Grunden

I dag giver jeg ordet til Anton Bigum Kampe fordi:

Jeg trænger til skønhed

Jeg er den heldige ejer af to værker i den serie, som teksten knytter sig til. (Billedet herover yder dem slet ikke retfærdighed).

De øvrige værker i øjeblikket kan opleves på Kunsthal Charlottenborg som del af Forårsudstillingen 2018. Udstillingen kan ses frem til den 10. marts og anbefales hermed.

Men mest på grund af det med skønheden, læs selv:

Grunden

”Der er tale om en type afgrænsninger her, der gør særligt indtryk, synes jeg”.

 
Du har været ude på din første lille løkkeformede runde på grunden og alt knitrer på din tilbagevej hen til mig.

 
”Kan jeg lige få dig til at holde den her imens jeg åbner den her. Hvorfor er den så stram”.

 
Vi skal vænne os til at vi ikke behøver tale særlig højt til hinanden. Uanset afstanden bliver selv det mindste overleveret. Du står nærmest ovenpå mine fødder før du rækker mig det jeg skal holde.

 
”Vi er herude nu”.

 
”Når de kommer til syne, når du fortsætter hen imod dem, vær da opmærksom på hvornår du begynder at erkende dem som skel”.

 
Kort tænkepause hvor vi kigger lidt forbi hinanden, opmærksomt i samme retning til cirka dét, vi tror jeg antyder at tale om.

 
”Jeg lægger mine ting her imens”.

 
”Hvis det er en humlebi på strækningen, jamen så tag den seriøst. Stop op og vent på at den lander ved sit bo et sted ude i synsfeltet foran dig. Du skal respektere dens tempo. Det går ikke at gå forbi boet før den selv har nærmet sig det, så du pludselig skal til at vende dig om”.

Jeg glæder mig til at have en samtale med dig hvor vi sidder otte-ti meter fra hinanden. Jeg er tæt på at drømme om at den foregår her på grunden et sted, men den kunne også foregå hinsides. Mine øjne bruger ti sekunder på at stene og i en kraftanstrengelse spalter de træerne i skovens begyndelse dernede. Taks og cypres, ellers uomsluttelige, men lige her, på afstand, står mine øjne dernede under et af dem og får kompleksiteterne i løvet foræret: Et udsyn igennem den bagvedliggende tykning.

Vi er på en stor, ganske plan scene. Hvad der er indgangene ind på scenen og hvad der er udgangene væk fra scenen er antydet i forskellige grader; det står til meget åben fortolkning. Nogle af dem føles mere gængse at benytte sig af end andre, og nogle af dem er det absolut op til en selv at vurdere om man vil aktivere. Et sted derovre kunne der have stået ”NØDUDGANG”, og det, jeg på et tidspunkt gør dér, gør jeg kun én gang i hele mit liv: Jeg tørrer skidtet på skiltet af med mit ærme, trækker nærmest ned i en slags håndtag; torne, spind og sprøde blade fra krattet hæfter sig fast til mig som gløder og aske da jeg bryder igennem.
Jeg tænker bare: natten.
Scenens vægge males sorte. Tæt på dette mørke fastgøres store nedfaldne grene til wires og hejses op i en troværdig højde. Træer står langs hver side af grunden og læner sig ud af mørket. I dagene der kommer er natten denne malede konstruktion. Til den tid er vi altid inde i teltet. Verden fortsætter videre ind i det sortes dybde udenfor. Men vi ville støde mod en massiv væg, hvis vi alligevel satte os for at krydse nattens forskansning hvor træerne begynder.

 

Det er ikke mange mennesker at være på så stor en scene, to. Er der tale om en type afgrænsninger her, der gør en særlig tryg?
Jeg forestiller mig at nogen træder ud af krattet/skoven og ud på grunden et sted dernede fra, få meter fra hvor du en halv dag forinden havde sat dig under en af vores samtaler. Vi havde ellers været på vej længere væk, troede jeg, men en tiltagende tyngde i dine skridt på vejen derned talte sit tydelige sprog, og da vi gik ind under de lyse skygger fra de første kroner gik du naturligt i stå og løftede din ene støvlehæl op på en græstue, bevægelsen som et trin i en folkedans. Du kiggede ned i jorden og snakkede roligt videre; du meddelte mig at du tog din positur seriøst, og den meddelte mig: Hey! Vi er stadig herude. Det indvirkede på mig og sendte mig i en rolig bane otte-ti meter væk fra dig over til min lænestol, en stor nedfalden bøgegren. Afstanden var etableret. Imens jeg satte mig til rette, tænkte jeg over hvor parat jeg var til at få indfriet dette ønske.
   Om morgenen vågner du før mig. Du fryser og skal udenfor. Du skal tisse. Jeg betragter dig fra indgangen fra det øjeblik du sætter i løb mod udkanten, til du er tilbage igen; grimasse og øjenkontakt, du bukker dig ned for at komme ind. Du er et sjovt og hyggeligt menneske, der har sit eget forhold til, og oplevelse med, sine tisseruter ned til sit eget sted i omkredsen.

 

En dialog imellem os.
Guldkanten øverst på eftermiddagslandskabets lange bagtæppe, der påskønner hver gang en af os åbner munden

 

Hver nat drømmer jeg om skovens begyndelse. Zonen dernede er igennem sin tid oftest blevet tilsmilet livet i små fugles hurtige optrin. Fuglene har evnen til på kort tid at bortlægge en relativ lang distance tilbage ind i skoven uden at sætte spor fra deres flugt i omgivelserne. Zonen efterlades øjensynligt uberørt. Når vi har været dernede, har vi givet os bedre tid. I en af mine drømme bliver vores lange otte-timeterssamtale, sammenlignet med fuglenes lynhurtigt udførte ærinder, en næsten forstillet dragen omsorg, der gør et nummer ud af sig selv.

