Posts tagged prædiken

Digtergudstjeneste 3:3. Mirian Due

Prædiken, 14. s. e. trin

En kvinde blev natten til i dag

tvangsdeporteret og fjernet fra

sit halvandetårige barn

i en lejr i Danmark

Leder efter forklaringer i nyhederne

men ingen skriver om det

Ingen vil høre om det, fortæller en journalist

Jeg skriver denne sætning i noter på telefonen:

Se på de urene sorger

Natten til i dag blev trygheden inddraget.

Det knager i fugerne på den gamle trætte verden. Kloden sukker, mennesker søger lys og lindring, finder ikke altid. En ny generation prøver på at finde nye måder at være til på, et nyt sprog, men hvordan gøre sig fri af det gamle, uden at man i virkeligheden kommer til at optegne de konturer, man søgte at forandre?

Meget ved vi godt. Det er ikke svært at se uretfærdighederne, at se problemerne. Alligevel er det som om vores jordklode og dens mennesker, er bundet af en uheldsvanger logik. En fornemmelse af lovmæssighed; af at det ikke kan være anderledes, fordi det, som bestemmer slagets gang, er så meget større end det enkelte menneske.

Paulus’ ord om det gode, som han vil, men ikke gør føles som talt lige ind i tiden.

Jeg begyndte med at læse et digt af Mirian Due; et digt, der næsten ikke lyder som et digt fordi det blot er en konstatering. ”En kvinde blev natten til i dag tvangsdeporteret og fjernet fra sit halvandetårige barn i en lejr i Danmark”. Det skete, det var en hændelse, et sted i Danmark, men det er ikke en information, som bryder igennem nyhedsstrømmen ”Ingen vil høre om det, fortæller en journalist”.

Ingen vil i hvert tilfælde høre om det, uden at pakke det ind i årsager og virkninger; argumenter, der hænger logisk sammen, men hvor de mennesker, det hele drejer sig om på en mærkelig måde bliver underordnede, forklaringer, som sløver sanserne og samvittigheden.

I digtets form kan hændelsen få lov til at stå rent. Kunsten kan udtrykke en anden sandhed, end den, som er underlagt den tilsyneladende nødvendighed. Kunsten kan udtrykke sig, kun bundet af det ene: Den menneskelige nødvendighed. Kunsten kan bryde med den kæde af årsager og virkninger, der tilsyneladende binder mennesker til at gøre det onde, som ingen vil, for nu igen at sige det med Paulus.

Kunsten kan sætte ord, billeder og lyd på en større verden, en anden verden. En forandret og forvandlet verden, måske. Derfor går kunsten og kirken så ofte hånd i hånd. Også her i kirken peges der på at det kunne være anderledes. At gå ind ad kirkedøren – sådan helt konkret eller i overført betydning – er samtidig at åbne døren til en verden, hvor der er frihed til at sætte medmennesket før alt andet.

Jesus forkynder forandringen og han er selv den forandring, han forkynder. Han har magt til at forvandle verden. For de 10 spedalske, der helbredes, er det indlysende nok en ganske konkret forandring med stor betydning for deres liv. Men de ni holder sig alligevel til det, de kender. De bemægtiger sig det store, der er sket for dem, ved at sætte det ind i den allerede givne ramme. Vi får det ikke at vide, men der er ingen grund til at tro at de ikke også er taknemmelige. Men vi må antage at de takker på den måde, det var skik og brug at takke på, at de giver Gud æren i deres egen helligdom. Kun den tiende indser, at der er tale om en dybere forandring. Kun han ser hvem Jesus er: at den, som kommer til Jesus, også kommer til Gud.

At den kraft, der helbredte fra sygdommen, er selve skaberkraften.

Der er noget pudsigt ved kronologien i hele fortællingen. Den hænger underligt sammen og oplysningerne får vi i en mærkelig rækkefølge. Alligevel er det måske noget af det mest genkendelige, mere genkendeligt end spedalskhed og præster, hvis opgave det er at erklære de helbredte for rene. Hvor ofte viser det sig ikke mere end svært at få orden på de hændelser, som vi forsøger at fastholde i erindringen.

Jeg kan i hvert tilfælde tale for mig selv. Erindringer kan være noget af en rodebutik. Det erfarede jeg for nylig i forhold til en erindring, jeg har haft med mig i fyrre år; en erindring fra da jeg var 10 år gammel og min far skulle begraves. Eller måske er det ikke fyrre år, for hvornår indkapsler hukommelsen egentlig noget og gør det til en ”erindring”? I hvert tilfælde havde jeg disse billeder, af rejsen fra vores lille by til krematoriet i Esbjerg. De mange kilometer tilbagelagt på landevejen i sørgetempo bag den sorte rustvogn. Bedemanden i sort, selv i sorg, for hun kendte min far; hele den stemning hvor ens nærmeste gik rundt med fremmede ansigter, og alt var anderledes. Så for kort tid siden blev jeg gjort opmærksom på at jeg havde husket det helt forkert. Vi kørte ikke til Esbjerg, men fra Esbjerg, og vi kørte ikke til krematoriet men fra sygehuset. Nu faldt det hele på plads, jeg havde godt tænkt over, at der var noget i min erindring, der ikke rigtig stemte. Nu blev hullerne fyldt ud, logikken og kronologien genetableret og det hele hang sammen.

Men det mærkelige er, at det egentlig ikke gør nogen forskel. For landevejen, den sorte rustvogn, det fremmede i hele situationen, selv om vi var sammen i den nærmeste familie, alt det vigtige, var jo det samme. Erindring havde været helt forkert, men alligevel fuldstændig sand.

Sådan er det ikke altid årsagerne og deres virkninger, den kronologiske rækkefølge, der ligger inde med sandheden. De spedalske helbredes. De er nu ikke længere syge og engang vil de forhåbentlig se tilbage på dengang, de vil huske det vigtige vendepunkt i deres liv, hvor deres tilstand forandredes og de igen kunne være del af fællesskabet.

Men den tiende fik en frelse, som ikke er bundet til tid og sted. Som ikke er bundet til erindringens kronologi.

Igen låner jeg ord fra et digt af Mirian Due:

En svimlende stjernehimmel bruser

hen over huset

og får to tidsligheder

til at bryde sammen

i mødet med hinanden

jeg ved ikke hvilken af dem

jeg skal gå ind i.

Sådan er der ofte to tidsligheder – eller flere – på færde. Den kronologiske tid skrider fremad, med sin egen nødvendighed, en nødvendighed, som er uden for os. En nødvendighed, som er bundet til årsager og virkninger, rationelle kæder af handlinger og konsekvenser.

Men den frelse, som rækkes til os, er ikke bundet. Dét er evangeliet, som blev forkyndt dengang og som forkyndes til os, som er til stede lige nu og her. Vi kan hæve os derop, til stjernerne. Vi kan i troen bevæge os derhen, hvor tiden er en anden; hvor det, som vi mistede gives tilbage til os; hvor de forbindelser, som bristede, knyttes sammen på nye måder. Hvor den smerte, som vi lagde bag, os fyldes ud med glæde uden at vi af den grund fornægter eller fortrænger det, som gjorde ondt. Den frelse, som rækkes til os i dag, angår både fortid, nutid og fremtid. Den forandrer vores verden og giver os friheden tilbage. Alt det, som bandt os, alle de gamle historier om hvem, vi er, og hvad, vi kan, bliver nye. Du er ikke længere en fremmed i din egen verden, for den gamle trætte verden skabes på ny lige nu.

Det er muligt at løfte blikket, se dit medmenneske og gå ud i en fornyet verden.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

Gudstjenestens læsninger og musik:

Præludium. Récit af Jean-Adam Guilain (o. 1680 – e. 1739). Fra Magnificat. Suite du premier ton

Mirian Due læser digtet ”Davidshjorten”. Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022

Fællessalme: Kirkesangbogen nr. 792 Lys og lindring

Præst: ”Herren være med jer!”

Alle: ”Og med din Ånd!”

Præst: ”Lad os alle bede”

Herre, vor Gud

Vi beder dig vogte din kirke,

Tag ikke din nåde fra os et eneste øjeblik,

For uden dig glider alt menneskeligt ud i tilintetgørelse.

Vær altid rede med hjælp,

Hold os tilbage fra alt det, der fører os væk fra dig,

Styr os hen imod det, der tjener til vor frelse

Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn,

Som med dig lever og råder i Helligånds enhed,

Én sand Gud fra evighed til evighed.

Alle, efter bønnen: ”Amen!”

Læsning, epistel til 14. s. e. trin, Romerbrevet 7,15-19

Læsningen høres stående

Fællessalme: Kirkesangbogen nr. 826 Når dagen synker ned i knæ

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 14. s. e. trinitatis, Lukasevangeliet 17,11-19

Læsningen høres stående

Præst: Trosbekendelse (siges)          

Alle: Amen, amen amen

Koret synger: Som tørstige hjort monne skrige. Se salmebogen nr. 410

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, nr. 508, Bryd frem mit hjertes trang at lindre

Mirian Due læser digtet ”Du er velkommen”. (Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022)

Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 313 Kom regn af det høje

Mirian Due læser digtene ”læner mit hoved mod universets skulder” og ”På et vakkelvornt grundlag”. (Inden vi går ind i livet på jorden, Forlaget Kronstork, 2022)

Postludium. Fantasi i C af J.S. Bach: Bach, BWV 570

Digtergudstjeneste 2:3. Signe Gjessing

Prædiken, 8. s. e. trin

”Din sorg stumper!” siger jeg til verden. Dét er det første, jeg nogensinde har sagt til den.

”Den er kort og uden ærmer, og man kan se stjernerne under den, / fordi du ikke trækker den ordentligt / ned”

.

I andre vejr end dette trommede solskinnet på ruden. Det er det, vi kan høre.

Ordene er ikke mine. De er skrevet af digteren Signe Gjessing og står at læse i digtsamlingen ”Ud i det u-løse”, som udkom i 2014. Gudstjenesten i dag, giver plads til digte, der ikke umiddelbart er skrevet til kirken, men til verden og de mennesker – os – som bor i den. Det er ord, ordbilleder, der måske er anderledes end øret forventer. Ord, som åbner for betydninger, vi ikke kendte, eller ikke vidste at vi kendte.

Til hverdag bevæger de fleste af os sig i en velkendt virkelighed. En kop er en kop, kaffen er kaffe og når vi går ud ad døren, kender vi navnet på det sted, hvor vi bor, og det sted, vi skal hen. De fleste ting i vores dagligdag har et navn. Det er sådan vi forstår verden. Det er sådan, vi holder fast på verden og vores egen plads i den.

I én af Bibelens beretninger om verdens skabelse, står der at Gud fører alle vilde dyr og alle himlens fugle hen til Adam for at se, hvad han vil kalde dem. Og det, som Adam kalder dyrene, skal være deres navn. Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guinn har skrevet videre på fortællingen. Hendes fortælling handler om Eva, som en dag vælger at vende processen på hovedet og løse alle dyrene fra deres navne. ”Hun navnløser dem”, som novellen hedder, indtil hun til sidst også giver sit eget navn fra sig og leverer det tilbage til Gud og Adam. I historien lader forfatteren Eva sige: ”Nu var der ingen tilbage at navnløse og alligevel følte jeg at de var mig utrolig nær […] Det var som om de var nærmere end da deres navne stod mellem mig og dem som en gennemsigtig hindring”. På den måde kan man sige, at novellen sætter ord på en drøm om at være umiddelbart og helt til stede i verden. En længsel efter at være i verden uden alle de strukturer, der låser os fast; alle de kategorier, som ligger i navne og arts-bestemmelser.

En verden uden falske profeter, fristes man til at sige. En verden som ikke sætter navn på tingene og derfor heller ikke lyver om dem eller kommer med falske påstande om dem.

Det er en længsel, som er til at tage og føle på. En længsel, som Jesu ord taler lige ind i. Tænk hvis man kunne skelne! Tænk hvis man kunne udpege dem, der forkynder løgn, dem der profeterer usandheder, dem der prøver på at få andre til at følge sig i en gal retning.

Tænk hvis vi kunne slippe uden om alle de stemmer, der prøver på at råbe os op og sælge os netop deres sandhed og som synes at råbe højere og højere nu hvor alle har fået en virtuel ølkasse at stille sig op på. En elektronisk talerstol, hvor alle har lige adgang til at hævde at netop de kender vejen til livet og lykken, at netop deres fortælling er mere ægte, deres personlige integritet højere, deres sandhed mere sand end alle andres.

Hvis Jesu ord høres på den måde, bliver det opgaven at afsløre de falske, så de ægte står tilbage; at måle de andre, for at gennemskue det tilforladelige fåreskind, der dækker over ulven indenunder. At se hykleriet hos dem, der ikke bærer gode frugter, og afsløre dem, hvis handlinger ikke passer til det, de prædiker.

