Rejseberetning
Engang i det forrige årtusinde havde jeg fået lov at rejse med en gruppe kunstnere til Tanzania. Det var dengang vi var stolte af at Danmark var et foregangsland inden for udviklingshjælp, kampen for menneskerettigheder, hjælp til ofre for tortur og den slags. De danske kunstnere skulle mødes med østafrikanske kunstnere, – kulturudveksling, hed det vist. Spændende var det i hvert tilfælde at få lov at hægte sig på, for egen regning, selvfølgelig.
Prædiken til Kristi himmelfartsdag, 10. maj 2018
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. ( Luk 24,46-53)
Herre, lad mine øjne kunne tåle det rum, der nærmer sig,
og lad Din kærlighed nå dem, jeg ser. Thi du lever! Amen
Selv om vi kalder det en glædelig dag, er der en mærkelig tomhed over Kristi himmelfartsdag. Vi kan se det på disciplene, der står tilbage på billedet fra prædikestolen i Arrild kirke. Deres ansigter viser hverken glæde eller sorg. De ser, som nogen, der ikke rigtig ved, hvad det er, de ser på. Men deres hænder er foldede i bøn. De tager imod det, som kommer. Og så er der en vidunderlig lille detalje: Fodsporene. Dér hvor Jesus har været, på den lille træstub, klippe eller hvad det nu er, ser man hans fodspor. Det er fint og konkret billede på noget vigtigt: Nok har vi ikke Jesus iblandt os, men vi har de spor, han har sat. Det viser sig, ofte på overraskende måder, at Jesus har sat spor i verden. I det lidt naive billedsprog er de ganske synlige og ligner rent faktisk to små fødder. I vores verden er de sværere at få øje på og mange ting kan sløre blikket. Som menneskebørn har vi kun vores særdeles uperfekte evner at se efter sporene med. Vores fornuft, som gerne tror om sig selv at den gennemskuer hele verden og regner den ud. Vores krop, som er så skrøbelig og forgængelig, vores sanser, som er så fintmærkende og så lette at narre, vores sind, som rummer både det højeste og det laveste, både kærlighed og had, opofrelse og egoisme, frygt og overmod, usikkerhed og overdreven tiltro til egne evner. Der er nok, der slører opmærksomheden. Derfor slutter fortællingen heller ikke her, den slutter til pinse, med Helligåndens komme.
Helligånden skal hjælpe os med at tolke verden, så vi ser de spor, Jesus har efterladt. Enhver der forsøger for sig selv eller for andre, at pege på de spor må sætte sin lid til Helligånden som oversætter og vejleder. Derfor folder disciplene deres hænder til bøn: At forkynde er at tage imod, at vidne er at åbne sig, at lære er selv at blive belært. Himmelfarten er en tankestreg før pinsens punktum (eller kolon, men det er en anden historie), et billede på den herliggørelse, som skete på korset. Det var jo sådan, Jesus hele tiden talte om sin korsfæstelse og død, som en herliggørelse. På korset viste herliggørelsen sig i sin modsætning, i fornedrelsen. Ved himmelfarten viser herliggørelsen sig, som det, den er. Kristus bliver endelig indsat ved sin fars højre hånd. Han gik ind i verden for at fylde den, opfylde den og forløse den. Nu kan vi, som blev født i denne verden, gå med ham – engang. Indtil videre er vi her, med de spor han satte i verden.
Over os troner han. I mange middelalderkirker er apsis, buen i loftet over alteret, dekoreret med Kristus som verdensherskeren, Kristus pantokrator. På gylden baggrund sidder han, med jordens kugle under sine fødder, og hånden formet i en velsignende gestus. Højt oppe, hævet over os, så det bliver klart at velsignelsen når alle verdens egne.
På billedet er der endnu en detalje: I baggrunden blomstrer en rose, en rød rose. Den rose er på en vis måde nøglen til hele billedet og til hele fortællingen om Kristi himmelfart. For rosen giver anledning til at standse op før det hele bliver for luftigt. Før Kristus bliver gjort til denne fjerne verdenshersker, til en idé eller et begreb. En køn tanke, som egentlig ikke siger meget mere end det, som man kunne komme frem til på mange andre måder: Vi skal passe på hinanden og på vores fælles jord. Rosen peger på at det nærvær, der ligger i den fraværende Jesus, er meget mere grundlæggende og livsforandrende. Det har en meget dybere og stærkere betydning end en idé eller en smuk tanke. Rosens røde farve symboliserer kærlighed og blod. Et af Marias mange navne er ”Rosen uden torne” og rosen er både et billede på Maria og hendes kærlighed til sin søn Jesus og et billede på Kristus og hans kærlighed til os, Guds børn. Som Maria og Jesus er i slægt med hinanden, – blodbeslægtede, som vi nogle gange kalder det – så er vi også i slægt med Kristus, blodsbeslægtede. Han giver os sit legeme og blod, for at vi kan få del i ham. Han er ikke kun nærværende som dunkle spor i verden. Han er i os og vi i ham. Han er blodet i vore hjerter, kærligheden i vore årer. I ham kommer vi i slægt med hinanden, ikke som et billede, en talemåde eller en høflig forhåbning. Vi er blodsbeslægtede med hinanden, vi er ét i Kristus.
