Berørt af byen

2 Comments read Blog

Jeg elsker at bo i byen. Byens puls, byens energi. Hans Knudsens Plads er Østerbros spektakulære port til brokvartererne. Motorvej, busstoppesteder, cykelstier og indfaldsveje løber sammen under Politikens lysavis. En enkelt gæst på vej ud fra Polar Bodega standser op og står et øjeblik på trappestenen med det sorte omrids fra døren i ryggen. I baggrunden rasler S-toget forbi, få meter væk er der vilde brombærranker og haveforeningsidyl. Det er byen når den er skønnest; smuk og rå, poetisk og beskidt. Her er kontraster og selvmodsigelser, her er larmende effektivitet klods op ad små pladser, der ligesom bare er opstået af sig selv, uden at nogen rigtig har tænkt over det. Her er plads til at være menneske på mange måder. Og, mærker jeg, dybt i mellemgulvet hvor vejrtrækningen sidder, så er her nok også plads til mig.
Der er en populær salme, der hedder ”Uberørt af byens travlhed”. Den handler om kirken som det særlige sted, det underlige hus, hvor vi går ind i en anden verden og møder evigheden. Det med at gå ind i kirken, går jeg helt ind for. Men jeg håber ikke kirken er uberørt af byens travlhed. Jeg håber kirken lader sig berøre og bevæge af byen og alle dens eksistenser. Jeg håber kirken har noget at sige til travle mennesker som lige nu er revet med af livets strøm. Her i brokvartererne ligger kirkerne ofte klemt ned mellem byens andre huse uden særlige pladser eller imponerende indgangspartier. Når man træder ud af Lundehus Kirke løber man lige ind i folk på vej. Nogle skal i kirke, andre skal i Fakta, atter andre skal nå en bus. Og sådan skal det være. For sådan er livet, alt muligt blandet sammen i en skøn pærevælling.
Evigheden bor ikke kun bag kirkens mure. Hvem siger at evigheden er stille? Hvem siger at evigheden er langsom? Hvem siger at der ikke er evighed i alle de tanker, man kan nå at tænke mens man venter på at lyset skifter til grønt. Måske husker du en linje fra et digt eller en sang, måske erindrer du noget fra engang for længe siden, da du var den samme og alligevel en anden? Måske ser du et menneske; et menneske, du ikke kender, men hvis glæde, bekymring eller smerte pludselig står klart for dig, dér midt i trafikken. Og måske indser du da noget om, at vi er fælles. Fælles om at være mennesker, fælles om at bebo en by, et land, en jord.
Måske ville det slet ikke være nødvendigt at søge væk fra hverdagen, hvis vi kunne finde evighedsøjeblikkene midt i travlheden. De indre mellemrum, som vi glemmer at lægge mærke til, ligesom byens glemte pladser.
I en af sine digtsamlinger kalder Ole Sarvig vores sind for ”Jeg-huset”. Billedet af vores ”jeg”, vores person, som et hus har han lånt fra Bibelen. Som så ofte taler Jesus i billeder, som vi selv må tolke. Jesus udtaler sig meget sjældent kategorisk og entydigt. Denne billedfortælling handler om et hus, der er hjemsøgt af en dæmon. Dæmonen drives ud, huset renses, fejes og prydes. Men da huset står tomt vender dæmonen tilbage igen, denne gang sammen med syv andre dæmoner, værre end den første.
Det er en gådefuld fortælling. Men måske kan vi forstå den som en opfordring til ikke at lade vores jeghus stå tomt. Måske gælder det ikke om at ”tømme hovedet” for at stresse af, men i stedet om at fylde det med noget godt. Noget som opbygger sjælen, noget som er livgivende og får os til at sænke både skuldrene og paraderne. Og af den grund var det måske alligevel værd at gå ind i kirken. Ikke for at opleve tomhed, men for at opleve fylde. Skønhed, ånd og store tanker, som er lige til at tage med sig ud på den videre færd igennem byen.