Det kunne vi så holde os beskæftiget med. At pege fingre ad hinanden, på skift at tilkæmpe os taleretten og retten til sandheden og på den måde fastholde hinanden i et evindeligt råberi og en kamp uden afslutning. Nogle trives i den kamp og har ingen problemer med at hævde deres egen evne til at skelne mellem den gode og den dårlige frugt. Andre trækker sig og kommer frem til det resignerede standpunkt: Der er slet ingen sandhed.

Novellen om Eva, der tilbageleverer sit navn og navnløser alle dyrene er selvfølgelig et tankeeksperiment.

I praksis ville det blive noget rod, hvis vi ikke vidste, hvad vi skulle kalde tingene; det kan vi hurtigt blive enige om. Men helt så enkelt er det alligevel ikke. For det navn, vi sætter på noget, har betydning for, hvordan vi taler om det. Hvor ofte sker det ikke at nogen rækker os en tidsel og beder os om at kalde det en figen? Hvor ofte får vi ikke stukket en tjørnekvist i hænderne af nogen, som på det bestemteste hævder at det er en klase druer og at de smager godt?

Da jeg opholdt mig på Cuba i 90’erne var der stor nød pga. Sovjetunionens sammenbrud, men der blev hverken talt om nød eller krise. Det hed den ”specielle periode”. Og det var naturligvis landets magthavere, der havde navngivet krisen. Det kan vi smile ad, fordi det er længe siden og langt væk, men tænk bare på hvor mange andre problemer også herhjemme, som navngives på samme måde. Når forringelser kaldes omstruktureringer eller besparelser kaldes reformer. I har sikkert jeres egne eksempler på fænomenet. Det findes i det store og i det små: i familier, på arbejdspladser og i samfundet. Det findes i vores indre, når vi mærker noget, som vi ikke tør kalde ved navn. Eller når vi holder det ubehagelige på afstand ved at navngive det på en måde, som ikke tvinger os til at se det i øjnene. Når vi giver tingene et navn, som er acceptabelt for os selv og vores omverden, men som ikke nødvendigvis er dækkende.

Når Matthæusforfatteren lader Jesus tale om træer, der skal hugges om og kastes i ilden virker det som om, han taler til frygten. Han nævner endda at det ikke er nok at kalde ham ved det rette navn, ”Herre”, der skal noget andet til, noget mere. Navnet skal forbindes med den måde, vi er på i verden. Vi lever i den skabte verden, det kan ord ikke ændre på, heller ikke Evas drøm om en verden uden navnenes grænser imellem os. Måske ville vi endda blive bedre til at passe på vores verden hvis vi kendte navnene på biller, træer og græsser. Hvis vi havde ord for fuglesangen, for skyformationerne og edderkoppearterne. Måske ville vi have lettere ved at leve med, at vores liv hører op, hvis vi kendte solens gang over himlen og dens tid, der er lang som evigheden i sammenligning med vores. Her er vi sat, midt i livet, som realiteter i hinandens liv og alligevel kan vi sidde her, sammen, og synge Ingemanns ord om solen, der er sendebud mellem Paradis og Betlehem og samtidig skinner på os, morgen efter morgen.

I dén verden er der intet at frygte. Det taler Paulus om i sit brev til romerne, som jeg læste fra før: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt.” Frygten har vi altså lagt bag os, vi har jo fået det Ord, som alle de andre bøjelige og omskiftelige ord skal måles op imod. Navnet, som rummer alle navne i sig og dét navn er Kristus. Tænk bare på alle de fortællinger i Bibelen, der begynder med et ”Frygt ikke!”. Det bliver sagt da englen forkynder for Maria at hun skal være mor til Guds søn, det bliver sagt da Jesu fødsel forkyndes for hyrderne på marken julenat. Til Maria fortæller englen at barnet skal kaldes Jesus, det betyder ”Gud frelser”, og til hyrderne nævnes Kristus-navnet.

Englen navnløser ikke, tværtimod. Englen giver navn til det forunderlige at Gud træder ind i sin skabte verden. Og Guds søn lever i verden som det mest menneskelige menneske med en krop, som vores, der kan svede og sitre, en krop, der kan føle både fryd og smerte, en krop, der kan dø. Det navn giver mod til at være i verden uden frygt og uden resignation. Med det navn, kan vi nu kalde Gud for vores Far i himmelen.

Derfor (også derfor!) har vi brug for digterne. Vi har brug for dem, der sætter alt ind på at være præcise i deres sprog. Vi har brug for dem, der kan navnløse det som magten har navngivet. Vi har brug nogen, der kan finde nye navne, når tingene vokser fra de gamle. Vi har brug for digtere, der kan skrive evigheden frem i en solopgang eller en stjernehimmel. Vi har brug for sprog, der åbner verden.

Det handler ikke om at dele mennesker op i de sande og de falske profeter, de gode og de onde. ”Døm ikke!” siger Jesus kort før den tale, jeg læste op før. Døm heller ikke dig selv. Døm hellere ordene, navnene.  Hav modet til at kalde tidsler for tidsler og druer for druer. Hav modet til at holde alle de navne, vi til daglig bruger om det ene og det andet, op mod Jesu navn, som vi er samlet i idag. Hav modet til at sætte navn på, når Jesus taler om at gøre vores himmelske Fars vilje: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.

”Jeg kalder dig ved navn, du er min”, siger Gud til sine menneskebørn og dit navn er: “Elskede.”

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

SALMER OG TEKSTER

Præludium: Mads Damlund ”I østen stiger solen op”, orgelkoral (2023)

Digt:

Det var klodens idé

at skure rosens navn

pletfrit

så det kunne begå sig i universet

men derude er der alligevel ingen

der bruger det

årstiden er en rudekuvert med

meget smukke glasmosaikker

i ruden

jeg lader den ligge indtil

nogen samler den op og

lys

smuttes som en mandel

                      Jeg er skrællen, der bliver tilbage.

                                            Signe Gjessing: Ud i det u-løse, Gyldendal 2014

Fællessalme, nr. 749: I østen stiger solen op

Præst: ”Herren være med jer!”      

Alle: ”Og med din Ånd!”