Digteren Ole Sarvig taler om Kristus som hemmeligheden. I en affortryllet verden, hvor staten og de store virksomheder som Facebook, Amazon og Cambridge Analytica, véd alt om os, hvor børnene er under overvågning 24 timer i døgnet, hvor vi har accepteret at der hænger kameraer på ethvert gadehjørne, i dén verden er der ikke mange hemmeligheder tilbage. Men Kristus er hemmeligheden. Den hemmelighed, siger Sarvig, den finder vi og afdækker vi hos hinanden. Kristi himmelfart og Jesus’ spor i verden handler ikke kun om det, han har sagt. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilslutte sig en etik, nogle kristne værdier, og så sætte Kristi spor i verden ved at handle godt og gøre godt. Kristi himmelfart handler også om det, som Kristus er. Han er i verden og han er i os. Så når et menneske går ud af sig selv for at møde et andet menneske, så er Kristus skjult til stede i dét møde. Når et ”jeg” møder et ”du”, så går både ”du” og ”jeg” ind i den vidunderlige hemmelighed, at vi alle har del i Kristus. At vi har del i Ham, som sidder ved sin Fars højre hånd og troner over hele verden. Ole Sarvig skriver om Kristus: “Han er ikke i graven, ikke i katedralen, ikke i billedrammen. Han passerer måske forbi, som på vej til Emmaus, men bliver da atter usynlig, hvis vi nøder Ham til at blive: ”Når så jeg dig…?” Graven er tom, Han færdes i den nærmeste, ser måske gennem vore øjne”.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen
Salmer:
252 Til himmels fór den ærens drot
251 Jesus himmelfaren
28 De dybeste lag i mit hjerte
—
260 Du satte sig selv i de nederstes sted
439 O du Guds lam
N: 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte
230 v. 5-7, Bødt er brøden, død er døden
For nogle måneder siden var der premiere på filmen ”Væbnet med ord og vinger”. Filmen handlede om digteren Michael Strunge, et lysende talent, hvis liv sluttede da han sprang ud fra fjerde sal en martsdag i 1986 kun 27 år gammel. Hans død var en underlig og næsten mytologisk gentagelse af en hændelse knap fem år tidligere. Dengang var det Ole Sarvig, en anden visionær og kraftfuld digter, der sprang i døden fra et vindue højt oppe. Ole Sarvigs død gjorde dybt indtryk på Michael Strunge, som skrev digtet December om den nat, Sarvig døde. Digtet begynder sådan her:
Jeg er vred og bange trængt af verden i mit rum/hører tunge åndedrag i hovedtelefonerne/og får endelig med rystende hænder/tændt for grammofonen og sat nålen i ”Faith” med The Cure”.
De to digtere tilhørte forskellige generationer. Sarvig blev født i mellemkrigstiden og præget af anden verdenskrigs rædsler. Michael Strunge tilhørte firsergenerationen, der blev formet i modsigelse til 68-generationen. Det visionære havde de til fælles og angsten for den kolde krigs verden. Der er en næsten profetisk kraft i deres digte, en åndelig eller religiøs dimension, selv om Strunge ikke som Sarvig var bekendende kristen. Der er selvfølgelig en grund til at det netop er sangen ”Faith” (tro), som pickuppens nål finder i vinylpladen med The Cure.
Man kan næsten sige at slægtskabet mellem de to føres videre i disse år, hvor de begge findes frem fra glemslen og deres bøger hentes ned fra hylderne og støves af. Michael Strunge har fået sin film og Ole Sarvigs digte var for nylig emnet for en hyldest-aften på Jazz House, hans bøger er igen til at købe (som e-bøger) og sidst men ikke mindst bliver adskillige af hans digte i disse år udgivet som salmer med nykomponerede melodier.
Måske skyldes den fornyede interesse at vi igen befinder os i en krisetid. Euforien efter murens fald og 90’ernes tilsyneladende ustoppelige opsving har fortaget sig, godt hjulpet på vej af politikere, der gerne puster til den dystre krisestemning for egen vindings skyld. Troen på at menneskelighed, idealistiske principper, omtanke og viden rummer løsningerne på tidens problemer udfordres fra alle sider.
Måske søger du så ind i kirkens rum, for at finde et roligt punkt i verdens hvirvelstrøm. Og her, dybt i sjælen, finder du fodfæste. Her finder du ham, som blev menneske for vores skyld. Ham, det mest menneskelige menneske, som nu i 2000 år har vandret gennem verden og menneskene. Ham der holder os fast på vores menneskelighed, på at også vi skal løfte hovedet, skyde hjertet op i livet og være mennesker i verden.