Klummen blev bragt i Østerbro Avis, onsdag den 26. juli 2017

Årgang ’92

0 Comments read Blog

For os, der blev studenter for 25 år siden, var EM-sejren en kulmination på et forår med eksaminer, nej til unionen og den endelige frihed efter tre arbejdstunge år i gymnasiet. Jeg ved ikke om vi var Nå, X eller Y, men i et kort øjeblik føltes det som om vores årgang måtte være udset til noget særligt, når nu alle disse begivenheder faldt sammen med vores overgang fra barn til voksen.
Vi gik i 1. g da muren faldt. Jeg pjækkede fra skole for første gang i mit liv. Jeg kendte ikke Bjarke specielt godt, men han var kærester med min veninde Linda, så da Bjarkes mor bekendtgjorde, at nu kørte hun til Berlin, fik jeg en plads i bilen. Vi nåede frem da det var ved at blive mørkt og fulgte strømmen til muren. Det var én stor fest, med høj musik og glade mennesker overalt. Folk gik frem og tilbage gennem checkpoint Charlie som børn, der leger med de automatiske glasdøre: ”Se, nu er jeg på den ene side!” og ”Se, nu er jeg gået igennem igen!” Hen over musikken hørtes den rytmiske lyd af hamren og banken. Alle ville gerne være med til at vælte dén mur. Vi havde ikke tænkt på at medbringe værktøj, så vi fik bare bakset nogle små cementstykker løs. Men det føltes alligevel som at rejse hjem med en bid af verdenshistorien i lommen. Tilbage på skolen skrev vi frejdigt i kontorets fraværsbog at vi havde været i Berlin. Skideballen på rektors kontor modtog vi med høflig ligegyldighed. Vi skammede os ikke det mindste, historien var på vores side.
Sommerferien mellem anden og tredje g blev brugt på at farve alt tøjet sort og tage på Roskilde. Vi, der havde følt os som utilpassede aliens i en pastelfarvet verden af 80’er-pop, havde fundet hinanden. Det blev tid til grunge, Iggy Pop spillede i København. Det var ok at være som os. Vi gik, mens Passenger spillede i baggrunden, så vi kunne nå nattoget hjem. Det føltes som om koncerten aldrig sluttede, den blev underlægningsmusik til resten af tiden i gymnasiet, vores tid.
Op til EU-afstemningen hed det sig at det var nu eller aldrig. Et EF i flere hastigheder var ikke en mulighed. Nej’et føltes historisk. Lille Danmark havde påvirket historiens gang, nu kunne man gå forfra, tænke igennem én gang til, hvordan man kunne sikre demokratiet og tilvejebringe den fælleseuropæiske samtale, som måtte være grundlaget for en union. Uden fælles offentlighed intet demokrati. (Den mangel ved EU-projektet er senere blevet udbedret af internettet).
Kort tid efter var der translokation mellem de ti linde i skolens gård. Og dér sidder jeg, på jorden, i bare tæer og med orange nederdel. Jeg ville bestemme selv, ikke noget med rød-hvide farver og studenterhue til mig. Mao-kasketten med den røde stjerne var ikke min idé. Jeg blev udfordret af Lars fra A-klassen og selvfølgelig tog jeg udfordringen op. Lige dér handlede det ikke om politiske holdninger. Det var frihed, fanden-i-voldskhed og ungdommeligt overmod. Men først og fremmest frihed.
Det hele kulminerede med EM, midt under Roskildefestivallen. Da det blev klart at Danmark mod alle odds skulle spille i finalen, blev så mange koncerter som muligt flyttet, så festivalgæsterne kunne se kampen. Jeg turde ikke se med, det kunne umuligt gå godt. Slutrunde efter slutrunde, det var bare et spørgsmål om tid før den ikke gik længere. Ærefuldt eller pinefuldt, som dengang Elkjær brændte mod Spanien – nederlaget kom på et tidspunkt, så meget var sikkert. Brølet over festivalpladsen fortalte at Danmark havde scoret. Og så endnu et brøl. Og så jubel fra alle kanter. Sejr. Det var magisk, det var et brud med alt det kendte, en ophævelse af alle normer og regler. Selv skuffelsen hos de slukørede tyske festivalgæster blev fejet af banen i glædesrusen.
Det var en euforisk tid. Den kolde krig var slut og på den måde føltes det også som om det først var nu 2. verdenskrig var et helt overstået kapitel. Som om vi nu trak vejret friere, lettere, befriet fra en tung byrde, vi havde båret på. Og det var nu, lige nu, at vores voksne liv skulle til at begynde.
18. maj 1993, da politiet skød med skarpt på Sankt Hans Torv, var en brat opvågnen. Vinduet var ved at lukke sig igen.
”Vi kommer til at mangle modsigelsen”. Sådan sagde en god ven mens Jeltsin var ved roret og det gamle Sovjet var under opløsning. Tiden gav ham ret. Da østblokken ikke længere sagde imod, glemte vi i vesten at det var friheden, vi kæmpede for. At det var friheden, der var vores adelsmærke og vores styrke. Demokrati gik fra at være den mindst ringe styreform til at være en ideologi, som man kunne gå i krig for. Nu oplever vi at de individuelle frihedsrettigheder begrænses i demokratiets navn, at folketingets flertal betragter internationale konventioner og retssikkerhed som ubekvemme forhindringer og ikke som privilegier.
Men tiden er stadig vores, hvis vi vil have den. Friheden er stadig værd at kæmpe for.

Essay bragt i Weekendavisen, 30. juni 2017, lettere redigeret i anledning af 30-året for murens fald.

Illustration: Aarhus Stiftstidende 28. juni 1992. Foto: Munke Atelier.

Hjertesproget

0 Comments read Blog

Indlægget er en lettere bearbejdet version af en artikel fra Lundehus Kirkeblad, marts 2017.

Der er mange meninger om Martin Luther. For nogle er han hadeobjekt på grund af sine forfærdelige udtalelser om jøder og muslimer, for andre er han nærmest på niveau med en superhelt. ”Min” Luther befinder sig især i sprogets og billedets verden. Luthers skrifter er fulde af billedtale. Der er billeder til trøst og billeder, som får smilet frem. Billeder, som gør troen til at leve og dø på; til at være i.
Der er billedet af nadveren som en madpakke. Et jordnært og praktisk billede, for det er da klart, at hvis vi skal godt igennem livets rejse uden at snuble undervejs, må vi have noget ordentlig mad med. Derfor, siger Luther, skal dåben også være som en daglig klædning og ikke en flot ny rød frakke, man tager på ved særlige lejligheder. Dåben skal kunne tåle hverdagens slid. Og videre bliver det næsten som et eventyr. For når tøjet og madpakken er på plads drager vi ud efter troens skat. Med dét ene billede – en skat – beskriver Luther alt det, som troen giver. At blive frelst, at genoprette forholdet til Gud og rejse sig hvor Adam faldt, det er at finde skatten. Luther skriver: Skatten ligger allerede på dørtrinnet, ja på bordet inden for. Det gælder bare om at række ud og tage den til sig.
Når Luther skriver om tro er der ét ord, der går igen: Hjertet. Sand tro er hjertetro. Tro er ikke noget, man kan gøre med sin forstand alene. Tro er heller ikke en følelse. Troen gælder hele vores væsen og vores eksistens og derfor er hjertet det billede, som ofte bruges, når Luther taler om tro og om troens placering i det menneskelige. Vi skal leve, tænke og handle så vi passer på vores hjerte (igen: billedlig talt). Står det tomt bliver det sårbart. Et tomt hjerte er et ubevogtet hjerte, så det gælder om at have noget som man står i et hjerteligt forhold til, eller som Luther ville sige: Som hjertet hænger ved. Hjertet kan forhærdes og blive hårdt som sten. Eller hjertet kan modsat opvarmes,, opflammes så det bliver blødt og bøjeligt som opvarmet metal. Så kan troen komme ind, tage bolig i os og forvandle os. Det sidste billede er tankevækkende: Billedet af hjertet der smelter eller flyder over. Altså hjertet, der mister sin form og sin afgrænsning. Det er her i grænselandet og det grænsesprængende at der sættes noget på spil, det er her det gamle går til grunde, for at noget nyt kan opstå. Det er her “jeg” bliver en anden.
Der er ingen tvivl om at Luther havde et særligt sprogtalent. Hans oversættelse af Bibelen til tysk blev samtidig en slags ”år nul” for det tyske sprog. Mange af de udtryk og vendinger, Luther brugte i sin bibeloversættelse, lever stadig i det tyske sprog, ikke mindst fordi Luthers tyske Bibel fik en enorm udbredelse.
Luther digtede og oversatte et væld af salmer, og en del findes stadig i vores salmebog. Han spillede selv både lut og fløjte og samarbejdede tæt med både musikere og billedkunstnere. Han var ingen billedstormer. Tværtimod. Da han hørte at man var begyndt at rippe kirkerne for billeder, forlod han sit skjulested på Wartburg, selv om det kunne have kostet ham livet. Han var på det tidspunkt bandlyst, dvs. enhver havde ret til at pågribe ham eller slå ham ihjel. Det skete heldigvis ikke, han kom tilbage til Wittenberg og fik standset ødelæggelserne – for en tid. Billedstormerne vandt alligevel frem, nu skulle den rene lære udbredes med vold og magt. Også i Danmark blev kirkekunst smidt på lossepladsen og prægtige kalkmalerier malet over. Men det var senere, det var ikke Luthers reformation. Luthers tanker er ikke en lærebygning, men et landskab. At gå ind i Luthers billedsprog er en vandring og det vigtigste er at have hjertet med. Man kan ikke tænke sig til det, man må bare begynde at gå, sætte den ene fod foran den anden. Som Luther siger: Livet hviler aldrig, det ser vi, velan, så begynd!

Billedet er et maleri af L.A. Ring

Alder ingen hindring

2 Comments read Blog

Når spørgsmålet falder véd jeg, at der ikke er noget at gøre. Selv den bedste snak om litteraturkredsen, debataftenen eller koret kan ikke opveje det afsluttende spørgsmål: ”Er det så mest sådan folk på 60+, der kommer”? Som regel er svaret ja, for det er i gruppen på 60+ at flest har tid og energi til litteraturkreds, debataften og folkekor om aftenen. Det burde ikke være en hindring for alle andre aldersgrupper, men sådan opfattes det ofte. Hvorfor?

Da jeg for snart mange år siden kom hjem til Danmark efter et længere ophold i Latinamerika var det en stor lettelse at vende tilbage til de danske kønsroller. På Cuba er en kvinde uden mandlig ledsager ”selv ude om det”, og man er konstant udsat for seksuelle tilråb og det, der er værre (og mere klamt). Efterhånden kommer det helt af sig selv at man undgår at færdes alene og kun ser på og taler til andre kvinder. Man undgår simpelthen halvdelen af befolkningen. Det slipper vi for i Danmark. På en måde. For efter nogen tid i udlandet var der en anden forskel, der var slående: Nok lever vi ikke kønsopdelt, men vi lever generationsopdelt. Tanken om at holde fest fire generationer under samme tag, sådan som jeg havde oplevet det på Cuba, ligger de fleste fjernt herhjemme, hvis ikke det lige er juleaften. Tænk på vennekredsen, hvor mange årtier spænder den over, regnet i fødselsår?

Der er gode initiativer og ideer rundt omkring; Børnehaver, der besøger plejehjem, ældreboliger og ungdomsboliger i samme ejendom etc. Mange er opmærksomme på at afhjælpe ensomheden blandt vores ældste medborgere og vil gerne gøre noget. Men hvorfor ikke også få øjnene op for alt det, vi har at give hinanden på lige fod? At mødes på tværs af generationer behøver ikke være en ”en god gerning”. Andre generationer har andre erfaringer, andre perspektiver. Og når først snakken går om kunst og politik, om litteratur og film, om det vi tror på og det vi håber på, så glemmer vi alt det andet. Så er vi mennesker, med dybe menneskelige erfaringer, der brydes og spejler hinanden på tværs af køn, alder og social baggrund. Den mest håbløse ensomhed er den, man føler i selskab med andre. Måske er man den eneste barnløse i en flok af forældre. Måske er man den eneste arbejdsløse i en flok af karrieremennesker. Måske er man den eneste kronisk syge, eller den eneste i sorg. Måske er man den eneste, der elsker musicals, eller japanske film. Hvorfor går vi så meget op i alder? Et fødselsår er slet ikke nogen garanti for fællesskab eller forståelse, der er så mange andre aspekter af livet, hvis ellers man dropper fordommene og åbner øjne og ører. Jeg ville i hvert tilfælde nødig undvære alle de gode samtaler med de yngre, de ældre, de jævnaldrende og de decideret gamle. Så kom bare! Også selv om de andre ikke er fra din egen generation. Hilsen Julie, 43 år.

Klummen blev bragt i Østerbro Avis, 1. marts 2017

Billedet er fra o. 1980, på billedet ses Mads, Hanne, Flemming, farmor og oldemor

2,50 kr. pr. mad

0 Comments read Blog

Kaffeklubben i Lundehus Kirke har åben mandag – fredag fra 10-12. Kaffen er gratis, madder koster 2,50/stk (når man har 2,50).
Nu hvor jeg har været præst ved kirken i godt og vel et år kender jeg efterhånden de fleste, der kommer. Deres historier, deres vaner, det, som de hver især er optaget af. Det er sognet selv, der driver kaffeklubben. Uden ekstra midler eller en social hjælpeorganisation i ryggen. Vi er de rene amatører, og jeg tænker ind imellem at det er mere held end forstand, at det går så godt. “Reglerne” på planchen lavede dem, der kommer i klubben, selv, efter nogle uheldige episoder, der fik grunden til at føles usikker under os. For det meste går det fint. Vi drikker kaffe; snakker om løst og fast, sidder lidt i tavshed.
Det betyder noget, at det er i kirken, det foregår. I Lundehus er alt bogstavelig talt samlet under ét tag. Der er ikke langt fra kaffeklubben ind i foredragssalen eller kirkerummet, og det mærkes. Vi kender hinanden og alle, der kommer i kirken, ved, at kaffeklubben hører til her. Til gudstjeneste om søndagen sidder mennesker af alle slags. I samfundets øjne har vi intet til fælles, vi tilhører samfundsgrupper, der ifølge statistikken ikke omgås, ikke kender hinanden og ikke solidariserer sig med hinanden. Men i gudstjenesten gør vi noget sammen, vi er et fællesskab, fordi vi er til stede, sammen. Og søndag efter søndag viser det sig at fællesskabet bærer.

12. april 2016

 

Fald og forsoning.

0 Comments read Blog

Prædiken til fastetiden

Bibeltekster: Syndefaldet, Fristelsen i ørkenen. Læs teksterne her.

