De tre gravsten på billedet findes på indersiden af den gule mur, der indrammer Assistens Kirkegård på Nørrebrogade.
Jeg fik øje på stenene en af de første dage i september. Solen skinnede gennem det grønne løv, det var dejlig varmt, men med den kant af kølighed, der fortæller at sensommeren er kommet.
Jeg var drevet ind på kirkegården lidt tilfældigt, efter et lægebesøg, der ikke var gået helt som ønsket. I stedet for at sende mig ud af konsultationen med et venligt skulderklap, var jeg blevet henvist til yderligere prøver. Ultralyd, suspicio, cyste. Ordene lød ikke videre betryggende.
De tre hvide sten sprang i øjnene med deres enkle udtryk og det tre næsten ens kors, sorte på hvid bund. Det første bar de ord, der siges ved dåben: ”Lader de små børn komme til mig og formener dem ikke, thi Guds rige hører sådanne til.” Selv i gammel sprogdragt havde ordene en velkendt klang, og et blik på de to navnetræk med tilhørende årstal forklarede valget af netop dét skriftsted. De to piger var døde som børn, den ene syv den anden otte år gammel. Stenen i midten bar en lovprisning fra andet Korinterbrev: ”Lovet være Gud vor Herres Jesu Christi Fader al Barmhjerteligheds Fader og al Trøstes Gud som os trøster i al vor Trængsel Amen” og forneden et en enkelt linje fra Salme 62: ”Min Sjæl er stille i Gud som hjælper mig”. Navnetræk og årstal fortalte at manden, der var begravet her blev 34 år gammel. Den sidste sten bar kun nogle få ord fra Jobs bog: ”Kære hold dig til Gud og hav så fred”. Kvinden, der lå begravet her, var død som 30-årig.
Fire korte liv. Og alligevel så stor en fortrøstning til Gud. Stille, afdæmpede og enkle hang de tre sten dér på muren som en påmindelse om, at ethvert liv, kort eller langt, er et fuldt liv i Guds øjne. Ethvert menneske, ung eller gammel, syg eller rask, er et helt menneske i Guds øjne. Et elsket menneske.
I sammenligning syntes vores nutidige forventninger til et menneskeliv pludselig hysterisk opskruede. Vi vil ikke bare leve længe, vi vil også være friske, raske og aktive til det sidste. Vi vil ikke bare have vores ønskebørn, de skal også komme lige når det passer ind i vores øvrige planer. Vi vil have et spændende arbejdsliv, stimulerende fritid, velfungerende familie og vennekreds. Alt sammen på en blød bund af materiel velstand. De fleste af os har ambitioner; drømme, en idé om at lykkes. Og bag ambitionerne ligger, tror jeg, et grundlæggende ønske om anerkendelse. Det behøver måske ikke være Kraks Blå Bog, mindre kan gøre det. Anerkendelse fra kolleger, fra familien, fra naboerne på vejen eller de andre i foreningen er med til at fortælle os at vi hører til, at vi har værdi. Men ambitionen og tørsten efter anerkendelse er en streng og utaknemmelig Herre. Aldrig tilfreds, altid ude efter mere. Bekymringen for om vi er gode nok berører tilværelsens dybeste lag. Det er den egentlige bekymring bag mange små bryderier, det man kunne kalde en eksistentiel bekymring. Netop derfor er den så svær at slippe. Duer jeg som menneske? Er mit liv noget værd?
De tre gravsten fortæller om en vilje til at lægge sit liv i Guds hånd og give sig ind under Guds nåde. De blev sat dér i muren i midten af 1800-tallet, men hen over tiderne fortæller de mig og andre bekymrede at mit liv allerede er anerkendt. Mit liv er allerede levet fuldt ud, fordi det leves under Guds kærlige blik. Mere behøver vi ikke at vide.
Julie Damlund, september 2013