Anton Bigum Kampe

Læs om udstillingen her

Liturgiens varsomhed – en kærlighedserklæring

Jakob skal konfirmeres næste år. Det giver en del at tænke over. Hvordan gør man noget helt almindeligt med vores 1-ud-af-100-barn, som aldrig gør som andre børn? Hvis det skal kunne lade sig gøre må han lære at gå til gudstjeneste. Jeg må tage fat hvor jeg slap for snart mange år siden, efter nogle forsøg, der var lige så korte og utilfredsstillende som de var stressende.

Vi begynder i det små. Bare Jakob og mig, en søndag hvor jeg ikke selv har tjeneste. Jeg har forberedt Jakob i ugens løb, og skrevet en lille historie om at gå i kirke, som han læser op for mig søndag morgen før vi skal af sted. Vi skal sørge for at være i kirken før gudstjenesten begynder, men ikke i for god tid, for ventetid er svær. Vi sætter os, med ryggen mod bagvæggen, så vi kan overskue hele rummet. Høreværnene er på plads, så lydene ikke bliver for overvældende. Succeskriteriet er at vi kan sidde sådan nogle minutter, og at vi går glade hjem igen.

Der sidder vi så. Jeg holder Jakob i hånden. Han bliver helt rolig og stille. Jeg synger med på salmerne – normalt kan Jakob ikke lide at jeg synger. Efterhånden har vi siddet sådan en hel gudstjeneste. Vi går til alters, selv om det slet ikke var planen og Jakob aldrig har prøvet det før. Rummet er trygt og rart. Og jeg bliver taknemmeligt klar over liturgiens varsomhed. I højmessen sker intet uventet. Rummet taler tydeligt, fortæller hvor vi skal se hen, hvordan vi skal bevæge os. Det er blidt, det er varsomt. Vi er sammen, men alle er stille og koncentrationen går i én retning. Ingen taler i munden på hinanden. Alle ved hvad de skal, kender forløbet fra start til slut. Tale, musik, stilhed og bevægelse afløser hinanden i et roligt flow, som et nøje koreograferet stykke nærvær hvor de enkelte dele er afstemt efter helheden.

Der er mange, der skælder ud på den gamle, velkendte højmesse. Den er kedelig, der er ikke event nok over det, der sker ikke nok.

Sidste søndag skete der noget. Vores bæger blev fyldt til overflod. Jeg er vant til at Jakobs autisme kræver af mig at jeg lever mig fuldstændig ind i hans måde at tænke på. Her kunne vi være, det meste af en formiddag, fælles om at være rettet mod noget uden for os. På bageste række, med store gule høreværn, var vi omfattede af liturgiens varsomhed. Du gamle højmesse, jeg elsker dig.

Fordi julenat

JULEPRÆDIKEN
Hvor findes håbet? Det spørgsmål stiller de fleste af os nok en gang imellem. Hvor findes håbet, når børn  sulter? Hvor findes håbet, når unge mennesker skyder hinanden i byens gader? Hvor findes håbet, når ulykkelige, desperate mennesker drukner i Middelhavet på vej til Europa, en vej, de blev lokket ud på af kyniske menneskesmuglere? Hvor findes håbet når bomberne falder? Når mennesker forråes af årelange overgreb og misbrug?

Det kan være hård kost at følge med i nyhedsstrømmen, selv om der også er mange gode nyheder. På verdensplan er der færre mennesker, der sulter; der er færre væbnede konflikter, færre børn er tvunget til hårdt fysisk arbejde i stedet for skolegang. På mange områder går det virkelig fremad.

Alligevel er det som om noget skrider under os i disse år. I hvert tilfælde her i vores vestlige verden. Det nye er ikke at der foregår uretfærdigheder, at menneske bekriger hinanden og beriger sig. Det nye er følelsen af, at dem, der gør det, ikke engang gider at lade som om. At forbindelsen mellem de mennesker, der sidder inde med den økonomiske og politiske magt, og så alle os andre er kappet. Følelsen af at alt for mange mennesker med magt har opgivet ideen om, at der findes et større gode. At vi som mennesker er forpligtede over for hinanden. At sandhed findes, at løgn findes. Man taler om menneskets umistelige værdi som gammelt besværligt arvegods, som vi trænger til at frigøre os fra. Som om vi kan frigøre os fra vores historie. Som om vi kan frigøre os fra Holocaust, som var de rygende ruiner, menneskerettighederne opstod ud af. Så, igen: Hvor findes håbet?

Den gode nyhed er at det findes og at vi ikke behøver lede efter det. Fordi det finder os. Det finder os i dag, lige nu, i det barn, som kom til verden. I det budskab at Gud er kommet os nær. At han vil være hos os. Lige så nær, som fosteret i livmoderen er nær sin mor. Han kommer ikke til nogen andre, nogen bedre nogen. Han kommer til os, til alt dette her: Til al vores rod. Han kommer til skænderierne, til vasketøjet, til konflikterne – både de små og de store. Han kommer til alle egoisterne, til alle de bange, til alle de grådige, til alle dem, der blev snydt. Han kommer til denne her ulyksalige verden lige nu, selv om man godt kunne have lyst til at sige: ”Vent lidt! Vi skal lige rydde op først”.
Håbet, det er barnet. Gud træder ind i verden. Træder ind i det menneskelige, for at vi skal blive til som mennesker. Det er det forunderlige; at barnet i krybben både er sand Gud og sandt menneske. At det barn er af en anden verden, samtidig med at det er som ethvert andet spædbarn.

Joakim Skovgaard fanger det på sit billede: Ved første øjekast ligner det et traditionelt krybbeglansbillede med okse og asen, hø, glorier og det hele. Men når man ser nærmere på Maria, kan man se at hun er skildret helt igennem realistisk, helt igennem menneskeligt. Hun ligner virkelig en kvinde, der lige har født; den højre arm ligger slapt ned, maven er stadig udspilet selv om barnet er kommet ud, det himmelblå klæde, som hun sædvanligvis bærer, bruges til at støtte hovedet, som hun er for træt til at løfte. Det er Jesu fødsel. Men det er også en menneskelig fødsel med alt hvad dertil hører.

Derfor, altså. Fordi julenat. Fordi barnet i krybben. Fordi fødslen i Betlehem. Derfor er der håb. Derfor er ethvert barn, der fødes til verden, fuldt af håb. Et barn er til i verden i sin egen ret. Et barn har en magt. Fordi vi skylder dét barn at tage vare på det, at værne om dets ukrænkelighed, dets helt egne og dyrebare væsen og dets umistelige og umålelige værdi.
Og så ved jeg godt at hverdagen river os med sig og det er svært at holde fast i højderne og dybderne og alle de store ord. Men lige nu fejrer vi jul. Vi fejrer at håbet er født ind i vores verden. I netop denne verden.
For nogen tid siden faldt jeg over en lille artikel i et tilfældigt kirkeblad. Artiklen var om en gammel bekendt, som har været lidt rundt omkring i livet. I tømmerlære efter gymnasiet, men det var ikke det rigtige. Efter nogle år med andet arbejde, var han nu blevet graver i et lille jysk landsogn. Og det var i den anledning at han blev præsenteret i kirkebladet.
I det lille interview fortæller den nye graver om dengang han som barn skulle i kirke hos sin præstefar. ”Så glædede jeg mig til, gudstjenesten var slut, fordi jeg kedede mig. Men når jeg gik ud i lyset, gik jeg ud i en ny verden”. Og det er lige præcis sådan, det er.
Verden bliver ny fordi vi, som er her lige nu, får holdt håbet op for vores øjne. Vi ser et glimt af noget andet, noget større. Himlen åbner sig virkelig og englene synger virkelig for os. Nu, lige nu, mærker vi forbindelsen til alle jordens folkeslag, til alle tider og alle steder. Vi mærker at der er mere og at vi kan gribe efter dette mere. Om lidt dumper vi ud på gaden til en ny verden. Og vi holder julefest og ferie, og vi daser og spiser og går måske i biografen eller ser julefilm i fjernsynet. Men vi så at verden var blevet en anden, vi så det nu i aften. Gud er kommet til verden. Ikke som en superhelt, der rydder bulen og løser alle verdens problemer. Vi kan ikke lægge ansvaret fra os. Han kommer til os som et håb. Nu er det op til os at bære det håb ud i verden, at værne om ethvert barn, ethvert menneske. Når hele verden sukker, når det knager i fugerne, så er det, vi skal huske denne nat. At håbet findes. At himlen åbnede sig og englene sang. Fordi julenat; fordi barnet i krybben. Glædelig jul!

Hvad tror du på?

Der er sket meget siden ”Strisser på Samsø” hvor øens præst i skikkelse af Lotte Andersen gik i haven iført præstekjole.

DR’s nye søndagsserie ”Herrens veje” forsøger at tegne et troværdigt billede af hvordan et præsteliv kunne tage sig ud. Dermed ikke sagt at det, der sker i serien, gengiver et gennemsnitligt præsteliv som det udfolder sig fx her på Østerbro. I så fald ville det nok blive sparsomt med dramatikken. Konflikter, menneskelig svaghed og forfængelighed i stor størrelse må der til. Og i skrivende stund, hvor DR har vist de første to afsnit, har der også været godt med både sex og vold, så underholdningen skulle være sikret.
For os, der arbejder i Folkekirken er det selvfølgelig sjovt at se hvad en forfatter som Adam Price får ud af at lade kirken danne baggrunden for sine karakterer. Men det er det menneskelige drama, det handler om.
Adam Prices store fortjeneste er, at han med sin placering af historien i netop dette miljø, får sat spørgsmålet om, hvad vi egentlig tror på, i spil på en nuanceret måde. At være ”religiøs” eller ”troende” bliver alt for ofte fremstillet som noget sært og sekterisk. Men som ”Herrens veje” fint skildrer, så er troen for de fleste en grundlæggende livsanskuelse, som man har med sig i sit helt almindelige liv.

Hovedskikkelsen er den gamle patriark, der på den ene side holder sine omgivelser i et jerngreb med sin stærke personlighed. På den anden side er han lidt ynkelig. I sin selvoptagethed har den gamle Johannes ikke opdaget at tiden er gået omkring ham. Han har ingen fornemmelse for, at det ikke er charmerende at kalde sin modkandidats synspunkter ”kvindagtige” i valgkampen om at blive ny biskop i København og han fatter ikke at omgivelserne er ved at have fået nok af at dække over hans rodede liv med elskerinder og drukture. Hans sønner er formet af ham på godt og ondt. Den yngste, August, vil bare behage sin far og er blevet præst som han. Den ældste, Christian, slår sig i tøjret og har valgt en helt anden livsbane for sig selv. Men han er samtidig den, hvis tro stikker dybest, selv om han ikke vil være ved det.
Efter en årrække, hvor vi har dyrket materialismen som svaret på alt (vis mig hvad du ejer og jeg skal sige dig hvem, du er), er det godt og modigt gjort. For alle tror jo på noget. Det, dit hjerte hænger ved, det er din Gud, siger Martin Luther. Hvad tror du på? På dig selv? På din familie? På gode og grønne værdier? På at fyre den af, leve livet og lade fanden tage de sidste?
August rejser ud som feltpræst og bliver konfronteret med at hans lette forhold til troen ikke kan bruges til ret meget når det virkelig gælder. I samtalerne med den lokale tolk står August som den, der kun har overfladisk eftersnak at byde på. Din Gud eller min Gud? Spørger August og tolken svarer ”bare Gud”. Dermed får han sagt at Gud er større end vores færdige meninger og anskuelser. Troen er noget, vi kan stille spørgsmål til og reflektere igennem. Som præst i Folkekirken lader jeg min tro belyse og forklare igennem Bibelen og kirkens bekendelser. Men Gud er større end det. Derfor er troen ikke noget, vi kan slå hinanden oven i hovedet med. Men vi kan spørge os selv og hinanden: Hvad tror du på?

Klummen blev bragt i Østerbro Avis, uge 41 2017

Berørt af byen

Jeg elsker at bo i byen. Byens puls, byens energi. Hans Knudsens Plads er Østerbros spektakulære port til brokvartererne. Motorvej, busstoppesteder, cykelstier og indfaldsveje løber sammen under Politikens lysavis. En enkelt gæst på vej ud fra Polar Bodega standser op og står et øjeblik på trappestenen med det sorte omrids fra døren i ryggen. I baggrunden rasler S-toget forbi, få meter væk er der vilde brombærranker og haveforeningsidyl. Det er byen når den er skønnest; smuk og rå, poetisk og beskidt. Her er kontraster og selvmodsigelser, her er larmende effektivitet klods op ad små pladser, der ligesom bare er opstået af sig selv, uden at nogen rigtig har tænkt over det. Her er plads til at være menneske på mange måder. Og, mærker jeg, dybt i mellemgulvet hvor vejrtrækningen sidder, så er her nok også plads til mig.
Der er en populær salme, der hedder ”Uberørt af byens travlhed”. Den handler om kirken som det særlige sted, det underlige hus, hvor vi går ind i en anden verden og møder evigheden. Det med at gå ind i kirken, går jeg helt ind for. Men jeg håber ikke kirken er uberørt af byens travlhed. Jeg håber kirken lader sig berøre og bevæge af byen og alle dens eksistenser. Jeg håber kirken har noget at sige til travle mennesker som lige nu er revet med af livets strøm. Her i brokvartererne ligger kirkerne ofte klemt ned mellem byens andre huse uden særlige pladser eller imponerende indgangspartier. Når man træder ud af Lundehus Kirke løber man lige ind i folk på vej. Nogle skal i kirke, andre skal i Fakta, atter andre skal nå en bus. Og sådan skal det være. For sådan er livet, alt muligt blandet sammen i en skøn pærevælling.
Evigheden bor ikke kun bag kirkens mure. Hvem siger at evigheden er stille? Hvem siger at evigheden er langsom? Hvem siger at der ikke er evighed i alle de tanker, man kan nå at tænke mens man venter på at lyset skifter til grønt. Måske husker du en linje fra et digt eller en sang, måske erindrer du noget fra engang for længe siden, da du var den samme og alligevel en anden? Måske ser du et menneske; et menneske, du ikke kender, men hvis glæde, bekymring eller smerte pludselig står klart for dig, dér midt i trafikken. Og måske indser du da noget om, at vi er fælles. Fælles om at være mennesker, fælles om at bebo en by, et land, en jord.
Måske ville det slet ikke være nødvendigt at søge væk fra hverdagen, hvis vi kunne finde evighedsøjeblikkene midt i travlheden. De indre mellemrum, som vi glemmer at lægge mærke til, ligesom byens glemte pladser.
I en af sine digtsamlinger kalder Ole Sarvig vores sind for ”Jeg-huset”. Billedet af vores ”jeg”, vores person, som et hus har han lånt fra Bibelen. Som så ofte taler Jesus i billeder, som vi selv må tolke. Jesus udtaler sig meget sjældent kategorisk og entydigt. Denne billedfortælling handler om et hus, der er hjemsøgt af en dæmon. Dæmonen drives ud, huset renses, fejes og prydes. Men da huset står tomt vender dæmonen tilbage igen, denne gang sammen med syv andre dæmoner, værre end den første.
Det er en gådefuld fortælling. Men måske kan vi forstå den som en opfordring til ikke at lade vores jeghus stå tomt. Måske gælder det ikke om at ”tømme hovedet” for at stresse af, men i stedet om at fylde det med noget godt. Noget som opbygger sjælen, noget som er livgivende og får os til at sænke både skuldrene og paraderne. Og af den grund var det måske alligevel værd at gå ind i kirken. Ikke for at opleve tomhed, men for at opleve fylde. Skønhed, ånd og store tanker, som er lige til at tage med sig ud på den videre færd igennem byen.

Klummen blev bragt i Østerbro Avis, onsdag den 26. juli 2017

Årgang ’92

For os, der blev studenter for 25 år siden, var EM-sejren en kulmination på et forår med eksaminer, nej til unionen og den endelige frihed efter tre arbejdstunge år i gymnasiet. Jeg ved ikke om vi var Nå, X eller Y, men i et kort øjeblik føltes det som om vores årgang måtte være udset til noget særligt, når nu alle disse begivenheder faldt sammen med vores overgang fra barn til voksen.
Vi gik i 1. g da muren faldt. Jeg pjækkede fra skole for første gang i mit liv. Jeg kendte ikke Bjarke specielt godt, men han var kærester med min veninde Linda, så da Bjarkes mor bekendtgjorde, at nu kørte hun til Berlin, fik jeg en plads i bilen. Vi nåede frem da det var ved at blive mørkt og fulgte strømmen til muren. Det var én stor fest, med høj musik og glade mennesker overalt. Folk gik frem og tilbage gennem checkpoint Charlie som børn, der leger med de automatiske glasdøre: ”Se, nu er jeg på den ene side!” og ”Se, nu er jeg gået igennem igen!” Hen over musikken hørtes lyden af hamren og banken. Alle ville gerne være med til at vælte dén mur. Vi havde ikke tænkt på at medbringe værktøj, så vi fik bare bakset nogle små cementstykker løs. Men det føltes alligevel som at rejse hjem med en bid af verdenshistorien i lommen. Tilbage på skolen skrev vi frejdigt i kontorets fraværsbog at vi havde været i Berlin. Skideballen på rektors kontor modtog vi med høflig ligegyldighed. Vi skammede os ikke det mindste, historien var på vores side.
Sommerferien mellem anden og tredje g blev brugt på at farve alt tøjet sort og tage på Roskilde. Vi, der havde følt os som utilpassede aliens i en pastelfarvet verden af 80’er-pop, havde fundet hinanden. Det blev tid til grunge, Iggy Pop spillede i København. Det var ok at være som os. Vi gik, mens Passenger spillede i baggrunden, så vi kunne nå nattoget hjem. Det føltes som om koncerten aldrig sluttede, den blev underlægningsmusik til resten af tiden i gymnasiet, vores tid.
Op til EU-afstemningen hed det sig at det var nu eller aldrig. Et EF i flere hastigheder var ikke en mulighed. Nej’et føltes historisk. Lille Danmark havde påvirket historiens gang, nu kunne man gå forfra, tænke igennem én gang til, hvordan man kunne sikre demokratiet og tilvejebringe den fælleseuropæiske samtale, som måtte være grundlaget for en union. Uden fælles offentlighed intet demokrati. (Den mangel ved EU-projektet er senere blevet udbedret af internettet).
Kort tid efter var der translokation mellem de ti linde i skolens gård. Og dér sidder jeg, på jorden, i bare tæer og med orange nederdel. Jeg ville bestemme selv, ikke noget med rød-hvide farver og studenterhue til mig. Mao-kasketten med den røde stjerne var ikke min idé. Jeg blev udfordret af Lars fra A-klassen og selvfølgelig tog jeg udfordringen op. Lige dér handlede det ikke om politiske holdninger. Det var frihed, fanden-i-voldskhed og ungdommeligt overmod. Men først og fremmest frihed.
Det hele kulminerede med EM, midt under Roskildefestivallen. Da det blev klart at Danmark mod alle odds skulle spille i finalen, blev så mange koncerter som muligt flyttet, så festivalgæsterne kunne se kampen. Jeg turde ikke se med, det kunne umuligt gå godt. Slutrunde efter slutrunde, det var bare et spørgsmål om tid før den ikke gik længere. Ærefuldt eller pinefuldt, som dengang Elkjær brændte mod Spanien – nederlaget kom på et tidspunkt, så meget var sikkert. Brølet over festivalpladsen fortalte at Danmark havde scoret. Og så endnu et brøl. Og så jubel fra alle kanter. Sejr. Det var magisk, det var et brud med alt det kendte, en ophævelse af alle normer og regler. Selv skuffelsen hos de slukørede tyske festivalgæster blev fejet af banen i glædesrusen.
Det var en euforisk tid. Den kolde krig var slut og på den måde føltes det også som om det først var nu 2. verdenskrig var et helt overstået kapitel. Som om vi nu trak vejret friere, lettere, befriet fra en tung byrde, vi havde båret på. Og det var nu, lige nu, at vores voksne liv skulle til at begynde.
18. maj 1993, da politiet skød med skarpt på Sankt Hans Torv, var en brat opvågnen. Vinduet var ved at lukke sig igen.
”Vi kommer til at mangle modsigelsen”. Sådan sagde en god ven mens Jeltsin var ved roret og det gamle Sovjet var under opløsning. Tiden gav ham ret. Da østblokken ikke længere sagde imod, glemte vi i vesten at det var friheden, vi kæmpede for. At det var friheden, der var vores adelsmærke og vores styrke. Demokrati gik fra at være den mindst ringe styreform til at være en ideologi, som man kunne gå i krig for. Nu oplever vi at de individuelle frihedsrettigheder begrænses i demokratiets navn, at folketingets flertal betragter internationale konventioner og retssikkerhed som ubekvemme forhindringer og ikke som privilegier.
Men tiden er stadig vores hvis vi vil have den. Ungdommens overmod er afløst af pragmatisme. Men friheden er stadig værd at kæmpe for. Tillykke, årgang ’92, hvor end I er i verden!

Essay bragt i Weekendavisen, 30. juni 2017

Illustration: Aarhus Stiftstidende 28. juni 1992. Foto: Munke Atelier.

Hjertesproget

Indlægget er en lettere bearbejdet version af en artikel fra Lundehus Kirkeblad, marts 2017.

Der er mange meninger om Martin Luther. For nogle er han hadeobjekt på grund af sine forfærdelige udtalelser om jøder og muslimer, for andre er han nærmest på niveau med en superhelt. ”Min” Luther befinder sig især i sprogets og billedets verden. Luthers skrifter er fulde af billedtale. Der er billeder til trøst og billeder, som får smilet frem. Billeder, som gør troen til at leve og dø på; til at være i.
Der er billedet af nadveren som en madpakke. Et jordnært og praktisk billede, for det er da klart, at hvis vi skal godt igennem livets rejse uden at snuble undervejs, må vi have noget ordentlig mad med. Derfor, siger Luther, skal dåben også være som en daglig klædning og ikke en flot ny rød frakke, man tager på ved særlige lejligheder. Dåben skal kunne tåle hverdagens slid. Og videre bliver det næsten som et eventyr. For når tøjet og madpakken er på plads drager vi ud efter troens skat. Med dét ene billede – en skat – beskriver Luther alt det, som troen giver. At blive frelst, at genoprette forholdet til Gud og rejse sig hvor Adam faldt, det er at finde skatten. Luther skriver: Skatten ligger allerede på dørtrinnet, ja på bordet inden for. Det gælder bare om at række ud og tage den til sig.
Når Luther skriver om tro er der ét ord, der går igen: Hjertet. Sand tro er hjertetro. Tro er ikke noget, man kan gøre med sin forstand alene. Tro er heller ikke en følelse. Troen gælder hele vores væsen og vores eksistens og derfor er hjertet det billede, som ofte bruges, når Luther taler om tro og om troens placering i det menneskelige. Vi skal leve, tænke og handle så vi passer på vores hjerte (igen: billedlig talt). Står det tomt bliver det sårbart. Et tomt hjerte er et ubevogtet hjerte, så det gælder om at have noget som man står i et hjerteligt forhold til, eller som Luther ville sige: Som hjertet hænger ved. Hjertet kan forhærdes og blive hårdt som sten. Eller hjertet kan modsat opvarmes,, opflammes så det bliver blødt og bøjeligt som opvarmet metal. Så kan troen komme ind, tage bolig i os og forvandle os. Det sidste billede er tankevækkende: Billedet af hjertet der smelter eller flyder over. Altså hjertet, der mister sin form og sin afgrænsning. Det er her i grænselandet og det grænsesprængende at der sættes noget på spil, det er her det gamle går til grunde, for at noget nyt kan opstå. Det er her “jeg” bliver en anden.
Der er ingen tvivl om at Luther havde et særligt sprogtalent. Hans oversættelse af Bibelen til tysk blev samtidig en slags ”år nul” for det tyske sprog. Mange af de udtryk og vendinger, Luther brugte i sin bibeloversættelse, lever stadig i det tyske sprog, ikke mindst fordi Luthers tyske Bibel fik en enorm udbredelse.
Luther digtede og oversatte et væld af salmer, og en del findes stadig i vores salmebog. Han spillede selv både lut og fløjte og samarbejdede tæt med både musikere og billedkunstnere. Han var ingen billedstormer. Tværtimod. Da han hørte at man var begyndt at rippe kirkerne for billeder, forlod han sit skjulested på Wartburg, selv om det kunne have kostet ham livet. Han var på det tidspunkt bandlyst, dvs. enhver havde ret til at pågribe ham eller slå ham ihjel. Det skete heldigvis ikke, han kom tilbage til Wittenberg og fik standset ødelæggelserne – for en tid. Billedstormerne vandt alligevel frem, nu skulle den rene lære udbredes med vold og magt. Også i Danmark blev kirkekunst smidt på lossepladsen og prægtige kalkmalerier malet over. Men det var senere, det var ikke Luthers reformation. Luthers tanker er ikke en lærebygning, men et landskab. At gå ind i Luthers billedsprog er en vandring og det vigtigste er at have hjertet med. Man kan ikke tænke sig til det, man må bare begynde at gå, sætte den ene fod foran den anden. Som Luther siger: Livet hviler aldrig, det ser vi, velan, så begynd!

Billedet er et maleri af L.A. Ring

Alder ingen hindring

Når spørgsmålet falder véd jeg, at der ikke er noget at gøre. Selv den bedste snak om litteraturkredsen, debataftenen eller koret kan ikke opveje det afsluttende spørgsmål: ”Er det så mest sådan folk på 60+, der kommer”? Som regel er svaret ja, for det er i gruppen på 60+ at flest har tid og energi til litteraturkreds, debataften og folkekor om aftenen. Det burde ikke være en hindring for alle andre aldersgrupper, men sådan opfattes det ofte. Hvorfor?

Da jeg for snart mange år siden kom hjem til Danmark efter et længere ophold i Latinamerika var det en stor lettelse at vende tilbage til de danske kønsroller. På Cuba er en kvinde uden mandlig ledsager ”selv ude om det”, og man er konstant udsat for seksuelle tilråb og det, der er værre (og mere klamt). Efterhånden kommer det helt af sig selv at man undgår at færdes alene og kun ser på og taler til andre kvinder. Man undgår simpelthen halvdelen af befolkningen. Det slipper vi for i Danmark. På en måde. For efter nogen tid i udlandet var der en anden forskel, der var slående: Nok lever vi ikke kønsopdelt, men vi lever generationsopdelt. Tanken om at holde fest fire generationer under samme tag, sådan som jeg havde oplevet det på Cuba, ligger de fleste fjernt herhjemme, hvis ikke det lige er juleaften. Tænk på vennekredsen, hvor mange årtier spænder den over, regnet i fødselsår?

Der er gode initiativer og ideer rundt omkring; Børnehaver, der besøger plejehjem, ældreboliger og ungdomsboliger i samme ejendom etc. Mange er opmærksomme på at afhjælpe ensomheden blandt vores ældste medborgere og vil gerne gøre noget. Men hvorfor ikke også få øjnene op for alt det, vi har at give hinanden på lige fod? At mødes på tværs af generationer behøver ikke være en ”en god gerning”. Andre generationer har andre erfaringer, andre perspektiver. Og når først snakken går om kunst og politik, om litteratur og film, om det vi tror på og det vi håber på, så glemmer vi alt det andet. Så er vi mennesker, med dybe menneskelige erfaringer, der brydes og spejler hinanden på tværs af køn, alder og social baggrund. Den mest håbløse ensomhed er den, man føler i selskab med andre. Måske er man den eneste barnløse i en flok af forældre. Måske er man den eneste arbejdsløse i en flok af karrieremennesker. Måske er man den eneste kronisk syge, eller den eneste i sorg. Måske er man den eneste, der elsker musicals, eller japanske film. Hvorfor går vi så meget op i alder? Et fødselsår er slet ikke nogen garanti for fællesskab eller forståelse, der er så mange andre aspekter af livet, hvis ellers man dropper fordommene og åbner øjne og ører. Jeg ville i hvert tilfælde nødig undvære alle de gode samtaler med de yngre, de ældre, de jævnaldrende og de decideret gamle. Så kom bare! Også selv om de andre ikke er fra din egen generation. Hilsen Julie, 43 år.

Klummen blev bragt i Østerbro Avis, 1. marts 2017

Billedet er fra o. 1980, på billedet ses Mads, Hanne, Flemming, farmor og oldemor

2,50 kr. pr. mad

Kaffeklubben i Lundehus Kirke har åben mandag – fredag fra 10-12. Kaffen er gratis, madder koster 2,50/stk (når man har 2,50).
Nu hvor jeg har været præst ved kirken i godt og vel et år kender jeg efterhånden de fleste, der kommer. Deres historier, deres vaner, det, som de hver især er optaget af. Det er sognet selv, der driver kaffeklubben. Uden ekstra midler eller en social hjælpeorganisation i ryggen. Vi er de rene amatører, og jeg tænker ind imellem at det er mere held end forstand, at det går så godt. “Reglerne” på planchen lavede dem, der kommer i klubben, selv, efter nogle uheldige episoder, der fik grunden til at føles usikker under os. For det meste går det fint. Vi drikker kaffe; snakker om løst og fast, sidder lidt i tavshed.
Det betyder noget, at det er i kirken, det foregår. I Lundehus er alt bogstavelig talt samlet under ét tag. Der er ikke langt fra kaffeklubben ind i foredragssalen eller kirkerummet, og det mærkes. Vi kender hinanden og alle, der kommer i kirken, ved, at kaffeklubben hører til her. Til gudstjeneste om søndagen sidder mennesker af alle slags. I samfundets øjne har vi intet til fælles, vi tilhører samfundsgrupper, der ifølge statistikken ikke omgås, ikke kender hinanden og ikke solidariserer sig med hinanden. Men i gudstjenesten gør vi noget sammen, vi er et fællesskab, fordi vi er til stede, sammen. Og søndag efter søndag viser det sig at fællesskabet bærer.

12. april 2016

 

Fald og forsoning.

Prædiken til fastetiden

Bibeltekster: Syndefaldet, Fristelsen i ørkenen. Læs teksterne her.

Vi lever i den faldne verden. Adam og Evas fald, som strengt taget består af flere på hinanden følgende fald, er ikke bare myte eller bibelhistorie. Dét fald spejles hver dag og time i menneskers fald. Det kan komme som en brat opvågnen eller som en langsom akkumulering af erfaringer, men før eller senere kommer erkendelsen af, at tab, smerte, ondskab, død og begrænsning hører til tilværelsens grundvilkår. Vi falder og falder, livet igennem. Og vi samles op igen, af mennesker omkring os; af håbet; af den iboende livsvilje, som ikke lader sig slå ud. Vi falder og falder, og for hvert fald træder vi i karakter, tager vores menneskelighed til os, tager vores vilkår på os.
De tre fristelser, som Djævlen stiller op for Jesus handler alle om at svigte den faldne verden. At gøre stenene til brød, at lade sig redde af englene eller underlægge sig alverden; alle tre fristelser ville være et svigt i forhold til det menneskelige grundvilkår: At vores verden er dén verden, hvor vi falder og falder, men skal rejses op igen.
I TV-serien Breaking Bad, som gik sin sejrsgang for nogle år siden, optræder der en ung mand, Jesse. En forpint sjæl, som dulmer smerten med et stofmisbrug. Seriens hovedperson er en gymnasielærer, som bliver syg af kræft. Vi befinder os i USA, hvor den slags kan ruinere en familie fuldstændig. Hovedpersonen, Walter White, er kemi-lærer, så han får den idé at han kan bruge sin viden om kemi til at fremstille crystal meth, et designer drug, som skal skaffe penge i kassen. Han har dog også brug for kontakter i miljøet, så han slår sig sammen med Jesse, sin tidligere elev, og udnytter ham groft og kynisk. I afsnit efter afsnit følger vi Walter Whites vej ind i en afstumpet forbryderverden. Han bliver mere og mere forrået, samtidig med at han bilder sig selv ind at han gør det ”for familiens skyld”. Han giver sine helt igennem onde handlinger en moralsk fernis; en stor fed livsløgn, som hjælper ham til at svømme ovenpå. Den unge mand, Jesse, går derimod til bunds, for han har en samvittighed. Han bærer på en skyld over alle de ting, som hans misbrug har forårsaget. På et tidspunkt forsøger han endnu engang at blive clean. Han er på afvænning og sidder om et bål med de andre misbrugere og deres coach. Vejlederen taler om at tilgive sig selv, men lige dér ved bålet er der noget, der brister i Jesse. Han kan ikke tilgive sig selv, det er meningsløst for ham. Han har brug for et blik udefra, som anerkender ham som det menneske han er, med den skyld han bærer på. Derfra kan tilgivelsen komme. At sige til ham at han skal tilgive sig selv er ualvorligt, det er at svigte ham, endnu engang. Fordi det er at lade ham alene med sin skyld og sin skam. Det er at trylle stenene om til brød, at lade englene flyve af sted med sig eller at underlægge sig verden uden at elske den.

Der er megen religionsdebat i disse år. Vores kristne arv spændes for en nationalkonservativ vogn, som vil gøre troen til en museumsgenstand. Andre tænker i rettigheder og privilegier og ser sig gale på folkekirken. Atter andre ser først og fremmest kristendommens moralske imperativ i forhold til hvordan vi behandler vores medmennesker. Når vi nu i fastetiden skræller det overflødige bort og står tilbage med faldet, fristelsen og mennesket, bliver disse ophedede debatter også underligt overfladiske. I alle tilfælde bliver kristendommen en biting, noget man kan trække ind, hvis det er opportunt. Kravet om at behandle hinanden ordentligt har vi som kristne selvfølgelig ikke patent på, og diskussioner om kristendommens status i lovgivning, national identitet og kulturkanon er i sidste ende blot magtkamp. En magtkamp, som hører til deroppe på bjergtinden med Jesus og Djævlen. Men faldet, fristelsen og mennesket bringer os ind til kernen, ind til forsoningen. Forsoningen er noget så centralt, og så livgivende, at hvis ikke den var blevet forkyndt os, måtte vi opfinde den. Forsoningen kommer udefra med lindring, som den hånd, der rækkes til os når vi falder, også når faldet er så dybt at mørket truer med at lukke sig over os. Forsoningen gør os i stand til at tage livet på os, at tage ansvar for vores liv, for vores næstes liv og for den verden, vi deler med hinanden. Fordi forsoningen kun sker dér hvor vi erkender vores fald og vores svigt, vores skyld og vores skam. Forsoningen er kun mulig dér hvor vi lader den pæne version af vores livs fortælling falde og tager det hele med, i den hudløst ærlige og ucensurerede version. I Breaking Bad går Jesse til grunde. Der er ikke nogen, som rækker ham den forsoning, han har brug for. Walter White klamrer sig til at han handler som han gør ”for familiens skyld”, alt imens afsnit efter afsnit udstiller hans løgn for os. På den måde slutter serien uden håb.
Filminstruktøren Reiner Werner Fassbinder havde en grundregel, et ideal i sine menneskeskildringer. Han ønskede at skildre alle med empati. Hans inspiration var de store gamle Hollywoodmelodramaer og han siger et sted om personerne i Douglas Sirks ”Imitation of life” (Da: Lad andre kun dømme, 1959) ”Det er frygteligt. I dét øjeblik forstår vi dem begge, de har begge ret, og der er ikke nogen, der kan hjælpe nogen af dem. Det skulle da lige være hvis vi ændrede verden. Og så græd vi alle sammen, dér i biografen, fordi det er så svært, at ændre verden”
I dén sorg er der forsoningen at vende sig til. For vi kan ikke ændre verden, vi kan lappe lidt, hist og pist, gøre vores bedste på hver vores lille sted, men grundvilkåret, at vi lever i en falden verden hvor der er tab, svigt og smerte, det kan vi ikke ændre på. Vi rejser os op, for at falde pladask omkring det næste hjørne. Med forsoningen bliver sorgen over verden til at bære. Vores skyld og vores skam bliver set, anerkendt og gjort til at leve med.
Jesus modstår fristelsen. Han vender ryggen til Djævlen, til ensomheden i ørkenen, til magten og de nemme løsninger. I stedet går han ind til livet i vores verden. Han begynder sin vandring mellem mennesker fulde af fejl, mennesker som falder og falder. Det er dér han vil være, der er dér han har sin kærlighed og sit blik. Senere skal vi høre Jesus sige ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Vejen begynder i dag, og vejen går gennem det menneskeliv, som Jesus lever. I dét forsoner Gud sig med alt menneskeligt, også den mest hæslige side af det menneskelige, som han fik at se da det blev langfredag og hans egen søn blev forrådt, fængslet, svigtet af sine nærmeste, pint og henrettet på den mest bestialske måde. Vejen går også igennem vores tid og vores liv. Vi rejses op og tages med. For således elskede Gud verden.