker på samme måde.

Alligevel er det så forfærdelig svært at give slip. På sig selv og sit eget. Også selv om der er så meget at vælge til. Det er svært at høre ordene fra Paulus, skrevet til menigheden i Rom, men lige så vigtige at høre for os. Alene det, at der er så meget om død. Selv om der er kommet en god og vigtig opmærksomhed på sorgen og hvad det vil sige at miste, så tænker vi nødig på vores egen død, taler nødig om den. Alene ordet hejser et lille rødt flag, når man står der, og læser op. Går det nu an at sige ”død” så mange gange på en dejlig sommerdag, hvor vi bare vil nyde livet, luften og verden? Bedre bliver det ikke af at der også står synd og korsfæstelse. Fristelsen til at glide nonchalant hen over ordene uden rigtig at lande i dem er stor. Men det ville være ærgerligt, for Paulus skriver om liv og frihed. Når han skriver om at være død fra synden, handler det ikke om en renskuret tilværelse, der holder sig inden for nogle snævre rammer. Det handler om at blive fri, fra det, som plager os og ødelægger tilværelsen. Fri fra det, som står livet imod. Fri fra det, der skiller os fra Gud og de mennesker, vi har omkring os. Det er frihed fra vrede, frihed fra frygt, frihed fra den ødelæggende mistro til ens egen ret til en plads i verden. Det er derfor Paulus taler om at være døbt til Jesu død. På den anden side af døden ligger opstandelsen til et liv i fællesskab med Gud og med medmennesket. Et liv hvor døden ikke længere kan skade, hvor alt det, som bringer døden ind i vores liv og truer med at få det til at visne, har mistet sin magt. Et liv, der ikke er småt og fornæret på grund af nøjeregnende opmærksomhed på én selv og de andre. Et liv, hvor Gud ikke gøres til en smålig bogholder, men har sin rette plads som den, som giver os en fred, der overgår al forstand. Den kærlighedens Gud, hvis dybeste længsel er at frelse og forløse sine menneskebørn.

Det er en vandring, som kan minde om mystikerens vej, hvor det handler om at give slip, og lade sit jeg bag sig. Men det er samtidig en vandring ind i livet, som et handlende menneske. En invitation til at tage tilværelsen på sig og arbejde på den andens glæde med tro, håb og kærlighed.

Evangeliet i dag, og alle dage, er et frihedsbudskab. Et budskab om at alt det, som tynger dig til jorden, bliver løftet af dine skuldre. Et budskab om at hele det bjerg af bekymringer og fortrædeligheder, som du bærer rundt på, og nogle gange er ved at segne under vægten af; dén byrde er fordampet, som dug for solen. Nu er det tid til at gøre noget andet, noget nyt. At løfte hovedet og møde blikket hos det menneske, som også sled og slæbte lige før. At se hinanden og vide at det var en fælles erfaring, en vej, som nu er tilbagelagt. Det er blevet morgen, regnen er hørt op. Der er arbejde, der skal gøres, beslutninger, som skal tages. Det som var, binder ikke længere. Det er muligt at gøre noget andet, noget nyt. Det er muligt at sige som Jesus sagde til disciplene: Rejs jer, lad os gå herfra.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

KIRKEBØN

Himmelske Far, alting hører dig til. Hos dig er fuglen ikke i bur; du lader græsset gro, som det vil og ukrudtet rejse sig, over sammenstyrtede bygninger. Alle tings lov, skyldes din frihed. Derfor tjener stjernerne dig frivilligt. Solen står op med en lovsang til glæden og månen går, uden at vredes, ned i sin seng.

Vor Far, du er hele vort livs bevæger, fra dig og til dig strømmer alt liv og du kender hvert pulsslag og hver tanke. Nu beder vi dig: trøst og styrk alle dem, der er syge og sorgfulde, hvad enten de er fjern eller nær. Vær hos de skuffede, de troløse, de sagtmodige og hos dem, der snart skal dø. Se til dem, der ikke har kræfter til at se til dig, og stå os alle bi i anfægtelsens time.

Vi beder dig for vores fjender og dem, der forfølger os. Lys din fred over os alle. Velsign og bevar dine hellige sakramenter og lad dit ord bevæge sig uhindret imellem os, fra hjerte til hjerte, at dit rige med retfærdighed, fred og glæde må vokse dag for dag.

Vær med din kirke på jorden, hold din beskærmende hånd over vort land og alle, der bor her. Vi beder dig for alle, der har magt over andre, lær dem kærlighed og sandhed. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe og hele hendes hus, alle huse på land og i by. Skænk os alle din nåde og bevar os hos dig, indtil Kristus bliver alt i alle og vi skal se, ansigt til ansigt. Amen!

SALMER OG TEKSTER

Præludium: Per Nørgaard ”Året”. Koralforspil. Til Helen Sarvig (1980)

BLODBØG

Jeg så troen

som et vidunderlig smukt træ

fuldt af sol,

det grønne træ, som skifter

og bliver rødt som blodbøgen,

når det har stået tøvende

i nogle dage

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Fællessalme, nr. 745 Vågn op og slå på dine strenge

Præst: ”Herren være med jer!” – Alle: ”Og med din Ånd!”

BLEG MORGEN

Altid hører jeg sandheden gå og råbe

mellem husene.

Men når jeg lukker vinduet op,

er manden forsvundet med sin vogn,

og husene står med deres sædvanlige ansigter,

deres affable solsmil

i en dag som alle andre.

Stor var morgenen, som kom.

Vældige lys har den tændt i rummet.

Skære lyse farver

skælver i køligheden.

Sandheden var råbende nær

og gik bort til andre gader

mange tage borte,

hvor andre nu hører ham råbe.

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Læsning, epistel til 6. s. e. trin, Romerbrevet 6,3-11

Koret synger: I stjernehimlens ranker

O, hjælp mig, Gud,

og tag mig ud

af disse rådne vande,

da skal jeg snart

Med stjernens fart

Rotere om din pande

Hvert hav, hver skov,

hvert spor af plov

er dybe eftertanker

for os som går,

hvor gåden står

i stjernehimlens ranker.

(Musik og sats: Mads Damlund Tekst: Ole Sarvig ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981)

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 6. s. e. trinitatis, Matthæusevangeliet 5,20-26

Præst: Trosbekendelse (siges)          

Alle: Amen, amen amen

Fællessalme, Kirkesangbogen 858 Å Gud, vær du min ånde

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, Kirkesangbogen nr. 907b, Utroligheds frø.

Kirkebøn, Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 518, På Guds nåde i al våde

KRISTUSSTENEN

Ikke den dybe søvn.

Ikke den flimrende lyse dag,

ikke drømmenes tågede net,

intet af alt dette,

som du søgte og fandt

i dagene

og kendte navn på

og ofte stod med i hånden

og tænkte,

intet af dette var Kristus

Men drømmen,

digtet bag dagens lys.

I en af dagens timer

var det hos dig.

Og kristusstenen bandt

din tankes hvælving.

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Postludium: Per Nørgaard ”Året”. Koralforspil. Til Helen Sarvig (1980)

Organist Mads Damlund, Lundehus kirkes kor, prædikant Julie Damlund. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch