Category Uncategorized

Digtergudstjeneste 3:3. Mirian Due

Prædiken, 14. s. e. trin

En kvinde blev natten til i dag

tvangsdeporteret og fjernet fra

sit halvandetårige barn

i en lejr i Danmark

Leder efter forklaringer i nyhederne

men ingen skriver om det

Ingen vil høre om det, fortæller en journalist

Jeg skriver denne sætning i noter på telefonen:

Se på de urene sorger

Natten til i dag blev trygheden inddraget.

Det knager i fugerne på den gamle trætte verden. Kloden sukker, mennesker søger lys og lindring, finder ikke altid. En ny generation prøver på at finde nye måder at være til på, et nyt sprog, men hvordan gøre sig fri af det gamle, uden at man i virkeligheden kommer til at optegne de konturer, man søgte at forandre?

Meget ved vi godt. Det er ikke svært at se uretfærdighederne, at se problemerne. Alligevel er det som om vores jordklode og dens mennesker, er bundet af en uheldsvanger logik. En fornemmelse af lovmæssighed; af at det ikke kan være anderledes, fordi det, som bestemmer slagets gang, er så meget større end det enkelte menneske.

Paulus’ ord om det gode, som han vil, men ikke gør føles som talt lige ind i tiden.

Jeg begyndte med at læse et digt af Mirian Due; et digt, der næsten ikke lyder som et digt fordi det blot er en konstatering. ”En kvinde blev natten til i dag tvangsdeporteret og fjernet fra sit halvandetårige barn i en lejr i Danmark”. Det skete, det var en hændelse, et sted i Danmark, men det er ikke en information, som bryder igennem nyhedsstrømmen ”Ingen vil høre om det, fortæller en journalist”.

Ingen vil i hvert tilfælde høre om det, uden at pakke det ind i årsager og virkninger; argumenter, der hænger logisk sammen, men hvor de mennesker, det hele drejer sig om på en mærkelig måde bliver underordnede, forklaringer, som sløver sanserne og samvittigheden.

I digtets form kan hændelsen få lov til at stå rent. Kunsten kan udtrykke en anden sandhed, end den, som er underlagt den tilsyneladende nødvendighed. Kunsten kan udtrykke sig, kun bundet af det ene: Den menneskelige nødvendighed. Kunsten kan bryde med den kæde af årsager og virkninger, der tilsyneladende binder mennesker til at gøre det onde, som ingen vil, for nu igen at sige det med Paulus.

Kunsten kan sætte ord, billeder og lyd på en større verden, en anden verden. En forandret og forvandlet verden, måske. Derfor går kunsten og kirken så ofte hånd i hånd. Også her i kirken peges der på at det kunne være anderledes. At gå ind ad kirkedøren – sådan helt konkret eller i overført betydning – er samtidig at åbne døren til en verden, hvor der er frihed til at sætte medmennesket før alt andet.

Jesus forkynder forandringen og han er selv den forandring, han forkynder. Han har magt til at forvandle verden. For de 10 spedalske, der helbredes, er det indlysende nok en ganske konkret forandring med stor betydning for deres liv. Men de ni holder sig alligevel til det, de kender. De bemægtiger sig det store, der er sket for dem, ved at sætte det ind i den allerede givne ramme. Vi får det ikke at vide, men der er ingen grund til at tro at de ikke også er taknemmelige. Men vi må antage at de takker på den måde, det var skik og brug at takke på, at de giver Gud æren i deres egen helligdom. Kun den tiende indser, at der er tale om en dybere forandring. Kun han ser hvem Jesus er: at den, som kommer til Jesus, også kommer til Gud.

At den kraft, der helbredte fra sygdommen, er selve skaberkraften.

Der er noget pudsigt ved kronologien i hele fortællingen. Den hænger underligt sammen og oplysningerne får vi i en mærkelig rækkefølge. Alligevel er det måske noget af det mest genkendelige, mere genkendeligt end spedalskhed og præster, hvis opgave det er at erklære de helbredte for rene. Hvor ofte viser det sig ikke mere end svært at få orden på de hændelser, som vi forsøger at fastholde i erindringen.

Jeg kan i hvert tilfælde tale for mig selv. Erindringer kan være noget af en rodebutik. Det erfarede jeg for nylig i forhold til en erindring, jeg har haft med mig i fyrre år; en erindring fra da jeg var 10 år gammel og min far skulle begraves. Eller måske er det ikke fyrre år, for hvornår indkapsler hukommelsen egentlig noget og gør det til en ”erindring”? I hvert tilfælde havde jeg disse billeder, af rejsen fra vores lille by til krematoriet i Esbjerg. De mange kilometer tilbagelagt på landevejen i sørgetempo bag den sorte rustvogn. Bedemanden i sort, selv i sorg, for hun kendte min far; hele den stemning hvor ens nærmeste gik rundt med fremmede ansigter, og alt var anderledes. Så for kort tid siden blev jeg gjort opmærksom på at jeg havde husket det helt forkert. Vi kørte ikke til Esbjerg, men fra Esbjerg, og vi kørte ikke til krematoriet men fra sygehuset. Nu faldt det hele på plads, jeg havde godt tænkt over, at der var noget i min erindring, der ikke rigtig stemte. Nu blev hullerne fyldt ud, logikken og kronologien genetableret og det hele hang sammen.

Men det mærkelige er, at det egentlig ikke gør nogen forskel. For landevejen, den sorte rustvogn, det fremmede i hele situationen, selv om vi var sammen i den nærmeste familie, alt det vigtige, var jo det samme. Erindring havde været helt forkert, men alligevel fuldstændig sand.

Sådan er det ikke altid årsagerne og deres virkninger, den kronologiske rækkefølge, der ligger inde med sandheden. De spedalske helbredes. De er nu ikke længere syge og engang vil de forhåbentlig se tilbage på dengang, de vil huske det vigtige vendepunkt i deres liv, hvor deres tilstand forandredes og de igen kunne være del af fællesskabet.

Men den tiende fik en frelse, som ikke er bundet til tid og sted. Som ikke er bundet til erindringens kronologi.

Igen låner jeg ord fra et digt af Mirian Due:

En svimlende stjernehimmel bruser

hen over huset

og får to tidsligheder

til at bryde sammen

i mødet med hinanden

jeg ved ikke hvilken af dem

jeg skal gå ind i.

Sådan er der ofte to tidsligheder – eller flere – på færde. Den kronologiske tid skrider fremad, med sin egen nødvendighed, en nødvendighed, som er uden for os. En nødvendighed, som er bundet til årsager og virkninger, rationelle kæder af handlinger og konsekvenser.

Men den frelse, som rækkes til os, er ikke bundet. Dét er evangeliet, som blev forkyndt dengang og som forkyndes til os, som er til stede lige nu og her. Vi kan hæve os derop, til stjernerne. Vi kan i troen bevæge os derhen, hvor tiden er en anden; hvor det, som vi mistede gives tilbage til os; hvor de forbindelser, som bristede, knyttes sammen på nye måder. Hvor den smerte, som vi lagde bag, os fyldes ud med glæde uden at vi af den grund fornægter eller fortrænger det, som gjorde ondt. Den frelse, som rækkes til os i dag, angår både fortid, nutid og fremtid. Den forandrer vores verden og giver os friheden tilbage. Alt det, som bandt os, alle de gamle historier om hvem, vi er, og hvad, vi kan, bliver nye. Du er ikke længere en fremmed i din egen verden, for den gamle trætte verden skabes på ny lige nu.

Det er muligt at løfte blikket, se dit medmenneske og gå ud i en fornyet verden.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

Gudstjenestens læsninger og musik:

Præludium. Récit af Jean-Adam Guilain (o. 1680 – e. 1739). Fra Magnificat. Suite du premier ton

Mirian Due læser digtet ”Davidshjorten”. Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022

Fællessalme: Kirkesangbogen nr. 792 Lys og lindring

Præst: ”Herren være med jer!”

Alle: ”Og med din Ånd!”

Præst: ”Lad os alle bede”

Herre, vor Gud

Vi beder dig vogte din kirke,

Tag ikke din nåde fra os et eneste øjeblik,

For uden dig glider alt menneskeligt ud i tilintetgørelse.

Vær altid rede med hjælp,

Hold os tilbage fra alt det, der fører os væk fra dig,

Styr os hen imod det, der tjener til vor frelse

Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn,

Som med dig lever og råder i Helligånds enhed,

Én sand Gud fra evighed til evighed.

Alle, efter bønnen: ”Amen!”

Læsning, epistel til 14. s. e. trin, Romerbrevet 7,15-19

Læsningen høres stående

Fællessalme: Kirkesangbogen nr. 826 Når dagen synker ned i knæ

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 14. s. e. trinitatis, Lukasevangeliet 17,11-19

Læsningen høres stående

Præst: Trosbekendelse (siges)          

Alle: Amen, amen amen

Koret synger: Som tørstige hjort monne skrige. Se salmebogen nr. 410

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, nr. 508, Bryd frem mit hjertes trang at lindre

Mirian Due læser digtet ”Du er velkommen”. (Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022)

Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 313 Kom regn af det høje

Mirian Due læser digtene ”læner mit hoved mod universets skulder” og ”På et vakkelvornt grundlag”. (Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022)

Postludium. Fantasi i C af J.S. Bach: Bach, BWV 570

Tale ved Erik Bocks begravelse

Nølev kirke, den 3. marts 2023

Åh Gud!

Som året går/skal vore sind

Nu vandre gennem/vinter ind

Som træet nu/står tomt og bart

Skal vi dets tanke/skue klart.

og hvis du faldt/som frøet ned

i jordens mørke/evighed

Hvis du er helt/alene, du,

så skal du se/din Frelser nu.

(Ole Sarvig)

Åh Gud! Sådan begyndte Erik altid sine prædikener med et suk og et stykke poesi.

For en lille uge siden drog Erik Bastian Bock sit sidste suk. Det var i lejligheden i Århus, højt til vejrs med udsigt over den by, hvor så meget begyndte.

Her levede Erik det meste af sin barndom i præstehjemmet med den store søskendeflok, han kom på Århus Katedralskole og senere på universitetet, hvor han lærte at kede sig til Løgstrups fænomenologiske forelæsninger. Så foretrak han syrebadet og den friske luft hos Sløk.

Den egentlige begyndelse var på Falster, hvor hans far var præst før han kom til Frue kirke i Århus. Eller måske den egentlige begyndelse var Sønderjylland, hvor begge Eriks forældre kom fra. For Erik var det hans åndelige hjemstavn.

På den måde hørte Erik til i flere tider; på én gang forankret i noget langt tilbage og senere, i sin præstegerning, langt forud for sin tid.

Erik trivedes bedst med modsigelsen. Når enigheden og samtyggeriet bredte sig, satte han helst en slåskamp i gang, bogstavelig talt eller i overført betydning. I København skabte han rabalder og ballade omkring sig. Der gik en usynlig bro – eller måske snarere end hemmelig tunnel – mellem Nørrebro og Christiania, hvor Erik hvilede ud, når det blev for hidsigt på Nørrebro. Med årene skabte Erik et tilflugtssted for mennesker af alle slags i sin præstegård; en slags læhegn, hvor man kunne drive ind i kortere eller længere tid og finde ly.

For jer børn, var det ikke altid lige sjovt at være midt i al tumlen. Alligevel skabte Erik små øer for jer, stille steder, som du har kaldt det Jonathan, foran på stangen på cykel gennem byen eller ude ved Rude; med flødeskum og leverpostejsmadder.

Ethvert menneske er en verden, det er sådan noget Erik kunne finde på at sige. Erik var en stor, strålende, labyrintisk svimlende og fortryllende verden. At komme ham nær var at få et kig ind i den verden, hvor der kan siges store ord og drømmes vidtløftige drømme.

Du skal skabe dit eget kongerige, var også sådan noget Erik kunne finde på at sige. Eriks kongerige strakte sig gennem tider og lande, Rom og Perugia, fra den tidlige kristendom blandt koptere og i østkirken til hedenskabet og 10.000 års nordisk folkekunst, vikingetogter til Canada og med nybyggere i Californien; fra fortidsminder i skoven ved Moesgård og til Tanzania og østafrika. Erik søgte til de steder, hvor der var billeder og poesi. Det bar han med sig; hans kamp var en kamp for bringe billeder og drømme ind i en søvnig og forstenet kirke og en affortryllet verden.