Gud Menneske, Gud vandringsmand,
som færdes dybt i sindets land
Mød os i angstens tid og skov,
Du talte om imens vi sov.
Så gådefuldt at vi er til
Som skæbne mellem dyr og Gud.
Sig os, Du klare, hvad Du vil
i dunkelheden. Løs os ud!
(Ole Sarvig, 1981. Findes i Kirkesangbogen som nr 983 med melodi af Fuzzy)
Teksten er bragt først gang i Kirkeladet, Lundehus Sogn nr 1, 2018.
Når noget gør ondt skal det ordnes, så smerten kan holde op. Lidelse er et problem, der skal løses. Sådan tænker de fleste af os vel. Og det er da også svært at forestille sig noget mere ufølsomt end at sige til en person i smerte eller sorg at der er noget godt i lidelsen. Derfor kan det virke underligt, måske ligefrem frastødende, at den kristne tro har et lidende menneske som sit centrum. Det er heller ikke noget vi bryder os om at gøre alt for meget ud af. Lundehus kirke er tidstypisk hvad det angår: Der er ingen afbildninger af den lidende Kristus. Der er kors, både i hvælvingerne og på alteret, men det er tomme kors. Korset som symbol. Man kunne også sige at det er korset efter opstandelsen. Fortællingen sluttede som bekendt ikke med Jesu død på korset. Hans nærmeste fik lov til at tage ham ned af korset og begrave ham allerede samme dag. Og lige som dengang, han blev født, blev han lagt til hvile på et leje, der ikke var hans eget, men et lån fra Josef fra Arimatæa. Det var dén hule kvinderne kom til søndag morgen, den første dag i ugen. Det var dér, det hele begyndte, da kvinderne vendte tilbage fra graven med budskabet “Han er opstået, han er ikke her”. Det er altså med god grund at korset er tomt. Korset er blevet et opstandelseskors i stedet for et langfredagskors. Sejren har afløst lidelsen.
Sådan har det bestemt ikke altid været. På Museum Lolland-Falster, i Maribo, findes en fin lille udstilling om krucifikser. Her kan man se hvordan man i perioder har dyrket lidelsen. Den gyldne, sejrende Kristus, som vikingerne blev omvendt til, får træk, der er mere og mere menneskelige. Kroppen synker sammen, så man virkelig ser hvordan kroppens vægt hænger i naglerne på korset. Hovedet bøjes ned i smerte og ansigtet har tydelige træk, der viser lidelsen. På udstillingen ses det, hvordan man kan spore mange lag maling på det samme krucifiks. I 1300-tallet ændres bemalingerne, så blod og sår bliver fremhævet. På nogle af de udstillede krucifikser vises korset som livets træ, der er blevet fældet og har fået grene og kviste kappet af. Fortvivlelsen synes total.
Det er ikke svært at forstå, når man tænker på hvordan lidelse og død var nærværende i menneskers liv i middelalderen. Men i dag? I dag vil vi hellere tænke at lidelsen kan undgås. Vi hylder gerne dem, der står på toppen. Dem, der overvandt problemerne og har en succeshistorie at fortælle. Det handler om at have noget at stræbe efter, noget at inspireres af og se op til. Den lidende Kristus forstyrrer den fortælling. Ingen grund til at stræbe efter at komme til at hænge der på korset. Bevægelsen går den anden vej. Det er ikke os, der skal stræbe efter noget, men Jesus der kommer til os; i lidelsen. I dag er det ikke pest eller koldbrand, der får os til at lide. Lidelsen er måske mere usynlig, men den er der. Den er i os og den er omkring os, selv om vi helst vil gøre de syge, de fattige og de udstødte til tal på et regneark. Det er i lidelsen Kristus kommer os nær med budskabet om, at selv om du er ramt på dit liv, din tilværelse og dine relationer, så er du ikke skadet i den inderste essens af dit væsen. Det er budskabet i den lidende Kristus. Det dybeste mørke er ikke et gudløst sted. Der er ikke noget, der hedder et uværdigt liv, for Jesus har stillet sig solidarisk selv med den mest fornedrede. Der er ikke noget liv uden ansigt, for Gud kommer til den, der lider. Det er altid et ”jeg” og et ”du”, når Gud løfter sit åsyn mod dig og giver dig fred.
At stå over for et andet menneske forpligter. Uanset hvad, skylder man dét menneske at få lov til at fortælle sin historie, at få lov til at være menneske. Den forpligtelse gør S op med i sin nye politik vedr. flygtninge og invandrere. Et af elementerne er, at man ikke længere under nogen omstændigheder har mulighed for at søge asyl på dansk jord. Argumentet er, at det er mere retfærdigt, hvis det er ”ens for alle”. Alle sager skal omdirigeres og behandles i ”lejre” og ”modtagecentre” langt fra Danmark. Ideen er kuldegysfremkaldende i al sin rationalitet, fordi de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.
Udspillet fra S hævder at bunde i nødvendighed. Det er nødvendigt at ”gøre noget”, fordi samfundet ellers forandrer sig for meget og for hurtigt. Instinktivt føler mange måske at det er rigtigt, men der gemmer sig nogle underlige antagelser i udsagnet. Hvad er det, der har forandret sig? Her i København er det i hvert tilfælde sådan at den danske sang ikke længere kun er en ung blond pige. Her findes alle nuancer og jeg har ikke tal på hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling i min søns børnehave. Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som – på nær dem fra MGP – stort set er de samme som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.
De mange dommedagsagtige fremskrivninger af hvor mange ”fremmede”, der vil være i Danmark om x antal år, synes at bygge på den antagelse at disse ”fremmede” vil vedblive med at være fremmede. Eller sagt mere råt for usødet: At en person med brun hud eller en person, der ikke er kristen, aldrig kan blive ”rigtig” dansk. At sprog, skolesystem, uddannelse og arbejdsmarked ikke er nok til at forme disse mennesker og gøre dem danske.
Det er klart at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale. Men er det virkelig sandt at Danmark og alt dansk er truet på sin eksistens? Tidligere tider har rummet store forandringer. Sidste år fejrede vi reformationen, en voldsom og gennemgribende omkalfatring af hele samfundet. Stavnsbåndets ophævelse, Grev Bernstorffs jordreformer, Grundloven og afskaffelsen af enevælden var forandringer så store at vi knapt kan forestille os det. Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en reformation eller en grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.
At mennesker sætter livet til på flugt og udnyttes af kyniske menneskesmuglere er naturligvis et problem, som vi skal forholde os til. Men vi må ikke tabe det menneskelige møde af syne. Nogle vil måske hævde at det, jeg her fremfører, er udtryk for en utopisk idealisme, der har mistet enhver jordforbindelse. Eller at det er udtryk for en trang til at hæve sig moralsk over andre. Min påstand er, at det forholder sig stik modsat. Det nødvendige er ikke at se bort fra mennesket. Det nødvendige er at se mennesket. Det er ikke moral, det er noget, der kommer før moral.
At se mennesket som et ukrænkeligt individ med rettigheder, med ret til et ansigt og til sin egen fortælling er selve det fundament vores egen menneskelighed står på. Individets nødvendighed viste sig efter anden verdenskrig. Efter en krig, der fratog mennesker deres individualitet i en grad så Holocaust blev mulig, kom den tvingende nødvendighed til syne: Et menneske er et menneske er et menneske. Uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion har det enkelte menneske en unik, umålelig og umistelig værdi. Det er ikke en luksus, som følger efter færdigbehandlingen af asylansøgningen eller finansloven. Når mennesker gøres til ansigtsløse elementer af etniske, sociale eller religiøse grupper går det ud over vores egen menneskelighed.
Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad 4. april 2018. Læs kommentaren i avisen her
Lad mig afsløre med det samme at svaret er nej.
Den kristne Gud er ikke en mand og heller ikke en kvinde for den sags skyld. Gud er – Gud.
Det står meget tydeligt allerede i kapitel ét i Bibelen: Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han dem. Altså ”Guds billede” betegner både det mandlige og det kvindelige. Gud er ”mere end” både mand og kvinde.
Alligevel kommer emnet på tapetet engang imellem. Senest da man i Folkekirkens svenske søsterkirke indførte ændringer i kirkens sprogbrug. Af kirkestof at være trak det ret store overskrifter at man i Svenska Kyrkan nu ville til at sige ”hen” om Gud. Historien viste sig at være en and, men vi fik nok engang anledning til at ryste på hovederne af de skøre svenskere.
Sagen er ellers alvorlig nok. Nyheden om Guds køn eller mangel på samme kom kort efter TV2s historie om hvor mange præster, der holder fast i deres modstand mod kvindelige præster. Det var ubehageligt mange. Kirken har, ligesom det øvrige samfund, været mandsdomineret i århundreder. Spørgsmålet er, om den mandsdominerede kirke har dannet Gud i sit billede og ikke omvendt? Gud som Herremand og en streng og fordømmende Fader har måske fået for stor vægt. Bibelen rummer så mange andre billeder også. Gud som hønen, der samler kyllingerne under sine vinger, eller Gud som kvinden, der leder med lys og lygte efter den mønt, hun har tabt, og da hun endelig finder den holder fest for alle naboerne.
Går vi tilbage i tiden kan vi se at de gamle (mandlige) digtere heller ikke har noget problem med at omtale sig selv med kvindelige betegnelser. De ti brudepiger, det er os alle, mænd som kvinder. Og når Grundtvig skriver ”Fryd dig du Kristi brud”, så er bruden også ham selv og Kristus er brudgommen.
Det er ærgerligt hvis et ønske om at sortere i ”mandlige” og ”kvindelige” ord ender med at indskrænke begreberne. Måske skal vi holde fast i den åbenhed, der gør at en mand kan leve sig ind i billedet med kvinden og mønten og en kvinde kan leve sig ind i billedet med Gud Herren.
