Date Archives March 2021

Bibelske haver

Refleksioner til den stille uge

Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.

Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.

(fra digtet “Regnmåleren” af Ole Sarvig, fra “Grønne digte” 1943)

Selv om det ikke er juni, men – i skrivende stund – grå marts, der regner uden for, passer ordene i Ole Sarvigs digt godt til denne ”stille uge”, den korte uge mellem palmesøndag og skærtorsdag. Haven kunne fint være Getsemane have, den have, hvor Jesus venter på sin tilfangetagelse efter måltidet skærtorsdag.

Kærlighedens haver

Den vågne have fuld af vellugt, kunne også lede tankerne mod en anden bibelsk have, nemlig haven i Højsangen. Her mødes de to elskende i en have fuld af skønhed og sanselighed. I begge tilfælde er haven kærlighedens sted, et sted fuld af venten og længsel. I Højsangen venter de elskende på hinanden og angsten for at den elskede ikke dukker op eller at kærligheden på anden måde går tabt, ligger lige under overfladen. I Getsemane have venter Jesus på det kærlighedens offer, som han snart skal bringe. Snart skal han hengive sig, ikke til elskov og nydelse, men til døden. Fordi han ved at bringe dette offer, ved at give sig selv helt og gå igennem døden, kan bryde dødsrigets porte op, så vi kan følge efter ham, igennem døden og ud til nyt liv.

Ventetid

Den stille uge er ventetid. Forberedelsestid, inden vi går ind i påskens store fortælling for at gennemleve den, røres af den og næres ved den. Som kar, der venter på at blive fyldt, venter vi på ordene, fortællingen, brødet og vinen og til sidst: Opstandelsen. Et budskab, der fik både bægre og kar til at flyde over, så det stadig strømmer imellem os og igennem os, ud i verden.

Opstandelsens have

Endnu en bibelsk have findes i Johannesevangeliets beretning om opstandelsen. Her kommer Maria Magdalena for at sørge ved Jesu grav. Da hun finder graven tom, bliver hun fortvivlet. Jesus, som hun elskede, er død og nu er hans legeme væk! En mand spørger, hvorfor hun græder? Hun forklarer, hvad der er sket, i den tro at det er havemanden dér på stedet som spørger. Måske ved han hvor den døde Jesus er lagt? Først da manden kalder hende ved navn kan hun se, at det er Jesus.

Paradisets have

I en af sine påskesalmer forbinder Grundtvig denne opstandelsens have med Paradisets have, hvor Adam gemmer sig for Gud, da han har spist af kundskabens træ og er blevet skamfuld over sin nøgenhed. Grundtvig skriver:

Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”

Adam gemte sig, da Gud kaldte ham ved navn i Edens have, Maria kaldes også ved navn og i det øjeblik, ser hun den opstandne Jesus. Syndefaldet i Edens have bliver til oprejsningen i opstandelsens have. Adam vil ikke kaldes ved navn, fordi han skammer sig og er fuld af skyld. Maria er til gengæld fuld af kærlighed, hun svarer med genkendelse, da hun bliver kaldt ved navn. De røde blomster i Fra Angelicos opstandelsesbillede er på én gang billeder på Jesu blod og på kærligheden. Der er en dyb sammenhæng imellem de to, fordi Jesus døde af kærlighed på korset.

Blomster af kærlighed

Jeg ved ikke om Grundtvig kendte Fra Angelicos billede, men man kunne næsten tro det. Grundtvigs salme handler om alt det, der spirer frem i opstandelsen. Om at vi ikke skal blive stående ved kors og død, men ”Tage det sorte kors fra graven og plante en lilje ved dets fod” salmen fortsætter: ”Ved hvert skridt i dødninghaven, blomster spire for vor fod”. Det er netop sådan en opstandelsens have, Maria befinder sig i. Fuld af frodighed og kærlighed. Grundtvig slutter verset med at opfordre til ”frydesang (i stedet) for hule sukke!”. Altså: Ikke mere sorg og klage, der skal være opstandelsesglæde!