Digt:

                      ADVARSEL

Blodet bruger hjertet som undskyldning for ikke at følge med stjernerne ind i

illuminationen af alt: Kan ikke, har et hjerte i ovnen

(Solsikker! Så noget har verden da at gøre med det, der er sket efter skabelsen)

                      Signe Gjessing: Illuminationen af alt. Gyldendal 2023

Læsning, epistel til 8. s. e. trin, Romerbrevet 8,14-17

Korsats, Tag jer i agt for de falske profeter

Musik og sats: Mads Damlund, tekst fra Matt 7, 15-21

Tag jer i agt for de falske profeter

På deres frugter kan man kende dem

Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 8. s. e. trinitatis, Matt. 7,15-21

Trosbekendelse (siges)                     

Alle: Amen, amen amen

Fællessalme, Kirkesangbogen nr. 829: Midt i livet sat er vi

Tekst: Latin ca. 900, Martin Luther 1524, Signe Gjessing 2016. Mel: Michael Bojesen 2016

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, nr. 8, Om alle mine lemmer

Kirkebøn, Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 10, Alt hvad som fuglevinger fik

Digt:

Der står fire keruber omkring hver af vores to skygger. Jeg ser på dig hen over

håret på min skygges ene kerub.

(Verden er kommet ud for at måtte overleve kun på skabelse)

                      Signe Gjessing: Illuminationen af alt. Gyldendal 2023

Postludium: Mads Damlund ”Alt hvad som fuglevinger fik”. Orgelkoral (2023)

Organist Mads Damlund, Lundehus kirkes kor, prædikant Julie Damlund. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch. Alle tekster bringes med forfatterens tilladelse.

Digtergudstjeneste 1:3 – Ole Sarvig

og hvis du faldt / som frøet ned

i jordens mørke / evighed

Hvis du er helt / alene du

Så skal du se / din Frelser nu. Amen!

PRÆDIKEN

Der er en vandring. Og en længsel. Det kan være en længsel efter lethed, at svæve op, som en ballon; op i den tynde luft, hvor verden bliver gennemsigtig og åndedrættet bobler i brystet. Og så er der en anden længsel, efter det jordiske. Efter at gå ind i verden med skridt, der kræver muskelkraft når den ene fod sættes foran den anden. En længsel efter at mærke kroppens tyngde mod jorden. Dén gang bliver let på en anden måde, efterhånden som du slipper din vrede og din nidkærhed. Den nøje afmålte selvretfærdighed som er hængt op på de begivenheder fra fortiden, som du slæber med dig som sten bundet om anklerne.

Digteren Ole Sarvig brugte sin egen tid som et prisme, til at belyse evangeliet. Det gjorde han for at kaste vægten af århundreders tradition og historie af sig, for at komme til evangeliet med et åbent blik og – måske især – for at gøre sig fri af den verdenskrig, hvis rædsler kom til at præge hans tid og hans generation.

Sarvig voksede op i mellemkrigstiden på Nørrebro i København. Bydelen var dengang tæt bebygget med småindustrier og lejekaserner, hvor lokummerne var i gården, mellem baghuse og mellemhuse. Sarvigs familie boede i en lidt pænere ende af kvarteret, men alle steder var præget af 30’ernes massearbejdsløshed. Det var også tiden for religiøse ungdomsbevægelser, der samlede hundredvis af børn og unge til store stævner.

Der var noget i det, der tiltalte Sarvig; en længsel, som fandt en genklang. Men det, han søgte, var ikke der, han måtte videre; væk. Sandheden var et andet sted. Han søgte, rejste, skrev og så på de billeder, som kom med den nye tid efter krigen. Egill Jacobsens masker, Asger Jorns sære skikkelser, og Henry Heerups naive univers. Deres billeder passede til Sarvigs oplevelse af virkeligheden som noget gådefuldt og svært tilgængeligt.

”Jeg tror præsten taler”, skriver han i et digt, ”Men jeg kan ikke høre det”. Han måtte søge videre, væk. Han søgte og fandt til sidst de ord, som Jesus taler i bjergprædikenen, som jeg læste fra før. Ord, der er som talt også ind i vores tid: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle… men jeg siger jer…” Nu skal der siges noget nyt! De ord, som er sagt til de gamle kan ikke bruges længere; de gælder ikke længere. Der er brug for nye ord, nye tanker, en ny Ånd og en ny tro. Det er den fornyelse, Jesus forkynder.

Jesus går i rette med vreden. Den blinde vrede, som får medmennesket til at fortone sig. Den retfærdige harme, som udvisker den andens perspektiv. Den vrede, som får dit eget oppustede ”jeg” til at fylde det hele. Det er det fængsel, vi hører om, som binder os til alt det gamle, til kedelige regnskaber, som alligevel aldrig kommer til at gå op. Vreden er et menneskeligt vilkår. Da Paradisets have først er lukket for Adam og Eva, flytter vreden ind hos dem. Deres søn, Kain, bliver misundelig på sin bror og slår ham ihjel i vrede. Det var selvretfærdig harme, som fik Kain til at gå med bøjet hoved og kigge ned i jorden. Han blev indkroget i sig selv og sit eget og glemte at Abel var hans bror, hans eget spejlbillede. At Abel var den, som var ham så nær som hans eget selv, født af den samme mor og med den samme far. Vreden skilte dem og forvrængede Kains blik. Vreden lukker os inde i os selv og lukker os ude fra Himmeriget, sådan som Jesus siger det til disciplene. Frygt og usikkerhed virker på samme måde.

Alligevel er det så forfærdelig svært at give slip. På sig selv og sit eget. Også selv om der er så meget at vælge til. Det er svært at høre ordene fra Paulus, skrevet til menigheden i Rom, men lige så vigtige at høre for os. Alene det, at der er så meget om død. Selv om der er kommet en god og vigtig opmærksomhed på sorgen og hvad det vil sige at miste, så tænker vi nødig på vores egen død, taler nødig om den. Alene ordet hejser et lille rødt flag, når man står der, og læser op. Går det nu an at sige ”død” så mange gange på en dejlig sommerdag, hvor vi bare vil nyde livet, luften og verden? Bedre bliver det ikke af at der også står synd og korsfæstelse. Fristelsen til at glide nonchalant hen over ordene uden rigtig at lande i dem er stor. Men det ville være ærgerligt, for Paulus skriver om liv og frihed. Når han skriver om at være død fra synden, handler det ikke om en renskuret tilværelse, der holder sig inden for nogle snævre rammer. Det handler om at blive fri, fra det, som plager os og ødelægger tilværelsen. Fri fra det, som står livet imod. Fri fra det, der skiller os fra Gud og de mennesker, vi har omkring os. Det er frihed fra vrede, frihed fra frygt, frihed fra den ødelæggende mistro til ens egen ret til en plads i verden. Det er derfor Paulus taler om at være døbt til Jesu død. På den anden side af døden ligger opstandelsen til et liv i fællesskab med Gud og med medmennesket. Et liv hvor døden ikke længere kan skade, hvor alt det, som bringer døden ind i vores liv og truer med at få det til at visne, har mistet sin magt. Et liv, der ikke er småt og fornæret på grund af nøjeregnende opmærksomhed på én selv og de andre. Et liv, hvor Gud ikke gøres til en smålig bogholder, men har sin rette plads som den, som giver os en fred, der overgår al forstand. Den kærlighedens Gud, hvis dybeste længsel er at frelse og forløse sine menneskebørn.