For nylig blev jeg opmærksom på hvor forskelligt vi opfatter køn og kønsroller alt efter hvad vi selv er blevet præget af. Jeg hørte et foredrag med præsten Christina Laursen, der i Århus har arbejdet med et teaterprojekt med titlen ”Befri gudstjenesten”. Det, gudstjenesten skulle befris for, var blandt andet alle de ”maskuline” ord. Så ”Herren velsigne dig” blev til ”Gud velsigne dig” og så videre. Christina Laursen fortalte om, hvordan hendes barndoms kirkegang, var blevet en impuls til projektet. Hun havde som barn oplevet en snærende, patriarkalsk gudstjeneste og det var ikke svært at være enig med foredragsholderen i, at den måtte udfordres. Foredraget fik mig til at tænke på min egen præstefar. Han var den, der var hjemme (fordi vores hjem jo også var hans arbejdsplads) og tog sig af meget husarbejde. Min mor pendlede til arbejde, prioriterede sit arbejde og havde mange ekstraopgaver i den forbindelse. De var begge tydelige som far og mor, mand og kvinde, men de var også rollemodeller for nogle rummelige kønsroller og en ligeværdighed, som jeg stadig beundrer dem for. Måske er det grunden til at jeg ikke har noget problem med at sige ”Herren velsigne dig” eller ”Fader vor”.
Som mennesker er vi så meget mere end vores køn. Jagten på kvindelige og mandlige buzzwords bliver hurtigt en øvelse i at indskrænke vores køn til bestemte markører. Der er nok at gøre, bare med at øve sig i at være menneske.
Bragt i Østerbro Avis onsdag den 21. februar 2018.
Bjørn Nørgaards billede af Lene Adler Petersen, der går nøgen gennem Børsen, bærer i Hein Heinsens bog titlen “Guds datter”.
I dag giver jeg ordet til Anton Bigum Kampe fordi: Jeg trænger til skønhed.
Jeg er den heldige ejer af to værker i den serie, som teksten knytter sig til. (Billedet herover yder dem slet ikke retfærdighed).
De øvrige værker kan i øjeblikket kan opleves på Kunsthal Charlottenborg som del af Forårsudstillingen 2018. Udstillingen kan ses frem til den 10. marts og anbefales hermed.
Men mest på grund af det med skønheden, læs selv:
Grunden
”Der er tale om en type afgrænsninger her, der gør særligt indtryk, synes jeg”.
Du har været ude på din første lille løkkeformede runde på grunden og alt knitrer på din tilbagevej hen til mig.
”Kan jeg lige få dig til at holde den her imens jeg åbner den her. Hvorfor er den så stram”.
Vi skal vænne os til at vi ikke behøver tale særlig højt til hinanden. Uanset afstanden bliver selv det mindste overleveret. Du står nærmest ovenpå mine fødder før du rækker mig det jeg skal holde.
”Vi er herude nu”.
”Når de kommer til syne, når du fortsætter hen imod dem, vær da opmærksom på hvornår du begynder at erkende dem som skel”.
Kort tænkepause hvor vi kigger lidt forbi hinanden, opmærksomt i samme retning til cirka dét, vi tror jeg antyder at tale om.
”Jeg lægger mine ting her imens”.
”Hvis det er en humlebi på strækningen, jamen så tag den seriøst. Stop op og vent på at den lander ved sit bo et sted ude i synsfeltet foran dig. Du skal respektere dens tempo. Det går ikke at gå forbi boet før den selv har nærmet sig det, så du pludselig skal til at vende dig om”.
–
Jeg glæder mig til at have en samtale med dig hvor vi sidder otte-ti meter fra hinanden. Jeg er tæt på at drømme om at den foregår her på grunden et sted, men den kunne også foregå hinsides. Mine øjne bruger ti sekunder på at stene og i en kraftanstrengelse spalter de træerne i skovens begyndelse dernede. Taks og cypres, ellers uomsluttelige, men lige her, på afstand, står mine øjne dernede under et af dem og får kompleksiteterne i løvet foræret: Et udsyn igennem den bagvedliggende tykning.
–
Vi er på en stor, ganske plan scene. Hvad der er indgangene ind på scenen og hvad der er udgangene væk fra scenen er antydet i forskellige grader; det står til meget åben fortolkning. Nogle af dem føles mere gængse at benytte sig af end andre, og nogle af dem er det absolut op til en selv at vurdere om man vil aktivere. Et sted derovre kunne der have stået ”NØDUDGANG”, og det, jeg på et tidspunkt gør dér, gør jeg kun én gang i hele mit liv: Jeg tørrer skidtet på skiltet af med mit ærme, trækker nærmest ned i en slags håndtag; torne, spind og sprøde blade fra krattet hæfter sig fast til mig som gløder og aske da jeg bryder igennem.
Jeg tænker bare: natten.