Vi lever i den faldne verden. Adam og Evas fald, som strengt taget består af flere på hinanden følgende fald, er ikke bare myte eller bibelhistorie. Dét fald spejles hver dag og time i menneskers fald. Det kan komme som en brat opvågnen eller som en langsom akkumulering af erfaringer, men før eller senere kommer erkendelsen af, at tab, smerte, ondskab, død og begrænsning hører til tilværelsens grundvilkår. Vi falder og falder, livet igennem. Og vi samles op igen, af mennesker omkring os; af håbet; af den iboende livsvilje, som ikke lader sig slå ud. Vi falder og falder, og for hvert fald træder vi i karakter, tager vores menneskelighed til os, tager vores vilkår på os.
De tre fristelser, som Djævlen stiller op for Jesus handler alle om at svigte den faldne verden. At gøre stenene til brød, at lade sig redde af englene eller underlægge sig alverden; alle tre fristelser ville være et svigt i forhold til det menneskelige grundvilkår: At vores verden er dén verden, hvor vi falder og falder, men skal rejses op igen.
I TV-serien Breaking Bad, som gik sin sejrsgang for nogle år siden, optræder der en ung mand, Jesse. En forpint sjæl, som dulmer smerten med et stofmisbrug. Seriens hovedperson er en gymnasielærer, som bliver syg af kræft. Vi befinder os i USA, hvor den slags kan ruinere en familie fuldstændig. Hovedpersonen, Walter White, er kemi-lærer, så han får den idé at han kan bruge sin viden om kemi til at fremstille crystal meth, et designer drug, som skal skaffe penge i kassen. Han har dog også brug for kontakter i miljøet, så han slår sig sammen med Jesse, sin tidligere elev, og udnytter ham groft og kynisk. I afsnit efter afsnit følger vi Walter Whites vej ind i en afstumpet forbryderverden. Han bliver mere og mere forrået, samtidig med at han bilder sig selv ind at han gør det ”for familiens skyld”. Han giver sine helt igennem onde handlinger en moralsk fernis; en stor fed livsløgn, som hjælper ham til at svømme ovenpå. Den unge mand, Jesse, går derimod til bunds, for han har en samvittighed. Han bærer på en skyld over alle de ting, som hans misbrug har forårsaget. På et tidspunkt forsøger han endnu engang at blive clean. Han er på afvænning og sidder om et bål med de andre misbrugere og deres coach. Vejlederen taler om at tilgive sig selv, men lige dér ved bålet er der noget, der brister i Jesse. Han kan ikke tilgive sig selv, det er meningsløst for ham. Han har brug for et blik udefra, som anerkender ham som det menneske han er, med den skyld han bærer på. Derfra kan tilgivelsen komme. At sige til ham at han skal tilgive sig selv er ualvorligt, det er at svigte ham, endnu engang. Fordi det er at lade ham alene med sin skyld og sin skam. Det er at trylle stenene om til brød, at lade englene flyve af sted med sig eller at underlægge sig verden uden at elske den.
–
Der er megen religionsdebat i disse år. Vores kristne arv spændes for en nationalkonservativ vogn, som vil gøre troen til en museumsgenstand. Andre tænker i rettigheder og privilegier og ser sig gale på folkekirken. Atter andre ser først og fremmest kristendommens moralske imperativ i forhold til hvordan vi behandler vores medmennesker. Når vi nu i fastetiden skræller det overflødige bort og står tilbage med faldet, fristelsen og mennesket, bliver disse ophedede debatter også underligt overfladiske. I alle tilfælde bliver kristendommen en biting, noget man kan trække ind, hvis det er opportunt. Kravet om at behandle hinanden ordentligt har vi som kristne selvfølgelig ikke patent på, og diskussioner om kristendommens status i lovgivning, national identitet og kulturkanon er i sidste ende blot magtkamp. En magtkamp, som hører til deroppe på bjergtinden med Jesus og Djævlen. Men faldet, fristelsen og mennesket bringer os ind til kernen, ind til forsoningen. Forsoningen er noget så centralt, og så livgivende, at hvis ikke den var blevet forkyndt os, måtte vi opfinde den. Forsoningen kommer udefra med lindring, som den hånd, der rækkes til os når vi falder, også når faldet er så dybt at mørket truer med at lukke sig over os. Forsoningen gør os i stand til at tage livet på os, at tage ansvar for vores liv, for vores næstes liv og for den verden, vi deler med hinanden. Fordi forsoningen kun sker dér hvor vi erkender vores fald og vores svigt, vores skyld og vores skam. Forsoningen er kun mulig dér hvor vi lader den pæne version af vores livs fortælling falde og tager det hele med, i den hudløst ærlige og ucensurerede version. I Breaking Bad går Jesse til grunde. Der er ikke nogen, som rækker ham den forsoning, han har brug for. Walter White klamrer sig til at han handler som han gør ”for familiens skyld”, alt imens afsnit efter afsnit udstiller hans løgn for os. På den måde slutter serien uden håb.
Filminstruktøren Reiner Werner Fassbinder havde en grundregel, et ideal i sine menneskeskildringer. Han ønskede at skildre alle med empati. Hans inspiration var de store gamle Hollywoodmelodramaer og han siger et sted om personerne i Douglas Sirks ”Imitation of life” (Da: Lad andre kun dømme, 1959) ”Det er frygteligt. I dét øjeblik forstår vi dem begge, de har begge ret, og der er ikke nogen, der kan hjælpe nogen af dem. Det skulle da lige være hvis vi ændrede verden. Og så græd vi alle sammen, dér i biografen, fordi det er så svært, at ændre verden”
I dén sorg er der forsoningen at vende sig til. For vi kan ikke ændre verden, vi kan lappe lidt, hist og pist, gøre vores bedste på hver vores lille sted, men grundvilkåret, at vi lever i en falden verden hvor der er tab, svigt og smerte, det kan vi ikke ændre på. Vi rejser os op, for at falde pladask omkring det næste hjørne. Med forsoningen bliver sorgen over verden til at bære. Vores skyld og vores skam bliver set, anerkendt og gjort til at leve med.
Jesus modstår fristelsen. Han vender ryggen til Djævlen, til ensomheden i ørkenen, til magten og de nemme løsninger. I stedet går han ind til livet i vores verden. Han begynder sin vandring mellem mennesker fulde af fejl, mennesker som falder og falder. Det er dér han vil være, der er dér han har sin kærlighed og sit blik. Senere skal vi høre Jesus sige ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Vejen begynder i dag, og vejen går gennem det menneskeliv, som Jesus lever. I dét forsoner Gud sig med alt menneskeligt, også den mest hæslige side af det menneskelige, som han fik at se da det blev langfredag og hans egen søn blev forrådt, fængslet, svigtet af sine nærmeste, pint og henrettet på den mest bestialske måde. Vejen går også igennem vores tid og vores liv. Vi rejses op og tages med. For således elskede Gud verden.

The audacity of Hope

0 Comments read Blog

The audacity of Hope er titlen på én af Barack Obamas bøger. Håb blev næsten ikonisk forbundet med Obamas navn og hans kampagne. Til gengæld er det ikke så let at finde en god oversættelse af ordet audacity. Det er noget med mod, men på en udfarende måde. Noget med at håbe i trods, uden ydmyghed. Et håb, der ser ud til at mangle realitetssans. Der er noget “bare-for-meget” over det. Håbets frækhed, håbets fandenivoldskhed. Håb, der stirrer modstanden lige i øjnene og nægter at slå blikket ned.

Forleden faldt jeg over dette digt af Halfdan Rasmussen:

Men det bli’r atter stille efter stormen.
Og det bli’r godt at leve her på ny.
For her er lys og sol og glade stemmer
og mørket kommer til en fredfyldt by.

Og det bli’r godt at sidde ganske stille
og være ene med en stues ro.
Og høre regnen banke mod den rude,
som angsten før har mærket med sin kno.

Og biler standser med en sagte snurren.
Og det er mennesker som du og jeg.
Og aldrig mænd med had og karabiner
og aldrig døden bag en mund, der skreg.

Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker,
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer der.

Du hører fugle flyve gennem natten.
Du hører regnen falde og du ved,
at rundt omkring i verden spirer blomster
af våde graves mørke ensomhed.

Digtet er skrevet i 1944, på et tidspunkt hvor krigen måske nok var vendt, men nogle af de værste og mest umenneskelige krigshandlinger endnu lå forude. Men der er håb.

Det fortæller mig noget om, hvor vigtig kunsten er. At kunsten ikke er sådan lidt pynt på toppen af samfundskagen, men noget helt centralt. Kunsten kan sige det usigelige, kunsten kan være fandenivoldsk. Grimt og larmende eller stille og smukt. Men der er ting, der skal siges. Der er billeder, der skal holdes op for vores øjne.

I den underlige diskussion om hvad, der sker i disse år, er der mange, der pukker på “eliten”. Eliten har fejlet. Det bliver sjældent defineret nærmere hvem “eliten” er, sådan helt nøjagtig. Ofte er det kunsten og kulturen, som står for skud. Både kunstnerne selv og os, der gerne vil lytte til hvad kunstnerne har at sige. Det er let og kræver efterhånden ikke argumenter at vrænge af “eliten”, “politiken-segmentet”, “de politisk korrekte” eller hvilket skældsord, man nu foretrækker. Men så irriterende som “de rigtige meninger” end kan være, så kan man dårligt beskylde de ovennævnte diffuse grupper for at sidde på store økonomiske muskler eller reel politisk magt, hverken herhjemme eller ude i den store verden.

Der tegner sig et billede i disse dage, tydeligst i USA, hvor Trump taler imod den kulturelle elite og dermed har leveret et røgslør for, at den egentlige kamp foregår et andet sted; nemlig mellem den politiske og den økonomiske elite, som han selv er en del af. I øjeblikket har den økonomiske elite overtaget over den politiske elite, som – alle fejl til trods – dog har en demokratisk forankring. Trumps sejr har fået højrepopulister i Europa til at vejre morgenluft. Begreber som åbenhed, lighed og sandhed udfordres og store dele af verden holder vejret i angst for hvad der kommer til at ske i de næste år. Men det bli’r atter stille efter stormen. I mellemtiden skal vi ikke sænke blikket, men se modstanden lige i øjnene. Med håbets fandenivoldskhed.

Billedet er fra Women’s March Copenhagen, 21. januar 2017. Kilde: https://www.facebook.com/events/1651875038443216/1682159285414791/?notif_t=like&notif_id=1485092572214250

Barabbas

0 Comments read Blog

Her i de seneste dage har jeg tænkt på Barabbas.

Barabbas, som var fængslet for mord, blev som bekendt valgt af folkemængden på bekostning af Jesus, da Pilatus tilbød at benåde én fange. Jesus, på sin side, blev korsfæstet. Og det er egentlig meget forståeligt. Hvis man nu tænker sig at dem, der fulgte Jesus, tog hans ord for pålydende. Hvis de gik og ventede på at han skulle levere det, som de mente, han havde lovet: Et bedre liv her og nu. Fri fra Roms tyranni, fri fra magthavere, der hyttede deres eget skind og gladelig sendte store værdier af sted til aristokratiet i Rom, når bare de kunne tage lidt til sig selv på vejen. Hvis nu de regnede med at de i Jesus endelig havde en leder, der lyttede til almindelige mennesker og kæmpede deres sag over for magthaverne. Sikke et svigt, da Jesus gjorde det endegyldigt og umisforståeligt klart at hans rige ikke er af denne verden! Folk må have følt sig forrådt, ført bag lyset og holdt for nar. Så virker en forbrydelse som Barabbas’ mindre graverende i sammenligning.
Og nu er det ikke fordi jeg tænker at Trump er Barabbas og Clinton er Jesus eller omvendt. Overhovedet slet ikke. Det er dét, der er pointen.  For der er ingen – virkelig ingen – i det politiske liv, der er hverken Jesus eller Messias. Det var Jesus ikke engang selv. Han kom ikke som en anden Moses og førte sit folk tørskoet gennem det røde hav. Det nytter ikke noget at vente på at der kommer én og fører folket ud af dets trængsel. Det nytter heller ikke noget at løbe efter en eller anden diffus stemning af frygt og ressentiment.

Når der nu tales om at det var ”folket” der vendte sig mod ”eliten” så er det populismens sprog. Dén vrede og utryghed som angiveligt skulle få ”folket” til at stemme på en kandidat som Trump eller andre populister er til dels skabt af de samme populister. Det er populismens natur, den nærer selv den angst og vrede som den lukrerer på. Modparten står i en umulig situation. At godtage populismens fortælling eller at fremstå som den, der ikke lytter til ”folkets” bekymringer. Clinton prøvede på at gå en anden vej; ligesom Obama forsøgte hun at tilbyde et fremtidshåb. Det lykkedes hende ikke at gøre ham kunsten efter, angiveligt fordi folk er trætte af ”Washington”. Men igen: En del af årsagen til handlingslammelsen i Washington er de selvsamme populister, som i årevis har ført politik efter den brændte jords taktik. Med andre ord: At gå ind på populismens dagsorden er en nedadgående spiral og der findes ikke noget godt for enden af den vej.
Måske er det for sent, måske er det en bølge, der skyller ind over os. Jeg hørte for nylig et foredrag med finanshistoriker Per H. Hansen. Han havde til lejligheden medbragt to sigende grafer. Dels en graf over uligheden, dels en graf over størrelsen på BNP i forhold til størrelsen på de finansielle markeder. Begge grafer viste tydelige paralleller mellem udviklingen op til børskrakket i 1929 og udviklingen op til krisen i 2008. Vi ved, hvad der fulgte den gang, i første halvdel af 20. århundrede. Forhåbentlig standser sammenligningen her.
Da Jesus nægter at indtræde i rollen som folkelig leder viser han samtidig folk tilbage på sig selv og deres eget fællesskab. Det må være dér populismens og demagogiens negative spiral modarbejdes. Ved at myndiggøre almindelige mennesker, ved at styrke den demokratiske samtale, ved at tale det fælles ansvar op i stedet for at dyrke naget over for en diffus ”elite”, som har svigtet. Som Svend Brinkman vist sagde det: I et demokrati er vi alle eliten.

Tale ved Landemode for Københavns Stift 2016

0 Comments read Blog

Landemode er en årlig begivenhed for præster og menighedsrådsmedlemmer. Temaet for årets landemode i Københavns Stift var “Helligånden”, hovedtaler var professor Niels Henrik Gregersen. Jeg var inviteret som en af 5 talere til at give et kort indlæg, der på forskellig måde belyste aftenens tema. De øvrige talere var natkirkepræst Signe Malene Berg, MF Mette Bock (LA), menighedsrådsformand Inge Lise Pedersen og økonom Niels Kærgård. Jeg var blevet bedt om at sige noget om “Helligånden og den østlige inspiration på luthersk”:

“I Danmark har vi tradition for at se Luther gennem Kierkegaards prisme. Luther er individets teolog, han er mennesket, Coram Deo, han står der og kan ikke andet, på kanten af den tid, der frisatte individet. De første mange hundrede år er det gået forrygende. Individet er blevet sat fri til at leve, elske, rejse. Tænke, eksperimentere, opleve, udvide og berige sit liv. Der er ikke den indkrogethed, som ikke lader sig udforske. ikke den fold i sjælen, som ikke lader sig omsætte til kunst og liv, til impuls, fremdrift og skabelse. Luther-mennesket er helten, der rejser ud og går gruelig meget ondt igennem. Helten lader sig ikke kyse, hverken af kejseren, Paven eller horder af vrede bønder. Kamp må der til! Individet er rejst ud, eller rettere ind –  i sit indkrogede selv, en rejse gennem århundreder, og finder sig nu, hvor det er blevet sent, efterhånden frit svævende, som Major Tom, floating in his tin can, far above the world.

Dér vågner vi op, salige, endelig alene. Der er ikke mere at kæmpe for, trådene er redet ud. Den tunge bagage af fortid, tradition, relationer, der binder, arv, der forpligter er afstødt, som den enorme motor, der med en vældig kraft skød vores jeg-kapsel ud i rummet.
Endelig svævende ser vi på de andre jeg-kapsler. De svæver frit, som os. Skilt fra os, som boblerne i bækken. Vores rejse ind i mennesket, førte os væk fra hinanden. Fællesskabet er overladt til alle og ingen.

Men lad os se igen! Lad os vælge et andet prisme at se igennem. Tag Maria! Tag en glødende ikon, Maria med sit barn, en kvinde malet på munke-øen Athos, hvor intet kvindeligt væsen må komme. Da jeg nu vidste at jeg skulle tale her i dag besøgte jeg min ven Georgios. Han lærte at male ikoner på Athos. Siden blev klosterlivet skiftet ud med et liv i Danmark, med ansvar for en søn. Det menneskelige blev en forstyrrelse, men en kærkommen forstyrrelse. På ikonen er Maria, den ophøjede, theotokos, gudfødersken. Luther henter Maria ned på det lave, hun bliver det eksemplariske menneske, ikke hellig i sig selv, men alligevel helliget, oplyst af Helligånden.

Luther skriver det ligeud i den store katekismus: Helligånden helliggør. Det er til stor forvirring for individets jeg-teologer, der dyrker øjeblikket og placerer mennesket balancerende på en knivsæg mellem allerede og endnu ikke. Der er ingen gradbøjning, ingen proces. Det var jo hele Luthers projekt, at retfærdiggørelsen suverænt tilhører Gud. Det er troen alene der gør retfærdig, ikke tro virksom i gerninger. Han skrev det ene kampskrift efter det andet for at holde fast i den erkendelse: Mennesket kan intet gøre selv, der er ikke noget ”facere quod in se est”.
Men helliggørelsen, den ligger som en gemt juvel og glimter i Luthers skrift og tanke. Livet er en vandring, og med nadverens brød og vin som madpakke går vi frem, kæmper mod den gamle Adam og lader det nye menneske vokse frem.