Erik var sommerbarn, født i juli måned, og sommertiden var en højtid. Det var festsæsonen, når der var besøg af brødrene fra USA og Canada, det var kajaksæsonen og tiden til at slå sig ned i Rude med ”Havet under mit vindue”. Det med tiderne gjorde sig også gældende når Erik holdt taler til festerne. For Erik var det et øjeblik uden for tiden, for de fleste andre var det en evighed. Det var Eriks lillebror Walter som huskede hvordan Erik havde det med at begynde på en tale, lige når isen var kommet ind. Så måtte man sidde dér og blive mere og mere jamsk, mens isen smeltede væk under sin frakke af flødeskum, dadelsirup og flødeboller.

I al den uro og tumult, som også kunne tage overhånd når Erik gav efter for en mani, så beholdt Erik sin barnetro. Ikke som naive forestillinger om Gud eller verden, men som en vished og en sikkerhed, som gik helt tilbage til dengang den lille Erik ville være præst lige som sin far. Hver aften bad han sit Fadervor, en bøn han reflekterede over livet igennem. At miste Annelise, sin lillesøster, som han havde kørt parløb med igennem så meget, var et grundskud, som formørkede blikket.

At møde dig, Marianne, blev en uventet gave. Med dig fik livet lethed og humør. Nye verdener åbnede sig i mødet med din familie og Erik slog sig med fornøjelse ned i dine stuer. Herfra kunne han se den sidste tid i øjnene med ro i sindet og med taknemmelighed og glæde over alt det, I delte med hinanden.

Erik var ikke bange for noget (næsten), heller ikke for døden. Han ventede på den med en vis nysgerrighed i forventningen om at det forhærdede tidselgemyt og den hjertets hårdhed, som han begræd i sig selv, ville blive blødgjort dér på den anden side.

En af de teologer, Erik vendte tilbage til, var Otto Møller. Otto Møller skriver om, hvordan han i et syn så Kristus gå foran gennem dødsriget og drage de døde med sig ud af dødsriget og ind til de himmelske boliger, hvor natten er lys som dagen, mørket er som lyset. I dag følger vi Erik det sidste stykke, vi sender ham afsted på vandringen til de levendes land. Måske er det som når der blev leget bro bro brille til festerne i Hans Tavsensgade, en syngende gang ind til lys, fest og hengivelse og ingen kommer i den sorte gryde, men der er smukke engle til at tage imod.

Vi andre lever videre med dansen og kærligheden i hjerterne i troen på at Erik nu skal være gæst ved den himmelske bryllupsfest hos den Gud, hvis kærlighed favner både levende og døde.

Salmer:

754 Se nu stiger solen

46 Sorrig og glæde

122 Den yndigste rose er funden

536 Udrust dig, helt fra Golgata

Ved graven: 598 O Gud, du ved og kender

Læsning: Johs 14, 1-7

Billedet: Solopgang ved Rude Strand, 26. februar 2023

Grunden

I dag giver jeg ordet til Anton Bigum Kampe fordi: Jeg trænger til skønhed.

Jeg er den heldige ejer af to værker i den serie, som teksten knytter sig til. (Billedet herover yder dem slet ikke retfærdighed).

De øvrige værker kan i øjeblikket kan opleves på Kunsthal Charlottenborg som del af Forårsudstillingen 2018. Udstillingen kan ses frem til den 10. marts og anbefales hermed.

Men mest på grund af det med skønheden, læs selv:

Grunden

”Der er tale om en type afgrænsninger her, der gør særligt indtryk, synes jeg”.

Du har været ude på din første lille løkkeformede runde på grunden og alt knitrer på din tilbagevej hen til mig.

”Kan jeg lige få dig til at holde den her imens jeg åbner den her. Hvorfor er den så stram”.

Vi skal vænne os til at vi ikke behøver tale særlig højt til hinanden. Uanset afstanden bliver selv det mindste overleveret. Du står nærmest ovenpå mine fødder før du rækker mig det jeg skal holde.

”Vi er herude nu”.

”Når de kommer til syne, når du fortsætter hen imod dem, vær da opmærksom på hvornår du begynder at erkende dem som skel”.

Kort tænkepause hvor vi kigger lidt forbi hinanden, opmærksomt i samme retning til cirka dét, vi tror jeg antyder at tale om.

”Jeg lægger mine ting her imens”.

”Hvis det er en humlebi på strækningen, jamen så tag den seriøst. Stop op og vent på at den lander ved sit bo et sted ude i synsfeltet foran dig. Du skal respektere dens tempo. Det går ikke at gå forbi boet før den selv har nærmet sig det, så du pludselig skal til at vende dig om”.