Scenens vægge males sorte. Tæt på dette mørke fastgøres store nedfaldne grene til wires og hejses op i en troværdig højde. Træer står langs hver side af grunden og læner sig ud af mørket. I dagene der kommer er natten denne malede konstruktion. Til den tid er vi altid inde i teltet. Verden fortsætter videre ind i det sortes dybde udenfor. Men vi ville støde mod en massiv væg, hvis vi alligevel satte os for at krydse nattens forskansning hvor træerne begynder.
Det er ikke mange mennesker at være på så stor en scene, to. Er der tale om en type afgrænsninger her, der gør en særlig tryg?
Jeg forestiller mig at nogen træder ud af krattet/skoven og ud på grunden et sted dernede fra, få meter fra hvor du en halv dag forinden havde sat dig under en af vores samtaler. Vi havde ellers været på vej længere væk, troede jeg, men en tiltagende tyngde i dine skridt på vejen derned talte sit tydelige sprog, og da vi gik ind under de lyse skygger fra de første kroner gik du naturligt i stå og løftede din ene støvlehæl op på en græstue, bevægelsen som et trin i en folkedans. Du kiggede ned i jorden og snakkede roligt videre; du meddelte mig at du tog din positur seriøst, og den meddelte mig: Hey! Vi er stadig herude. Det indvirkede på mig og sendte mig i en rolig bane otte-ti meter væk fra dig over til min lænestol, en stor nedfalden bøgegren. Afstanden var etableret. Imens jeg satte mig til rette, tænkte jeg over hvor parat jeg var til at få indfriet dette ønske.
Om morgenen vågner du før mig. Du fryser og skal udenfor. Du skal tisse. Jeg betragter dig fra indgangen fra det øjeblik du sætter i løb mod udkanten, til du er tilbage igen; grimasse og øjenkontakt, du bukker dig ned for at komme ind. Du er et sjovt og hyggeligt menneske, der har sit eget forhold til, og oplevelse med, sine tisseruter ned til sit eget sted i omkredsen.
En dialog imellem os.
Guldkanten øverst på eftermiddagslandskabets lange bagtæppe, der påskønner hver gang en af os åbner munden
Hver nat drømmer jeg om skovens begyndelse. Zonen dernede er igennem sin tid oftest blevet tilsmilet livet i små fugles hurtige optrin. Fuglene har evnen til på kort tid at bortlægge en relativ lang distance tilbage ind i skoven uden at sætte spor fra deres flugt i omgivelserne. Zonen efterlades øjensynligt uberørt. Når vi har været dernede, har vi givet os bedre tid. I en af mine drømme bliver vores lange otte-timeterssamtale, sammenlignet med fuglenes lynhurtigt udførte ærinder, en næsten forstillet dragen omsorg, der gør et nummer ud af sig selv.
Anton Bigum Kampe
Læs om udstillingen her
Jakob skal konfirmeres næste år. Det giver en del at tænke over. Hvordan gør man noget helt almindeligt med vores 1-ud-af-100-barn, som aldrig gør som andre børn? Hvis det skal kunne lade sig gøre må han lære at gå til gudstjeneste. Jeg må tage fat hvor jeg slap for snart mange år siden, efter nogle forsøg, der var lige så korte og utilfredsstillende som de var stressende.
Vi begynder i det små. Bare Jakob og mig, en søndag hvor jeg ikke selv har tjeneste. Jeg har forberedt Jakob i ugens løb, og skrevet en lille historie om at gå i kirke, som han læser op for mig søndag morgen før vi skal af sted. Vi skal sørge for at være i kirken før gudstjenesten begynder, men ikke i for god tid, for ventetid er svær. Vi sætter os, med ryggen mod bagvæggen, så vi kan overskue hele rummet. Høreværnene er på plads, så lydene ikke bliver for overvældende. Succeskriteriet er at vi kan sidde sådan nogle minutter, og at vi går glade hjem igen.
Der sidder vi så. Jeg holder Jakob i hånden. Han bliver helt rolig og stille. Jeg synger med på salmerne – normalt kan Jakob ikke lide at jeg synger. Efterhånden har vi siddet sådan en hel gudstjeneste. Vi går til alters, selv om det slet ikke var planen og Jakob aldrig har prøvet det før. Rummet er trygt og rart. Og jeg bliver taknemmeligt klar over liturgiens varsomhed. I højmessen sker intet uventet. Rummet taler tydeligt, fortæller hvor vi skal se hen, hvordan vi skal bevæge os. Det er blidt, det er varsomt. Vi er sammen, men alle er stille og koncentrationen går i én retning. Ingen taler i munden på hinanden. Alle ved hvad de skal, kender forløbet fra start til slut. Tale, musik, stilhed og bevægelse afløser hinanden i et roligt flow, som et nøje koreograferet stykke nærvær hvor de enkelte dele er afstemt efter helheden.
Der er mange, der skælder ud på den gamle, velkendte højmesse. Den er kedelig, der er ikke event nok over det, der sker ikke nok.