Det er en vandring, som kan minde om mystikerens vej, hvor det handler om at give slip, og lade sit jeg bag sig. Men det er samtidig en vandring ind i livet, som et handlende menneske. En invitation til at tage tilværelsen på sig og arbejde på den andens glæde med tro, håb og kærlighed.

Evangeliet i dag, og alle dage, er et frihedsbudskab. Et budskab om at alt det, som tynger dig til jorden, bliver løftet af dine skuldre. Et budskab om at hele det bjerg af bekymringer og fortrædeligheder, som du bærer rundt på, og nogle gange er ved at segne under vægten af; dén byrde er fordampet, som dug for solen. Nu er det tid til at gøre noget andet, noget nyt. At løfte hovedet og møde blikket hos det menneske, som også sled og slæbte lige før. At se hinanden og vide at det var en fælles erfaring, en vej, som nu er tilbagelagt. Det er blevet morgen, regnen er hørt op. Der er arbejde, der skal gøres, beslutninger, som skal tages. Det som var, binder ikke længere. Det er muligt at gøre noget andet, noget nyt. Det er muligt at sige som Jesus sagde til disciplene: Rejs jer, lad os gå herfra.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

KIRKEBØN

Himmelske Far, alting hører dig til. Hos dig er fuglen ikke i bur; du lader græsset gro, som det vil og ukrudtet rejse sig, over sammenstyrtede bygninger. Alle tings lov, skyldes din frihed. Derfor tjener stjernerne dig frivilligt. Solen står op med en lovsang til glæden og månen går, uden at vredes, ned i sin seng.

Vor Far, du er hele vort livs bevæger, fra dig og til dig strømmer alt liv og du kender hvert pulsslag og hver tanke. Nu beder vi dig: trøst og styrk alle dem, der er syge og sorgfulde, hvad enten de er fjern eller nær. Vær hos de skuffede, de troløse, de sagtmodige og hos dem, der snart skal dø. Se til dem, der ikke har kræfter til at se til dig, og stå os alle bi i anfægtelsens time.

Vi beder dig for vores fjender og dem, der forfølger os. Lys din fred over os alle. Velsign og bevar dine hellige sakramenter og lad dit ord bevæge sig uhindret imellem os, fra hjerte til hjerte, at dit rige med retfærdighed, fred og glæde må vokse dag for dag.

Vær med din kirke på jorden, hold din beskærmende hånd over vort land og alle, der bor her. Vi beder dig for alle, der har magt over andre, lær dem kærlighed og sandhed. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe og hele hendes hus, alle huse på land og i by. Skænk os alle din nåde og bevar os hos dig, indtil Kristus bliver alt i alle og vi skal se, ansigt til ansigt. Amen!

SALMER OG TEKSTER

Præludium: Per Nørgaard ”Året”. Koralforspil. Til Helen Sarvig (1980)

BLODBØG

Jeg så troen

som et vidunderlig smukt træ

fuldt af sol,

det grønne træ, som skifter

og bliver rødt som blodbøgen,

når det har stået tøvende

i nogle dage

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Fællessalme, nr. 745 Vågn op og slå på dine strenge

Præst: ”Herren være med jer!” – Alle: ”Og med din Ånd!”

BLEG MORGEN

Altid hører jeg sandheden gå og råbe

mellem husene.

Men når jeg lukker vinduet op,

er manden forsvundet med sin vogn,

og husene står med deres sædvanlige ansigter,

deres affable solsmil

i en dag som alle andre.

Stor var morgenen, som kom.

Vældige lys har den tændt i rummet.

Skære lyse farver

skælver i køligheden.

Sandheden var råbende nær

og gik bort til andre gader

mange tage borte,

hvor andre nu hører ham råbe.

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Læsning, epistel til 6. s. e. trin, Romerbrevet 6,3-11

Koret synger: I stjernehimlens ranker

O, hjælp mig, Gud,

og tag mig ud

af disse rådne vande,

da skal jeg snart

Med stjernens fart

Rotere om din pande

Hvert hav, hver skov,

hvert spor af plov

er dybe eftertanker

for os som går,

hvor gåden står

i stjernehimlens ranker.

(Musik og sats: Mads Damlund Tekst: Ole Sarvig ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981)

Præst: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus”

Alle: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab!”

Læsning, evangelium til 6. s. e. trinitatis, Matthæusevangeliet 5,20-26

Præst: Trosbekendelse (siges)          

Alle: Amen, amen amen

Fællessalme, Kirkesangbogen 858 Å Gud, vær du min ånde

Prædiken, lovprisning, apostolsk velsignelse

Fællessalme, Kirkesangbogen nr. 907b, Utroligheds frø.

Kirkebøn, Fadervor

Velsignelse

Alle: ”Amen, amen, amen”

Fællessalme, nr. 518, På Guds nåde i al våde

KRISTUSSTENEN

Ikke den dybe søvn.

Ikke den flimrende lyse dag,

ikke drømmenes tågede net,

intet af alt dette,

som du søgte og fandt

i dagene

og kendte navn på

og ofte stod med i hånden

og tænkte,

intet af dette var Kristus

Men drømmen,

digtet bag dagens lys.

I en af dagens timer

var det hos dig.

Og kristusstenen bandt

din tankes hvælving.

(Fra: Jeghuset, Povl Branners forlag 1944)

Postludium: Per Nørgaard ”Året”. Koralforspil. Til Helen Sarvig (1980)

Organist Mads Damlund, Lundehus kirkes kor, prædikant Julie Damlund. Tilrettelæggelse: Katarina Lewkovitch

Løgets kerne

Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i. Luk 1, 1-4

Prædiken:
”Hvad er sandhed?” spurgte Pilatus som verdens måske første attituderelativist.

I gymnasiet læste vi i ”Vildanden” hvordan Ibsen lader en af sine karakterer sige at ”tager man livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager man også lykken fra ham”. Det er en besnærende tanke, at disse gennemsnitsmennesker altså er henvist til at leve på løgnen, mens nogle særlige andre – og jeg var vel ikke den eneste teenager med hang til at inkludere mig selv i disse ”andre” – har styrken til at leve sandt og ærligt.

Men der findes ikke det menneske, som kan leve uden en fortælling om sig selv og sit liv. Det er gennem fortællinger at vi forstår os selv og vores verden. En anden forfatter, Günter Grass, brugte løget som billede. For hvert lag, man fjerner, er der blot et nyt lag. Der er ikke tale om at komme ind til nogen kerne. Et menneske er sine fortællinger og der ligger et vist hovmod i at ville kende den fulde sandhed om sig selv. At vælge sig én fortælling og undlade at forholde sig til alle de andre, kan måske kaldes at bemægtige sig historien om sig selv. Men er dét så sandheden?

Fortællingens magt er stor, og den, der slipper fortællingen løs, frisætter en vældig kraft, som ikke nødvendigvis er af det gode. Uden fortællingen om det tredje rige, genrejsningen af fortidens kejserdømme, havde det tyske folk måske ikke være så modtageligt for den nazistiske propaganda. Holocaust er et grelt eksempel, som undsiger sig enhver sammenligning. Men mange andre destruktive begivenheder og skæbnesvangre beslutninger har hentet deres næring og deres fremdrift i stærke fortællinger.

I Lukasevangeliets første vers er det fortælleren magtpåliggende, at fortællingen er ham overdraget. Fortællingen, eller rettere sagt fortællingerne i flertal, kommer fra nogle andre, øjenvidnerne og ordets tjenere, og genfortællingen tjener til at sætte både Lukasfortælleren og Theofilus i forbindelse med den overleverede historie.

Sandheden kommer altså ikke af det selvoplevede, selvfølte eller selverkendte. Sandheden kommer udefra.

Indledningen til Lukasevangeliet er en koncentreret beskrivelse af gudstjenestens situation, hvis vi tænker på gudstjenesten som dét sted, hvor vi sætter os i forbindelse med en fortælling, som er uden for os selv og som derfor ikke lader sig bemægtige. Samtidig er det i dybeste forstand netop dén fortælling som rummer sandheden om den enkelte og sandheden om ethvert menneske. Derfor er det på én gang en dybt personlig fortælling og én fortælling, som vi både bogstavelig talt og i overført betydning hører i gudstjenestens fællesskab.

I søndags (2. s.e. trin I, red) var det de fattige, blinde, vanføre, lamme og vildfarne, der blev inviteret til gudstjeneste. Alle vores fortællinger om alt det vi har og alt det vi kan og alt det, vi er, træder i baggrunden til fordel for dén fortælling, som vi ikke skal leve op til, men leve ud af. Den helt store fortælling, frelseshistorien, om verdens skabelse, fald og genløsning i Kristus, bliver os til del; rykker på sæt og vis ind i os, som enkeltmennesker og som fællesskab. Vores tilbliven, mødet med vores næste, hvor vi falder gang på gang og igen står ansigt med alt det vi ikke har og ikke er og ikke kan og genløsningen i nok engang at blive inviteret ind til den himmelske festbanket for at få at vide at vi sidder dér, til højbords, som Guds udvalgte, hellige og elskede.

Det er dén fortælling, som vi sætter os i forbindelse med idét vi holder den for sand, i troen. Uden sandheden er evangeliet – og de fire evangelier – en række fortællinger på lige fod med andre gode og stærke fortællinger. Men idet vi tror på den sandhed som evangelierne bærer frem, bliver evangeliet også fortællingen om dit liv og om mit liv og om vores liv. Evangeliet bliver dén fortælling, som alle vores andre fortællinger holdes op imod, prøves imod, gennemlyses af.

Vi kan ikke undvære de andre fortællinger, dem vi i en stadig strøm skaber som enkeltmennesker og som fællesskab. Men vi kan udsætte os selv for den anden fortælling. Den hvor vi ikke selv fortæller, men bliver fortalt; en fortælling om skabelse, fald og forsoning. En fortælling om at få sit liv givet tilbage til sig. En fortælling hvor det at leve ærligt, som et sandt menneske betyder at leve som et elsket menneske. En fortælling om Guds kærlighed.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Prædiken holdt ved Københavns Stifts præstekonvent 2021

Ord, ord ord!

Kristi himmelfart – konfirmation, 13. maj 2021 kl. 10.30
LUNDEHUS KIRKE

”Hvordan går det?” er et enkelt spørgsmål. Men det er ikke altid så let at svare på. How are you? Siger man på amerikansk. Da jeg som ganske ung opholdt mig i USA lærte jeg på den hårde måde – eller rettere sagt på den pinlige måde – at det ikke er meningen at man faktisk skal begynde at fortælle om hvordan man har det. “How are you” betyder simpelthen ”goddag” og man svarer med et ”fint, tak” eller – hvis man virkelig har det elendigt – måske med et ”I’m ok”. Men, spøg og pinligheder til side; det er jo ikke kun i den slags situationer at det kan være svært at finde de rigtige ord. Det er faktisk rigtig svært at sætte ord på den slags: Hvordan man har det, hvad man føler, hvad man oplever. Tænk bare på fodboldspilleren, der lige har spillet en fantastisk kamp og får stukket en mikrofon op under snuden. Vi ved at oplevelsen må være helt utrolig – men de ord, der bliver hæftet på, siger som regel ikke så meget. Det er simpelthen svært at finde et sprog for det største og det vigtigste og det dybeste.

Gå ud og prædik! Siger Jesus. Prædik frelse og fortabelse! Og det har vi så forsøgt i nogle århundreder. Med større og mindre held. Jesus selv fór til himmels. På gamle altertavler og kalkmalerier ofte illustreret med et billede af Jesu fødder på vej op i en sky. For hvordan skulle man ellers vise det? Hvordan maler man et billede af det, der ikke er her?

Jesus kaldes også for Ordet. Fordi han i sig rummede det hele. Kraften til at skabe og til at helbrede, det vigtigste og det dybeste. I beretningerne om Jesus er det tydeligt at de fleste bare på en eller anden måde fornemmer, at det er sådan. De vil gerne holde sig til ham, for hvor han er, er der liv, kærlighed, håb, glæde. Men da han fór til himmels fik vi til opgave at finde ordene. De ord, der skal beskrive vores liv, vores kærlighed, vores håb og vores glæde. Og også nogle gange vores frygt, vores sorg og vores indre mørke.