Jeg glæder mig til at have en samtale med dig hvor vi sidder otte-ti meter fra hinanden. Jeg er tæt på at drømme om at den foregår her på grunden et sted, men den kunne også foregå hinsides. Mine øjne bruger ti sekunder på at stene og i en kraftanstrengelse spalter de træerne i skovens begyndelse dernede. Taks og cypres, ellers uomsluttelige, men lige her, på afstand, står mine øjne dernede under et af dem og får kompleksiteterne i løvet foræret: Et udsyn igennem den bagvedliggende tykning.

Vi er på en stor, ganske plan scene. Hvad der er indgangene ind på scenen og hvad der er udgangene væk fra scenen er antydet i forskellige grader; det står til meget åben fortolkning. Nogle af dem føles mere gængse at benytte sig af end andre, og nogle af dem er det absolut op til en selv at vurdere om man vil aktivere. Et sted derovre kunne der have stået ”NØDUDGANG”, og det, jeg på et tidspunkt gør dér, gør jeg kun én gang i hele mit liv: Jeg tørrer skidtet på skiltet af med mit ærme, trækker nærmest ned i en slags håndtag; torne, spind og sprøde blade fra krattet hæfter sig fast til mig som gløder og aske da jeg bryder igennem.
Jeg tænker bare: natten.
Scenens vægge males sorte. Tæt på dette mørke fastgøres store nedfaldne grene til wires og hejses op i en troværdig højde. Træer står langs hver side af grunden og læner sig ud af mørket. I dagene der kommer er natten denne malede konstruktion. Til den tid er vi altid inde i teltet. Verden fortsætter videre ind i det sortes dybde udenfor. Men vi ville støde mod en massiv væg, hvis vi alligevel satte os for at krydse nattens forskansning hvor træerne begynder.

Det er ikke mange mennesker at være på så stor en scene, to. Er der tale om en type afgrænsninger her, der gør en særlig tryg?
Jeg forestiller mig at nogen træder ud af krattet/skoven og ud på grunden et sted dernede fra, få meter fra hvor du en halv dag forinden havde sat dig under en af vores samtaler. Vi havde ellers været på vej længere væk, troede jeg, men en tiltagende tyngde i dine skridt på vejen derned talte sit tydelige sprog, og da vi gik ind under de lyse skygger fra de første kroner gik du naturligt i stå og løftede din ene støvlehæl op på en græstue, bevægelsen som et trin i en folkedans. Du kiggede ned i jorden og snakkede roligt videre; du meddelte mig at du tog din positur seriøst, og den meddelte mig: Hey! Vi er stadig herude. Det indvirkede på mig og sendte mig i en rolig bane otte-ti meter væk fra dig over til min lænestol, en stor nedfalden bøgegren. Afstanden var etableret. Imens jeg satte mig til rette, tænkte jeg over hvor parat jeg var til at få indfriet dette ønske.
   Om morgenen vågner du før mig. Du fryser og skal udenfor. Du skal tisse. Jeg betragter dig fra indgangen fra det øjeblik du sætter i løb mod udkanten, til du er tilbage igen; grimasse og øjenkontakt, du bukker dig ned for at komme ind. Du er et sjovt og hyggeligt menneske, der har sit eget forhold til, og oplevelse med, sine tisseruter ned til sit eget sted i omkredsen.

En dialog imellem os.
Guldkanten øverst på eftermiddagslandskabets lange bagtæppe, der påskønner hver gang en af os åbner munden

Hver nat drømmer jeg om skovens begyndelse. Zonen dernede er igennem sin tid oftest blevet tilsmilet livet i små fugles hurtige optrin. Fuglene har evnen til på kort tid at bortlægge en relativ lang distance tilbage ind i skoven uden at sætte spor fra deres flugt i omgivelserne. Zonen efterlades øjensynligt uberørt. Når vi har været dernede, har vi givet os bedre tid. I en af mine drømme bliver vores lange otte-timeterssamtale, sammenlignet med fuglenes lynhurtigt udførte ærinder, en næsten forstillet dragen omsorg, der gør et nummer ud af sig selv.

Anton Bigum Kampe

Læs om udstillingen her