Set fra øst er det meget enkelt. For når Gud giver troen som gave, så er dén gave Kristus selv. Kristus bor i os ved troen og ved det frydefulde bytte låner vi os til alt det, vi ikke selv har. De evner, vi mangler i vores syndige væsener for at kunne elske, at kunne tilgive, for ikke at bringe vores broder eller søster til fald, dem får vi, det er troens gave. Eller som min ven Georgios siger: Theosis (altså helliggørelse) er at have Gud i hjertet. Det er noget, man mærker, når man beder, synger, maler ikoner eller gør godt over for sin næste. Det er ikke moral, det er ikke selvretfærdighed, det er rent nærvær. Det er som at bestige et bjerg, men med den forskel, at hvis man forventer at nå toppen eller bare nærme sig den, så triller man lige lukt ned på sletten igen.

I fortolkningen af Marias lovsang skriver Luther at vi mennesker har det med at ville se op til det høje i modsætning til Gud, som ser nedad, til det lave, for han har ingen eller intet over sig eller ved siden ad sig. Dér kan vi så stirre lige så længe vi vil, efter Gud, efter de moralske tinder eller andre tinder, vi finder kun vores eget spejlbillede og vores egen ensomhed. Det, vi har brug for, er at se i samme retning. Dér findes den tro, som er til at leve og dø på. Det er dér håbet iklædes virkelighed og øjeblikket får udstrækning i tid. I fællesskabet får troen form og skikkelse. Vi har brug for hinanden, for vi har brug for at elske, at vise barmhjertighed, at gøre godt. Ikke ud af os selv, men ud af Kristus, som lever i os.
Da jeg besøgte Georgios var han i skidt humør. Han havde lige ladet sig franarre en stor pengesum i den tro at han hjalp et andet menneske. Det svier, at blive udnyttet og løjet for. Men han troede, han hjalp, det er en trøst. “Det er også theosis”, siger Georgios, “man skal gøre det gode”.

Julie Damlund, 5. oktober 2016

De glemte

0 Comments read Blog

I et fjernt hjørne af området omkring Bispebjerg Hospital ligger en kirke. Kun få meter fra Tuborgvejs stadige støj ligger den stille hen, som om den var blevet glemt af tiden. En skønhed gemt bag træer, buske og gadekær. Det er de dødes kirke. Kapellet er det, som oftest er i brug. Der er ingen klokker, der kalder til gudstjeneste, ingen lyd af organist og sangere på vej.

Her mødes jeg en sensommerdag med en bedemand og en enkelt pårørende. I et lille rum bagved får jeg præstekjolen på, vi hilser og ser på uret. Der kommer ikke andre, så vi begynder. Vi synger sammen, os tre, spredt i det lille rum. Bedemanden sidder nede bagved, den ene deltager sidder på en af de forreste stole og jeg står oppe ved kisten. Alligevel føles det tæt.

Da jeg var nyuddannet som præst blev jeg engang ringet op af en bedemand om en bisættelse uden pårørende. “Du behøver ikke holde noget, du skal bare kaste jord på”, som han sagde. Det blev vi nu to om at bestemme. Når der ikke er nogen pårørende, må andre træde til. Så må vi, der er til stede, være de nærmeste. En kollega undrede sig engang over, at jeg havde holdt en bisættelse, når der nu ikke “var nogen”. Jeg måtte sige at det ikke var sandt. Der var både en bedemand, en organist, to sangere og mig, som præst. Vi blev de nærmeste vidner til det liv, der nu var slut. Vi sang sammen, bad Fadervor, jeg sagde ritualets ord. Og jeg talte over det menneske, der havde levet her på jorden, imellem mennesker, men som nu i sin død ikke havde et menneske, der kunne stå for bisættelsen.

Når man samles i forbindelse med bisættelse og begravelse handler det blandt andet om at sige farvel. Om at give familie, venner og bekendte mulighed for at få sat ord på deres sorg og sætte følelserne i en meningsfuld ramme. Når der ikke er familie til stede, kommer handlingen i kirken til at dreje sig om noget andet. Det er dybt meningsfuldt at drage et menneske frem. Et menneske, der levede et næsten glemt liv, midt imellem de tusinder af liv, der leves her i vores store by. At standse op, sætte tid, tanker og hjerterum af til netop dette menneske. Det er at anerkende et andet menneske som medmenneske. At se den, som ikke blev set.

Dén sensommerdag dumper jeg lidt fortumlet ud i solen. Øjnene skal lige vænne sig til lyset, kroppen indstille sig på larmen og tempoet udenfor. Hos mig har jeg stadig fortællingen om et liv; et hjerte, der holdt op med at slå, en gren af en slægt, som sluttede dér. Jeg når lige at se ryggen af den ene deltagende på vej ud i dagen. Det var også en del af hans livs fortælling, vi sagde farvel til i kirken. Vores fortællinger væver sig ind i hinanden. At holde bisættelse er at huske. En påmindelse om, at vi skal sætte ord på vores livs fortællinger mens vi kan. Ellers forsvinder de og bliver glemt.

Appendiks: For en ordens skyld skal det nævnes at en kirkelig bisættelse uden pårørende kun finder sted i de tilfælde, hvor afdøde var medlem af folkekirken.

Foto: Julie Damlund, med tilladelse fra den pårørende.

Bragt i Østerbro Avis, 5. oktober 2016