Sidste søndag skete der noget. Vores bæger blev fyldt til overflod. Jeg er vant til at Jakobs autisme kræver af mig at jeg lever mig fuldstændig ind i hans måde at tænke på. Her kunne vi være, det meste af en formiddag, fælles om at være rettet mod noget uden for os. På bageste række, med store gule høreværn, var vi omfattede af liturgiens varsomhed. Du gamle højmesse, jeg elsker dig.
JULEPRÆDIKEN
Hvor findes håbet? Det spørgsmål stiller de fleste af os nok en gang imellem. Hvor findes håbet, når børn sulter? Hvor findes håbet, når unge mennesker skyder hinanden i byens gader? Hvor findes håbet, når ulykkelige, desperate mennesker drukner i Middelhavet på vej til Europa, en vej, de blev lokket ud på af kyniske menneskesmuglere? Hvor findes håbet når bomberne falder? Når mennesker forråes af årelange overgreb og misbrug?
Det kan være hård kost at følge med i nyhedsstrømmen, selv om der også er mange gode nyheder. På verdensplan er der færre mennesker, der sulter; der er færre væbnede konflikter, færre børn er tvunget til hårdt fysisk arbejde i stedet for skolegang. På mange områder går det virkelig fremad.
Alligevel er det som om noget skrider under os i disse år. I hvert tilfælde her i vores vestlige verden. Det nye er ikke at der foregår uretfærdigheder, at menneske bekriger hinanden og beriger sig. Det nye er følelsen af, at dem, der gør det, ikke engang gider at lade som om. At forbindelsen mellem de mennesker, der sidder inde med den økonomiske og politiske magt, og så alle os andre er kappet. Følelsen af at alt for mange mennesker med magt har opgivet ideen om, at der findes et større gode. At vi som mennesker er forpligtede over for hinanden. At sandhed findes, at løgn findes. Man taler om menneskets umistelige værdi som gammelt besværligt arvegods, som vi trænger til at frigøre os fra. Som om vi kan frigøre os fra vores historie. Som om vi kan frigøre os fra Holocaust, som var de rygende ruiner, menneskerettighederne opstod ud af. Så, igen: Hvor findes håbet?
Den gode nyhed er at det findes og at vi ikke behøver lede efter det. Fordi det finder os. Det finder os i dag, lige nu, i det barn, som kom til verden. I det budskab at Gud er kommet os nær. At han vil være hos os. Lige så nær, som fosteret i livmoderen er nær sin mor. Han kommer ikke til nogen andre, nogen bedre nogen. Han kommer til os, til alt dette her: Til al vores rod. Han kommer til skænderierne, til vasketøjet, til konflikterne – både de små og de store. Han kommer til alle egoisterne, til alle de bange, til alle de grådige, til alle dem, der blev snydt. Han kommer til denne her ulyksalige verden lige nu, selv om man godt kunne have lyst til at sige: ”Vent lidt! Vi skal lige rydde op først”.
Håbet, det er barnet. Gud træder ind i verden. Træder ind i det menneskelige, for at vi skal blive til som mennesker. Det er det forunderlige; at barnet i krybben både er sand Gud og sandt menneske. At det barn er af en anden verden, samtidig med at det er som ethvert andet spædbarn.
Joakim Skovgaard fanger det på sit billede: Ved første øjekast ligner det et traditionelt krybbeglansbillede med okse og asen, hø, glorier og det hele. Men når man ser nærmere på Maria, kan man se at hun er skildret helt igennem realistisk, helt igennem menneskeligt. Hun ligner virkelig en kvinde, der lige har født; den højre arm ligger slapt ned, maven er stadig udspilet selv om barnet er kommet ud, det himmelblå klæde, som hun sædvanligvis bærer, bruges til at støtte hovedet, som hun er for træt til at løfte. Det er Jesu fødsel. Men det er også en menneskelig fødsel med alt hvad dertil hører.
Derfor, altså. Fordi julenat. Fordi barnet i krybben. Fordi fødslen i Betlehem. Derfor er der håb. Derfor er ethvert barn, der fødes til verden, fuldt af håb. Et barn er til i verden i sin egen ret. Et barn har en magt. Fordi vi skylder dét barn at tage vare på det, at værne om dets ukrænkelighed, dets helt egne og dyrebare væsen og dets umistelige og umålelige værdi.
Og så ved jeg godt at hverdagen river os med sig og det er svært at holde fast i højderne og dybderne og alle de store ord. Men lige nu fejrer vi jul. Vi fejrer at håbet er født ind i vores verden. I netop denne verden.
For nogen tid siden faldt jeg over en lille artikel i et tilfældigt kirkeblad. Artiklen var om en gammel bekendt, som har været lidt rundt omkring i livet. I tømmerlære efter gymnasiet, men det var ikke det rigtige. Efter nogle år med andet arbejde, var han nu blevet graver i et lille jysk landsogn. Og det var i den anledning at han blev præsenteret i kirkebladet.