Derfor er der mange ord her i kirken. Fordi vi kræver meget af vores ord. De skal kunne alt det. Derfor har vi også brug for musikken. Fordi den løfter ordene, folder dem ud og bliver sit eget sprog, ord på sjælens sprog. Vi har også brug for særlige ord, som ikke bruges så meget i det daglige. Ord som nåde og miskundhed, synd og forsoning, forlad os vor skyld og ske din vilje. Og kærlighed på tusind måder. “Kærlighed” siger vi igen og igen, for at give netop dét ord hele den store og rige betydning, som hænger sammen med alle de andre ord. Man kan leve fint og godt i årevis uden de ord. Men i løbet af et liv får man brug for dem engang imellem. Så er det kun de store og sjældne ord, der kan udtrykke, hvordan, man har det og hvad man oplever. Så er der brug for musikken, skønheden og de særlige ord. Giv mig nåde og miskundhed. Så mærkelige var de ord Kim Larsen fandt frem, da han stod ved slutningen af livet. På coveret til dét album står han med stok og lang frakke. Han vender væk fra os der ser på billedet og har i stedet ansigtet vendt mod en vidt åben himmel, som om han er lige på vej derop, lige i hælene på Jesus. Nu var Kim Larsen ikke Jesus, han var blot en af de mange, der forsøgte at sætte ord og musik på de spørgsmål: Hvordan har du det? Hvad føler du? Hvad oplever du?

Også de små tekststykker, jeg har læst i dag fra Bibelen, er skrevet af mennesker, der forsøgte at sætte ord på. Nogle bruger krigeriske ord som ”magtfulde scepter”, ”hersk” og ”Kampdag”, andre bruger skræmmende ord om dom, slanger og dæmoner. Alle forsøger de at sige at den kraft, der udgår fra Ordet er noget helt særligt. Altså Ordet, som i Jesus Kristus selv og ordet om Jesus Kristus. Dét er pointen: Han er her ikke, han fór til himmels. Men netop derfor er han her alligevel, i Ordet. Det er egentlig det enkle, som vi bruger så mange ord på at få sagt: I det Ord er der kærlighed; nok til at trøste alle ensomme sjæle i hele verden. Der er glæde; nok til at få hele jorden til at danse. Der er tilgivelse; nok til at bryde alle forskansninger og mure ned. Og der er styrke; nok til at give alle undertrykte og bange sjæle mod til at handle næstekærligt. Der er også kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke nok til alle os, der er her i kirken i dag. Til jer, der er unge, og står i begreb med at begive jer ud på det ufatteligt smukke, spændende og udfordrende eventyr, som er livet. Og til os, der er halvgamle og trætte og har prøvet at træde ved siden af en gang eller to eller flere. Det er der. Også i vores liv. Det er lige her, i Ordene, i fortællingerne, i dåbens vand og i nadverens brød og vin.

Der er heldigvis mange, der er gode til at sætte ord på. Digtere, fortællere, musikere og komponister. Alle de ord og toner, kan vi andre låne af. Men det vigtigste er ikke de ord, vi kan låne for at sige dem. Det vigtigste er, at vi også selv kan være de ord. Vi kan selv gå ud i verden som kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke. Og når vi så synes at vi ikke har mere at give af. Så kan vi gå hen i kirken, f.eks, eller til salmerne, til Bibelens fortællinger, til musik eller billeder. Og dér kan vi hente mere af det hele, så vi har mere at give ud af.
Det er den frelse, som der tales så meget om. Frelsen er ikke en præmie, man får til sidst. Frelsen er det at have fundet Ordet, kilden, hvor kærligheden aldrig slipper op.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Kristus er hemmeligheden

Prædiken til Kristi himmelfartsdag, 10. maj 2018

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. ( Luk 24,46-53)

Herre, lad mine øjne kunne tåle det rum, der nærmer sig,
og lad Din kærlighed nå dem, jeg ser. Thi du lever! Amen
Selv om vi kalder det en glædelig dag, er der en mærkelig tomhed over Kristi himmelfartsdag. Vi kan se det på disciplene, der står tilbage på billedet fra prædikestolen i Arrild kirke. Deres ansigter viser hverken glæde eller sorg. De ser, som nogen, der ikke rigtig ved, hvad det er, de ser på. Men deres hænder er foldede i bøn. De tager imod det, som kommer. Og så er der en vidunderlig lille detalje: Fodsporene. Dér hvor Jesus har været, på den lille træstub, klippe eller hvad det nu er, ser man hans fodspor. Det er fint og konkret billede på noget vigtigt: Nok har vi ikke Jesus iblandt os, men vi har de spor, han har sat. Det viser sig, ofte på overraskende måder, at Jesus har sat spor i verden. I det lidt naive billedsprog er de ganske synlige og ligner rent faktisk to små fødder. I vores verden er de sværere at få øje på og mange ting kan sløre blikket. Som menneskebørn har vi kun vores særdeles uperfekte evner at se efter sporene med. Vores fornuft, som gerne tror om sig selv at den gennemskuer hele verden og regner den ud. Vores krop, som er så skrøbelig og forgængelig, vores sanser, som er så fintmærkende og så lette at narre, vores sind, som rummer både det højeste og det laveste, både kærlighed og had, opofrelse og egoisme, frygt og overmod, usikkerhed og overdreven tiltro til egne evner. Der er nok, der slører opmærksomheden. Derfor slutter fortællingen heller ikke her, den slutter til pinse, med Helligåndens komme.
Helligånden skal hjælpe os med at tolke verden, så vi ser de spor, Jesus har efterladt. Enhver der forsøger for sig selv eller for andre, at pege på de spor må sætte sin lid til Helligånden som oversætter og vejleder. Derfor folder disciplene deres hænder til bøn: At forkynde er at tage imod, at vidne er at åbne sig, at lære er selv at blive belært. Himmelfarten er en tankestreg før pinsens punktum (eller kolon, men det er en anden historie), et billede på den herliggørelse, som skete på korset. Det var jo sådan, Jesus hele tiden talte om sin korsfæstelse og død, som en herliggørelse. På korset viste herliggørelsen sig i sin modsætning, i fornedrelsen. Ved himmelfarten viser herliggørelsen sig, som det, den er. Kristus bliver endelig indsat ved sin fars højre hånd. Han gik ind i verden for at fylde den, opfylde den og forløse den. Nu kan vi, som blev født i denne verden, gå med ham – engang. Indtil videre er vi her, med de spor han satte i verden.
Over os troner han. I mange middelalderkirker er apsis, buen i loftet over alteret, dekoreret med Kristus som verdensherskeren, Kristus pantokrator. På gylden baggrund sidder han, med jordens kugle under sine fødder, og hånden formet i en velsignende gestus. Højt oppe, hævet over os, så det bliver klart at velsignelsen når alle verdens egne.