Fra Angelicos billede viser, at de to hænger sammen. Uden langfredags sorg, ingen opstandelsesglæde. Derfor er der både det frodige, grønne og de røde bær af blod og kærlighed. Kun ved at stå ved det svære og det mørke kan vi finde den dybe glæde, der fylder hjertet med sang. Det vidste Grundtvig selvfølgelig godt. Han kendte sorgen, men valgte glæden. Eller som der står i salmen: ”og, som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”.

Illustration: Fra Angelico: Noli me tangere, detalje.

Hør salmen sunget af Musica Ficta

Ny i trafikken

”Pas på mig, jeg er ny i trafikken”. Det er ikke så lang tid siden, jeg ønskede mig sådan en advarselstrekant på bilen, når jeg bevægede mig ud i trafikken med mit nyerhvervede kørekort, og jeg foretrækker stadig cyklen, toget eller bussen. Men kørekort, det fik jeg.

Teoriundervisningen foregik i den nedlagte kiosk ved Gentofte Station. På det tidspunkt var jeg præst ved Gentofte kirke og kunne se hvordan konfirmanderne undrede sig over at præsten sad derinde bag glasvæggen, når de kom forbi på vej til S-toget. De andre på holdet spurgte høfligt om det var generhvervelse eller motorcykel? De kunne vist ikke forestille sig at en snart midaldrende kvinde først nu var nået frem til dette: At tage kørekort. Den endelige mængde af køretimer har jeg skyndt mig at fortrænge, men jeg havde den sødeste kørelærer som forsikrede mig om at jeg ikke skulle være ked af det. Som han sagde: ”Jo ældre, man er, og jo længere uddannelse man har bag sig des flere køretimer”.

Teorilæreren balancerede perfekt mellem skrækhistorier, der skulle give os respekt for trafikken, og solid viden, der skulle gøre os trygge i trafikken. Alt sammen ud fra en smuk grundsætning: ”I trafikken har du ingen rettigheder, kun pligter”. Forstået på den måde at det ikke nytter noget at pukke på sin ret til at køre over for grønt, hvis et barn løber over for rødt. Du har ingen rettigheder, kun pligt til at passe på dine medtrafikanter.

Livets trafik

Siden har jeg tænkt på om ikke det er sådan i flere af livets forhold. I forhold til samfundet, staten og den slags har individet selvfølgelig rettigheder. Men imellem mennesker, i kærlighed og venskab er det så ikke sådan, at man ikke har nogen rettigheder, kun pligter? Man kan gøre alt rigtigt; man kan forsøge at være den bedste version af sig selv. Men hvis den, man elsker, ikke elsker en tilbage, er der ingen klageinstans. Der er ingen steder, man kan gå hen med sin sorg og sin længsel og sige: Jeg har ret til at blive elsket!

Eller forældreskabet. Man gør sig sådan umage, udvisker næsten sig selv for at være der for sine børn. Men der er ingen garantier for at relationen bliver så harmonisk, som man kunne ønske. Alligevel gør man selvfølgelig sin pligt og passer på børnene det bedste, man har lært. Tager ansvaret på sig.

Livet i hænderne

Hvis man skal finde en positiv vinkel på coronakrisen er det måske der største og vigtigste: At vores ansvar for hinanden blev så tydeligt og at vi som samfund og fællesskab i høj grad tog det ansvar på os. Det blev med ét meget tydeligt at den enkeltes handlinger påvirker de andre. Sådan var det også før. Det er altid en forpligtelse i mødet med et andet menneske. Teologen K.E. Løgstrup sagde det meget smukt: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Hver dags gave

Jeg får ikke længere svedige håndflader når jeg kører ud på motorvejen. Det hjælper heldigvis at øve sig. Når vi slippes ud i livets trafik er der ikke nogen tålmodig kørelærer ved siden af. Man må øve sig undervejs, selv om det giver nogle ridser i lakken ind imellem. Til gengæld får man noget forærende hver dag. Hver dag rummer den store gave: At holde noget af et andet menneskes liv i sin hånd.

Bragt første gang som klumme i Østerbro Avis, uge 11 2021