I det lille interview fortæller den nye graver om dengang han som barn skulle i kirke hos sin præstefar. ”Så glædede jeg mig til, gudstjenesten var slut, fordi jeg kedede mig. Men når jeg gik ud i lyset, gik jeg ud i en ny verden”. Og det er lige præcis sådan, det er.
Verden bliver ny fordi vi, som er her lige nu, får holdt håbet op for vores øjne. Vi ser et glimt af noget andet, noget større. Himlen åbner sig virkelig og englene synger virkelig for os. Nu, lige nu, mærker vi forbindelsen til alle jordens folkeslag, til alle tider og alle steder. Vi mærker at der er mere og at vi kan gribe efter dette mere. Om lidt dumper vi ud på gaden til en ny verden. Og vi holder julefest og ferie, og vi daser og spiser og går måske i biografen eller ser julefilm i fjernsynet. Men vi så at verden var blevet en anden, vi så det nu i aften. Gud er kommet til verden. Ikke som en superhelt, der rydder bulen og løser alle verdens problemer. Vi kan ikke lægge ansvaret fra os. Han kommer til os som et håb. Nu er det op til os at bære det håb ud i verden, at værne om ethvert barn, ethvert menneske. Når hele verden sukker, når det knager i fugerne, så er det, vi skal huske denne nat. At håbet findes. At himlen åbnede sig og englene sang. Fordi julenat; fordi barnet i krybben. Glædelig jul!
Der er sket meget siden ”Strisser på Samsø” hvor øens præst i skikkelse af Lotte Andersen gik i haven iført præstekjole.
DR’s nye søndagsserie ”Herrens veje” forsøger at tegne et troværdigt billede af hvordan et præsteliv kunne tage sig ud. Dermed ikke sagt at det, der sker i serien, gengiver et gennemsnitligt præsteliv som det udfolder sig fx her på Østerbro. I så fald ville det nok blive sparsomt med dramatikken. Konflikter, menneskelig svaghed og forfængelighed i stor størrelse må der til. Og i skrivende stund, hvor DR har vist de første to afsnit, har der også været godt med både sex og vold, så underholdningen skulle være sikret.
For os, der arbejder i Folkekirken er det selvfølgelig sjovt at se hvad en forfatter som Adam Price får ud af at lade kirken danne baggrunden for sine karakterer. Men det er det menneskelige drama, det handler om.
Adam Prices store fortjeneste er, at han med sin placering af historien i netop dette miljø, får sat spørgsmålet om, hvad vi egentlig tror på, i spil på en nuanceret måde. At være ”religiøs” eller ”troende” bliver alt for ofte fremstillet som noget sært og sekterisk. Men som ”Herrens veje” fint skildrer, så er troen for de fleste en grundlæggende livsanskuelse, som man har med sig i sit helt almindelige liv.
Hovedskikkelsen er den gamle patriark, der på den ene side holder sine omgivelser i et jerngreb med sin stærke personlighed. På den anden side er han lidt ynkelig. I sin selvoptagethed har den gamle Johannes ikke opdaget at tiden er gået omkring ham. Han har ingen fornemmelse for, at det ikke er charmerende at kalde sin modkandidats synspunkter ”kvindagtige” i valgkampen om at blive ny biskop i København og han fatter ikke at omgivelserne er ved at have fået nok af at dække over hans rodede liv med elskerinder og drukture. Hans sønner er formet af ham på godt og ondt. Den yngste, August, vil bare behage sin far og er blevet præst som han. Den ældste, Christian, slår sig i tøjret og har valgt en helt anden livsbane for sig selv. Men han er samtidig den, hvis tro stikker dybest, selv om han ikke vil være ved det.
Efter en årrække, hvor vi har dyrket materialismen som svaret på alt (vis mig hvad du ejer og jeg skal sige dig hvem, du er), er det godt og modigt gjort. For alle tror jo på noget. Det, dit hjerte hænger ved, det er din Gud, siger Martin Luther. Hvad tror du på? På dig selv? På din familie? På gode og grønne værdier? På at fyre den af, leve livet og lade fanden tage de sidste?
August rejser ud som feltpræst og bliver konfronteret med at hans lette forhold til troen ikke kan bruges til ret meget når det virkelig gælder. I samtalerne med den lokale tolk står August som den, der kun har overfladisk eftersnak at byde på. Din Gud eller min Gud? Spørger August og tolken svarer ”bare Gud”. Dermed får han sagt at Gud er større end vores færdige meninger og anskuelser. Troen er noget, vi kan stille spørgsmål til og reflektere igennem. Som præst i Folkekirken lader jeg min tro belyse og forklare igennem Bibelen og kirkens bekendelser. Men Gud er større end det. Derfor er troen ikke noget, vi kan slå hinanden oven i hovedet med. Men vi kan spørge os selv og hinanden: Hvad tror du på?
Klummen blev bragt i Østerbro Avis, uge 41 2017