På billedet er der endnu en detalje: I baggrunden blomstrer en rose, en rød rose. Den rose er på en vis måde nøglen til hele billedet og til hele fortællingen om Kristi himmelfart. For rosen giver anledning til at standse op før det hele bliver for luftigt. Før Kristus bliver gjort til denne fjerne verdenshersker, til en idé eller et begreb. En køn tanke, som egentlig ikke siger meget mere end det, som man kunne komme frem til på mange andre måder: Vi skal passe på hinanden og på vores fælles jord. Rosen peger på at det nærvær, der ligger i den fraværende Jesus, er meget mere grundlæggende og livsforandrende. Det har en meget dybere og stærkere betydning end en idé eller en smuk tanke. Rosens røde farve symboliserer kærlighed og blod. Et af Marias mange navne er ”Rosen uden torne” og rosen er både et billede på Maria og hendes kærlighed til sin søn Jesus og et billede på Kristus og hans kærlighed til os, Guds børn. Som Maria og Jesus er i slægt med hinanden, – blodbeslægtede, som vi nogle gange kalder det – så er vi også i slægt med Kristus, blodsbeslægtede. Han giver os sit legeme og blod, for at vi kan få del i ham. Han er ikke kun nærværende som dunkle spor i verden. Han er i os og vi i ham. Han er blodet i vore hjerter, kærligheden i vore årer. I ham kommer vi i slægt med hinanden, ikke som et billede, en talemåde eller en høflig forhåbning. Vi er blodsbeslægtede med hinanden, vi er ét i Kristus.

Digteren Ole Sarvig taler om Kristus som hemmeligheden. I en affortryllet verden, hvor staten og de store virksomheder som Facebook, Amazon og Cambridge Analytica, véd alt om os, hvor børnene er under overvågning 24 timer i døgnet, hvor vi har accepteret at der hænger kameraer på ethvert gadehjørne, i dén verden er der ikke mange hemmeligheder tilbage. Men Kristus er hemmeligheden. Den hemmelighed, siger Sarvig, den finder vi og afdækker vi hos hinanden. Kristi himmelfart og Jesus’ spor i verden handler ikke kun om det, han har sagt. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilslutte sig en etik, nogle kristne værdier, og så sætte Kristi spor i verden ved at handle godt og gøre godt. Kristi himmelfart handler også om det, som Kristus er. Han er i verden og han er i os. Så når et menneske går ud af sig selv for at møde et andet menneske, så er Kristus skjult til stede i dét møde. Når et ”jeg” møder et ”du”, så går både ”du” og ”jeg” ind i den vidunderlige hemmelighed, at vi alle har del i Kristus. At vi har del i Ham, som sidder ved sin Fars højre hånd og troner over hele verden. Ole Sarvig skriver om Kristus: “Han er ikke i graven, ikke i katedralen, ikke i billedrammen. Han passerer måske forbi, som på vej til Emmaus, men bliver da atter usynlig, hvis vi nøder Ham til at blive: ”Når så jeg dig…?” Graven er tom, Han færdes i den nærmeste, ser måske gennem vore øjne”.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen

Salmer:
252 Til himmels fór den ærens drot
251 Jesus himmelfaren
28 De dybeste lag i mit hjerte

260 Du satte sig selv i de nederstes sted
439 O du Guds lam
N: 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte
230 v. 5-7, Bødt er brøden, død er døden

Links

Her er links til artikler, klummer, interviews og prædikener fra andre medier og platforme.

Artikler & klummer:

Liturgi og musik. Kirkemagasinet Domkirken dec. 23 – feb. 24. Sammen med organist Mads Damlund.

Dåbens før og efter. Om dåbsritual og bibelbrug. Præsteforeningens blad 2023

Den fælles puls giver frihed i gudstjenesten. Om gudstjenestens puls, frihed og improvisation. Sammen med organist Mads Damlund. Marts 2021.

Gå ud og sig det. Om formidling og forkyndelse. Er der forskel på de to? Det spørgsmål forsøger jeg at give nogle svar på i en artikel i tidsskriftet Forbindelser”. November 2019

Mere end ord. Om kirkens ritualer og gudstjenestens liturgi. Præsteforeningens blad, november 2019.

Jeg står her og synger. Om salmer og personlige pronominer. I mange nyere salmer er det et “vi”, der synger, og ikke et “jeg”. Hvad betyder det for salmens teologi? Og kan man forudsætte at alle, der synger, vil være med i vi’et? Bragt i Dansk Kirketidende, oktober 2018

Himlen er åben. Juleklumme, Kristeligt Dagblad, december 2010.

På din maske skal jeg kende dig. Om tv-serien Herrens Veje, klumme fra kristendom.dk.

Om barmhjertighed

Men så kom Jakob. Essay om at blive mor til et anderledes barn. Weekendavisen. Artiklen er låst (kræver abonnement)

PDF-version af artiklen findes her: Men så kom Jakob

Bidrag til bogudgivelser:

Tanker til året. Eksistensen 2023. Klummer til slutningen af april – sammen med en række forfattere.

Udsigt fra troens gren. Syng Nyt 2021. Syng Nyt jubilæumsskrift. “Teologi og kristendom hos Ole Sarvig.” Trykt udgave af artikel, som også findes tilgængelig på salmer.dk

Dåben klæder dig. Forlaget Eksistensen 2018. “Man kan ikke argumentere for troen uden at gøre den mindre”. Essay om en dåbssamtale.

Interviews:

Grundtvigs tidende/2, 2021

TV København, december 2017

TV København december 2015

Prædikener:

Ind imellem lægger jeg prædikener holdt i Taksigelseskirken eller Lundehus kirke på kirkernes hjemmeside. Klik her

“Søndagslæsning” fra Grundtvigsk Forum, prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger. Klik her

Lysgudstjeneste i Lundehus kirke, 1. december 2019

Gudstjeneste i Lundehus kirke, 7. januar 2018